Asta havde hjelm på 23 timer i døgnet: ”Mange gjorde nar af vores lille pige”
Asta blev født med den sjældne tilstand kraniosynostose, hvor forskellige dele af kraniet vokser sammen og lukker sig for tidligt. Derfor gik hun med hjelm det første år af sit liv.
Cecilie Reinersten Gjøstøl tager en
dyb indånding.
Det bliver hun nødt til, når hun skal
se tilbage på den dag, der blev livsændrende for hendes første år som mor.
"Min datter Aria sov i sin
babylift, mens jeg stod ved køkkenbordet og talte med børnelægen i telefonen.
Lægen var selvsikker, da hun fortalte mig Arias diagnose. Jeg var lamslået og
husker intet resten af dagen. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg fortalte
det til min mand, Alexander.”
Når hun fortæller om familiens start på rejsen,
mærker hun stærke følelser i kroppen.
”Jeg er nok mere påvirket af det,
end jeg troede,” siger hun med tårer i øjnene.
Da Aria blev født den 31. januar
2023, fik Cecilie og Alexander at vide, at de havde fået en sund og smuk pige. Men
dagen efter fødslen begyndte lægerne at undre sig. De bemærkede nemlig, at
Arias hoved var stort og havde en unormal form.
Der blev taget en ultralydsscanning
af hendes hoved for at udelukke eventuelle diagnoser, men alle resultater var
negative. Lægerne konkluderede derfor, at Aria havde et lidt stort hoved, og at
alt var i orden.
Men Arias hoved fortsatte med at
vokse unormalt. Det voksede i panden og i baghovedet. Hovedet fik en lang og
smal form.
Foto: Privat
”Vi ventede et stykke tid med at
undersøge det nærmere. Da vi var til en seksugers-kontrol, bemærkede lægen det
samme som os, nemlig en unormal hovedform. Aria blev derfor henvist til en ny
ultralydsscanning af hovedet. Billederne blev taget, men vi fik
at vide, at vi skulle vente på en tid hos en børnelæge på sygehuset. Det var et
par lange dage. Vi frygtede, at vi skulle vente flere uger, før vi fik svar på
billederne.”
Annonse
Da Cecilies telefon ringede, blev
hun derfor meget glad. Børnelægen havde valgt at dele resultaterne med Cecilie
tidligere, så de ikke skulle vente længere.
”I telefonen fortalte børnelægen
mig dog, at Aria har kraniosynostose, og at hendes såkaldte sagittal sutur i kraniet er
lukket. Jeg havde hørt om sygdommen før, men jeg vidste ikke, hvad fremtiden
ville bringe," siger Cecilie.
Kraniosynostose er en tilstand,
hvor de forskellige dele af kraniet vokser sammen og lukker sig for tidligt.
Sygdommen kan forhindre kraniet i at vokse tilstrækkeligt, så den voksende
hjerne ikke får den plads, den har brug for, og man ender med et for smalt kranium,
hvis man ikke bliver opereret. Man regner med, at ét barn ud af 2.000 nyfødte
har det.
Kraniesynostose
Kraniosynostoser kan optræde isoleret eller som del af et
syndrom.
Kraniosynostose er en misdannelse i
kraniet hos børn. Den skyldes en for tidlig lukning af en eller flere af
suturerne. En kraniosynostose kan være en del af et syndrom eller en isoleret defekt.
Isolerede kraniosynostoser giver skævhed eller abnorm facon af kraniet. Ved syndromer kan der være misdannelser af andre dele af kroppen.
De mest kendte grunde til at få
ansigts- og kraniemisdannelser er Crouzons syndrom og Aperts syndrom. Årsagen til kraniosynostose, som ikke skyldes et syndrom,
er ukendt.
Man regner med, at ét barn ud af
2.000 nyfødte har kraniesynostose, og det er hyppigst blot en enkelt sutur, der
er lukket.
