De tre veninder Anita, Sigrun og Hanne, som hver uge mødes til en lang gåtur - og har gjort det i 30 år.

Derfor går denne gruppe veninder 8 km hver mandag aften

Hver mandag aften mødes en gruppe kvinder for at gå otte kilometer sammen – uanset om det regner, sner eller blæser. De gør det for at få motion og gode snakke. For tiden flyver, når man er i godt selskab.

Det er mandag aften i det tidlige forår, og solen er på vej ned. I et lille vejkryds står Anita Stensrud iført en sporty, rød vindjakke og sorte træningstights. 

Det skulderlange, blonde hår er sat op i en hestehale. Hun venter på resten af truppen. De ved aldrig helt, hvor mange de bliver, og gruppen er vokset støt igennem årene. Der kommer ofte nye til, for det er dejligt at gå otte kilometer i godt selskab.

"Vi holder et højt tempo, så det er rart at have ordentligt tøj på," siger Anita.

Gåmakkeren Hanne Pederstad er helt enig. Hun er let at få øje på, da hun runder hækken iført sin neongule turjakke. Gruppen går nemlig ofte i trafikerede gader, og et af medlemmerne i gruppen, Kristin Strømme, arbejder med trafiksikkerhed.

"Gruppen har ingen formand eller regler for, hvor og hvornår vi skal gå. Men Kristin og jeg har på en måde holdt gruppen sammen gennem årene, og Kristin er især optaget af, at vi skal være til at få øje på i trafikken. Så specielt om vinteren bruger vi masse af reflekser," siger Anita med et smil.

Kristin har af og til sendt sjove rim i gruppens beskedtråd for at minde folk om aftenens gåtur: "På aftener som disse er det ekstra vigtigt/at samlingsappellen er helt oprigtig/turen bliver bedst/med refleks og sydvest"

Fint at blive set

Hanne arbejder som guldsmed, og Kristins engagement i reflekser samt Hannes kreative evner har resulteret i en årlig invitation til et refleksværksted hjemme hos sidstnævnte. Her har kvinderne lavet deres helt egne reflekser, der nærmest ligner smykker.

"Vi sidder og klipper, syr og limer samtidig med, at snakken går. Det er rigtig hyggeligt og sjovt," siger Anita.

Det hele startede for 30 år siden med syv par, der lærte hinanden at kende gennem deres børn, som gik i samme folkeskoleklasse. Mødrene i gruppen fandt ud af, at de gerne ville mødes uden børn og mænd, og så var det naturligt at kombinere motion og samvær.

"I starten snakkede vi om mødetider, lektier, lommepenge og om hvorvidt, de skulle have lov at gå i biografen alene og den slags ting. Vi lærte hinanden at kende igennem børnene, og det var naturligt at dele problemstillinger og tanker omkring de ting, der opstod i hverdagen. I årenes løb ændrede samtalerne sig, og vi kom også meget tættere ind på livet af hinanden," siger Anita.

Uanset vejret går kvinderne tur. I frostvejr er det varmt tøj og pigsko, der gælder. Sikkerheden er vigtig, for ingen har lyst til at ende med et brækket ben. På regnvejrsdage er det iført uld- og regntøj.

Kom godt i gang

• Start med at gå 30 til 60 minutter i et friskt tempo på seks-syv km/t. 

• Start forsigtigt ud, og se det som opvarmning. Når du, sikkert ret hurtigt, er klar, kan du skrue op for hastigheden. 

• Find en rytme, der passer dig. Gå fx i “takt” med din vejrtrækning, eller sæt motiverende musik i ørerne.

Godt for hjertet

Alle, der er med i gågruppen, bor i nabolaget og kan dukke op med kort vasel, hvis de har tid. Med årene er medlemmer kommet og gået. Alle skal kunne være med.

"Selvom vi snakker undervejs, skal vi samtidig gå så langt og så hurtigt, at det giver god træning. I starten af ruten er der nogle gode bakker, hvor pulsen kommer lidt op," fortæller Anita.

Sigrun Halvorsen er den tredje turkammerat, der har meldt sig til denne aften. Anita siger, at hun nok kommer løbende præcis klokken 20. Og ganske rigtigt, Sigrun kommer småløbende ned ad villavejen for at møde sine gå-veninder. Kristin har fået opereret sin fod og må blive hjemme. Andre er bortrejst, i teateret eller optaget af andre ting.

Sigrun arbejder som hjertespecialist og siger, at der er mange sundhedsmæssige fordele ved at være lidt aktiv hver dag.

230 minutter med aktivitet hver dag gør rigtig meget positivt for helbredet. Turen her tager længere tid, men en gåtur i hurtigt tempo behøver ikke være så lang for at have en effekt på hjertet," siger hun.

Anita, fra venstre, Sigrun og Hanne strækker
ud efter gåturen for at slippe for ømme muskler
dagen efter.
Anita, fra venstre, Sigrun og Hanne strækker ud efter gåturen for at slippe for ømme muskler dagen efter.

Støtter hinanden

Når gruppen tæller mere end tre, hvilket stort set altid er tilfældet, plejer de at gå ved siden af hinanden på skift. På den måde får alle talt med alle. Her bliver alt fra politik og job til privatlivet hjemme vendt. For selvom motion og aktivitet er vigtig, er det sociale fællesskab også.

"Jeg glæder mig altid til mandag aften," siger Anita.

Under corona udvidede de til gåture to dage om ugen, og onsdag aften blev lagt til som ny rutine. Derudover indlage de små stop med enkelte styrkeøvelser. Da hverdagen vendte tilbage med kontortid og hektiske arbejdsuger, droppede de onsdagene igen.

"Men jeg tænker, vi øger til to dage om ugen, når vi går på pension. Så har vi mere tid og overskud til at mødes, og det sociale bliver nok endnu vigtigere, fordi kollegerne på arbejdspladsen forsvinder," fortsætter Anita.

De har fulgt hinanden igennem op- og nedture. Nogle har været alvorligt syge, andre har fået børnebørn. Kvinderne har støttet hinanden i det omfang, det var muligt.

"Hvis nogle var syge, har vi gået en kortere tur, så vi kunne få alle med," siger Hanne.

De kommer op ad bakkerne i et fint tempo, og samtalen flyder let. En fra gågruppen bor langs ruten og kan finde på at slå følge, hvis hun er hjemme, men i aften er hun i teateret. Snart flader landskabet ud, og langs vejen ligger idyliske små huse og haver.

"Se, hvor smuk udsigten er. Vi bliver aldrig trætte af denne rute, selvom vi har gået den i 30 år," siger Hanne.