Kristian Leth: “Jeg har brugt mange år på ikke nogensinde at benytte mig af min fars navn”

Da jeg startede i DR, kom jeg hurtigt med i alle mulige udviklingsgrupper, hvor man skulle få idéer til nye programmer. Under en af disse udviklingssessions dukkede en ung fyr op og fortalte meget brændende om den virale marketingskampagne bag filmen "The Dark Knight". Hans passion for emnet og hans karisma var ganske overvældende. Jeg gik ud fra, at han var en slags marketingekspert. Senere fandt jeg ud af, at han faktisk var vært på et musikprogram, at han var uddannet fra forfatterskolen, at han var forsanger i et band ved navn The William Blakes. Og endelig at han var journalistikonet Jørgen Leths søn. Siden har jeg fulgt Kristian Leth fra sidelinjen med en blanding af beundring og undren. Det virker, som om han i sin enorme produktion og akkumulering af viden er evigt søgende efter et eller andet. Men hvad?

Det er jeg taget til Fyn for at finde ud af. Det er nemlig en stor dag for Kristian Leth. Han skal på scenen sammen med sit helt store idol, Brian Eno, på den nystiftede musik-, kunst- og madfestival Heartland ved Egeskov Slot. Brian Eno bliver af mange opfattet som en af vor tids mest indflydel-sesrige musikere og producere. Han står bag lyden til både Bowie og U2. Han bliver kaldt ambient-musikkens opfinder. For Kristian Leth bliver det ikke større. Og han har jetlag. Og tømmermænd. Og nerver på. Alt i alt ikke det bedste udgangspunkt for det interview, som han har lovet at give mig. Vi har mailet lidt frem og tilbage, omkring hvor og hvornår vi kan tale sammen. Kristian bor i New York og er kun sjældent i Danmark. Men så viste det sig, at vi begge skulle styre samtaler på festivalscenen ved Egeskov Slot, og muligheden for et interview var til stede. Nu virker det bare som om, at Kristian Leth fortryder aftalen rimeligt meget.

Vi mødes til vin i "Grevindens have" for særligt inviterede. Eller det vil sige – jeg er taget derhen i håb om at finde Kristian, som mærkeligt nok ikke har svaret på mine mails siden i forgårs. Der er en distingveret, afslappet atmosfære i den private have foran det eventyrlige slot. Folk drikker kølig hvidvin og konverserer afdæmpet. Gyldendals direktør, Johannes Riis, er her. Forfatteren Carsten Jensen. Selv Camilla Plum. Men ingen Kristian Leth. Jeg ringer til ham – det har jeg aldrig gjort før. Selvom jeg har fulgt ham tæt, så kender jeg ham ikke rigtig. Vi taler lidt sammen på twitter, men jeg har kun mødt ham i virkeligheden ganske få gange. Det føles grænseoverskridende at ringe ham op. Han tager telefonen med det samme. Det viser sig, at han roder rundt foran slottet og ikke kan finde mødestedet.

LÆS OGSÅ: Ane Cortzen møder Uffe Elbæk

Jeg guider ham, og så dukker han op iført et velsiddende, lettere krøllet jakkesæt, solbriller og det karakteristiske mørkebrune, halvlange hår som sammen med hans snehvide teint giver minder om en ung udgave af en af romantikkens helt store digtere, den engelske poet Shelley. Han hilser hjerteligt på mig og ser ganske hudløs ud, som han står der. Det viser sig, at Brian Eno også er med i det lille, sluttede selskab. Jeg havde slet ikke bemærket den lavstammede, gråhårede mand med stelløse briller. Men jeg er heller ikke Brian Eno-fan. I modsætning til Kristian, som virker helt elektrisk i Enos selskab. Jeg spørger, om der er tale om hans største helt. Man kunne nemlig godt forestille sig, at Kristian – ligesom sin far – har en hel del helte, som han dyrker.

