Iben Maria Zeuthens ekskæreste gik med til ét stort offer under deres skilsmisse: “Det gjorde, at jeg også fik lyst til at sluge en masse kameler”

Kærester har altid givet Iben Maria Zeuthen en ro. Både i krop og sind. For når man har sanserne uden på tøjet og stiller spørgsmål til det meste, kan det give en indre uro, når man sidder helt alene med sine tanker i sofaen en søndag og prøver at slappe af med en krimi på HBO Nordic.

– Når jeg har været i et forhold, har jeg altid haft et sted, hvor jeg kunne skyde mine tanker hen og få sorteret i dem og få feedback på dem. Jeg bliver et mere uroligt menneske af at være alene, fordi jeg står alene med alle mine indtryk.

Derfor var det også svært for Iben, da hun og kæresten Jens for et halvt år siden gik fra hinanden – to år efter de havde fået sønnen Kaj. For med bruddet blev hun ikke bare alene, hun blev også alene med sin tankestrøm, som den stabilitet og tryghed, der følger med et parforhold, kunne få til at gå i dvale. Bare lige et øjeblik.

– En kernefamiliekonstruktion kan give enormt meget i forhold til at lære sig selv at kende og i forhold til at se verden på en mere rolig og konsekvent måde. Når jeg har en partner, er det ham, der får alle mine tanker. Men når jeg ikke har ham, kommer det ud på papir hver aften.

Og det er blandt andet blevet til flere klummer for det digitale kulturmedie Heartbeats og her i ALT for damerne, som hun skriver ved siden af sit job som vært på programmet "Det næste kapitel" på Radio24syv. Her har hun kunnet bruge sin indre uro konstruktivt ved at dele og bearbejde sine tanker om bruddet samt de mange indtryk, hun får i løbet af en dag.

– Det kan være lidt svært at finde tiden hver aften, når man har et toårigt barn. Når man skal huske at gå i seng tidligt, fordi han står tidligt op. Hvad gør man så klokken 21.30, når man synes, at træerne har den sindssygeste farve overhovedet nogensinde eller har fundet et digt, som siger hele lortet? Når jeg ikke har nogen at sige "og så, og så, og så" til, så kan det godt være helt vildt forstyrrende, fordi jeg ikke får lang tid til at sove, siger Iben, der først i løbet af de seneste år er blevet bevidst om, at hun nok er mere excentrisk, end hun har villet stå ved.

Et overtryk af indtryk

Lige så længe Iben kan huske tilbage, har hun haft et "overtryk af indtryk", der har fået spørgsmålene til at presse sig på.

– Jeg har haft det sådan, før jeg havde sprog til at spørge. Jeg så engang et lille barn med gips om benet i Brugsen. Jeg blev simpelthen så forskrækket over det. Hvis jeg havde haft sprog, havde jeg bare spurgt min mor: Hvad er det? Jeg lå en hel nat og tænkte på det ben. Det var en lettelse for mig, da jeg pludselig kunne omsætte alle mine tanker til sprog.

Ibens mormor kunne ikke gå en tur i bageren uden at have fem historier med hjem, har hendes mor fortalt. Og sådan har Iben det faktisk også.

– Det er sådan noget, man griner af og synes er lidt sødt, men det er faktisk umuligt for mig at gå i kiosken uden at komme tilbage og have det sådan: "Er det ikke mærkeligt, at..." og "ej, der var en uhyggelig mand, som..." Det er også derfor, jeg ikke har rejst særlig meget i mit liv eller taget stoffer. Jeg vil gerne ud at rejse, men jeg er ikke nået dertil, hvor noget som helst er blevet kedeligt. Jeg synes, at der er rigeligt at tage af i det nære liv, fortæller Iben.

– Man vil nok kalde det ekstra sensitiv, for jeg tager alting ind, reagerer på det, aflæser det og analyserer det. Der er nogen, der siger, at analytisk er det modsatte af kreativt, men jeg er meget begge dele, så det kan godt være svært at sortere i vigtigt og uvigtigt. Hvis jeg for eksempel går forbi Netto, tænker jeg: WOW en farve! Hvilken farve gul er det mon? Det er virkelig alt, der kører rundt!

Som journalist kan hun heldigvis slippe sin indre Spørge Jørgen fri. Hvorfor det? Hvordan det? Hvornår skete det? Spørgsmålene er altid linet op, klar til at blive fyret af som raketter på en affyringsrampe. Men for ikke at skræmme andre mennesker væk med alle sine spørgsmål, har Iben lavet nogle benspænd for sig selv. Eksempelvis har hun lavet en regel om, at hun uden for arbejdstiden maks må stille tre spørgsmål til folk, hun ikke kender, og spørgsmålene må ikke komme for hurtigt efter hinanden.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: Grams bare løs, det er jo synd for dig

Tog en chance

Iben er en stor mundfuld. Det ved hun godt. For hendes mange tanker og observationer har gennem hele hendes liv haft sine fordele og ulemper. Også når det kommer til karriere og kærlighed. For et halvt år siden gik forholdet til ekskæresten Jens i stykker efter tre år.

