Med knæene dybt nede i den nyfaldne sne på vejen kæmpede Marie H. Lundh for at redde sin fars liv.
Han og Maries mor havde netop afleveret indkøbsposer med maden til juleaften hos hende.
På vej hjem i bilen holdt hendes fars hjerte op med at slå.
Marie, som var ved at skovle sne på gårdspladsen, så pludselig bilen standse på tværs af den smalle skovvej. Hun hørte sin mors skrig, en skræmmende lyd, hun aldrig havde hørt før, og skyndte sig hen til bilen.
"Far døde bogstavelig talt i mine arme. Mor havde alarmcentralen i røret, mens jeg kæmpede for at få hans hjerte i gang. Jeg pressede mine håndflader mod fars bryst så hårdt, at jeg kunne mærke hans ribben brække. Men det hjalp ikke."
Det var den 21. december 2010, og Marie, som i dag er 46 år, har aldrig glemt lydene, følelsen og afmagten. Det var noget, hun havde frygtet i mange år.
Hvornår ville der ske noget forfærdeligt? Hvor meget længere ville hans hjerte holde?
Maries far, Jörgen, var kun 50 år, da hans hjerte protesterede første gang. 12 år senere slap kræfterne op. Jörgen Hedberg blev 62 år.
Han var et hårdtarbejdende, pligtopfyldende og loyalt menneske, der arbejdede som snedker. Når han ikke arbejdede ude, arbejdede han hjemme. Jörgen brugte også næsten al sin fritid på at bygge carporte og terrasser til familie og venner.
"Under min opvækst så jeg ikke meget til min far. Det var som regel kun mig og min mor, der var hjemme. Det føltes, som om han aldrig havde tid til mig, og når vi var sammen, blev vi ofte uvenner.
Alt skulle være på fars måde, ellers blev han vred. Han var træt, udmattet og let at irritere."
Jörgen arbejdede hårdt, for at familien skulle have det godt, og han arbejdede så hårdt, at han til sidst blev syg. I månedsvis nægtede Jörgen at tage på hospitalet på trods af stærke advarselssignaler i form af brystsmerter og koldsved.
Til sidst gik det ikke længere. Det viste sig, at Jörgen havde haft to hjerteanfald. Nu var 25 procent af hans hjertemuskel død, og han havde vand i lungerne.
"Far blev indlagt til udredning og ringede til mor fra hospitalet og skreg af fortvivlelse. Lægen ville sætte ham på venteliste til en hjertetransplantation."
Et dybere forhold
Jörgen var en stædig mand og bestemte sig for selv at tage hånd om sit helbred og genopbygge sit hjerte og sin styrke. En hjertetransplantation kunne ikke komme på tale.
"Han begyndte at cykle et par minutter ad gangen. Det var en kamp. Han græd og måtte kravle udmattet af motionscyklen, men han gav ikke op," siger Marie.
Langsomt, men sikkert blev han stærkere. Han satte tempoet ned i hverdagen, og det bedste af det hele: Jörgen blev et helt nyt menneske. Han begyndte at tale og åbne sig for sin datter, og deres forhold blev dybere.
"Jeg kan huske, da vi så tv-programmet 'Det ukendte', og far pludselig sagde, at han havde set manden med leen i øjnene. Det var begyndelsen på en ny form for samtale, som varede indtil hans død. Far blev min bedste ven."
Far Jörgen begyndte at arbejde igen, men gik ned på deltid, og om eftermiddagen gik han timelange ture med Maries border collie Kira. Ofte gik far og datter sammen.
I 12 år indhentede de alle de tabte år, og Marie var glad for at lære sin far rigtigt at kende.
"Vi tog på to sjove whiskyrejser til Skotland og skabte mange gode minder, som jeg er taknemlig for," siger Marie og viser et billede af hende og far uden for et whiskydestilleri.
Efter sin fars død begravede Marie sig i arbejde. Hun boede i et hus, hun og hendes far havde bygget sammen, og fra sin gårdsplads kunne hun altid se det sted, hvor hun havde kæmpet for at redde hans liv.
I dagevis kunne man endda stadig se hendes knæaftryk i sneen. Det var angstfuldt at være hjemme.
Marie fik et lederjob på den lokale avis og bedøvede sine følelser i journalistjobbet. Uden at vide det fulgte hun i sin fars fodspor. Hun arbejdede, til hun segnede.
"Det kulminerede, da en af mine kvindelige kolleger blev myrdet af sin eksmand, og hendes små børn blev moderløse.
Jeg måtte håndtere chokket og sorgen og samtidig træffe beslutninger om nyheder. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, og det hele indhentede mig. Jeg fik et totalt sammenbrud og var sengeliggende i flere måneder. Jeg sov bare, sov og sov."
Mørkt og sjovt
Marie følte stærkt, at hun umuligt kunne vende tilbage til journalistikken, og mellem to lange sygemeldinger meldte hun sig til kurser i lønadministration og arbejdsret. Det var en vej, der førte hende til et job i landsrettens HR-afdeling.
Omtrent samtidig mødte hun kærligheden i den 47-årige Peter Lundh, som hun havde meget til fælles med. Marie og Peter siger, at det må have været Maries far og Peters mor, der havde aftalt det i himlen.
"Peter har været igennem et lignende traume med sin mor. Hun blev også revet væk alt for tidligt og uventet af en pludselig sygdom. Det føltes virkelig, som om det var meningen, at det skulle være os to."
Jobbet ved landsretten fik Marie til at blomstre op igen, og her blev kimen lagt til en serie bøger, som Marie har skrevet om juristen Sarah.
Bøgerne, som foregår i en landsret i den fiktive svenske landsby Nordmyr, indeholder ingredienser fra mange af hendes egne oplevelser gennem årene.
"Hovedpersonen Sarah er i gang med at uddanne sig til dommer. I barndommen så hun selv sin mor blive myrdet," fortæller Marie.
Hun siger, at bøgerne ikke rigtig passer ind i hverken hygge- eller krimigenren. Historierne er både mørke og sjove.
Peter er Maries største støtte. Han kan lide bøgerne og læser gerne hendes manuskripter.
"Han giver mig ofte konstruktiv kritik som f.eks: ”Man kan ikke bygge snemænd, når det er syv minusgrader.” Eller: ”Det er ikke sæson for ferskner,”" siger Marie.
Det tog kun otte dage, fra hun indsendte manuskriptet til et forlag, til kontrakten var underskrevet. Nu har Marie sagt sit job ved landsretten op for at blive fuldtidsforfatter.
Den første bog om Sarah udkom i 2022 og blev straks en succes. Den tredje bog i Nordmyr-serien, 'Sarahs mål', udkom i foråret 2024.
"Jeg har dedikeret 'Sarahs mål' til min far. Det er indirekte hans fortjeneste, at jeg har skrevet netop disse historier," siger Marie.
"Startskuddet lød, da jeg lå på knæ og gav hjertemassage."
