Kok Eva Hurtigkarl elsker at lave mad – og det er der især én grund til

Lyserøde gulve, kunstfyldte vægge og trefarvede sofaer. 

Det er ikke alle kontorlandskaber, der er lige så farvestrålende som Gannis hovedkvarter i Indre København. 

Anettes døtre konkurrerede med hinanden – og var tæt på at splitte familien ad

Rigtig mange kom med gode råd og formaninger, da jeg fortalte, at jeg ventede tvillinger. Ingen advarede mig om den misundelse, der senere opstod mellem mine to piger, og som var tæt på at splitte vores familie ad. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Jeg møder Eva Hurtigkarl i, hvad hun selv vil kalde for en form for børnehave-lignende rum. De runde blå, røde og pink bordbænkesæt bliver omringet af de solgule højskabe, der sørger for, at solen altid skinner i kantinen.

Det er nok også det mest velkendte rum for Eva, for det er nemlig i denne farvestrålende frokostsal, at hun til daglig er køkkenchef hos modebrandet Ganni. Og rummet passer i virkeligheden meget godt til hende. 

Det er barnligt, hjemligt og legende – præcis ligesom Evas tilgang til mad er.

"Jeg elsker at samle folk med den mad, jeg laver, og det gør jeg oftest ved at inkorporere minder i måltiderne. 

Jeg laver tit nogle lidt børneagtige retter her på Ganni, fordi det er noget, som folk kender og har gode minder med – og det gør os glade. 

Man skulle tro, at voksne mennesker ikke ville være helt oppe at ringe over, hvis der serveres drømmekage eller kanelsnegle en dag – men det er de altså. 

Vi elsker det, der minder os om det barnlige og legende – også selvom vi er voksne."

Det er også ud fra mindekonceptet, at hun nu for første gang har lavet sin egen kogebog. Den er fyldt med hjemlige retter og opskrifter, som Eva selv har haft gode minder med – ja, en slags personlig minde-kogebog med historier til.

Og de bedste madminder opstår ifølge Eva, når det sker i forlængelse af et fællesskab.

"Mad er sådan en ting, der virkelig samler folk. Jeg har selv rigtig mange gode minder med mad, og de bedste minder, jeg har fra min barndom, fra rejser og med venner er alle minder, der involverer mad. 

DSB har fået en samtalekupe - galt eller genialt?

På B-linjen mod Høje Tåstrup havde jeg personlige samtaler med fremmede mennesker, og det var virkelig fedt. Initiativtagerne bag håber på, at vi i fremtiden vil blive bedre til at snakke med hinanden i det offentlige rum.

I arbejdet med bogen har jeg tænkt meget over, hvilke minder der har været mine bedste, og jeg kom frem til, at de alle har det tilfælles, at der er nogle mennesker, der virkelig har gjort sig umage, og at maden er nydt i et fællesskab," fortæller hun og fortsætter:

"Hvis man har lavet noget sammen hele dagen, og man spiser sammen bagefter, føles det måltid ekstra godt – man yder og nyder sammen. Jeg husker for eksempel tydeligt flere madminder fra en tid, hvor jeg arbejdede i Toscana.

Efter en hel dag med vindrueplukning til den vin, de lavede, var den ellers simple minestrone-suppe bare ekstra god, og nu er den opskrift med i kogebogen. 

Selvom det var simpel mad, føltes det som om, man delte noget helt særligt, og det er i bund og grund hele fidusen med bogen."

Fra kontorstol til kokkeskole

Selvom Evas efternavn for mange nok forbindes med fine dining og topkokken Jan Hurtigkarl, er han faktisk slet ikke i Evas nærmeste familie. 

Det er hendes fars fætter, som hun for første gang mødte til et Hurtigkarl-træf, da hun var teenager. Og det stod heller ikke skrevet i stjernerne, at hun skulle være kok.

"Jeg startede først på kokkeskolen, da jeg var 26 år, hvilket faktisk er ret sent. Jeg er sådan en, der har lavet tusind forskellige ting inden da, og jeg var egentlig ret sikker på, at jeg godt ville lave noget med festivaler, musik og events. 

Jeg læste først en bachelor i kommunikation, og derefter fik jeg et job på et reklamebureau. Men så fandt jeg ud af, at jeg ikke ville sidde foran en computer resten af mit liv, og at man kan give folk oplevelser på mange flere måder," siger Eva og fortsætter:

"Jeg lavede en festival sammen med nogle venner, der hed 'Søndagsvenner', ude på Refshaleøen engang, og der stod jeg for at organisere alle madboderne – og der gik det op for mig, at det kunne jeg også selv gøre. 