En måned efter sin sidste
ultralydsscanning blev Aria vurderet på Neurokirurgisk Ambulatorium på Rigshospitalet
i Norge, hvor familien bor. Kort tid efter blev hun indlagt på hospitalet
til operation, kun tre måneder gammel.
”Målet med operationen var at åbne
sømmen i hendes hoved for at give Arias hjerne den plads, den havde brug for
til at vokse,” fortæller Cecilie.
Før operationen mærkede forældrene
frygten i deres kroppe. Cecilie følte en klump i maven, da hun tænkte på det
øjeblik, hvor lægerne ville tage hendes datter op og føre hende ind på
operationsstuen.
”Det var helt forfærdeligt.
Alexander var som sædvanlig lidt mere stabil end mig, men han var bestemt også
nervøs. Jeg frygtede det virkelig. Da det var tid til at aflevere Aria,
strittede alt i min krop imod, så vi spurgte pænt, om en af sygeplejerskerne
ville bære hende, for hun elskede at blive båret og se på sine omgivelser. Det
sagde de selvfølgelig ja til, så det var dejligt. Aria smilede og var glad, da
de tog hende væk. Det gjorde det lidt lettere, selvom vi havde frygt
i kroppen," siger Cecilie.
Efter operationen blev Aria kørt
til observation på børneafdelingen. Hendes forældre åndede lettet op, da de fik
at vide, at operationen var gået godt.
"Vi sad ved siden af hende,
mens hun sov under narkosen, og så snart hun begyndte at bevæge sig, lå hun i
vores arme, indtil hun vågnede ordentligt op.”
Annonse
Allerede dagen efter operationen
rejste familien hjem til Kristiansand, hvor de bor.
Foto: Privat
"Vi var meget tilfredse med
operationen, som var mindre skræmmende, end vi først troede. Aria havde brug
for Paracetamol og Ibuprofen nogle dage, men hun virkede ikke særlig påvirket
af smerterne. Hun tog det i stiv arm.”
Selvom Aria ikke selv var klar over
alt det, hun gik igennem, bemærkede hendes forældre en forskel på hende før og
efter operationen.
"Hun gylpede ekstremt meget
før operationen, og bagefter blev det lidt mindre. Derudover følte vi, at hun
blev mindre irritabel. Hun græd generelt mindre. Det kan selvfølgelig skyldes
normal udvikling, så det er svært at sige, hvad årsagen var," siger
Cecilie.
Efter operationen skulle Aria gå
med hjelm 23 timer i døgnet i cirka et år. Hun fik i alt en times fri i løbet
af dagen.
”Hjelmbehandling, også kaldet
hjelmortose, er ofte nødvendig for børn, der er blevet opereret i det første
år," siger Due-Tønnessen, der er leder af sektionen for pædiatrisk og
kraniofacial neurokirurgi på Rigshospitalet i Norge, hvor Aria blev opereret.
Under hjelmbehandlingen tilpassede sygeplejersker på hospitalets børneafdeling og ingeniører hjelmen. Allerede mindre end en uge efter operationen var Aria
tilbage til sit første hjelmtjek for at få sin første hjelm. Så begyndte
tilvænningen.
Foto: Privat
”Aria vænnede sig gradvist til at
bære hjelm. Det startede med, at hun tog hjelmen lidt af og på i løbet af
dagen, og så øgede vi det gradvist. Til sidst vænnede hun sig til at have den
på i 23 timer om dagen.”
Forældrene valgte at få Aria
gentestet for at udelukke eventuelle syndromer og for at se, om kraniesynostosen
var arvelig.
Annonse
”Alle tests var negative. Det
er helt frivilligt at tage sådan en test, men vi ønskede at få svar i stedet
for at gå rundt med ubesvarede spørgsmål.”
Omkring et år efter operationen
kunne Aria tage sin hjelm af for altid. Da hun tog hjelmen af, var det
tydeligt, at det var anderledes for hende.