– Nu, hvor er Bowie død, er han min største helt. Det har været en årelang visualisering, at jeg skulle møde ham. Da jeg så, han var på programmet til Heartland, så tænkte jeg, at det skulle jeg bare være en del af. Der er ingen, som kan gøre det så godt, som jeg kan! Og så mødte jeg ham i går. Og han er præcis, som jeg har hørt: stille og rolig og nede på jorden. Han siger kun interessante ting. Selv i det små. Jeg har tænkt over ... hvad skal man sige til sådan en mand? Det værste ville være at fortælle, at man har alle hans plader, at jeg har et band, der er vildt inspireret af ham. Sådan siger man jo ikke. Så min plan er – i løbet af de her tre dage – at få ham til at opdage, at jeg er hans potentielt bedste ven. At han finder ud af, at jeg forstår ham.

Vi taler lidt om, hvor ulige en situation det er, når man bliver stoppet af en beundrer, som kaster roser i hovedet på én. Hvordan sådan en samtale aldrig rigtig kan udvikle sig til andet end et hurtigt, akavet møde.

– Det handler ikke om, hvorvidt mennesker er federe end hinanden. Det handler om, at den ene har set mere på den anden. Jeg har det selv utrolig svært med det. Jeg prøver virkelig at være høflig og sød. Engang hvor jeg havde været dj, kom jeg hjem til min kone og fortalte, at der var kommet denne her pige op for at spørge, om hun ikke bare måtte danse med mig. Det oplever man ikke så tit. Det var rimeligt overvældende – jeg er en ret genert person. Min kones reaktion var: "Så dansede du vel med hende?" Men nej, det kunne jeg jo slet ikke leve op til. Jeg sagde pænt "nej tak". Jeg var meget høflig, men det var jo en afvisning.

Det er denne akavede, men høflige afvisning, som han gerne vil undgå med Brian Eno.

– Der er virkelig ikke mange mennesker, som kan gøre mig starstruck, siger Kristian og ligner på ny verdens største fanboy. Programchefen på Radio24syv, Mikael Bertelsen, er også fuldstændig rundt på gulvet. Jeg siger, jeg har på fornemmelsen, at hvis man er fan af Brian Eno, så er man virkelig, virkelig meget fan. Kristian griner og er i det hele taget begejstret for, at Bertelsen også bliver til en lille, usikker dreng i Enos nærvær.

– Det er det niveau, vi taler om – os nørdedrenge, der har siddet og dyrket de plader i alle tidsaldre. Det bliver ikke bedre.

Vi forlader haveselskabet, som er ved at ebbe ud og begiver os ud i folkemængden. Hvis Folkemødet på Bornholm er distortion for DJØF'ere, så er Heartland det for den kreative klasse. Folk sidder i god ro og orden og nipper til små tapasbrætter med økologiske delikatesser, mens børnene er godt underholdt af kreative efterskoleelever i farvestrålende kostumer.

Jeg er interesseret i Kristians Leths forhold til sin berømte far. Hvor bevidst er han om at skulle danne sin egen sti i Jørgen Leths ikoniske skygge?

– Meget. Især da jeg var yngre, var jeg meget bevidst om det. Jeg brugte mange år på ikke at tage imod en eneste hjælpende hånd eller nogensinde benytte mig af min fars navn. Jeg tænkte, at der var ingen, som måtte fange mig i noget som helst. Jeg skulle bygge alt op selv. Jeg har udgivet mine egne plader på mit eget pladeselskab. Jeg har banket hele lortet op fra bunden. Da jeg var omkring 30, fandt jeg ud af, at det måske bare var mig, der gik allermest op i det. Så for tre-fire år siden begyndte jeg at lave musik til hans film.

Der er hele tiden nogle, som stopper op for at tale med Kristian. Trommeslageren Kresten Osgood i knaldlilla T-shirt giver ham et bamsekram. Kristian Leth virker forbundet med hele verden. Og det er tydeligt, at han gør sig umage i alle de relationer, han indgår i. Han virker netop meget opsat på ikke at forekomme arrogant eller distanceret.

På trods af at han netop har givet udtryk for at være afklaret omkring sin egen position i forhold til sin far, er der stadig noget, som nager.

