Sussie havde kun kort tid tilbage at leve i – og valgte at holde en stor fest for at fejre livet

Da Sussie Winsløw Gadegaard fyldte 80 år, forærede hendes to døtre, Betina og Anette, hende en keramikfigur. 

Figuren forestiller en kvinde, som sidder på en jordklode, iført rød læbestift, solbriller, smykker og pels. 

På første date stillede Frederik Haun et afgørende spørgsmål – og svaret overraskede ham

Da Frederik Haun for syv år siden sad på en date med Morten Kjeldgaard, fik han det svar, han havde frygtet. Morten Kjeldgaard delte ikke hans drøm om at få børn.

I hånden har hun en champagneflaske, og ved hendes side står et net med strikketøj og badetøfler samt ordet Vamos, som Sussie altid sagde, når turen gik til stranden. ”Så går vi!”

Alle, der kendte Sussie, vil genkende hende i figuren. I dag står den hos Betina, for Sussie er her ikke mere. Hun døde sidste sommer, 100 dage efter at hun blev diagnosticeret med kræft i bugspytkirtlen. 

Hendes datter Betina Fleron er fotograf og laver ofte billeder til Hendes Verden, og hun har også stået for billederne til artiklen om sin mor. 

Den mor, som var en ener, og som ønskede at fejre livet med en fest, før det var for sent.

Tøsetur til Venedig

"Når min mor kom ind i et rum, blev hun festen," fortæller Betina. 

"Hun var farverig og gik op i sit udseende. Hun havde en fantastisk sans for humor, men var også dyb og begavet og sagde, hvad hun mente."

Året før havde Sussie fejret sin 80-års-fødselsdag i Venedig sammen med sine døtre, sin søster, sit ene barnebarn og sine to niecer.

"Vi havde en skøn tøsetur, og vi havde det så sjovt og hyggeligt. Året efter var hun død; det er slet ikke til at forstå," siger Betina og ryster på hovedet.

I marts sidste år fik Sussie nemlig konstateret kræft, og lægerne gav hende seks måneder at leve i.

"Det var så uretfærdigt, for hun var slet ikke færdig med at leve. Hun ville så gerne have fejret julen med os en sidste gang," siger Betina, mens tårerne presser sig på.

Sussie havde haft også kræft som 60-årig og gennemgik dengang en voldsom kemokur, som gjorde hende vældig syg. Men fik hendes til at overleve.

"Da hun blev ramt anden gang, ønskede hun ikke at gennemgå det igen; hun ville ikke gennem den smerte for at leve en måned eller to mere, fortæller Betina. "Jeg havde det svært med hendes beslutning og forsøgte at overbevise hende om at få behandling."

Ryddede op i Spanien

Ordet livsnyder går igen, når Betina taler om sin mor, som boede i København, men elskede at rejse og tilbragte en stor del af året i sin lejlighed i Spanien. Og sygdommen satte hende ikke tilbage.

"Hun var frisk og så ikke syg ud, men hun begyndte at rydde op og planlægge sin sidste tid. Hun ville være hos mig i Jylland, men hun ville dø på hospice, så det ikke skete i mit hjem," fortæller Betina, som har en lillesøster i Canada.

Når Julia siger to særlige ord, bliver folk ofte irriterede – det vil hun nu lave om på

Selvom ordene kan irritere folk, har vi aldrig haft mere brug for at sige dem højt. Sådan skriver Julia Lahme i denne klumme.

Lejligheden i Spanien blev sat til salg, og før Sussies fly landede i Danmark, var den solgt.

"Selv om hun var dødsmærket, insisterede hun på at rejse til Spanien og rydde op i sit liv og sige farvel. Hun var virkelig en handlingskvinde," mindes Betina.

Et andet stort punkt på Sussies to-do-liste var en farvelfest for venner og familie, for hun kunne ikke klare tanken om, at hendes pårørende skulle samles til smørrebrød efter hendes død.

"Vi var til en bisættelse i marts, og på vejen hjem sagde hun, at hun ikke ønskede, at folk, hun ikke havde set længe, skulle sidde til hendes begravelse og ikke sige andet end: ”Er der mere rullepølse?”," fortæller Betina.

