vitaminer for kroppen og træning

Test dig selv: Kender du dine vitaminer?

Er det altid en god ide at snuppe en vitaminpille? Hvilket mineral er især vigtigt for kroppen, og kan du spise dig fra ømme muskler efter træning? Se, om du kan svare på 15 skarpe spørgsmål, og bliv klogere din sundhed.

1. Vitaminerne A, D, E og K er fedtopløselige. For at sikre optimal optagelse af dem skal du spise ...?

A: 2 gram fedt dagligt

B: 10-20 gram fedt dagligt

C: 50 gram fedt dagligt

Svar B. 10-20 gram fedt om dagen er nok til en god optagelse af de fedtopløselige vitaminer. Det er en forholdsvis lille mængde fedt, men hvis du går meget op i at spise fedtfattigt, kan du godt risikere, at kroppen simpelthen mangler A-, D-, E- og K-vitamin. Alt fedt er lige godt i forhold til vitaminoptag. Men vælg alligevel de sundeste, enkeltumættede og flerumættede varianter.

2. Mineralet, der booster din energi, er ...?

A: Kalcium

B: Zink

C: Magnesium

Svar C. Magnesium er et meget vigtigt mineral, der indgår som hjælper i alle kroppens energiskabende processer. Magnesium har også en særlig funktion i kroppens hormonsystem og nervesystem og deltager derudover også i kroppens stofskifteprocesser, dannelse af enzymer, deling af celler og i proteinsyntesen.

3. Befolkningsgrupper, som er mest tilbøjelige til at mangle vitaminer og mineraler, er ...?

A: Svømmere og langdistanceløbere

B: Ældre, gravide samt småbørn og spædbørn

C: Rødhårede

Svar B. Ældre, gravide og helt små børn er mest tilbøjelige til at mangle visse vitaminer og mineraler. Af samme grund anbefales det fx gravide at tage et tilskud af folinsyre, jern og kalk.

SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du mangler vitmainer?

4. Symptomerne på jernmangel er ...?

A: Træthed, svimmelhed og nedsat fysisk ydeevne.

B: Hjertebanken og åndedrætsbesvær.

C: Muskelømhed og ledsmerter

D: Kvalme, diarré og fordøjelsesproblemer

Svar A. Symptomerne opstår som regel først efter længere tids underskud. Jern er nødvendigt for kroppen for at danne proteinet hæmoglobin, som transporterer ilten rundt i blodet.

5. Tranebærekstrakt kan reducere din risiko for at få en urinvejsinfektion med ...?

A: 10 %

B: 25 %

C: Over 50 %

Svar C. Mange kvinder løber desværre ind i urinvejsinfektioner. Har du først fået den, kan tranebær ikke gøre det store, men en fra Harvard Medical School har vist, at hvis du tager det forebyggende, er der en effekt, som faktisk kan mindske din risiko med helt op til 58 %.

6. Antioxidanter er ...?

A: Kemiske stoffer, der modvirker oxidering. Antioxidanter beskytter derfor mod beskadigelse af sunde stoffer og organer

B: En betegnelse for C-vitamin, E-vitamin, betakaroten og selen

C: Stoffer, som findes naturligt i særligt fuldkornsprodukter, frugt og grønt

Alle svar er korrekte. Kroppen danner frie radikaler, som ødelægger cellerne i kroppen. Antioxidanterne hjælper til inaktivering af de frie radikaler og er derfor med til at beskytte cellerne. Herudover har antioxidanterne også en positiv effekt på immunforsvarets bekæmpelse af bakterier og på nedbrydelse af beskadiget væv.

7. Vegetarer kan væretilbøjelige til at mangle ...?

A: C-vitamin

B: B12- og D-vitamin

C: Jern

Svar B. Som veganer eller vegetar med begrænset indtag af mælkeprodukter og æg er det nødvendigt at supplere med B12-tilskud for at få dit behov for dette vitamin dækket. Veganere og laktovegetarer (vegetarer, som også spiser mælkeprodukter) vil derudover typisk have behov for D-vitamintilskud.

8. Kalciumtilskud styrker dine knogler med ...?

A: 2 %

B: 15 %

C: 100 %

Svar A. Kalcium er afgørende for din knoglesundhed, men en daglig pille vil kun styrke dem meget lidt.