– Vi var begge nogle store mundfulde. Det gav et fantastisk godt drive, men vi så forskelligt på kærlighed. For mig er kærlighed nærhed, og for ham var kærlighed muligheden for at få lov til at være sig selv uden spørgsmål. Og det er helt fint, at man ser forskelligt på kærlighed. Men hvis man går efter at have et langt forhold, er det essentielt, at man er enige om, hvordan man udtrykker kærlighed. Det er svært at få til at lykkes, hvis ikke man er enig om det.

Det har Iben tænkt meget over. Ligesom hun også har tænkt over, hvad kærlighed egentlig er for en størrelse.

– Generelt synes jeg, at der er en misforståelse af, at de store "kærligheder" er dem, der varer, og de små er dem, der ikke gør. Det er ikke min erfaring. Kærlighed kan udtrykke sig på tusinde forskellige måder og være helt ekstremt nær og kort og være lang og forkert. Tid er ikke lig med mængden af kærlighed eller potentialet. Det er også et spørgsmål om timing, aktuelle ønsker, drømme, behov, og hvor man er i sit eget liv. Det er en forenkling, at det forhold, der ophørte, var det forkerte.

Forholdet til Jens var ikke forkert. Langt fra. Forelskelsen og fascinationen var stor – for dem begge. Derfor blev snakken om et barn hurtigt bragt på banen og et halvt år senere en realitet.

– Vi havde ikke nået at blive bevidste om de forskelle, der var på os. Jeg var 28 år, og man ved aldrig, om man kan få børn, før man får det. Vi tog simpelthen en chance. Måske kunne fascinationen og modspillet bære det, og måske kunne det ikke. Når man så går fra hinanden og hele tiden har vidst, at det var på chancen, så er der selvfølgelig en sorg forbundet med det, en bearbejdelse og søgen efter forklaringer på, hvorfor det ikke gik. Der er mange, der vil italesætte det som en illusion, der bristede, men det var det ikke i vores tilfælde. Vi havde virkelig aldrig tænkt, at det var 100 procent sikkert, at det holdt. Jeg er egentlig også ret stolt over, at vi tog den chance.

9/5-ordning

Selvom Iben egentlig aldrig rigtigt drømte om at skabe en kernefamilie, var det mislykkede familieprojekt alligevel et nederlag.

– Næsten 50 procent af alle bliver skilt, men når man er alene eller bliver alene, føler man sig alene, fordi det er modsætningen til et parforhold. Man ser det som modsætningen til fællesskabet, men det er meget godt at huske, at man stadig er en del af et fællesskab. Det er bare det fraskilte fællesskab. Når man er single føler man, at alle andre har en familie og er i et ægteskab, men statistisk set passer det jo ikke, det føles bare sådan, fordi det er et fællesskab, man kigger ind på. Det er en følelse af at være i opposition til det gældende familiemønster, og det er ikke rart.

Iben kalder det selv for en "light" skilsmisse, fordi de "ikke var gift og havde et rækkehus". Derfor har det kun været delingen af sønnen Kaj, de skulle blive enige om.

– Vi har en 9/5-ordning, og det er udelukkende, fordi jeg ikke kan undvære Kaj. At han gik med til det offer blev begyndelsen på en god dialog, hvor jeg også fik lyst til at sluge en masse kameler. At han startede ud med den velvilje gjorde, at vi meget hurtigt fandt en god melodi og det er jeg taknemmelig for. Aftalen er så, at vi evaluerer hvert eneste år, hvordan det går med delingen for alle tres vedkommende. Det var vigtigt for mig ikke at lege, at jeg vidste "hvad der var bedst for barnet", bare fordi jeg var mor. Man aner det jo ikke, før man har forsøgt sig lidt frem.

Men selvom de skiftes til at have deres søn, har de også aftalt, at den anden altid er velkommen, når savnet bliver for stort.

– Vi har fællesspisning, hvis der er gået mange dage, hvor den ene part ikke har set Kaj. Og jeg har også sagt til min ekskæreste, at hvis han savner ham – uanset hvor vi er – må han altid komme over og være der. Han skal vide, at han altid må komme og se sin søn, hvis han har brug for det. Jeg synes, vi har fundet en god balance i det ret hurtigt.

Ifølge Iben er der mange stabiliserende og smukke ting ved familiestrukturen, men hun har også oplevet, at den kan bremse kreativiteten og den personlige udvikling.