Jeg har altid interesseret mig for mad, men jeg vil ikke sige, at jeg var god til det eller vidste meget om det. Det, der var vigtigst for mig, var, at jeg kunne give folk en god oplevelse – og det synes jeg virkelig, at mad kan."

Man kan vist roligt sige, at springet fra kontorstolen til kokkeskolen var stort, og det var ofte, at Eva følte sig helt på bar bund i sit karriereskifte.

"Jeg kunne virkelig godt lide at gå på skolen og lære nye ting, men jeg synes klart, at køkkentingene var det sværeste. Jeg var ret bange i starten for at gøre ting forkert i køkkenet. 

Håndværket, som vi skulle lære, er jo virkelig svært, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv i et professionelt køkken. Det var virkelig ikke særlig fedt ikke at være god til noget – men det er man jo som regel ikke, når man starter på noget nyt. 

Jeg føler mig forfulgt af min nye overbo

"Jeg er som sagt sindssyg glad for lejligheden og området, men min emsige overbo ved jeg slet ikke, hvordan jeg skal tackle, for jeg føler mig efterhånden konstant overvåget, så kan du give mig et råd?"

Det var ekstra hårdt pludselig at være dårlig til ens fag, når jeg har haft en hel karriere inden og været projektleder på flere store ting. 

Nu var jeg nederst i køkkenhierarkiet og skulle lære at sige ”ja tak” hvert andet minut. Det tror jeg også er nødvendigt for at blive god, for på et eller andet tidspunkt, så har man den. 

Og det kan tage mange år."

Kan du huske, hvornår du følte, at du havde den?

"Det føler jeg næsten først er for nyligt … Ja, måske for et år siden. Det har taget mig ret lang tid at lære at arbejde og føle mig tryg i et køkken.

Det er ikke, fordi alt, jeg har lavet indtil da, har været dårligt, men det er først nu, at jeg tror på, at det, jeg laver, spiller."

Det er heller ikke mange år siden, at Eva Hurtigkarl blev færdiguddannet kok. I 2020 fløj hun ud i branchen som 30-årig, og det var hendes første job som køkkenchef, da hun for 3,5 år siden blev tilbudt stillingen hos Ganni. Og det var lige efter planen.

"Jeg havde lavet lidt mad for blandt andet mærket Saks Potts, inden jeg startede hos Ganni, så det var ikke helt fremmed land for mig. 

Jeg har altid været i tvivl, om arbejdet i en restaurant var noget for mig, så da muligheden bød sig som køkkenchef hos Ganni, sprang jeg på," fortæller hun og fortsætter:

"Jeg er sådan en, der har brug for at visualisere ting og forestille mig det, inden det sker. Faktisk har jeg haft en femårsplan, siden jeg blev færdiguddannet, og første step i den plan var, at jeg skulle arbejde her på Ganni. 

Andet step var, at jeg skulle i nogle magasiner med den mad, jeg laver. Tredje step var, at jeg så derefter kunne lave min egen kogebog. Fjerde og sidste step i min plan er, at jeg skal lave noget tv."

Så nu mangler du bare det sidste step?

"Nu må vi se, siger hun og smiler hemmelighedsfuldt."

Mad skal have en modtager

Når Eva Hurtigkarl tænker tilbage på, hvorfor hun elsker at lave mad, er der én ting, der går igen: fællesskab. Og når hun tænker på de bedste måltider, hun nogensinde har spist, tænker hun ikke kun på maden. Hun tænker på de mennesker, der sad omkring bordet.

"Det bedste ved at lave mad er, at der er nogle, der spiser det. Det, der interesserer mig mest ved mad, er, at man giver en oplevelse til modtageren, og at det kan samle folk i et selskab. 

Jeg kan også godt lide at lave mad til mig selv, men jeg synes ikke, at mad uden en modtager er spændende. 

Så det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg elsker at have gæster."

At samle folk med oplevelser har været et gennemgående grundtema i hele Evas liv, og det har ikke kun været med mad. Allerede i gymnasiet gik hun meget op i at planlægge fester og events, der kunne samle hendes venner.

"Jeg har altid tænkt på andres oplevelser, og der gik noget tid, før det blev oversat til at være mad, jeg samlede folk med. I folkeskolen tænkte jeg tit på, at hvis jeg var lærer, ville jeg lave de her lege og de her ting for at sørge for, at folk hyggede sig, og det samme skete, da jeg ville være danselærer. 