”Samme dag, som hun tog den af,
bevægede hun sit hoved og sin nakke meget. Hun mærkede tydeligt, at det var
nemmere at bevæge hovedet, og hun rørte også meget ved sit hår," siger
Cecilie.
Nu går Aria til kontrol på Rigshospitalet
i Norge en gang om året. Efter at hun er holdt op med at gå med hjelm, tjekker
lægerne, om hendes hoved vokser som det skal.
"Vi følger op i mindst tre år,
efter at de er færdige med deres hjelmbehandling. I langt de fleste tilfælde
ser vi, at de har det godt, at de er sunde og raske og ikke har brug for meget
mere opfølgning," siger Due-Tønnessen, der arbejder på afdelingen.
Ubehagelige kommentarer
Aria og hendes forældre har oplevet
mange blikke og kommentarer på grund af hjelmen, og ikke alle har været lige
behagelige. Heldigvis har Aria ikke selv lagt så meget mærke til det, men
hendes forældre har.
”Hjælp, der har været mange blikke!
Ikke så meget fra børn, men voksne har været helt ekstreme. Vi kunne næsten se
tandhjulene i deres hjerner, når de stirrede og forsøgte at finde ud af,
hvorfor Aria havde hjelm på,” siger Cecilie.
Cecilie og Alexander oplevede nogle
gange, at fremmede kom hen til dem og spurgte til hjelmen.
Foto: Privat
”De fleste af samtalerne var
behagelige, men så var der andre samtaler, som vi godt kunne have været
foruden. Nogle krævede næsten et svar, hvilket selvfølgelig ikke er en
selvfølge. Mange mennesker kommenterede højt nok til, at vi kunne høre det, og
latterliggjorde os over for deres omgivelser. Jeg er bare glad for, at Aria var
lille og ikke opdagede noget af det," siger Cecilie.
Der er især to episoder, som
Cecilie husker godt.
”Vi sad i flyet på vej tilbage til
Kristiansand fra Oslo, da en ældre mand højlydt kommenterede det over for sine
venner: "Wow, se lige der! Hjelme på flyvemaskiner, det er en interessant
sikkerhedsforanstaltning!"
En anden gang var, da Cecilie og
Aria kiggede på en ny autostol.
"Vi kiggede på en autostol med
en bred nakkestøtte. Jeg spurgte damen i butikken, om den var lige så sikker
som de andre autostole med en lidt smallere nakkestøtte. Så svarede damen i
butikken: ”Hun har en hjelm på, så i tilfælde af en kollision vil den hjælpe
lidt, ikke?”. Jeg kunne mærke mit indre koge, så jeg gik bare min vej.”
Hun opfordrer folk til at spørge
først i stedet for at komme med flabede eller uvidende kommentarer.
”Sådan nogle kommentarer er ikke
behagelige. Ofte er det uvidenhed, og det er fint nok, men det er rarere, hvis
de spørger, end hvis de kommer med højlydte kommentarer om os eller drager en
konklusion uden at have nok information. Hjelmen er udelukkende designet til at
hjælpe hovedet med at vokse, ikke til at beskytte mod fald."
En livsglad pige
Aria er i dag en sjov pige med stor
sans for humor. Hun siger sjældent nej til høj musik og dans på stuegulvet.
”Hun er festens midtpunkt, både
hjemme og i dagplejen. Hun vil have, at alle skal være med til at have det
sjovt. Hun er meget viljestærk, og jeg er sikker på, at det vil bringe hende
langt i livet. Hun er meget eftertænksom, kreativ og elsker at læse bøger.”
I dag har hun det helt fint og
viser ingen tegn på kraniosynostose.
”Udviklingsmæssigt er hun foran på
nogle områder og præcis, hvor hun burde være på andre. Hun er en glad lille
pige, som i øjeblikket ikke har nogen eftervirkninger af det her," siger
hendes mor.