– Jeg synes, at det har været spændende at se, hvad der sker, når man kommer ud af den struktur, og hvilken form det tager. Karrieremæssigt har det været godt for mig, fordi jeg nu har et overtryk i forhold til at producere, når jeg ikke har en kæreste at dele mine tanker med. For mig har det været vildt at opdage, hvor meget min uro har været et udtryk for et produktionsbehov. Det med at skrive, lave radio, komme ud over stepperne. Jeg har bare gået og samlet indtryk, som har ophobet sig. Men nu har jeg fået mulighed for og mere tid til at få taget det tryk, når mit barn er hos sin far, hvilket har givet mig en stor ro på flere områder.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: "Jeg bliver altid utrolig overrasket over, hvilken effekt et kirkerum har på sjælen"

En vild dame

Særligt da Iben var i 20'erne, havde hun en stor uro, og det er først de seneste år, at hun har lært at forstå sig selv og sine tanker. Hun har efterhånden affundet sig med, at hun ikke tænker som flertallet og accepteret, at hendes ekskærester og venner "aldrig rigtig har kunnet fatte, hvad der foregår".

– Det eneste, der nogensinde har spændt ben for mig, er mig selv. Jeg har fået den ene appelsin i turbanen efter den anden, men det har altid bare været mine egne forventninger til mig selv. Om det har været i forhold til kærester, det at være mor eller på jobbet. Jeg er mere excentrisk, overgearet og rastløs, end jeg har villet være ved. Det har jeg altid tænkt, jeg skulle dæmpe. Jeg har altid været ekstremt bevidst om min adfærd, men nu kan jeg bare se, efter jeg har været alle de her kolbøtter igennem, at jeg er en vild dame på mange måder – og helt klart også for meget. Jeg kommer til at dræne folk og har store forventninger til mig selv og andre, siger hun og uddyber:

– Jeg har forventninger til nærvær hele tiden! Det er derfor også anstrengt at være i sådan et forhold, medmindre man tænker: Nice nok, så behøver jeg ikke at bekymre mig om, om forholdet går i stå. Men jeg kan bare godt forstå, at det kan være en mundfuld, også hvis man får et barn oven i...

Ibens liv er intenst. Og har altid været det. Men hun har lært at favne den side i stedet for at prøve at bekæmpe den.

– Det med at have indset, at sådan er jeg, har også givet mig ro. Jeg kan ikke synes, at det er en sørgelig ting, at man oplever livet kraftigt. Jeg oplever livet som ekstremt generøst. Også når det kommer til det kærlighedsmæssige og erotiske. Der er meget potentiale i at gå ind i noget, i at give sig fuldstændig hen til andre og åbne sig helt op. Det er helt vildt, hvad man kan opleve sammen med andre mennesker. Der ligger store oplevelser gemt i den komplette overgivelse. Og det er jeg fucking afhængig af. At lade sig overgive til situationen eller mennesker, synes jeg er det fedeste i HELE verden. Jeg oplever, at der hele tiden kommer oplevelser, eventyr, muligheder og tilbud. Men nogle gange beder jeg til Gud om at få en slukknap.

Stressende at være glad

Selvom hun lige nu oplever et stort behov for at dele sine tanker i sine foredrag, radioprogrammer og klummer, kan der også godt blive lidt for meget at se til. Selv for én som Iben.

– Jeg har ikke noget filter. Hvis jeg læser en mail om aftenen om en opgave, siger jeg altid nej. Hvis jeg læser den om morgenen, siger jeg altid ja. Jeg kan godt overskue det om morgenen, men ikke om aftenen. Derfor har jeg fået Elisa (Ibens presserådgiver, red.), som er mit filter, der siger ja eller nej, efter vi har talt sammen. Det er glæden ved, at nogen gider bruge mig, der gør, at jeg siger ja til ting, jeg ikke rigtig har lyst til, når jeg egentlig hellere ville hente min søn og lave frikadeller.

Iben arbejder derfor med at finde en balance i sig selv og sit liv. For nogle gange kan de mange arbejdsopgaver og uroen tendere til stress, andre gange til eufori og lykke.

– For mig ligger glad og stress LIGE op og ned ad hinanden. Jeg kan ikke altid kende forskel. Hvis jeg får for meget kaffe, hvis jeg er rigtig lykkelig eller stresset, mærkes det på samme måde. Jeg bliver stresset af at være glad, fordi den følelse er så kraftig i mig – jeg får hjertebanken og føler en total rastløshed. Når jeg er rigtig glad, vil jeg bare æde alle bøger på én gang. Det bliver alt for voldsomt, men det er den måde, jeg bliver glad på. Det omsættes i en ekstrem energi, fortæller Iben.

– Det ville være godt for mig at lære at meditere. Det ville være godt at have nogle rum, jeg aktivt kunne gå ind i. Et sted, hvor jeg lander, nu hvor jeg ikke har en kæreste. Jeg må lære at finde noget, der gør, at jeg føler, at verden ikke kan nå mig, og jeg har ro. At jeg ikke skal omsætte en ide eller lave en dokumentar om noget. Jeg skal lære bare at være her og se en krimi.