Petra Nagel savner en veninde – men hvorfor er det så svært som voksne?

Tv-vært Petra Nagel savner en nær veninde i det lille lokalsamfund, som hun og familien for nylig er flyttet til. Men hun er i tvivl om, hvordan man som voksen skaber nye venskaber, når man også har travlt med både arbejde og familieliv.

Så begyndte jeg at planlægge festivaler og events, og der kom samme grundtema i spil ret naturligt. Jeg kan godt lide, at andre har det godt, og jeg elsker at skabe rammerne for det."

Rammerne bliver tit skabt hjemme i Evas eget hjem. Hun inviterer tit på middage i den farverige lejlighed, og døren står altid åben for bekendte – om du er inviteret eller ej. 

At åbne sit hjem og byde sine gæster på noget hjemmelavet er nemlig den ypperste form for gavmildhed for Eva.

"Jeg har holdt alle mulige forskellige arrangementer for mine venner, men ét, jeg særligt husker, er krebsegilderne. 

Vi holdt store krebsegilder med hjemmekogte krebs og langborde ude på den gade, jeg bor på. Det største af dem, jeg har holdt, sad vi 120 mennesker på fortovet, og det er et arrangement, som mange stadig taler om som en skøn dag – og sådan noget synes jeg er megaskønt."

Selvom Eva godt ved, at det ikke er alle, der får energi og overskud af at have gæster, lægger hun vægt på, at det ikke handler om, at alt skal være perfekt og ekstravagant. 

For Eva handler det også om at gøre hverdagsøjeblikkene specielle, for selvom man måske ikke har overskud til at lave komplicerede retter midt på ugen, kan man altid lige pifte simple retter op, hvis nogle af vennerne kigger forbi. 

For når gæsterne er gået, husker ingen, om dugen var strøget, eller om der lå en nullermand i hjørnet – det handler bare om, at man gør sig lidt umage og viser, at man har glædet sig til at få besøg, forklarer Eva:

"Det handler også om at gøre det nemt for sig selv, og jeg har fundet ret mange måder, hvorpå man lige gør det lidt nemmere – for eksempel med en festlig anretning til en simpel pastaret eller at købe en omgang is til dessert.

Jeg forstår godt, hvis ikke alle kan overskue det, men jeg håber også på, at flere kan overskue det lidt oftere – det vigtigste er jo, at vi får set hinanden mere. 

Og med det samme du åbner dørene for gæster, er du allerede en god vært."

Døren har altid stået åben

Det er heller ikke noget nyt fænomen for Eva, at døren altid er åben for gæster. Hun er nemlig vokset op i en lejlighed på Christianshavn, hvor det ofte ringede på døren.

"Jeg er vokset op med, at alle altid var velkomne. Christianshavn og Christiania var lidt et lille community, da jeg var barn, og selvom vi ikke boede i et kollektiv, kunne det lige så godt have været det. 

Min mor boede faktisk også i kollektiv, før hun fik mig, så det er helt klart noget, jeg har taget med mig fra min barndom."

Selvom Eva har taget gæstfriheden med sig hjemmefra og ind i sin voksne tilværelse, er det alligevel ikke alt, der er som i barndomskøkkenet.

"Jeg har oplevet at have lidt en modreaktion på min opvækst. Min mors lejlighed var generelt det modsatte af, hvad jeg sætter pris på i dag. 

Jeg vil gerne have orden og ens bestik. Jeg elsker at købe stel, der passer sammen, og det er virkelig ikke noget, vi havde derhjemme," fortæller hun og fortsætter:

"Jeg kan også ret godt lide at spise og lave almindelig mad, og det tror jeg er fordi, det ikke er noget, jeg har fået som barn. 

Der var det meget hippie-mad, vi fik, så det var for eksempel risfrikadeller, kogte linser og rigtig mange grøntsager. Så jeg søger måske mere efter tarteletterne og pitabrødene nu, fordi jeg godt ville være mere almindelig. 

På første date stillede Frederik Haun et afgørende spørgsmål – og svaret overraskede ham

Da Frederik Haun for syv år siden sad på en date med Morten Kjeldgaard, fik han det svar, han havde frygtet. Morten Kjeldgaard delte ikke hans drøm om at få børn.

Mange af de traditionelle danske retter har jeg først lært at kende på kokkeskolen og fundet ud af, at de er vildt gode. Man kan godt sige, at det er lidt et rebelsk oprør og en modreaktion til det, som jeg ikke havde – sovs og kartofler og matchende bestik."

