”Jeg skrev julekort til alle for at dække over min mors alkoholmisbrug”

Hemmeligheder. De fleste af os har dem. Nogle store, nogle små. Men de er der. Private, pinlige og måske permanente. Sådan en hemmelighed var der også i Katrine Quornings familie, da hun var barn og ung. En hemmelighed, som hele familien dækkede over. En hemmelighed, der fyldte alt. En hemmelighed, der aldrig skulle have været en hemmelighed. Men som barn gjorde Katrine alligevel alt, hvad hun kunne for at skjule den. Nemlig at hendes mor havde et alkoholmisbrug.

"Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for, at ingen skulle finde ud af, at min mor havde et problem med alkohol. Jeg tænkte og håbede, at hun ville stoppe med at drikke, og så ville det jo være pinligt for hende, hvis jeg havde fortalt det til andre. Så jeg gjorde lige det modsatte af at sige det – jeg dækkede over hende og alkoholmisbruget", fortæller Katrine, der i dag ikke længere skjuler familiens hemmelighed.

34-årige Katrine bor i et stille villakvarter i Vejle sammen med sin mand og deres to små drenge. Juniorcykler ligger i indkørslerne rundt om i kvarteret, naboerne hilser over hækken, og en enkelt hund gør bag en af havelågerne.

Samlet set et villakvarter, som godt kunne minde lidt om det, hvor Katrine selv er vokset op. Der er dog én stor forskel. Den skjulte promille findes ikke længere i hendes hjem.

Som barn gjorde Katrine alt, hvad hun kunne for, at ingen skulle opdage, hvordan det stod til hjemme hos hende, hendes to søskende, far og mor. Det var for skamfuldt at fortælle, at hendes mor drak. Katrine handlede derfor ofte ind, fiksede vasketøjet og smurte madpakkerne, så ingen udenfor villaens velfriserede hække ville opdage, at der var noget, som ikke var, som det skulle være hos dem.

"At vi havde de problemer derhjemme, var bestemt ikke noget, som man sagde højt. Det var jo som det beskidte vasketøj. Det skulle man slet ikke vise frem. Det, syntes jeg, var for skamfuldt."

Katrine udtænkte derfor som barn forskellige planer for, hvordan hun kunne få det til at virke, som om alt var godt i det lille hjem.

En jul sendte hun eksempelvis julekort til alle i morens adressebog. Hun overtalte hendes lillesøster, der endnu ikke kunne skrive, til at tegne juletræer og nisser på bagsiden af nogle stykker karton. Katrine, der selv er fire år ældre end sin søster, formulerede små julehilsner, som hun skrev på julekortene med sin barneskrift.

"Jeg tror, at det var et eller andet desperat forsøg på at opretholde facaden. Jeg tænkte, at julekort var sådan noget, man plejede at gøre – uden virkelig at ane, om det var det, man gjorde. Jeg ved ikke engang, om min mor plejede at sende julekort. Men det var klart noget, som jeg så som et symbol på en velfungerende familie – og det ville jeg jo gerne være."

Derfor sad Katrine sammen med sin søster og skrev jule-klicheer i massevis til folk, som hun ikke anede, hvem var. Måske morens tidligere arbejdskollegaer, fjerne familiemedlemmer og gamle klassekammerater.

"I dag tænker jeg, at det, vi gjorde, i virkeligheden var et tydeligere signal på, at der var noget galt hjemme ved os – end hvis vi ikke havde sendt dem. Men på det tidspunkt ville jeg bare virkelig gerne have, at de ikke opdagede, at der var noget i vejen. Det samme galt, når min mor var dårlig. Så fandt jeg på løgne om, at hun var syg, fordi jeg syntes, at det var for flovt."

Skamfuld sandhed

Katrine ville før i tiden gå langt for, at ingen skulle opdage noget om den store mængde vin, der blev indtaget i familiens hjem. Men i dag ved hun, at det ikke var den bedste løsning at skjule alkoholproblemerne – hverken for hende, resten af familien eller hendes mor.

"Vi har taget et misforstået hensyn til min mor ved at holde det hemmeligt. Hun havde jo faktisk brug for nogen, der sagde, at hun havde behov for hjælp. Men det var heller ikke godt for mig selv, fordi jeg på eller anden måde tænkte, at jeg var medskyldig. Man tager en kæmpe skyld med sig, når man er barn af en alkoholiker, og en følelse af, at der også er noget galt med en selv, fordi man ikke kan få ens forældre til at stoppe med at drikke."

"Jeg blev jo det, som man kalder et ”antennebarn”, fordi jeg hele tiden styrede mig ind på andres følelser. Jeg blev en pleaser, der ville sikre sig, at alle havde det godt. Og det kom helt sikkert af, at jeg gerne ville have, at min mor havde det godt. For hvis hun havde det godt, så kunne det være, at hun ikke ville drikke den dag. Så det er nok der, at den der skam kommer fra – at jeg følte mig som en del af det. Jeg følte et vist ansvar. Og derfor havde jeg ikke lyst til at sige det højt til nogen."

