Ursula Bach har vinterbadet i 5 år: Her er de bedste råd til dig, der også vil i gang
Ursula Bach er vinterbader og deler sine dyp med mere end 40.000 følgere på Instagram. Her guider hun dig til, hvordan du selv kan komme godt i gang med at vinterbade.
Det lå ikke i kortene, at Ursula Bach
skulle blive vinterbader.
Hun var, med egne ord, en kæmpe
frossenpind, og så kunne hun heller ikke rigtigt svømme. Hun var desuden ret kropsgenert,
så tanken om at skulle stå i offentligheden i badetøj om vinteren var heller
ikke særlig indbydende.
Men hun gav det et forsøg. Og fra første sekund var hun solgt.
”Der skete det forunderlige, at der
bredte sig en ro i min krop, som jeg aldrig nogensinde har prøvet før. Jeg har
altid haft svært ved at få ro på mine tanker, fordi jeg generelt har mange
bolde i luften og stresser meget. Og da jeg sænkede mig i vandet, tænkte jeg
bare: Wow, hvad er det her?”
I dag, fem år efter sit første dyp
i det kolde vand, har hun over 40.000 følgere på sin Instagramprofil
@ursulabach, hvor hun deler ud af sine oplevelser og giver tips til folk, der
gerne selv vil komme i gang. Hun arrangerer også fællesdyp, hvor hendes følgere
kan komme og vinterbade med hende.
Her kommer hun med gode råd til dig, der gerne selv vil
være vinterbader.
Hvis du overvejer at starte med at
vinterbade, er det første og vigtigste, du skal bruge, en bademakker.
”Sikkerheden kommer i første række,
og derfor skal du ikke være alene, når du vil i vandet. Hvis uheldet er ude, og
du får et ildebefindende, er der ikke meget tid at løbe på i det kolde vand, og
hvis du falder på en våd badebro og slår dig, er der nogen til at hjælpe dig. Men
tænk, det er kun hyggeligt at have en bademakker: De kan støtte dig, hjælpe dig
med at huske at trække vejret, tage billeder af din succes og dele en kop varm
te med dig bagefter,” siger Ursula Bach.
Når du har fundet én at tage med under
armen, skal du forberede dig mentalt på at komme ud ad din komfortzone.
Foto: Ursula Bach
”Hvis du aldrig har prøvet at
vinterbade før, er det klart, at det vil føles lidt vildt eller
grænseoverskridende. For kan din krop overhovedet klare den slags kulde? Skal du
stå et offentligt sted i badetøj – eller nøgen – når andre render rundt i
vinterjakker? Men det er altid interessant at krydse en grænse, for når man gør
det, kan der opstå magi. Du må gerne være lidt nervøs for at gå i det kolde
vand, for bagefter er det altså besværet værd.”
Til sidst skal du finde stedet, du
vil gå i vandet. Der kan du overveje faktorer som vind- og vejrforhold og sikkerhedsforhold.
Og så synes Ursula Bach også, du skal overveje, om du vil bade et sted med natur,
eller om det bare skal være praktisk og tæt på din bopæl.
Annonse
”Det er jo en smagssag, hvor man
foretrækker at bade henne. Jeg har bil, så jeg kan køre ud til steder, hvor
naturen er flot og der er ro. Men hvis man bor inde i en større by, kan det
være nemmest at gøre i et havnebad, selvom der er høje huse og trafik. Begge
dele fungerer, men det er to forskellige oplevelser.”
Annonse
Hvorfor bør man vinterbade?
Det øger lykkefølelsen,
fordi det kolde vand frigiver endorfiner i hjernen.
Det aktiverer
immunforsvaret og øger adrenalinniveauet, og det hidkalder en masse hvide
blodlegemer, der kan styrke kroppen mod infektioner.
Det er godt for
blodkarrene.
Din krop vænner sig til kulde,
og derfor bliver du generelt bedre til at holde varmen.
Dagen er kommet. Du har bestemt dig
for at tage ud at vinterbade. Hvordan griber du det an?
Ursula Bach råder til at starte med
at tage badetøjet på hjemmefra – medmindre du vil gøre det nøgen. Derefter skal
du tage noget varmt og løst tøj på udenover. Gerne i uld.
”Tøjet skal være nemt at tage af
inden dyppet og nemt at få på igen bagefter. Sådan et par skinny jeans, der
sidder som smurt på kroppen, er fuldstændig umulige at få på igen, hvis du
stadig er lidt fugtig og kold på kroppen. Så tag noget løst på. Det er også
smart at undgå tøj med mange snore og knapper, for det skal være nemt,” siger Ursula
Bach og fortsætter:
”Det er også en fin idé at tage
nogle vinterstøvler på, der er god plads i, for når du skal have varmen tilbage
i fødderne igen efter dyppet, skal du kunne vrikke lidt med tæerne.”
Når du ankommer til stedet, hvor du
skal bade, så kan det være en god idé at lægge et underlag ud, som du kan lægge
dine ting på imens du bader – evt. en stor plastikpose – så din taske og dit
tøj ikke bliver vådt og koldt, mens du er i vandet.
Og når du tager dit tøj af, så læg
det i en bunke i en rækkefølge, så det, du først skal have på, når du kommer op
ad vandet igen, ligger øverst i bunken af tøj. Selvfølgelig med håndklædet øverst.