SE OGSÅ: 10 myter om vitaminer og mineraler

9. Du kan reducere din muskelømhed efter træning ved at spise ...?

A: Ingefær

B: Kamille

C: D-vitamin

Svar A. Et studie fra University of Georgia har vist, at 2 gram ingefær om dagen i minimum 5 dage kan reducere muskelømheden efter træning. Herudover kan en daglig dosis ingefær hjælpe med at sænke kolesteroltallet, reducere din risiko for hjertesygdomme samt øge fordøjelsen.

10. Vitaminerne B og C er vandopløselige, hvilket betyder, at ...?

A: De reducerer mængden af den urin, din krop producerer

B: De ikke ophobes i kroppen, hvis du indtager for store doser

C: Du kan opløse din vitamin B- og C-pille i et glas vand og drikke dem

Svar B. De vandopløselige vitaminer udskilles med urinen, hvis der er for store mængder i kroppen. De fedtopløselige derimod kan ophobes i din lever og dit fedtvæv. Hvis du overdoserer, kan du derfor godt få en forgiftning af de fedt-opløselige, men ikke af de vandopløselige vitaminer.

11. Hellere for meget kosttilskud end for lidt?

A: Sandt

B: Falsk

Svar B. Det kan være lige så skadeligt for din krop at få for meget kosttilskud som at komme i underskud af vitaminer og mineraler. En lille overdosis kan give kvalme og diarre. En overdosis kan på længere sigt være skadelig for kroppen i form af overbelastning af leveren og øget risiko for visse typer cancer. Se kosttilskud som et tilskud og ikke som en erstatning for sund og varieret kost.

SE OGSÅ: 3 kvinder tester: Får du vitaminer nok?

12. Den bedste kilde til D-vitamin er ...?

A: D-vitamintilskud

B: Solen

C: Kosten

Svar B. Solen er den største kilde til D-vitamin. Huden har en stor kapacitet til at danne D-vitamin. 5 til 30 minutter i solen om dagen i sommerhalvåret skønnes at være tilstrækkeligt til at dække vores behov.

13. Du kan løfte din sexlyst med ...?

A: Selen

B: Folat

C: Jern

Svar C. Mange kvinder lider af jernmangel, hvilket kan medføre træthed og en følelse af energiforladthed, som bl.a. kan medvirke til mindre sexlyst. Når balancen bliver genoprettet, vender energien tilbage og forhåbentlig også lysten. Rødt kød er en god kilde til jern.

14. Kroppen kan ikke selv danne vitaminer med undtagelse af ...?

A: C-vitamin

B: K-vitamin

C: B3 (niacin)- og D-vitamin

Svar C. D-vitamin kan dannes gennem huden ved eksponering i sollys. Kroppen kan ved hjælp af B6-vitamin og aminosyren tryptofan selv producere B3-vitamin.

15. Hvis du husker din daglige multivitaminpille, betyder sammensætningen af din kost ikke så meget?

A: Sandt

B: Falsk

Svar B. Med en sund og varieret kost er vitaminpiller overflødige for de fleste, for det vil dække dit behov for vitaminer og mineraler. Nogle, fx ældre og kvinder i den fødedygtige alder, kan dog have svært ved at dække alle behov. Mange vælger alligevel at supplere med en vitaminpille for en sikkerheds skyld. Det kan være et fint supplement til din kost, men vær opmærksom på, at et forhøjet indtag af vitaminer i nogle tilfælde kan være skadeligt. Spørg altid din læge til råds, hvis du er i tvivl.

LÆS OGSÅ: Stor guide til de sundeste bær

HVOR MANGE RIGTIGE HAVDE DU?

0-7: Ups, der er plads til forbedring! Forhåbentlig er dit vitamin- og mineralbehov dækket bedre ind i praksis.

8-12: Pænt klaret. Du har en udmærket basisviden om vitaminer og mineraler.

13-15: Du er jo ekspert! Du kender alt til dine mineraler og vitaminer. Hvis du har lige så godt styr på dit indtag af dem, er du godt kørende

Eksperten

Maja Schlebaum er autoriseret klinisk diætist, indehaver af Livsstils Huset og medejer af Fit&Sund. Se fitogsund.dk