80-20 KUREN: Farvel til sukker og kulhydrat
Mød ernæringsterapeut og coach Louise Bruun og læs mere om hendes 80-20 kur til et varigt vægttab. Det hele begynder med 14 dage uden sukker og kulhydrat - men så bliver der plads til chokolade...
Elsker du sukker? Altså sådan som i virkelig E-L-S-K-E-R. Så inderligt, at livet ville føles trist og gråt uden udsigt til mysliboller, banankage og slik?
Så vil du garanteret også kunne lide ernæringsterapeut og coach Louise Bruun – selv om hun som det første vil tvinge dig til at lægge alt sukker og sødt på hylden. På den søde måde, forstås. Louise Bruun forstår udmærket godt, at vi elsker søde sager. Det gør hun også selv, men for mange kulhydrater er dårlige for os, så de skal altså ud af hverdagskosten, hvis man vil tabe sig og lægge an til en sundere livsstil. Allerede ved første konsultation forklarer Louise Bruun sine kunder, at de skal droppe sukker helt i kosten. Inklusiv frugtsukker og mælkesukker.
– „Må jeg så ikke få min cafe latte?", spørger folk. Og nej, det må de ikke. Størsteparten af den kaffe, folk har med sig på farten og drikker masser af, er rene mælkeorgier med tæt på 1/3 liter mælk i en stor kop. Det hjælper ikke, at du drikker minimælk, for selv om den er mager, så er også den fuld af mælkesukker, siger Louise Bruun. Til gengæld er hun ikke bange for fedtet. De rigtige olier kan ligefrem hjælpe vægttabet på gled.
Louise Bruun starter altid med at spørge til sine klienters fordøjelse og søvn. For de to ting siger rigtig meget om, hvordan vi har det. – Hvis du vågner om natten og skal op og tisse, er der noget galt. Typisk betyder det, at din lever arbejder på overtryk. Den arbejder om natten i stedet for at regenerere, sådan som den burde gøre. På samme måde spørger jeg til folks fordøjelse. Der er mange mennesker, der kun går på toilettet to gange om ugen, hvilket er alt for lidt. Hver dag som et minimum og gerne et par gange om dagen.
Louise Bruuns vej til vægttab og større sundhed handler især om blodsukkeret.
Det afgørende, når man skal tabe sig, er at stabilisere blodsukkerbalancen. Når blodsukkeret er stabilt, bliver du også stabil fysisk og psykisk. Hvis blodsukkeret svinger, vil din energi, dit humør og din selvdisciplin være på konstant slingrekurs.
– Når blodsukkeret falder, stiger trangen til sødt på en måde, som overgår selv jernvilje. Det er altså ikke dig, der er svag, men dit blodsukker, når du ikke formår at holde en slankekur, forklarer Louise Bruun og understreger, at et svingende blodsukker også er farligt på den lange bane: Det udløser stresshormoner i kroppen hver eneste gang, dit blodsukker dropper, fordi kroppen – og ikke mindst hjernen – opfatter faldet som livstruende.
Opskriften på 14 sunde dage med størst muligt vægttab lyder: Drop sukker, brød – også rugbrød – ris, kartofler, pasta, kager og slik. Ingen mejeriprodukter eller frugt. Jamen, hvad er der så tilbage?
– Masser. Proteiner, grønsager og sunde fedtkilder som nødder, avokado og olier, siger Louise Bruun, som på stående fod kan remse de første tyve mundvandsdriblende lækkerier op lavet af ovenstående.
– Tanken om at spise røget makrel med krydderurter til morgenmad kan måske virke frastødende på nogen, men når de mærker effekten, bliver de hurtigt glade for ændringen. Jeg vil jo allerhelst dele ud af min madglæde – for der er jo rigtig meget mere, du gerne må spise, og som din krop har godt af, end det modsatte, siger Louise Bruun.
Eksperten er selv startet dagen med en stor portion fisk med purløg. Så bliver hun ikke sulten igen før efter tre-fire timer, hvor hun igen skal have sin protein og grønsager.
– Du taber også væske på kuren, men det reelle vægttab kan komme op på tre-fire kilo på to uger, siger Louise Bruun og tilføjer:
– Men vægttabet er intet imod, hvor godt du får det. Kulhydraterne i brød og hvidt mel og sukker er efter min opfattelse og de erfaringer, jeg har fra mine kunder, skyld i de fleste af vores problemer. Så når du lægger kosten om, kan du også vinke farvel til fordøjelsesbesvær, forkølelser eller ømhed i dine led, siger Louise Bruun.
Louises 4 gode råd:
SÅDAN SÆTTER DU FUT I VÆGTTABET
1) Bye bye sugar! Sukkersheriffen har talt – sukkeret gør det svært at tabe sig, svært at holde en kur og svært at holde de aftaler, du laver med dig selv. Drop kulhydrater de første 14 dage og introducer dem så meget forsigtigt
2) Spis proteiner... ... for at få blodsukkeret i balance. Æg, fisk, oksekød, svinekød... you name it. Spis bare løs, men gå efter super-kvalitet.
3) Spis sunde fedtstoffer Få dem fra avokado, frisk kokos (uhm!) og spiseolier som olivenolie, rapsolie, nøddeolie og kokosolie.
4) Suppler med kosttilskud, En multivitamintablet og evt. gode fiskeolier styrker kroppens immunforsvar.
KOSTPLAN: Slip af med sukkeret – og tab dig
Der er ingen kulhydrater i denne 14 dages plan fra Louise Bruun. Det betyder, at kiloene rasler af – og husk, at halvdelen af det, du smider, er væske. Fra uge 2 må du spise lidt frugt.
Så 80/20 reglen gælder først efter de 14 dage, når du har hjulpet kroppen ud af sukker-afhængigheden. De første to uger skal du mobilisere al din viljestyrke – hvilket er nemmere, end du tror, når sukkeret ikke spiller ind og driller.
DAG 1:
Morgen: 1-2 hårdkogte æg og 1/2 avokado Mellemmåltid: 2 selleristænger og 8 mandler
Frokost: Tunmousse (laves med en tsk øko-mayo) og en gulerod
Mellemmåltid: En kokosbolle (Klik her og få opskriften her)
Aftensmad: Råkostsalat og tandoorikylling (mariner kyllingen i 1 dl yoghurt 10 pct., 1 dl. stærk karry, 1 spsk tomatpure, 4 fed hvidløg, 1 stort stykke ingefær, saft af en lime og 1 tsk. havsalt)
DAG 2-7:
Morgen: 1-2 hårdkogte æg og 1/2 avokado
Mellemmåltid: 1 tørret figen og 4 valnødder
Frokost: Kylling, røget ørred, tun i vand (på glas) eller sardiner og råkostsalat.
Mellemmåltid: Julesalat med 1 skive parmaskinke
Aftensmad: Quinoa med forårsløg og nødder og avokadomousse, omelet med svampe og hvidkålsråkost, rødbedetzatziki, fyldig grønsagssuppe, svinekotelet med råkost.
DAG 7-14:
Morgen: Bærsmoothie (1-2 dl bær, lidt mandelmælk og 1 moden banan blendes)
Mellemmåltid: Riskiks med tahin og tomat med purløg
Frokost: Kød, æg, fisk eller rester fra aftensmaden dagen i forvejen serveret med grønsager ad libitum.
Mellemmåltid: Gulerod og 10 hasselnødder eller en kokosbolle (se opskrift)
Aftensmad: Lammefrikadeller med grøn salat og feta, radiser og oliven, lakseruller med salat, broccoli, valnødder, avokado og persille, tomatstegt sej med blomkål og nye kartofler, kylling stegt på panden med garam marsala og hvidkålssalat, fyldig grønsagssuppe.
TIP! Husk at drikke masser af vand dagen igennem, når du er på slankekur, for at hjælpe kroppen af med affaldsstofferne.