Gør du dette, når du bliver uvenner med dit barn? Så skal du stoppe nu, mener ekspert

“NU GÅR DU IND OG SÆTTER DIG PÅ VÆRELSET OG TÆNKER OVER, HVAD DU HAR GJORT.”

Er du også i et desperat eller overvældet øjeblik tyet til en timeout på værelset? Forståeligt, for når du som forælder bliver overmandet af følelser og frustration, griber vi ofte efter det eneste værktøj, der er tilbage i kassen. Men hvad gør sådan en besked ved barnets følelser?

“Timeout eller skammekrogen er en form for afstraffelse. Under en timeout er barnet isoleret på f.eks. værelset for at tænke over, hvad det har gjort forkert. Barnet får ingen opmærksomhed under en timeout og kan ikke interagere med deres forældre eller andre, og det er ensomt,” siger psykolog og forfatter Charlotte Mjelde.

Læs også

Anders Matthesen og hans søn har et særligt koncept: “Det er noget af det sjoveste at snakke om”

Straffen er, at kærligheden og opmærksomheden fjernes fra barnet i det øjeblik, det ikke opfører sig acceptabelt i den voksnes øjne.

Problemet er, at metoden ikke virker og hører fortiden og, i nogle tilfælde, vores egen barndom til. Måske derfor er det en automatisme, vi kan komme til at gentage, når vi er pressede.

“Formålet med en timeout er, at barnet skal tænke over sine handlinger, komme til den erkendelse, at det var dumt at slå sin lillebror i hovedet, og at det skal gøre det bedre næste gang. Og den tilgang virker ikke,” siger Mjelde fortsætter:

“Det, der forventes, er langt over barnets færdighedsniveau, og derudover bliver barnet straffet for at udtrykke sine følelser, hvilket har meget uheldige konsekvenser for barnets følelsesmæssige udvikling og selvværd.”

Hvad der sker efter en handling, påvirker ikke, hvad der oprindeligt motiverede barnet til at slå eller gøre noget noget ‘forkert’, siger psykologen.

“Hvis man vil ændre barnets adfærd, er man nødt til at arbejde med den grundlæggende årsag. Hvis vi ønsker at få barnet til at opføre sig bedre, er vi nødt til at hjælpe barnet til at få det bedre,” siger Mjelde.

Specialpsykolog ved Institut for Psykologisk Rådgivning (IPR), Ylva Linde, er enig med Mjelde og fraråder at bruge timeout-metoden.

“Problemet med den er, at barnet har gjort noget på baggrund af en følelse og ikke fordi, at barnet har tænkt grundigt over det. Hvis vi ikke forstår denne følelse, vil barnet fortsætte med at kæmpe for at blive forstået,” siger hun.

Vær tilgængelig

Men hvad sker der, når vi udstikker en timeout og beordrer barnet ind på sit værelse?

“Det er en straf, medmindre du går ind på værelset med barnet, eller du har aftalt med et ældre barn, at når følelserne tager overhånd, skal barnet tage et lille pusterum, på sit værelse for at falde til ro,” siger Mjelde.

Det er dog vigtigt, at den voksne tjekker ind hos barnet med jævne mellemrum og gør det klart, at at de er til rådighed, hvis barnet har brug for det.

“Det er ofte, når børn virkelig går os ‘på nerverne’, at de har mest brug for os. Det er den voksnes ansvar at hjælpe barnet med at håndtere sine følelser på en god måde og at være barnets fornuftsstemme,” siger Mjelde, og fortsætter:

“Når vi straffer et barn for en forseelse, snyder vi faktisk barnet for den hjælp, det har brug for til at håndtere sine følelser og lære. Straffen påfører barnet skyld og skam, som igen påfører det smerte. Straf lærer børn, at det er bedre at handle ud fra frygt end kærlighed, og at vi skal bruge magt i stedet for medfølelse,” siger Mjelde, der ikke mener at straf ikke har nogen plads i moderne opdragelse.

