Hvad er Heat It Up ERX?

fit tester: Hot træning & høj forbrænding

Der blev svedt og brølet som aldrig før, da fit living fik modelleret kroppen i TRX-seler OG 37 graders varme. Lyder det ulideligt? Det var faktisk helt vildt fedt.

”Fem, fire, tre, to, en… og slap af.” Min trætte og meget våde krop falder ned på madrassen under mig. Mine fødder er stadig i ERX-stroppen, for om et par sekunder skal jeg mobilisere hver muskel i min krop, når jeg skal hive mig selv op i en planke… kun i armene altså.

Jeg er godt i gang med at teste Heat It Up ERX. En times TRX-træning i et 37 graders opvarmet rum. Det er onsdag aften, udenfor siler regnen ned, men i Energiis opvarmede kælderrum er det sved, der driver ned ad alle os 24 fremmødte til en times træning.

Mit hjerte banker, og pulsen er i top – og det på trods af, at øvelserne i stropperne foregår i et roligt tempo. Vi arbejder med klassiske øvelser som planke og squats, men de får lige et ekstra tvist som for eksempel planken, hvor mine fødder svæver 20 centimeter over jorden i stroppen.

SE OGSÅ: 5 øvelser: Flad mave en gang for alle

TRX står for Total body Resistance eXercise, og som navnet antyder, træner du hele kroppen med din egen krop som modstand i TRX-seler. Det er en træningsform, der er udviklet af den tidligere amerikanske Navy Seal, Randy Hetrick.

Heat It Up ERX (Energii Resistance eXercise) er inspireret af Navy Seal-øvelserne og kombinerer rå styrketræning, balance og smidighed igennem et højintensivt træningspas i infravarme. Med infravarme bliver din krop hurtigere og dybere varmet, så du oplever en større smidighed, og opvarmningen har desuden en positiv betydning for udskillelsen af affaldsstoffer.

– Du vil i den næste time træne din styrke, smidighed og vejrtrækning. Varmen tillader, at du får pulsen op, uden at du bliver drevet op i tempo. Det langsommere tempo gør, at du hele tiden kan mærke dig selv og være til stede i træningen. Vi benytter mange gentagelser og kommer hele kroppen igennem, så du i sidste ende bliver bomstærk og får tonet din krop, siger Sanni Wullf Vangsø, da jeg taler med hende, inden timen går i gang.

SE OGSÅ: De bedste genveje til en tårnhøj forbrænding

Hårdt arbejde i stropperne

Det er allerførste gang, at jeg skal træne i høj varme i et fortættet rum, så klædt i korte shorts, lille top og tåsokker træder jeg ind i det varme rum med vandflaske og håndklæde under armen. Umiddelbart virker det ikke så slemt ...

Timen begynder med en grundig opvarmning uden stropper, hvor kroppen vænner sig til varmen. Vi ligger på ryggen på måtten og arbejder med ben og hofter ved at løfte det ene bens knæ op til brystet, derefter tvister vi benet ud til siden og strækker det ud. Mine led knager, når jeg bevæger dem på den måde, men jeg kan også mærke, at jeg bliver mere og mere smidig, jo varmere min krop bliver.

SE OGSÅ: Få en fast bagdel hjemme på stuegulvet

Derefter følger et par maveøvelser, hvor vi med hænderne bag nakken løfter os op og lader albuer ramme knæene. Vores træner Lasse går rundt blandt os. Han råber heldigvis ikke af mig som en anden marinesoldat, i stedet er det ros, som kommer ud af hans mund, når vi tager 20 sekunder mere, selv om mavemusklerne er pressede.

Nu er det tid til at få hænderne i stropperne. Jeg har prøvet TRX en gang før, men min nabo på måtten ved siden af er sød til at hjælpe mig med at få selen indstillet, så den passer i min højde. Første træningssession består af squats. Vi går så langt tilbage, at stroppen er strammet helt ud. Derefter bagdelen ned, til benene er i 90 graders vinkel – uden at hænge i stroppen. Vi kører op og ned, indtil Lasse tæller ned fra fem. Når han rammer et, skal vi blive nede i de 90 grader og holde positionen der. For så at lave en runde med squats igen.

Mine lårmuskler bliver presset til maks., de ryster og svier, og jeg bliver glædeligt overrasket, da jeg hører højlydte støn omkring mig, for det hjælper altså bare lidt på det hårde arbejde, når det er o.k. at stønne og pruste med lyd på.

