Mette Blomsterbergs bedste råd og tips.

Julebag & konfekt: Få Mette Blomsterbergs bedste tips & opskrifter

Mette Blomsterberg, som er kendt fra programmet ’Det søde liv’ og 'Den store bagedyst', elsker julen. Og særligt at bage. Her bringer vi Mette Blomsterbergs bedste råd og tips.

FORBERED DIG GODT

• Læs opskriften grundigt igennem – og gør det, før du beslutter dig for at gå i gang.

• Læs den igen, når du går i gang, og hav den ved din side hele tiden.

BAGETIDER

Den angivne bagetid er altid en anvisning. Det er næsten umuligt at fastsætte nøjagtige bagetider, fordi:

• vores ovne er forskellige.

• temperaturen på dine og mine æg er forskellige.

• bageforme er forskellige.

SE OGSÅ: Blomsterbergs bagt æblekage

ØVELSE GØR MESTER

„Det søde køkken“ kræver præcision og håndelag. Det er konditorfagets „kendemærke“… Hav endelig det i hovedet, når der er dig, der er chefkonditor.

KVALITET & SMAG

Enkelthed, gode råvarer, præcision & håndelag – det er hovedingredienserne.

Du får her mine bedste tip:

GOD CHOKOLADE

• Kig på varedeklarationen og sikr dig, at den ikke indeholder „fremmed fedt“, altså vegetabilsk fedt, kokosfedt el. lign., samt konserveringsmidler og kunstige smagsgivere.

• Kvalitetschokolade indeholder kun sit eget fedtstof, nemlig kakaosmør.

• Kend dine procenter: Procentangivelsen angiver, hvor stærk chokoladen er – ikke hvor god!

• Jeg sværger til Valrhonachokolade, fordi den bare er den bedste på markedet.

GOD VANILJE

• Jeg er fuldstændig forelsket i polynesisk vanilje. Stængerne er fede og fyldige, vaniljen sød i smagen, og hvert et korn er kæmpestort.

Tip: Opbevar dine lækre vaniljestænger i et syltetøjsglas i køleskabet. Dæk bunden med et skvæt cognac el.lign., og dine vaniljestænger vil altid være bløde og langtidsholdbare.

SE OGSÅ: Blomsterbergs vaniljespecier

GOD MARCIPAN

• Vælg marcipanen ud fra, hvad du skal bruge den til.

• Skal den spises rå, vælg da den rene, rå marcipan, der består af mandler, sukker og glukose – men altså ingen abrikoskerner eller anden fikumdik.

• Skal den bages til f.eks. kransekage, kan den med både mandler og lidt abrikoskerner anvendes. Den bliver lidt pænere bagt end den rene, rå, men smagen er mindre mild og fin.

DET PERFEKTE OVERTRÆK 

Chokoladen tempereres for at sikre et blankt udseende og et knæk, der er sprødt og dejligt. En ikke tempereret chokolade vil have svært ved at hærde, og den vil blive grå og mat.

SE OGSÅ: Blomsterbergs passionstrøfler

TEMPERERING AF LYS CHOKOLADE:

• Hak chokoladen fint. Smelt halvdelen over vandbad til 45 grader. (Det er absolut forbudt, at der kommer vand i chokoladen).

• Den anden halvdel kommes i en lidt stor skål og overhældes med den smeltede chokolade, så de to smelter sammen. Kun i absolut nødstilfælde opvarmes chokoladen en anelse, ellers ikke.

TEMPERERING AF MØRK CHOKOLADE:

• Hak chokoladen fint. Smelt halvdelen over vandbad til 48 grader. (Det er absolut forbudt, at der kommer vand i chokoladen).

• Den anden halvdel kommes i en lidt stor skål og overhældes med den smeltede chokolade, så de to smelter sammen. Kun i absolut nødstilfælde opvarmes chokoladen en anelse, ellers ikke. 

SE OGSÅ: Blomsterbergs brownies

SE OGSÅ: Blomsterbergs pistaciekugler

SE OGSÅ: Blomsterbergs kardemommemuffins

Verdens bedste julegave: Giv et abonnement