– Jeg har faktisk oplevet folk, som jeg har arbejdet tæt sammen med, give udtryk for, at jeg måtte have haft det meget lettere som Jørgen Leths søn. Det sårede mig. Det blev jeg meget, meget ked af. Da mine forældre blev skilt, flyttede vi til en boligblok i Kokkedal. Min mor tog ned og solgte bøger for at købe mælk. Og en anden ting er, at hele min fars store optur først kom, da jeg var 15. Det er der mange, som ikke ved. Da han var 40, var der ingen, som anede, hvem han var. Han gik og lavede nogle mærkelige kunstfilm. Så der var ikke den der fornemmelse af at være en del af et eller andet. Til gengæld var der en fornemmelse af at være en del af teatret. Det satte jeg meget pris på. At sidde bagved, mens der blev spillet en forestilling. Der hvor folk prutter i deres undertøj, lægger makeup, sveder og snakker virkelig sjofelt. Det er jo overhovedet ikke glamourøst. De skal alle sammen hjem og grave kartofler op. Den er virkelig forrygende, den vibration. Den har gjort, at jeg i mit virke har haft en meget uglamourøs tilgang til det hele.

Heartland har sat en stor, tom ramme op nede ved voldgraven, så man kan stille sig foran slottet og ligne et guldaldermaleri. Fotografen får lokket os derned, og Kristian stiller beredvilligt op. Igen dette her ønske om at gøre alle glade. Hans telefon ringer, og denne gang tager han den – en gammeldags Nokia. Nu ved jeg, hvorfor han ikke har besvaret mine mails.

– Jeg blev stresset af min iPhone. Denne her Nokia kan jeg ikke læse mails på. Jeg fik den for tre-fire år siden. Det er det bedste, jeg har gjort. Det er ulideligt med alle de mails. Der er ingen, som dør af, at der går en dag, inden man svarer. Det finder folk hurtigt ud af. Det er simpelthen så dejligt.

Vi forlader rammen og begynder at gå mod backstage-området, hvor der venter kaffe og lidt ro, inden Kristian skal på scenen. Han skal lægge ud med at styre en samtale mellem musiker m.m. Simon Kvamm og forfatter Erling Jepsen. Og derefter er det den store Eno-seance. Jeg går og luner mig lidt ved tanken om, at han virker mere afslappet nu, end da jeg mødte ham i Grevindens have. Han slapper af i mit selskab, hvilket er en stor kompliment. Eller også er han bare god til at lade som om. Vi kender jo knap hinanden, og alligevel går vi her som to gode venner.

LÆS OGSÅ: Powerparret Christian Stadil og Alice Brunsø: ”Man kan undgå meget terapi, hvis sexlivet fungerer”

Da Kristian Leth mødte sin kone, filminstruktøren Tea Lindeburg, boede hun i New York. For halvandet år siden flyttede de til New York med deres tre børn efter 13 år sammen i Danmark. Kristian har lige udgivet digtsamlingen "Vinden ind ad døren" og ville gerne lave mere musik og skrive flere bøger.

– Der kommer aldrig et stadie, hvor jeg bare kan slappe af. Det er en pendulering imellem at have optur over, hvor fed man er, og så fornemmelsen af ikke at kunne noget som helst. Det er de to punkter, der er. Man skal aldrig tage beslutninger, når man er i den dårlige ende. Når du er der, hvor alt bare er noget lort. Det er meget vigtigt. Det er mit eneste gode råd.

Jeg påpeger, at ikke alle mennesker befinder sig i sådan et pendul. Det virker Kristian umiddelbart skeptisk overfor. Jeg forklarer, at jeg kender masser af mennesker, som ikke betragter jobbet som en stor del af deres identitet. Som ikke er evigt rastløse og drevet af anerkendelse. Kristian Leth lytter intenst til mig.

– Jeg prøver at holde fast i, at det er en positiv ting. Jeg siger til mig selv, at det er, fordi jeg hele tiden vil noget. Og ikke fordi der er et eller andet, jeg mangler. Det er det bedste, man kan gøre. Det er ikke sådan, at jeg er ulykkelig eller går og tænker, at jeg ikke får udfoldet mig selv. For jeg ved, at hvis jeg tænker sådan, er det også bare et mindgame. I går havde jeg først et møde med Thomas Helmig, så mødte jeg Brian Eno, og så mødte jeg Wayne Coyne fra The Flaming Lips. Det er jo totalt optur!