”Hvis du er en frossenpind, kan du også
tage en hue og vanter på. Når du går i det kolde vand, så strømmer al blod i
kroppen nemlig ind til torsoen for at beskytte de vigtigste organer. Det er en
slags overlevelsesmekanisme, og derfor bliver dit hoved, hænder og fødder koldest.”
Så er du klar til at gå i vandet.
Det skal du bruge
Badetøj
Håndklæde
Varmt tøj – gerne i uld.
Løse sko eller støvler
Evt. hue og vanter
Evt. badesko
Et underlag til taske og
tøj – evt. en plastikpose eller bademåtte.
Pose til vådt badetøj
Termokop med varmt at
drikke
Guide: Selve dyppet
Det er okay at bruge lidt tid på at
overbevise dig selv om, at nu er det nu, du skal gå i vandet. Men når du
først har taget beslutningen, så skal du gøre det uden at stoppe op undervejs,
siger Ursula Bach.
”Når først, du bestemmer dig for at
gå i vandet, så skal du gøre det uden pause. Altså, forstået på den måde, at det
ikke er en god idé at stoppe op midt på stigen, fordi vandet er for koldt,
eller at vende om på stranden, når vandet går dig til knæene. Du skal bare gå
direkte, roligt og målrettet ned i vandet,” siger hun og tilføjer:
”Når du er i vandet, så vil jeg
også anbefale at holde hænderne og hovedet over vand. Det gør oplevelsen rarere.”
Annonse
Og nu kommer vi til det vigtigste
af alt, hvis man spørger Ursula Bach: Vejrtrækningen.
ursulabach
”I det sekund, du kommer ned i
vandet, er det vigtigt at trække vejret. Det lyder banalt, fordi kroppen jo gør
det af sig selv, men mange vil opleve, at de begynder at trække vejret
hurtigere og mere febrilsk, når de møder kulden, og det er ikke så godt. Du får
den bedste oplevelse, hvis du tager gode, dybe vejrtrækninger og fokuserer på dit
åndedrag.”
Hvor lang tid skal man så være i
vandet? Det bestemmer du selv. Bare sørg for, at vejrtrækningerne er gode, og at du ikke presser din krop mere end nødvendigt. Ursula Bach råder dog folk til at strække tiden mere end bare et ”hurtigt op og
ned”, hvis man har mod på det. Når du kommer op igen, vil du nemlig fortryde,
at du ikke blev der lidt længere, nu du endelig kom i.
”Når du så kommer op på land igen og
får tørt dig, så vil du langsomt mærke blodet strømme tilbage i kroppen, og det
giver den bedste lykkefølelse. Når du tager tøj på igen, så pas på med at gøre
strømper eller andet tøj vådt, for så får du ikke varmen ordentligt. Og slut så
af med at drikke en kop varm kaffe eller te med din bademakker – det har I fortjent.”
Sådan skaber du vanen
Hvis du gerne vil gøre
vinterbadning til en vane, så har Ursula Bach nogle råd.
”Først og fremmest kan det være smart
at aftale nogle faste dage, du gerne vil vinterbade med en bademakker, så I kan
holde hinanden op på det. Men du skal ikke slå dig selv oveni hovedet, hvis I
ikke kommer afsted, for der kan være alle mulige ting, der spænder ben: Du kan være
syg, der kan være trafik, dårligt vand eller svære vejrforhold – og så er det
en dårlig idé at presse et dyp ind,” siger hun og fortsætter:
”Vinterbadning skal være en god og
personlig ting for dig, så du skal ikke tvinge dig selv i vandet, hvis du kan
mærke, at det ikke er en god dag til det. Det hele drejer sig om at tjekke ind
i kroppen og spørge den: Hey, hvordan har du det? Så hvis du for eksempel er
ved at blive syg, er det en dårlig idé at gå i vandet, men hvis du hænger lidt
med næbet, kan det måske være en god idé. Det virker nemlig så opkvikkende.”
I vinterperioden bliver der sent
lyst om morgenen og hurtigt mørkt om aftenen, så hvis du ikke bryder dig om at
bade i mørke, kan du starte med at gøre det til en weekend-ting. Og til slut skal
du ikke tænke på vinterbadning som en ting, der skal overstås: Tænk det som en
ting, du forkæler din krop med.
”Jeg plejer at sige, at det er mig
og universet, der er sammen, når jeg vinterbader. Jeg kommer helt ned i kroppen,
og så føles vandet jo som en krammer. Vandet omslutter dig på en
måde, som ikke engang et kram kan give dig, så vær i den følelse. Der er ikke
tid til huskelister, skænderier og sure miner, fordi du kun tænker på at være i
vandet. Det er altså guld værd. Du tømmer hjernen for de ting, der tynger dig,
og så smiler man ofte, fordi en masse signalstoffer kører rundt i dit system.
Det er så opløftende, og det føles som en lille sejr hver gang.”
Ursula Bach
57 år. Grafiker og fotograf.
Bor i København og er mor til en datter på 24 år.
På sin Instagramprofil @ursulabach arrangerer hun bl.a. fællesdyp, hvor alle er velkomne.
Hendes bog ”Et
selvkærligt frirum med vinterbadning” udkommer i marts 2025.