“Det lærer ikke barnet andet, end at den kærlighed, vi giver, er betinget af ‘god’ eller ‘dårlig’ opførsel. Der er kun én grund til, at børn slår, skubber, bider eller ikke hører efter. Det er et klart signal om, at barnet mangler de nødvendige færdigheder til at styre sine følelser,” siger hun.

Linde mener, at straf ikke er en god eller hjælpsom metode, og at forældrene sandsynligvis ikke vil opnå det, de ønsker.

“Vi ved nu, at børn ikke har godt af at blive straffet. Det eneste, vi opnår, er, at vi forældre føler, at vi har gjort noget og derfor kan føle os lidt mindre hjælpeløse, og at barnet skammer sig og føler sig alene. Og det sidste er nok det, de færreste forældre ønsker for deres barn,” siger hun.

Børn lærer at regulere deres egne følelser ved, at voksne regulerer deres følelser for dem i de tidlige år.

Læs også

Kender du disse? Her er 34 anderledes navne inspireret af dyrelivet

“Ved at indse, at det, jeg siger, er vigtigt, og at jeg er vigtig, lærer børn gradvist lære at stole på deres egne følelser og anerkende, at de er forbundet med erfaring i en situation. De bliver udrustet til lidt efter lidt at kunne berolige sig selv i visse situationer og være i stand til at vente på en tur eller udskyde sine behov et stykke tid,” siger Linde.

Forstå dit barns følelser

Mjelde har sammensat en følelsesguide (se boks), som kan hjælpe forældre med at forstå deres børns følelser.

Det er ikke muligt at lave en specifik aldersinddeling i forhold til et barns forståelse af følelser, fordi det vil afhænge af barnets modenhed, men det kan være en god rettesnor, siger hun.

“Børn har brug for hjælp fra voksne til at håndtere og regulere deres følelser gennem hele barndommen, og hjernen gennemgår betydelige strukturelle ændringer helt ind i 20'erne,” siger Mjelde.

“Uanset barnets alder vil alle børn have gavn af sætninger som; Jeg ved, at du er vred nu, fordi ... hvad der så den voksnes forståelse af situationen. Og hvis vi tager fejl, vil børn ofte rette os, og så kan vi justere lidt,” siger hun.

Mjelde anbefaler at bruge time-in-metoden frem for timeout-metoden.

“Time-in betyder, at forældre eller andre omsorgspersoner tager sig tid til at være sammen med barnet, når det stormer. De hjælper barnet med at regulere sine følelser. Den voksne giver barnet følelsesmæssig støtte, vejledning og trøst i stedet for at bruge straf og isolation,” siger Mjelde.

Denne tilgang er især nyttig, når barnet er ved at blive meget ked af det eller allerede er meget vredt.

“Så skal forældrene tage barnet ud af situationen og til et mindre stimulerende sted, f.eks. barnets værelse. Det vigtigste for barnet i denne situation er ikke de ord, du bruger, men den ægte forbindelse, vi skaber ved at være til stede og tilgængelige for barnet i dets følelser.”

Vrede børn, vrede forældre

Vrede er en vanskelig følelse for mange af os. Vi kan finde den skræmmende, og den kan få os til at føle os hjælpeløse.

“Det er i situationer som disse, at vi voksne ofte griber til straf i en eller anden form, fordi vi ikke kan udholde den modbydelige afmagt eller frygt, som det vrede barn giver os. Det er vigtigt, at vi voksne indser det og arbejder med det. Det er vores ansvar at være den, der regulerer og beroliger et barn, ikke omvendt,” siger Linde.

At være forælder eller en god voksen med børn handler ikke om at udøve kontrol, men om at være en tryg, empatisk leder.

Læs også

Rikke og Julius havde kun lige fundet sammen igen, da nyheden ramte: “Det var så syret”

“I praksis betyder det, at det er muligt at sætte en klar grænse, når et barn slår eller overskrider en grænse, og samtidig vise forståelse for barnets vrede. Når alt kommer til alt, handler en vigtig del af børns læring om, hvordan vi behandler hinanden. Det første skridt er at håndtere sine egne følelser som forælder, så det kan være en god idé at give sig selv en timeout i stedet for barnet, når man mærker, at det koger over,” siger Mjelde.

