Sebastian Bull troede, han skulle dø: ”Min ven lå i ske med mig og holdt om mig, mens jeg græd”

Skuespiller Sebastian Bull kæmper mod angst, og når den er på sit højeste, kan han opleve at blive helt blind. ”Så kan jeg vitterligt ikke se noget som helst,” fortæller skuespilleren om sine voldsomme angstanfald.

Angsten er ikke til at få øje på, når Sebastian Bull leverer en sikker og indlevende præstation som skuespiller i film som ”Jagten” og ”Submarino”.

Angsten var heller ikke til at spotte bag det store smil, når han iført blanke sko og farverige sæt indtog gulvet som nydanser i den seneste sæson af TV 2-programmet ”Vild med dans”.

Men bag det stærke ydre følger angsten ham.

Det fortæller han i et nyt interview i det seneste ALT for damerne, som er på gaden nu.

”Angst er jo så irrationelt og voldsomt. Det føles som om, at en mand står med et gevær rettet mod dit hoved, og du kan ikke flygte fra det”, fortæller skuespilleren.

Det har altid været svært

Skuespillerens svære tanker begyndte allerede i barndommen.

Han beskriver sit barndomshjem som et sted med højt til loftet og masser af kærlighed, og opvæksten i Hellerup var ellers et sted med masser af gode betingelser og potentiale.

Men alligevel havde han det ikke godt.

”Jeg følte mig ikke god til noget, da jeg var barn. Min fysiske udvikling var bagud i forhold til de andre drenges, så da de udviklede sig i puberteten, var jeg stadig meget lavere end dem og havde ikke engang hår på benene. Pigerne syntes heller ikke, at jeg var interessant. Derudover er jeg ordblind og har ADHD, så jeg fik konstant nederlag i undervisningen, og i min fritid havde jeg andre interesser end dem fra min klasse,” fortæller han i interviewet med ALT for damerne.

Den samme Sebastian fra folkeskolen om igen

Selvom Sebastian Bull i dag er 28 år og har fuld gang i en flot karriere, kryber de svære tanker op på ham.

Det oplever han endda i stunder, hvor han udstråler allermest succes.

Tilbage i 2022 var Sebastian Bull tre måneder i Estland for at indspille en stor Hollywoodfilm. Men når han ikke var i gang med optagelserne, var han meget alene – og så fløj tankerne et sted hen, der ikke var godt.

”Flere gange undervejs blev jeg fuldstændig overvældet, og så gik jeg ind på mit hotelværelse og græd. Det er jo den gamle Sebastian fra folkeskolen om igen. Ham, der ikke tror på sig selv. Ham, der stadig ser sig selv som lavere end de andre, og som skal kæmpe for at bevise, at han er nok.”

Efter et par måneder rejste én af Sebastians venner ind fra Danmark for at være der for Sebastian. Og en morgen før en vigtig optagelse sagde hans krop fra.

”Det blev bare for meget for mig. Jeg vidste, at jeg skulle præstere mit absolut bedste den dag, og pludselig blev jeg ramt af voldsom angst. Det var mig, mig, mig, der skulle være i fokus med over 200 produktionsfolk omkring mig. Mens jeg står under bruseren, råber jeg til min ven, at jeg ikke kan se noget, og at han skal hjælpe mig. Jeg var helt vildt bange, og pludselig sortnede det”, fortæller Sebastian, som kan opleve at miste synet fuldstændig, når angsten rammer.

”Når min angst er værst, kan jeg blive helt blind. Så kan jeg vitterligt ikke se noget som helst”.

Hans ven løb ind på badeværelset og fandt Sebastian liggende nøgen og hulkende i brusenichen, og med hans omsorg lykkedes det Sebastian at komme på benene.

Skete ud af det blå

På samme måde som under sit arbejde i Estland har Sebastian Bull oplevet støtten fra en ven, da angsten ramte ham i hans lejlighed hjemme i Danmark – denne gang ikke med udsigten til en stor optagelse.

”Jeg kunne ikke forstå, hvorfor min verden pludselig brød sammen. På et kort øjeblik begyndte mit hjerte at galoppere, og jeg troede, jeg skulle dø. Lyset blev skarpt, og jeg følte mig helt konfus,” fortæller Sebastian, som først ringede til sin mor og så sin ven, som hurtigt kom hjem til ham.

”Han lagde sig med det samme ned til mig og holdt om mig, og det var jo et ret ømt øjeblik. At en af mine venner lå i ske med mig og holdt om mig, mens jeg græd”, fortæller skuespilleren, som mener at mænd bør være bedre til at tale om følelser.

”Når vi gør det, kan vi også mærke, at gud, vi kan være sårbare sammen. Det er en virkelig stærk dynamik at have. Sårbarhed er den vigtigste power i alle forhold, og det hjælper ikke noget at tro, at man kun er god nok, når man præsterer.”

Læs hele interviewet med Sebastian Bull i denne uges ALT for damerne, hvor du også kan møde Sebastian Lynggaard, Jacob Lohmann, Hjalmer, Soeren Le Schmidt, Thomas Hwan, Emil Thorup og Thomas Skov i det større tema ’Den sårbare mand’

Sårbare mænd

blobid0.jpg

Manderollen er under forandring. Nogle mener, at ”ligestillingen er gået for vidt” og at ”kvinderne er ved at sejre sig ihjel”.⁠ Men ligestillingsdebatten betyder også mere spillerum for mænd.⁠

For eksempel giver det mere plads til at være sårbar og sætte ord på det svære, og det kan være vejen til at rive sig fri af de begrænsninger, man oplever som mand, far, ven. Det fortæller i hvert fald de mænd, der i denne uge pryder forsiden af ALT for damerne: