10 tegn på, at din krop er stresset
Kroppen giver altid lyd, når travlhed sætter sig som usund stress. Hvis du lytter efter, kan du fange advarselssignalerne i opløbet. Se, hvor de først begynder at blinke fra top til tå.
1. Hjernen
Stress øger produktionen af adrenalin, som gør dig anspændt, og kortisol, som giver en generel ulyst. De første psykiske symptomer på stress er derfor typisk irritabilitet, uro og rastløshed, svigtende hukommelse og koncentration.
2. Huden
Frigørelsen af adrenalin får hudens små blodkar til at trække sig sammen, hvilket får os til at se blege ud. Svedudskillelsen stiger, når vi bliver stressede, så kroppen kan komme af med overskydende varme. Stress nedsætter også immunforsvaret og kan give en opblussen af infektioner.
3. Hænder
Mange fryser, når de bliver stressede og oplever særligt kolde fødder og hænder. Hyperventilation kan derudover give kramper i fingrene, fordi kuldioxidindholdet i blodet bliver for lavt.
SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, hvis du udsættes for stress?
4. Vægten
Stress påvirker appetitten og giver mange af os en større trang til sukker, salt og fedt. Har du tendens til undervægt, vil du oftest tabe dig. Har du omvendt tendens til overvægt, vil du derimod typisk tage på.
5. Øjnene
Øget adrenalinproduktion, som opstår under stress, gør pupillerne store. Det er urtidens kæmp-eller-flygt-refleks, der giver sig til kende her.
Et klassisk stresssymptom er hovedpine. Det kan være en følge af et øget blodtryk eller muskelspændinger i nakke og skuldre. Har du tendens til f.eks. migræne, kan dette forværres, når du lider af stress.
SE OGSÅ: 10 ting, du skal vide om hovedpine
7. Hjertet
Når noradrenalin og adrenalin frigives fra nerveceller og binyremarven under en stresstilstand, stiger hjertefrekvensen og blodtrykket. Blodkarrene i muskulaturen og hjertet udvides.
8. Maven og tarmene
Ved længerevarende stress kan du opleve problemer med fordøjelsen. Tarmene kan blive irriterede og trække sig krampagtigt sammen og give smerter i maven. Hos nogle kommer stress også til udtryk som diarré. Tendens til mavesår kan forværres under stress.
SE OGSÅ: Fokus på dine tarme: Sådan spiser du dig til flad mave og bedre humør
9. Kredsløbet
En stigning af stresshormonet kortisol øger mængden af fedtstof i blodet. Det kan bl.a. medvirke til åreforkalkning, dårligt kredsløb og blodpropper.
10. Blæren
Stress kan øge din tissetrang, så du oftere må løbe på toilettet – i perioder nærmest hele tiden.
TIP! Stress kan ligne forskellige alvorlige sygdomme, så få altid undersøgt dine symptomer hos lægen for at afklare, om det er stress eller andre ting, du lider af.
SE OGSÅ: Hvad sker er i kroppen, når du har for travlt?
SE OGSÅ: Fokus på immunforsvar: Kan du spise dig til nul sygedage?
SE OGSÅ: 15 tips, der strammer op, renser ud & giver energi