7 årsager til at din skede klør noget så forfærdeligt
Hvorfor klør din skede? Og hvad skal du gøre ved det? Måske har du skedesvamp, skedekatar eller herpes. Bliv klogere her.
Du kan ikke holde ud at sidde ned og overhovedet ikke holde ud at have stramme bukser på. For slet ikke at tale om at have sex. Det klør og det svier, man hvad er der galt? Tjek listen her og find ud af, hvad der kan være i vejen.
1. Skedesvamp
En af de mest almindelige årsager til kløe, er skedesvamp. Det fortæller gynækolog Christine Felding til ALTfordamerne.dk.
Ofte er det en antibiotikakur, du har fået i forbindelse med en anden sygdom, der kan tage skylden for et svampeangreb, der udover kløe kan kendes på, at du får hvidt, nærmest hytteost-lignende udflåd og ildrøde irriterede slimhinder.
- Penicillin dræber alt, hvad der er godt, også den normale bakterieflora, og så får svampen chancen for at stikke næsen frem, fortæller hun.
De mælkesyrebakterier, der sørger for at holde miljøet i din skede surt med en pH-værdi på 4, må give op overfor en kradsbørstig penicillinkur, og det kan får pH-værdien at stige, hvilket betyder, at miljøet bliver mindre surt og mere basisk. Til gengæld trives både svamp og andre bakterier rigtig godt i det knapt så surt miljø. Du kan komme svampen til livs med et middel, du sluger som piller, eller et, du tager lokalt som stikpiller. F.eks. kan du købe Canesten uden recept på apoteket. Ud over at slå svamp ihjel, indeholder Canesten også mælkesyre, der får surhedsgraden i din skede tilbage på rette niveau. Virker det ikke, skal du kontakte din læge eller gynækolog for at for en recept på noget kraftigere.
En anden ting, svamp er rigtig glad for, er sukker. Dit blod fører blodsukker med sig rundt i kroppen, bl.a. til slimhinden i din skede.
- Hvis blodsukkeret er for højt, er der en øget koncentration af sukker i slimhinden, og det tiltrækker bakterier og svampe, forklarer Bjarne Stigsby, der er gynækolog og har skrevet flere bøger om, hvordan du skal spise for at undgå bl.a. sukkersyge.
Han anbefaler, at du skærer ned på sukker og hvide kulhydrater, hvis du ofte har svamp. Han har udviklet kostprincippet KISS-kost (det står for Klinisk InSulinSænkende kost), hvor grundprincipperne er, at din kost skal sammensættes af lige mange kalorier fra fedt, protein og kulhydrat. Udover at sænke insulinindholdet i dit blod stabiliserer KISS-kost dit blodsukker og gør dig mindre sukkersulten. Du kan læse mere om kostprincippet i bogen "Spis dig rask".
LÆS OGSÅ: Her er tegnene på, at du har svamp
2. Eksem
Har du lige skiftet dit vaskepulver ud med et fra et nyt mærke, købt et andet skyllemiddel, end du plejer, eller har du prøvet en ny type trusseindlæg, og klør dit underliv, så du slet ikke kan være i dig selv? Er du ildrød mellem benene og har nærmest skældende eksem, så er det nok en af de ting, du kan skyde skylden på.
- Det er reguler kontakteksem, fortæller Christine Felding og fortsætter:
- Problemet løst, hvis du fjerner det skyldige produkt.
Så nemt skulle det være. Og virker det ikke, kan du kontakte din læge for at få et middel mod eksem.
3. Lichen sclerosus
En underlivslidelse, du måske ikke har hørt om før. Ifølge de eksperter, ALTfordamerne.dk har snakket med, er det oftest kvinder, der har overstået overgangsalderen, der bliver ramt. Som regel har de kvinder, der har lichen sclerosus, været i behandling for andre lidelser, f.eks. svamp, inden, fordi kendskab til sygdommen ikke er så udbredt. Christine Felding fortæller, at hun for få år siden kun havde et par patienter om ugen med lichen sclerosus, men at hun nu har flere patienter om dagen. Muligvis fordi flere bliver ramt. Hun beskriver, at huden omkring skedeåbning bliver nærmest perlemorshvid:
- De små skamlæber forsvinder næsten og huden over klitoris klistrer sammen, og det klør og svier, siger hun.
Ifølge Bjarne Stigsby er lichen scelosus en inflamation, der er skyld i, at huden bliver hvid og sprækker. Lichen sclerosus er ikke i sig selv en farlig lidelse, men får du den ikke behandlet, kan der opstå celleforandringer i din hud, som senere kan udvikle sig til hudkræft.