SE OGSÅ: fit med Anne Bech: Sådan får du lækre lår

I næste øvelse skal vi stille os i en bredere positur med benene og squatte igen, så vi får fat i ridebukselåret. Efter et stykke tid skal vi atter blive nede i 90 grader, men denne gang skal vi skiftevis løfte det ene ben fra gulvet – uden at tviste i kroppen. Der bliver stønnet godt igennem, og samtlige muskler i mine lår og min core er aktiveret og spændt. Det er vanvittig hårdt, men jeg bestemmer selv, hvor mange gentagelser jeg tager, så jeg føler ikke, at jeg bliver presset alt for langt ud.

Nu begynder varmen også at sætte ind. Sveden drypper, og det er ikke kun de benhårde øvelser, der skal kæmpes imod, men også den tætte varme. Mit hjerte banker hårdt, og jeg nyder de små pauser, som Lasse lægger ind mellem træningspassene, hvor jeg drikker vand og fokuserer på at få trukket vejret ned i maven og pustet helt ud igen – så hjertet kan følge med.

Så skal der trænes arme. Med hænderne i stropperne læner vi os tilbage, til vi ligger skråt. Vi hiver os op i strakte arme, til vi står vandret, for at læne os tilbage igen.

SE OGSÅ: 5 øvelser, der giver sexede og smukke arme

Efter flere forskellige øvelser, hvor vi både træner biceps og triceps, skal vi ned at ligge på ryggen. Med hælene placeret i stropperne er det mave og bagdelen, der skal aktiveres. Vi skal løfte bagdelen op, så vi hviler på skuldrene og zigzagge benene på kryds. Næste øvelse skal benene på skift føres op til brystet. Min mave og balder er fuldstændig spændt.

Seje gentagelser og sitrende krop

Der er ingen tvivl om, at det er hårdt at arbejde i stropperne, hvor min egen kropsvægt er en del tungere, end de håndvægte og bodybarer, jeg arbejder med i mine sædvanlige fitnesstimer. De mange rolige og seje gentagelser kombineret med stillinger, der skal holdes i flere sekunder og en høj varme, gør dette til en af de hårdeste træningstimer, jeg har prøvet længe.

Heldigvis råber Lasse ikke, at vi skal lave øvelserne hurtigere eller 20 på én gang. Han tæller i stedet sekunder, så jeg selv kan bedømme, om jeg har overskuddet til at sætte tempoet op. Med min stædighed har jeg selvfølgelig det overskud – næsten alle gange.

Det er blevet planketid med benene hængt op i stropperne. Første session er ’bare’ planke, hvor vi efter 30 sekunder skal ned og hvile i fem sekunder for at hive os op igen. Med benene hævet over jorden er det armene, der skal trække mig op, og for ikke at ende i store svingninger må hele min core aktiveres, så jeg vitterlig føler mig som en stiv planke.

SE OGSÅ: Styrketræning slanker både i kilo og omfang + 9 andre grunde til at styrketræne

Næste øvelse skal vi i planken føre knæene skiftevis op til brystet uden at løfte bagdelen op, og det skal gå hurtigt, så det næsten bliver en lille spurt. Mit hjerte banker, min puls er høj, og jeg kæmper virkelig mod varmen. Jeg er næsten ved at falde sammen, da Lasse giver mig et supergodt kæmpe-klap på skulderen, så jeg fortsætter. Endelig tæller han ned, og min krop lander på måtten. Jeg tørrer sveden af med mit medbragte håndklæde og drikker vand, men jeg føler mig på en gang udmattet og vanvittig stærk.

Sidste øvelse er pushups i planken. Jeg må give fortabt og placere knæene i måtten og lave pushups i den position. Vi kører flere sæt, armene dirrer, og da Lasse endelig tæller ned, kan jeg vitterligt heller ikke mere. Jeg har givet mig selv 100 %.

Timen slutter af med udstrækning, og da jeg ligger på ryggen på måtten, bemærker jeg, hvor meget jeg sveder, og jeg kan næsten heller ikke klare varmen længere. Derfor er det skønt, da jeg træder ud af det opvarmede lokale og kan trække en stor portion frisk luft ned i mine lunger. Vi er flere, der sætter os i gangen, får fyldt vandflaskerne og pulsen ned igen. Stemningen er glad og positiv, og ja, jeg er drivvåd, som var jeg lige trådt ud af brusebadet, men jeg føler mig sej, fordi jeg har gennemført timen.

