Sund morgenmad: Dét spiser sundhedseksperterne
Vi har spurgt de hotteste sundhedseksperter om, hvordan de giver kroppen den bedste start på dagen. Læs med her og få masser af inspiration og lækre opskrifter til sund morgenmad.
De fleste eksperter er enige i, at en sund og nærende morgenmad er dagens vigtigste måltid, der skal give kroppen energi fra morgenstunden.
Men for de fleste er morgenmaden også det mest rutineprægede måltid, der oftest skal klares i en fart. Vi har spurgt de bedste sundhedseksperter om, hvad de spiser til morgenmad, når det gerne må være både sundt og spændende. Få masser af inspiration lige her:
Jeg sørger altid for at starte dagen med grøntsager, og ofte bliver det i form af min favorit-greenie, som er fyldt med både broccoli og spinat. Jeg kan virkelig mærke en forskel, især på min hud, når jeg drikker den mange dage i træk.”
Greenie med masser af grønt, 1 person:
100 g frossen spinat
100 g frossen broccoli
1 moden banan
ca. 2 – 2 ½ dl mandelmælk, alm. mælk eller vand
5 g ingefær
1 tsk kanel
1 tsk lakridspulver
1 tsk peanutbutter
Kom alle ingredienserne i en kraftig blender og blend det hele godt sammen til en ensartet masse i ca. 1 minut. Tilsæt mere væske, hvis du ønsker en tyndere konsistens. Top den eventuelt med granola og spis den med ske.
Ditte Ingemann, madfotograf, foodstylist og kogebogsforfatter, står bag bloggen thefoodclub.dk
LÆS OGSÅ: I køkkenet med Ditte Ingemann: 5 skønne retter med masser af grønt
Jeg vil rigtig gerne sige, at jeg spiser morgenmad hver dag, men hvis jeg skal være ærlig, så er der dage, hvor den glipper – min kaffe med mælk er dog et must.
Jeg har som alle andre ”ernæringseksperter” indtaget min andel af skyr gerne med lidt All-Bran eller müsli, men jeg må indrømme, at jeg har slået lidt op med det sure stads i øjeblikket.
Jeg er til gengæld blevet vild med at spise blødkogte æg, Wasa rugsprø (mit yndlings knækbrød) og hytteost til morgenmad. Måltidet tilfredsstiller flere behov. Dels er det en måde at få masser af protein og en begrænset mængde grove kulhydrater ind, og så smager det fantastisk og har både det varme og kolde, bløde og crispy i sig.
De dage om ugen, hvor jeg underviser morgenhold spiser jeg aldrig morgenmad inden, da jeg ikke er sulten og hellere vil sove. Der spiser jeg som regel en Cultura med müeslitop, når jeg møder på arbejde.
Sara Jin Smidt, Chefredaktør på fit living, personlig træner, kostvejleder og blogger på healthyskinnybitch.dk
Morgenmad er enorm vigtigt for mig. Jeg vil hellere stå 30 min før op og have tid og ro til at spise og forberede en god morgenmad end at skynde mig at sluge et eller andet på vejen. Når morgenmaden er sund og mættende fungerer min hjerne og krop bedst resten af dagen. Jeg spiser enten smoothie bowl eller æg lavet på en eller anden måde til morgenmad. Derudover stræber jeg altid efter at få en form for grøntsager til min morgenmad. Det kan være grøntsagsjuice, grøntsager i min smoothie eller grønt til æggene.
Min smoothie bowl består altid af frugt, grønt, peanutbutter, lidt proteinpulver, vitamin pulver og mandelmælk. Fx blåbær, banan og broccoli smager skønt sammen. Eller frosne bananer og spinat. Alt sammen fra frost.
Find to opskrifter på Michelle Kristensens smoothiebowls her
Michelle Kristensen, ernæringsekspert på Go' Morgen DK og forfatter, står bag MK bootcamp. Se mere på michellekristensen.dk
LÆS OGSÅ: Klar, parat, LØB dig lækker med Michelle Kristensen
Det vigtigste for mig er, at min morgenmad er hurtig, enkel, nærende og selvfølgelig smager godt. Min morgenmad er desværre nok det måltid der varierer mindst. Langt de fleste dage møder jeg kl. 6 eller 7, og derfor har jeg sjældent tid til at forberede eller spise det helt store morgenmåltid.