Nej, for Sussie ville selv være med til festen.

"Det var meget mere i hendes ånd. Hun havde modet til at gøre tingene anderledes."

Skål og farvel

Sussie var i mange år turistchef og levede et udadvendt liv, men til sin sidste fest, 11. maj 2024, håndplukkede hun de nærmeste 50 til et tre timer langt arrangement på en restaurant i København. 

Der blev serveret tapas og vin, selv om Sussie ikke længere selv kunne spise og drikke.

"Det var en speciel dag med modsatrettede følelser. Det var underligt, fordi det var mors sidste fest, men det var også livsbekræftende og en gennemgang af hendes liv," husker Betina.

Der blev holdt mange taler, grinet og grædt, før festens hovedperson tog ordet.

Betina viser videoen på sin telefon, hvor hendes mor, klædt i pink bluse med matchende neglelak, takker for ”et inspirerende liv” og minder sine gæster om, at man aldrig skal gå vred i seng, og ikke mindst at de skal huske at leve deres liv, før det er forbi. 

'Carpe diem', hendes motto, er de sidste ord, før hun skåler og forlader festlokalet.

"Mor var taknemmelig for festen, men hun lå også i sengen i dagene efter, for den tog på kræfterne. Hun var ikke bange for at dø, men hun syntes, det var uretfærdigt, at det var nu," fortæller Betina.

10. juni 2024 døde Sussie på Hvidovre Hospital. Hun nåede ikke at fuldføre planen om at ende sine dage på et hospice i Jylland, men Betina var hos sin mor. 

Og selv om Sussie var dødende, satte hun til det sidste hår, lagde makeup og lakerede negle.

"Til sidst sagde hun til mig, at nu gad hun ikke leve mere, og jeg svarede, at det kunne jeg godt forstå, og at hun gerne måtte give slip," fortæller Betina.

"Min datter, Josephine, nåede at komme, og så døde hun fem minutter efter. Som om vi skulle samles, før hun sagde farvel."

Livets heppekor

Betina sidder i sit køkken i den nordjyske by Nibe og fortæller, mens hund Conrad sover i kurven ved siden af. ”Mit firbenede fundament” som Betina kalder ham, for hunden har været en støtte efter hendes mors død.

"Det var hårdt at miste hende, for hun var mit heppekor og mit livsvidne. Nu er jeg forældreløs og kan ikke dele mine oplevelser og tanker med hende," siger Betina, hvis biologiske far og bonusfar også er døde. 

90'erne er tilbage - men hvorfor er det årti så sejlivet?

90’erne var ikke bare en anden tid, det var tiden, hvor vi stadig troede på det uendelige opsving, hvor tøjet var småt, stramt og sexet, og hvor musikscenen glødede. Nu har Oasis-brødrene indstillet skænderierne og tager på tour til sommer, Kate Moss har lanceret endnu en fast fashion-kollektion, og nylon-taskerne fra Prada bliver stadig luftet i gadebilledet og på festivaler. Men hvorfor er 90’erne så sejlivede?

"Normalt er jeg udadvendt, men jeg gik i hi og lod sorgen komme ind i stedet for at flygte fra den, selv om det gjorde ondt."

Hun har netop sat sit rækkehus til salg, for hendes mors død har givet stof til eftertanke.

"Vi skal huske at leve nu og ikke udsætte tingene. Hverdagene er vigtige; livet skal ikke kun være fedt i ferierne," understreger Betina, som har planer om at flytte til Nørresundby og bosætte sig ved Limfjorden, men aldrig nåede at fortælle sin mor om det.

Alligevel flød Sussies vandopløselige urne præcis mod det sted, hvor Betina vil flytte hen, da den blev nedsænket i Limfjorden. 

Sussie havde ønsket, at hendes aske skulle deles i to og spredes ud over henholdsvis Lake Ontario i Canada og havet i Danmark. På den måde kunne hun være tæt på begge sine døtre.

"Mens mors urne hoppede forbi, tudede et krigsskib, og to unge matroser på dækket gjorde honnør," siger Betina. "Det var lige i mors ånd."