SE OGSÅ: Lotte Arndal: Sådan træner du din krop 10 år yngre

Da jeg cykler hjem efter den hårde træning, kan jeg mærke, at min krop er udmattet, mine lår kan næsten ikke klare modvinden, og min core sukker efter at få lov til at slappe af. Men endorfinerne suser også rundt, så mit humør er i top, og jeg føler mig som den stærkeste kvinde, der cykler rundt på Nørrebro denne onsdag aften.

Det synes deltagerne om Heat It Up ERX?

Mischa Jerner Price

Når man først har vænnet sig til at træne i varme, kan jeg mærke, at det giver noget ekstra end at træne i en almindelig træningssal. Varmen sørger for, at jeg får en høj puls, jeg sveder meget og renser ud samt arbejder med min smidighed. Det er en intensiv time, hvor jeg kan mærke, at jeg har givet mig selv 100 %. Jeg føler mig glad og afbalanceret bagefter, og jeg tror, at det er sundt at få skiftet ud i væskebalancen og renset kroppen. Jeg får en dejlig glød i kinderne og blød hud, samtidig med at jeg får styrket hele kroppen.

Eva Nørgaard

Varmen giver mig et ekstra kick. Man kæmper lidt imod varmen, så jeg giver mere af mig selv i de timer. Coren kommer i den grad på prøve, og det er ekstra godt for mig, da jeg har en skæv ryg, så ERX styrker min krop, giver mig en flot kropsholdning og gør mig smidig. Efter en time kører min adrenalin på maks. – på den gode måde. Jeg har en behagelig følelse i hele kroppen og har både fået øget velvære og et boost af energi.

Mette Bartholdy Richardt

Instruktørerne er teknisk dygtige, og det er vigtigt i forhold til at lave øvelserne rigtigt og at undgå skader. ERX er hårdt, men det trigger mig at kunne holde både varmen og øvelserne ud, så jeg er fuldstændig solgt. Jeg kan godt lide den lidt militaristiske tilgang, jeg får flyttet mine grænser, og min form er blevet meget bedre. Det rykker mig også psykisk, for jeg føler mig som en helvedes kanon og sej efter hver træning. Jeg glemmer også alt, når jeg er her, fordi jeg er så koncentreret.

Det synes fit living om Heat It Up ERX

Det er uden tvivl en af de hårdeste timer, jeg har prøvet, og det skyldes ikke mindst, at der er et varmeelement, som jeg også skal kæmpe imod. Hjertet banker, og forbrændingen skyder i vejret. De langsomme og hårde øvelser får kroppens muskler til at syre til, og jeg kan mærke, at hele min krop er blevet arbejdet grundigt igennem, så det er i den grad effektiv styrketræning.

Al den væske, jeg smed i løbet af den time, har detoxet min krop for affaldsstoffer. Dagen efter er jeg konstant tørstig, min krop er på en gang udmattet og frisk – jeg føler nærmest, at jeg strutter af sundhed udenpå og allerinderst.

Kondition: 4 ud af 6 stjerner

Styrke: 6 ud af 6 stjerner

Smidighed: 4 ud af 6 stjerner

Kropsbevidsthed: 5 ud af 6 stjerner

Mental bonus: 3 ud af 6 stjerner

SE OGSÅ: fit tester: Få drømmekroppen med interval

SE OGSÅ: Bikini bootcamp: Stramme balder, sexede arme og flad mave på 8, 4 eller 2 uger

Fakta

Hvad er Heat It Up ERX?

Det er en træningsform, som igennem simpel og effektiv kropsvægtstræning styrker hele bevægeapparatet. Træningen tager udgangspunkt i øvelser, som inddrager din balance, styrke, mobilitet, smidighed, udholdenhed og ikke mindst din corestyrke. Du træner med to loftophængte stropper, som giver dig mulighed for at bruge din egen kropsvægt som belastning. Alle kan være med uanset niveau.

Her kan du træne

Vi testede Heat It Up ERX hos Energiis center på Østerbro. Energii er de første og eneste, der tilbyder denne træningsform i hele verden, og de uddanner selv deres instruktører for at fastholde kvaliteten af ERX undervisningen. Se mere på energii.dk