Katrine fortalte aldrig hverken lærere, veninder eller bekendte om, hvordan det stod til hjemme hos dem. At hun altid kom hjem til usikkerhed og utryghed, fordi hun aldrig vidste, om moren var fuld. At hun aldrig viste, om hun kom hjem til en mor, der var vred, træt eller så overkærlig, at hun delte massevis af rødvinskys og kram ud til Katrine og hendes søskende.

Derfor var det kun noget, som den lille familie selv vidste – men aldrig noget, de talte med hinanden om.

"Da jeg var lille, forstod jeg ikke helt, hvordan det hang sammen. Der var aldrig nogen, som sagde noget. Men på et tidspunkt blev jeg klar over, at det var flaskerne, der var skyld i det. Det var dem, der gjorde min mor mystisk. Og så var det nok først i slutningen af folkeskolen, starten af gymnasiet, at jeg for alvor begyndte at forstå, at det ikke var meningen, at det skulle være, som det var."

"Jeg begyndte at sammenligne min familie med de andres familier. Førhen troede jeg bare lidt, at det måske var en ”mor-ting”, at min mor opførte sig, som hun gjorde. Men jeg talte aldrig rigtig med hende om det, og som regel så vi hende kun drikke et par glas rødvin eller noget. Resten drak hun i smug. Det blev en slags gemmeleg, fordi hun gemte flaskerne væk for os."

”Gemmelegen” foregik i familiens madkammer i kælderen. Her stod alle flaskerne samlet.

"Jeg har mange gange stået nede i vores madkammer med en lineal og målt, hvor meget der var i flaskerne. Jeg satte altid et lille mærke på dem, så jeg kunne holde øje med, hvor meget min mor havde drukket. Jeg aner ikke, hvad jeg skulle bruge det til."

"Jeg tror, at det var et forsøg på at få kontrol over situationen. Senere har jeg fundet ud af, at min far og mine søskende gjorde det samme. De holdt også øje med flaskerne i kælderen og satte deres egne mærker. Så vi har været bekymrede alle sammen – men vi talte aldrig om det."

LÆS OGSÅ: Psykologi: "Jeg vil ikke være som min egen mor"

Sig det højt

Selvom alkoholproblemerne har stået på i en del år efterhånden, er det først indenfor de seneste år, at Katrine er begyndt at tale højt om morens alkoholmisbrug. Og hun forsøger ikke bare at tale højt – hun forsøger nærmest at råbe det, fordi hun så gerne vil have, at der ikke er nogen, som skal gå med det alene, som hun selv gjorde.

"Da jeg var barn og ung, havde jeg ikke noget sprog for det. Der var ikke nogen, som havde fortalt mig om det. Jeg synes generelt, at det er vildt, at vi ikke taler mere om flaskebørn i vores samfund. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg er gået igennem hele skolesystemet uden, at jeg har hørt noget om det at være barn af en alkoholiker. Vi hørte sådan noget med, at vi ikke selv måtte drikke for meget, og vi fik fortalt don’t do drugs og alt sådan noget. Og det er også rigtig fint. Men der var bare aldrig nogen, der fortalte mig, at det også var et problem, hvis ens forældre drak for meget."

"Så det vil jeg rigtig gerne være med til at gøre opmærksom på. Det var også en af grundene til, at jeg valgte at uddanne mig til gymnasielærer. Jeg tænkte, at jeg ville kunne finde alle de unge mennesker, der levede i familier med alkoholproblemer. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var så nemt at finde dem og hjælpe. For vi, flaskebørnene, er virkelig gode til at gemme på vores hemmelighed. Vi skjuler det. Og alkoholikerne skjuler det. Så det er virkelig svært at få øje på problemerne udefra. Derfor besluttede jeg, at jeg måtte gøre noget andet."

Katrine kastede derfor sin egen skyld og skam bort for at fortælle alle de unge mennesker om hendes egen rødvinsopvækst.

"Jeg tænkte, at det eneste, jeg så kunne gøre, var at stå frem selv og på den måde skabe fokus på emnet. Jeg synes bestemt ikke, at det var sjovt at skulle fortælle om min opvækst, tværtimod var det enormt grænseoverskridende. Men man bliver som barn og ung nødt til at høre nogle historier, som er virkelige. Nogen, som man kan identificere sig med. Nogen, der kan vise, at man ikke er alene. Så jeg tænkte, hvis ikke mig, hvem så?"

Katrine gør derfor i dag alt, hvad hun kan, for at sætte fokus på emnet. Hun har udgivet bøger i børnehøjde, holder jævnligt foredrag på ungdomsuddannelserne og står bag Instagramprofilerne @flaskeboern og @girl. in.a.bottle. Og hver gang hun deler, får hun noget igen.

"Jeg får næsten dagligt beskeder som respons på det, jeg laver. Folk har skrevet til mig, at de troede, at de var de eneste, som havde haft sådan en opvækst. At de var alene om det. Men det er de langt fra. Jeg har nu fundet ud af, hvem det var i min gymnasieklasse, hvem det var i min folkeskoleklasse, og hvem det var på min efterskole, der også voksede op i hjem med alkohol."