Kristian Leth smiler, og man fornemmer tydeligt evnen til at rumme stor tristesse og stor entusiasme i samme person. Han siger, at når han er rigtigt nede, prøver han at minde sig selv om de stunder, hvor alt er oppe – at de tunge perioder er lige så flygtige som de gode.

Kristian Leth er en meget intens person. Han er tydeligvis typen, som tager alting ind, og jeg spørger derfor til, hvordan han har det med kritik?

– Min kone forbød mig at læse kommentarer til artikler for nogle år siden. Jeg har det fint med kritik. Man skal både lade være med at tage rosen og risen ind. Når de giver os fem stjerner og kalder os et nybrud i dansk rock, så har de også ret, når de synes, det er noget fucking lort, vi har lavet. Og det kan man jo ikke arbejde med. Så man må skubbe sig selv ud af det. Men kommentarer er noget andet. Det er jo private mennesker, som sidder og giver udtryk for decideret had. Det synes jeg kan være meget heftigt.

LÆS OGSÅ: “Det var sindssygt svært at hive mig selv ud af offerrollen”

Kristian får øje på en segway med meget tykke hjul. Den skal bruges til at filme med. Han spørger meget nysgerrigt ind til balanceforholdet. Et øjeblik efter har han fået lov at prøve den og kører begejstret rundt i perlegruset og vinker til folk, der går forbi. Der er ikke langt fra eftertænksom alvor til legesyge. Jeg undrer mig over, at et menneske som Kristian, der er småbørnsfar og evigt aktiv i den offentlige debat, kan finde ro til at udgive en digtsamling. Man forestiller sig jo, at digtere har brug for masser af rum og ro omkring sig. Men det tager han ikke så højtideligt.

– Det er jo ligesom popsange. De kan komme når som helst. For eksempel på en togtur. Jeg har skrevet rigtig, rigtig mange digte på tog. I fly. Når ungerne sover. På en ferie, hvor folk pludselig er ude af huset, og der er ro.

Han tager den orange moleskinsnotesbog frem, som han har haft i hånden hele tiden.

– Jeg har altid sådan en notesbog her med mig. Der er foredragstekster, sangtekster, ideer til bøger, ting jeg skal tjekke ud. Man skal bare være klar. Jeg arbejder meget med rutiner – med at få det gjort uden alt for megen sentimentalitet.

Nokia og notesbøger med håndskrevne tanker. Min umiddelbare association til den engelske digter Shelley virker mere og mere passende. Eller måske Shelleys samtidige, William Blake, som jo også er navnet på det band, som Kristian har haft siden 2008 sammen med Frederik og Fridolin Nordsø samt Bo Rande.

– De er jo mine bedste venner. Vi er ikke sammen som band på nær, når vi laver musik. Ud over det er det bare en snakkeklub. Vi har nærmest altid haft kone og børn. Det havde vi også, da vi startede bandet. Det har aldrig været sådan, at bandet var vores liv, og så kom de her kvinder og ødelagde det hele, som nogen har påstået. Folk er så latterlige at høre på. Fyldt med pis og åndssvage myter. Vi laver alt muligt forskelligt, men bandet er det bedste, vi laver. Alt andet rangerer under. William Blakes er funderet på vores venskab og glæden ved at lave musik. Jeg tror på, at det, som man synes er allersjovest, også er det, man er allerbedst til.

Nu er der ikke længe til, at Kristian skal på scenen. Så jeg efterlader ham med en stor kop kaffe i backstage-området, hvor han straks kaster sig ud i en ivrig samtale med Simon Kvamm og Erling Jepsen, som han skal på scenen med lige om lidt.

Senere ser jeg, at han har lagt et billede ud på Twitter med sig selv og Brian Eno efter deres optræden. De står og griner og holder om hinanden. Potentielt bedste venner. 

LÆS OGSÅ: Emil Thorup: "Jeg fandt min kæreste ved at stalke hende på sociale medier"

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: “Det er en kæmpe frihed at bo hver for sig”

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen og Ghita Nørby: “Vi kan grine og græde og få et spark i røven”