Men har jeg fundet en kombination, som jeg synes er virkelig nem og smager rigtig godt. Det er ganske simpelt ca. 3 dl Cheasy’s skyr m. vaniljesmag med en god håndfuld Kelloggs All-bran ovenpå. Jeg har ofte lidt friske blåbær liggende som jeg smider en lille håndfuld af oveni. Det indeholder både protein, kulhydrat og fibre. Tre ting der mætter og smager godt. Dertil skal jeg have en kop kaffe og helst relativt hurtigt efter jeg er kommet ud af fjerene.
Toke Henckel Henriksen, personlig træner, står bag bloggen styrk.nu
Morgenmad er mit yndlingsmåltid og det følger som regel årstiderne. Nu er det så småt blevet efterår og jeg vil helst starte dagen med noget varmt. Havregrød er nemt og billigt og alle i familien elsker det. Jeg knækker et æg eller to i og kommer en klat kokosoile eller smør i, mens jeg koger grøden. Det giver ekstra protein og fedt, der stabiliserer blodsukkeret og holder mig mæt længere.
Jeg topper grøden med frosne bær og alt godt fra skuffen. Det er som regel en blanding af nødder, frø, kokos, rosiner, nøddesmør eller tahini.
Jeg laver også smoothies hver morgen, fx denne med rødbede, bær, avocado og kakao.
Find flere opskrifter på smoothies i bogen Green Kitchen Smoothies, der udkommer på dansk i september.
Luise Vindahl, ernæringsterapeut og kogebogsforfatter, står bag bloggen greenkitchenstories.com
LÆS OGSÅ: Mød kvinden bag Green Kitchen Stories: "Jeg vil lave sund mad for alle"
I min optik er en god morgenmad essentiel for at komme godt i gang med dagen, og for at kunne fungere, præstere og fokusere, hvad enten det er på job, til træning eller noget tredje. Morgenmad er absolut mit favoritmåltid, og det måltid på dagen, som jeg ser allermest frem til. Jeg prioriterer derfor altid morgenmåltidet, og holder meget af, at gøre lidt ekstra ud af det. Det resulterer i, at jeg oftest indtager et ret stort morgenmåltid. For mig skal morgenmaden skabe god energi, højt humør og give en fortryllende start på dagen.
Som udgangspunkt skal alle mine hovedmåltider gerne bestå af proteiner, sunde fedtsyrer, kulhydrater og kostfibre. Det er vigtigt for mig, at maden er lækkert tilberedt og fremtræder indbydende, appetitvækkende og farvestrålende.
Denne morgenmad består af:
• Blåbærskyr med friske blåbær, müsli, mandler og mynte.
• Ristet fuldkornsrugbrød med avokado, salt og peber.
• Smoothie af skovbær, ingefær, banan og æblemost.
• Grapefrugt
• Og selvfølgelig den obligatoriske Café Latte
Find flere lækre opskrifter på Pernilles Instragram-profil, pernille _krogh.
Pernille Krogh, fitnessinstruktør og kostblogger på fitliving.dk
Morgenmaden er for mig det vigtigste måltid på dagen. Det er her jeg fylder mine energidepoter op og ruster min krop til at klare sig igennem en ofte komprimeret dag. Min morgenmad er på en måde et lille ritual for mig. Der skal altid være tid og ro omkring mig og jeg nyder min morgenmad, mens jeg gennemtænker, hvordan min dag skal være.
Min morgenmad er altid fyldig og rig på proteiner - det giver mig et godt fundament for resten af dagen og gør mit blodsukker stabilt. Den kan fx bestå af dampede broccoli og asparges, 1/2 avocado, omelet med lidt kylling og en kop myntete. Så ved jeg med sikkerhed, at min krop er rustet til en masse fysisk aktivitet - men også at jeg kan holde mit hoved klart og fokuseret.
Tor Andersen, træner og stifter af Powerhouse Cph.
LÆS OGSÅ: Fokus på morgenmad: Får du en god start på dagen?
LÆS OGSÅ: 4 hotte bloggere: "Vi vil booste din sundhed"
LÆS OGSÅ: Derfor deler vi acai bowls og gourmetmad på sociale medier