Tortillaer med steak, guacamole, majs og rød peber/tomatsalsa

Tortillaer med steak, guacamole, majs og rød peber/tomatsalsa

Perfekt mad til mange, hvis man vil have et minimum af opvask. Lav evt. både salsa og guacamole i forvejen, husk blot at dryppe sidstnævnte med lidt lime- eller citronsaft, så du undgår, at den bliver brun på overfladen.

Tortillaer med steak til 4 personer

Total:30 minutter

Ingredienser

  • 1 lille flank- eller flapsteak på ca. 600 g
  • 1 spsk olivenolie + salt og peber
  • Guacamole:
  • 2 avocadoer, gerne Hass
  • 1 lime
  • 1 fed hvidløg, finthakket
  • 1 bundt forårsløg
  • salt og peber
  • Salsa:
  • 3 mellemstore blommetomater eller anden smagfuld tomat
  • 1 rød peber
  • 1 grøn peber
  • 1 bundt koriander, grofthakket
  • 1 fed hvidløg, finthakket
  • 1 frisk chili, finthakket
  • 1 lime, saften herfra
  • Tortillaer og majs:
  • 2 friske majskolber, alternativt 1 dåse majs af god kvalitet
  • 4 fuldkornstortillaer
  • 2 hoveder hjertesalat
  • Tilbehør:
  • cremefraiche
  • ekstra koriander

Sådan laver du tortillas med steak, guacamole, majs og rød peber/tomatsalsa

  1. Gnid kødet med olie, og grill det på en varm grillpande i ca. 7-8 minutter på hver side. Tag kødet af panden, drys med havsalt, og lad det hvile, mens resten tilberedes.
  2. Mos avocadoerne med lime, hvidløg og hakkede forårsløg til en grov guacamole, og smag til med salt og peber.
  3. Fjern kerner og frugtkød fra tomaterne, og skær både dem og pebrene ud i små tern. Vend med koriander, hvidløg, chili og limesaft, og smag til med havsalt.
  4. Kog majskolberne og skær majskernerne fra. Lun tortillaerne, og skær kødet ud i tynde strimler. Rul tortillaerne med først et salatblad, et par kødskiver, salsa, guacamole og majskorn. Servér med kold cremefraiche og ekstra koriander til at drysse på.