Når moden møder maden

Udover at være huskok hos Ganni er Eva Hurtigkarl hende, som forskellige brands ringer til, når de har brug for velproportionerede farver, mønstre og symmetri serveret på tallerkenen. 

Det er nemlig hendes spidskompetence.

"Jeg synes klart, at der er en sammenhæng mellem mode, kunst og mad i mit arbejde. 

Æstetik og farvesammensætninger betyder meget for mig, og jeg har nogle ret klare ideer om, hvilke farver der passer sammen, og hvordan en tallerken skal se ud. 

Selv når jeg laver ugemenuer til kantinen her hos Ganni, tænker jeg over, at hvis vi har en grøn ret, så mangler der noget rødt. 

I modebranchen skal jeg ofte forholde mig til farver, og jeg har lavet adskillige menuer, der var inspireret af kollektionernes print. Selvom det ikke er direkte kunst, elsker jeg, at jeg kan være kreativ med det," fortæller hun og fortsætter:

"Det er ekstra sjovt, når jeg bliver kreativt udfordret med et benspænd. 

Jeg har ofte lavet mad til forskellige events for brands, for eksempel parfumemærket Le Labo, hvor maden skulle være inspireret af en specifik duft. 

Jeg lavede på et tidspunkt også noget for møbelfirmaet Montana, hvor jeg skulle lave smagen af de nye farver, de skulle lancere. Sådan nogle opgaver elsker jeg at udfolde mig i."

Øjet og interessen for kunst er heller ikke noget, der er særligt fremmed for Eva. Hun har set på kunst hele sit liv – først på opfordring af sin mor, så på sit ungdomsarbejde på et galleri og senere som kokkeelev i kantinen på Statens Museum for Kunst. 

Både hendes mor, kæreste og flere af hendes venner er kunstnere.

"Jeg har altid set mange kunstudstillinger, også som barn, og det har helt klart skabt en naturlig interesse. Men jeg tror aldrig, at jeg selv har villet være kunstner.

Jeg har mange kunstnere i mit liv og elsker det, men jeg er også virkelig glad for, at det ikke er mig. 

For det første føler jeg ikke, at jeg har nok på hjerte til det. For det andet tror jeg også, at det er lidt for ensomt til sådan en som mig, der elsker fællesskaber. Og for det tredje elsker jeg at få den direkte og konkrete respons på min mad med det samme."

Hvorfor opstår der magi, når mænd og kvinder arbejder sammen?

Chefredaktør Rikke Dal Støttrup og journalist Caroline Heidemann møder investor Anne Stampe Olesen og iværksætter Cana Buttenschøn til en samtale om at være succesfuld kvinde i en branche, hvor mænd er flest.

"Hver dag er der jo nogle, der siger ”tak for mad”, og ”hvor smagte det her godt”, og jeg elsker, hvor håndgribeligt og konkret et produkt jeg ender med hver dag. 

Tænk, hvis man laver film, så tager det flere år, før ens konkrete produkt er færdigt. Maden er derimod lavet og spist inden for en enkelt dag – du skal ikke redigere det, og det kan ikke byttes. 

Det betyder virkelig meget for mig, og derfor har det også været lidt en udfordring for mig at lave en bog, der kræver mange forsøg og mange redigeringer, før der kommer et endeligt produkt ud."

Men nu er det endelige produkt 'Spis med' endelig ude, og selvom det har været en udfordrende proces for Eva nu også at kunne kalde sig kogebogsforfatter, er hun stolt af, at hun forhåbentlig kan opfordre folk til at invitere hjem lidt oftere og lave mad, der kan være katalysator for fællesskabet.

Hvis du skulle holde en middag for fuldstændig fremmede mennesker, hvilke retter ville du så servere for at få samtalen i gang?

"Så skulle det helt klart være noget barndomsagtigt. Jeg tror, at jeg ville vælge en ret, som man selv skal samle, for så kan man se, hvad andre folk vælger af toppings – og det siger meget om mennesker. 

Jeg ville lave ægte Tex-Mex-style tacos, som også er en opskrift, jeg har med i bogen. Så ville jeg sørge for at sende alle de forskellige toppings rundt om bordet og se, hvem der tager majs, og hvem der tager den røde peber osv. 

Det er noget, de fleste har fået som børn, og det får altid snakken i gang. 

Og nå ja, så måske en omgang bland selv-slik til dessert."