Vibeke havde en alvorlig hjertefejl: ”Mor har været min inspiration i livet"
Ingen tog Annikens bekymring for hendes yngste datter alvorligt. ”Barnet er jo så energisk! Hun er frisk som en fisk”, sagde lægerne. Det var først, da de lyttede til den toåriges hjerte, at de troede på hende.
Vores første datter, Elin, var stille og rolig. Så nem, som dagen var lang. Så vi var hurtigt klar til at få et barn til, siger Anniken Høgåsen Kristiansen, 68.
"Så blev I forældre til en lille slyngel," indskyder hendes datter Vibeke Fængsrud, 45, med et grin.
Anniken husker det, som var det i går, da Vibeke blev født i 1978. Dengang boede familien i Oslo. Det var en idyllisk barndom på mange måder. Men på andre måder var den hård for Vibeke, som var anderledes end sin tre år ældre søster.
"Det er ofte sådan, at man får en af hver," siger mor Anniken.
"I dag ville jeg måske have fået en diagnose eller to," spekulerer Vibeke.
Hun lever godt med at være den, hun er blevet i dag, for de udfordringer, hun havde som barn, er også blevet hendes drivkraft og en del af hendes levebrød. Det vender vi tilbage til.
"Jeg har altid haft en masse energi, og jeg giver aldrig op. Det har bragt mig længere i livet, end både jeg og lægerne troede på," siger hun alvorligt.
I en periode så det ud til, at lille Vibekes liv ville blive kort. Selv om hun var fuld af liv og alt andet end rolig, blev hendes hud ved med at blive mørkelilla. I begyndelsen lagde Anniken især mærke til det, når hun ammede sin datter.
"Helt fra fødslen bekymrede det mig, at hun pludselig blev blålilla. Jeg var sikker på, at der var noget galt, men lægerne lyttede ikke til mig," siger Anniken.
"Hun er frisk som en fisk", sagde de, da de så, hvor energisk Vibeke var. Vibeke var hurtig til at krybe og begyndte at kravle, allerede da hun var fem måneder gammel. Hun begyndte også tidligt at gå. ”Nej, der var ikke noget galt med hende!”
Anniken har aldrig været typen, der bekymrer sig om ting, hun ikke kan gøre noget ved. Men bekymringen for, at der var noget galt med hendes yngste datter, slap aldrig sit tag. Da de skulle til fireårsundersøgelse med storesøsteren, ankom Anniken til lægehuset med en pige i hver hånd. Storesøster Elin og lille Vibeke på næsten to år.
”Her kommer en sund og rask familie”, udbrød lægen.
Annonse
”Jeg er lidt usikker på den lille,” svarede Anniken. Så forklarede hun, at hendes datter ofte blev blålilla. Det kunne da ikke være normalt?
Lægen lyttede til Vibekes hjerte og udbrød, ”Jamen, det har du da ret i!”. Han kunne høre, at noget ikke var, som det skulle være, med Vibekes hjerte.
Alvorlig hjertefejl
Vibeke blev henvist til et sygehus, som har specialiseret sig i hjertesygdomme. Det viste sig, at hun havde to huller i hjertet mellem lungepulsåren og hovedpulsåren.
"At få at vide, at ens barn har en alvorlig hjertefejl, er jo noget af det værste, der kan ske," siger Anniken.
Forældrene var meget bange i starten, men lægerne beroligede dem.
"Det var de gode til. De tegnede og forklarede, hvordan hjertefejlen var. ”Vi vil give Vibekes hjerte mulighed for at vokse fra det”, sagde lægerne, som længe håbede, at det ville gå sådan. Hver tredje måned skulle Vibeke på hospitalet for at få foretaget en hjertekateterisation, en undersøgelse af hjertets tilstand."
Så stod det klart, at Vibekes hjerte ikke helede af sig selv. Løsningen var en åben hjerteoperation. Uden den ville hun dø.