“I sådan en situation kan man sige: ‘Nu føler jeg mig virkelig irriteret! Jeg går ud i køkkenet for at falde til ro.’ På den måde viser du dit barn, hvordan du selv håndterer store følelser. Så kan I tage en snak senere, når I begge er faldet til ro,” siger Mjelde.

Straf vs. konsekvens

Der er en hårfin grænse mellem straf og konsekvenser. Hvis du nægter dit barn lørdagsslik, fordi det har hoppet i sofaen, er det at betragte som en straf, fordi der ikke er nogen direkte forbindelse mellem det, barnet har gjort gjort og den faktiske konsekvens.

“Der er ingen god læring for barnet her. Såkaldte logiske konsekvenser er konsekvenser, som du som forælder beslutter, og hvor der er en direkte sammenhæng mellem barnets handling (at spilde mad på gulvet) og konsekvensen (skal hjælpe med at rydde op). Det er intuitivt og giver god læring for børn,” siger Mjelde.

Ofte, når vi giver vores børn beskeder eller vil have dem til at lytte, ønsker vi faktisk, at barnet skal samarbejde på vores præmisser, uanset barnets behov og ønsker. Fordi vi vil have lydighed.

“Når der gentagne gange opstår en konflikt med dit barn, og dit barn ikke lytter, er spørgsmålet ikke: Hvad kan du gøre for at få dit barn til at til at lytte? MEN: Hvad blokerer for dit barns naturlige lyst og ønske om at samarbejde med dig? Hvad kommer i vejen for et godt samarbejde?” siger Mjelde og tilføjer:

“Svaret på dette kan være flere ting, herunder barnets alder og modenhed, manglende tilknytning til dig som voksen og meget mere.”

Det er ikke dit job som voksen at få barnet til at indse, at noget ikke er i orden, det ved barnet sandsynligvis allerede. Barnet har brug for hjælp til at udvikle evnen til at slippe sine følelser løs i passende doser.

“Det gør man ved at anerkende barnets følelser og samtidig sætte klare grænser. Jeg vil vove at påstå, at kilden til konflikter med vores børn ofte handler om kløften mellem, hvordan børn faktisk fungerer, og hvordan vi tror eller ønsker, at vores børn skal fungere. Det betyder, at børn ofte er ude af stand til at opfylde de urealistiske forventninger, vi stiller til dem,” siger Mjelde.

Kritik kvæler nysgerrigheden

Vi ved, at børn gør, som vi gør – og ikke som vi siger, påpeger Mjelde.

“Det betyder ikke, at der er én bestemt måde at gøre tingene på. Det handler om den måde, vi er på. Når alt kommer til alt, er en vigtig del af børns læring, hvordan vi behandler hinanden. Vi ved for eksempel, at børn vokser af anerkendelse, kontakt og kærlighed, men at råb, trusler og belæring gør børn mindre," siger hun.

“Vi ved også, at empati ikke er medfødt, men noget, børn tager til sig i blandt andet gode relationer. Det betyder, at man skal forsøge at forstå barnets adfærd,” tilføjer hun.

Mjelde har talt med mange voksne, som udtrykker bekymring for, at børn ikke vil forstå situationens alvor, hvis de ikke oplever konsekvenser af negativ adfærd.

“Den underliggende antagelse her er, at barnet kun vil vælge at gøre noget rigtigt, hvis de ved, at de vil opleve noget ubehageligt eller smertefuldt ved at gøre det forkerte (f.eks. en straf eller en konsekvens). Dette syn på barnets natur er ret dystert, og det er ikke sandt,” siger hun.

“Børn er gode ved andre, når de har det godt med sig selv, på præcis samme måde som voksne. Det vigtigste redskab, vi har som forældre, er forbindelsen og relationen til vores børn. Når børnene bliver ældre, er forbindelsen det eneste, vi har,” tilføjer hun.