"De har simpelthen kontaktet mig, fordi jeg er begyndt at tale åbent om det, og har fortalt, at de aldrig havde troet det om mig. At jeg havde været i en lignende situation. Præcis ligesom jeg aldrig havde troet det om dem – og det er jo netop derfor, at det er så vigtigt, at vi kan snakke om det. Ellers går vi alle sammen og gemmer på hver vores hemmelighed og tror, at alkoholikere kun er dem, man møder på byens bænke."

Selvom Katrine kæmper en kamp for at brede budskabet ud, så ved hun også, at det kan tage tid at indse, at man er pårørende til en med et alkoholproblem.

" Jeg ved godt, at det nok er de færreste, som går hjem fra mit foredrag, eller som har set et af mine billeder på Instagram, der går direkte hjem og gør noget ved situationen. Men bare det der med, at de får lidt bevidsthed om det tidligere, end jeg selv gjorde, vil være godt. Også så de ved, at det ikke er dem, den er gal med, og at det er okay at bede om hjælp. For så kan hele processen gå i gang før – og det ville jeg ønske var sket for mig og min familie."

Selvom processen tog lidt ekstra tid for Katrine og hendes familie, lykkedes det til sidst at få sat ord på det hele – og det har været godt for dem alle, mener hun.

"Det var ret befriende at få sagt det højt, da jeg endelig gjorde det. Der gik mange år, før jeg var klar til at sige det udadtil. Og det samme med min familie. I 2012 viste jeg min far og mine søskende nogle tegninger om alkoholproblemerne, som jeg havde lavet. Deres reaktion var: ”Ej, de er godt nok fine, men vi gemmer dem lige ned i den her skuffe” – og så låste min far skuffen", siger Katrine med et smil på læben, inden hun forsætter.

LÆS OGSÅ: ”Er jeg for evigt ødelagt af min dårlige barndom?”

"Det var ikke, fordi det ikke var rigtigt, det, der var på tegningerne. Min familie var bare overhovedet ikke klar til at dele det endnu. Men så skete der noget forfærdeligt. Min mor forsøgte at tage sit eget liv. Efter det sagde jeg til resten af familien, at det netop var et bevis på, at det ikke hjælper hende at skjule alkoholmisbruget – det gjorde ikke hendes liv bedre. Tværtimod. Derfor skulle der ske noget andet."

"Og i dag tænker jeg, at det virkelig er ærgerligt, at det ikke bare blev sagt højt før. Så var problemet måske ikke eskaleret så meget, som det gjorde. Hvis jeg eksempelvis havde fået sagt det højt, da jeg gik i gymnasiet, kan det være, at min mor og resten af familien havde fået hjælp i tide. Og så havde vi sluppet for en virkelig træls familiehistorie, der strækker sig over flere årtier."

Alkoholens aftryk

Katrines mor er stadig aktiv alkoholiker i dag. I nogle perioder går det godt med at undgå alkoholen, mens den stadig fylder meget på andre tidspunkter. Derfor er Katrines forhold til sin mor stadig lidt udfordret. Moren kender til artiklen her, foredragene og bøgerne, hvor Katrine fortæller om emnet. Selvom hun i de gode perioder kan se vigtigheden i det arbejde, som Katrine gør med at belyse emnet, så ønsker hun ikke at være en aktiv del af at fortælle deres historie højt.

"Når vi skal se hende, ringer jeg altid om morgenen for at tjekke, om hun er ædru. Det, som hun har budt mig og mine søskende, skal hun ikke også byde mine børn. Jeg ved, at hun elsker dem, og jeg ved, at hun elsker mig og mine søskende. Men så længe alkoholen fylder i hendes liv, skal hun ikke være alene med mine børn."

Derfor har alkoholen stadig påvirkning på Katrines liv i dag – og opvæksten med rødsvinspletter trækker sine spor.

"Det har været meget omfattende at være barn af en alkoholiker. Det har været en konstant stress og usikkerhed – og netop det tror jeg simpelthen bare har gennemsyret alt i mit liv. Det har haft betydning for mit arbejdsliv, for mine parforhold og alle andre aspekter af min tilværelse. Jeg har hele tiden skullet være der for min mor på en eller anden måde, og det har gennemsyret den personlighed, som jeg har i dag."

"Min kæreste siger nogle gange: ”Katrine, når jeg spørger dig, ved jeg aldrig rigtig, hvad du egentlig gerne vil, for du svarer altid med spørgsmålet: Hvad vil du selv?”. Og det er fordi, jeg ikke kan mærke mig selv. Jeg er vant til, at man ikke kan stille krav til en alkoholiker. Man kan ikke sige: ”Det er det her, jeg vil”. Du gør bare det, der skal gøres."

"Så jeg har svært ved at sætte grænser og virker virkelig pligtopfyldende, fordi det var det, jeg oplevede virkede derhjemme i min barndom. Så alkoholen har haft enormt stor betydning for, hvem jeg er blevet til i dag. Derfor ville jeg bare ønske, at det ikke var flovt og et tabu at have et alkoholmisbrug. Fordi så ville flere måske sige det højt, og så var der større mulighed for at hjælpe i tide."