Som regel behandler man sygdommen med en stærk salve med binyrebarkhormon, der kan holde symptomerne i ro. I nogle tilfælde vil man forsøge at brænde den angrebne hud væk ved hjælp af laser. Læs evt. mere på Lichensclerosus.dk.
LÆS OGSÅ: Jordemoder: "Jeg har mødt piger, der har så stærk en bækkenbund, at de kan knibe sig til orgasme"
4. Trusseindlæg
- Trusseindlæg har fanden skabt. De er imprægneret med et eller andet, som mange har gener af, og som du ligefrem får udflåd af, siger Christine Felding.
Går du med trusseindlæg, kan det altså være årsagen til, at det klør. Eneste råd: hold op med at bruge dem. Måske det endda vil få dit udflåd til at forsvinde.
5. Skedekatar
Grøngulligt og ildelugtende udflåd og kløe? Du har sandsynligvis skedekatar.
Lidelsen skyldes, at der er en overvægt af bakterier i din skede, der ikke hører hjemme der. Ifølge Christine Felding kan du blive smittet med skedekatar ved sex, men det kan også skyldes, at din pH-værdi i skeden er for høj og basisk – lige som hvis du har svamp.
En af årsagerne til, at pH-værdien i dit underliv ændrer sig, kan være, at du bløder en smule, fortæller Bjarne Stigsby.
- Blod har en pH-værdi på 7 og skeden skal have en pH-værdi på 4. hvis du småbløder fra livmodermunden er det svært at opretholde den rigtige surhedsgrad, siger han.
Celleforandringer kan være en af årsagerne til, at du bløder. Det er ikke en af de hyppigste årsager, men det kan være en idé at få lavet et celleskrab hos din gynækolog, hvis du ofte har skedekatar. En anden årsag til, at du bløder, kan være en lille polyp på slimhinden i livmoderhalsen eller i livmoderhulen, eller et fibrom i din livmoder. En kobberspiral kan også forårsage en blødning. Og det behøver slet ikke at bløde så meget, at der er blod i dine trusser, for at det er nok til, at pH-værdien i skeden ændrer sig.
Hvis du først har fået skedekatar, skal det behandles med antibiotika.
- Jeg giver en lokalbehandlende antibiotikakur, så du ikke tilsviner hele kroppen, og så anbefaler jeg en mælkesyrebehandling i samme forbindelse som forebyggelse, siger Christine Felding.
Brug F.eks. Femidur-mælkesyrekapsler, der kan købes recpetfrit på apoteket.
LÆS OGSÅ: Her er tabuet der ødelægger dit sexliv
6. Herpes
Kønssygdommen herpes kan også være synderen, hvis det begynder at klø forneden.
- Det starter måske med kløe og begynder senere at svie, siger Christine Felding.
Har du haft sex med en ny partner, kan det være en idé at tage til din læge for at blive tjekket.
7. Intimbarbering
Mænd kan få skægpest, hvis bladet på deres skraber er gammelt, ikke er skarpt nok, eller fyldt med bakterier. Det kan give indgroede hår og små betændte knopper. Bruger du en skraber til din intimbarbering, kan du – præcis lige som mænd – få skægpest, og det både klør og svier.
Christine Feldings bedste råd til at undgå problemet: Lad være med at barbere dig.
Og til sidst: Et godt tip til en sund skede...
Surhedsgraden i din skede er afgørende for, at du ikke får svamp eller skedekatar, der er to af de mest almindelige årsager til kløe. Heldigvis kan du forebygge ved at sørge for, at mælkesyrebakterierne der nede har de bedste betingelser at holde miljøet surt. Det kan f.eks. gøres ved hjælp af en særlig tampon.
- Der er kommet nogle nye tamponer, der hedder Ellen. De indeholder mælkesyrebakterier, der sænker pH-værdien, fortæller Christine Felding.
Det bliver anbefalet, at du bruger tre tamponer om dagen, tre dage under din menstruation, tre menstruationer i træk for at komme evt. ubalancer i skeden til livs.
Se det store udvalg af intimplejeprodukter på med24.dk (sponsoreret)
Du kan også tage en kur efter Bjarne Stigsby anvisninger – f.eks. efter du er færdig med en antibiotikakur, hvor der er størst risiko for at får svamp: Tag hver anden aften inden du går i seng en stikpille med mælkesyre (f.eks. Canesten 100 milligram) og hver anden aften en stikpille med mælkesyrebakterier (f.eks. Vivag). Fortsæt på denne måde i seks til otte dage.
LÆS OGSÅ: Endometriose: Den skjulte sygdom der rammer hver 10. kvinde
LÆS OGSÅ: "Jeg har PCO og det er der ikke noget at gøre ved – eller er der?"
LÆS OGSÅ: Kan knibeøvelser være skadelige?