10 tip til bedre økonomi
1. Fjern dyre enkeltposter
Kan du spare dyre enkeltposter helt væk til glæde for sommerferiebudgettet? F.eks. droppe skiferien, den dyre sommerfest eller venindeturen til Rom?
2. Skær 5 procent fra dit rådighedsbeløb
Kan du skære fem procent væk på alle dine poster fra dit rådighedsbeløb?
Kig på posterne for husholdning, tøj, ferier, gaver og diverse.
3. Skær ned på middage
Halvér dem og tænk over, hvad du byder på. Det kan sagtens være lækkert, selv om det ikke har kostet en bondegård.
4. Hvordan er renten på din kassekredit?
Den bør aldrig ligge højere end 10,5 procent. Tjek mybanker.dk, hvor du kan se, hvilke renter de andre banker tilbyder. Og husk, din bank er ikke din skrappe far eller gode ven, som du ikke må skuffe. Du er kunden – og du har ret til en fair behandling.
5. Gå alle dine faste udgifter igennem
Er der nogle forsikringer, du ikke længere har brug for? Aviser og blade, du ikke har råd til?
Fitnesskort, du ikke længere bruger. Sportsklubber, som børnene kun har besøgt få gange.
6. Skær ned på antallet af indkøb
Køb ind fast hver lørdag, og så spæd op med mælk og så videre i løbet af ugen. Du sparer rigtig meget ved det. En times planlægning kommer tifold igen. Saml dine boner sammen, og læg dem i en kasse, det har en psykologisk effekt.
7. Gør det til en sport
Det er et godt psykologisk trick at gøre en sport ud af nødvendigheden. Og man er ikke nærig, fordi man holder op med at være ødsel.
8. Arbejd mod at sænke din kassekredit
Selvfølgelig er kassekreditter ikke smarte med de dyre renter, men Rom blev ikke bygget på en dag, så beslut dig for et realistisk beløb, du ønsker at nedskrive det med hvert år. Og husk, hvis man begynder at have nogle konti med overskud, så smitter det faktisk også af på de andre.
9. Tænk i netto og brutto
Hvis du sparer 2.000 om måneden, så er det netto kroner – tænk på, hvor lang tid det tager for dig at tjene dem. Nogle arbejder over og tjener 10.000 kr. ekstra en måned og glemmer så, at efter skat er det faktisk kun 3.000 kr.
10. Meld ud
Hvis det hjælper dig, så meld ud til venner og bekendte, at det er slut med ødselhed. Så er du trendsætter, for ødselhed er yt.