Vibeke husker kun små brudstykker fra den tid, f.eks. at hun fik at vide, at hun skulle være en fighter. At hun fik en blå dukkevogn af sin mor og far. At sygeplejerskerne sagde, at hun skulle ligge stille.
Den dag, Vibeke blev lagt på operationsbordet, husker mor Anniken så tydeligt, som var det i går. Det var den 9. september 1981. Vibeke var to år og ni måneder gammel. De var bange for, hvordan det skulle gå.
"Men alt gik godt. Lægerne var fantastiske," siger hun.
I lang tid efter blev Vibeke medicineret og overvåget. Efter ti dage på hospitalet fik hendes forældre at vide, at deres datter kunne komme hjem, selv om de havde fået besked på at blive der i fem uger. Vibeke var i alt for god form, og de andre syge børn havde brug for hvile, sagde lægerne.
Snart var det hjerteopererede barn på tyttebærtur med sine forældre.
"Lægen har sagt, at du er rask nu, så sådan er det, sagde forældrene til Vibeke. Først da hun blev 12 år, blev hun erklæret rask. Men lægerne advarede om, at Vibeke aldrig ville blive eliteidrætsudøver."
Annonse
Vibeke ville spille håndbold, klatre i træer og løbe hurtigt. Det fik hun lov til.
Vibeke husker det som befriende, at hendes forældre ikke sygeliggjorde hende. Hun kendte andre børn i samme situation, som blev pakket ind i vat, fordi de havde en hjertesygdom. Det er ikke godt for børns selvværd, mener hun.
Når hun kæmpede med sin kondition, sagde hendes forældre, at hun bare skulle løbe en ekstra omgang.
"Jeg fik besked på, at hvis jeg ville være god til boldspil og løb, så skulle jeg træne mere og arbejde hårdere end de andre. Sådan var det bare!"
Vibeke føler, at hun har lært meget af den holdning.
"Det tog længere tid, men jeg blev ret god på håndboldbanen," husker Vibeke.
"Især mor har altid haft den indstilling, at alt løser sig. ”Det klarer vi”, siger mor altid, når der har været problemer."
Og det gjorde det da også, både med hjertesygdommen og med at træne meget hårdere end andre for at blive god. Men i skolen kæmpede Vibeke mere og mere. Hendes forældre hørte det ofte fra lærerne: Vibeke var et uroligt og besværligt barn med stærke meninger.
Selv husker Vibeke, at hun var nysgerrig og videbegærlig, da hun startede i skolen. Efter et stykke tid aftog hendes entusiasme.
Annonse
Passede ikke ind
"Jeg var doven og gad ikke lave mine lektier. Da jeg prøvede at tage mig sammen i en periode, blev jeg skældt ud, fordi jeg havde lavet 13 sider for meget i min matematikbog og var kommet langt foran de andre. Så holdt jeg op med at være dygtig og begyndte at kede mig. Jeg tror ikke, at alle børn passer ind i den sædvanlige A4-skole," siger Vibeke.
Hun kom hele tiden hjem med nye beskeder fra sine lærere. For det meste handlede det om, at hun forstyrrede undervisningen. Mens hendes søster Elin var en mønsterelev, var Vibeke en ballademager. Hun holdt op med at følge med i skolen. Lærerne gav op.
Pigerne i klassen måtte heller ikke være sammen med Vibeke længere, fordi hun lavede så meget ballade. I stedet blev hun bedste venner med de populære drenge.
Vibeke havde altid gerne villet være god til matematik, men hun droppede faget allerede i 5. klasse. På en eller anden måde klarede hun sig igennem folkeskolen, selv om hendes matematiske færdigheder var på 5. klasses niveau.
Selv om Vibeke var skoletræt, ville hun gerne på gymnasiet. Hun valgte Oslo Private Gymnasium. Her fik hun dumpekarakterer i både matematik og økonomi. Alle de andre fag gik det meget bedre med.
"Så sagde min far, at hvis jeg ikke tog mig sammen, ville han skaffe mig en læreplads som blikkenslager."
En lærer sagde foran hele klassen, at Vibeke burde gå et år om. Hun var ikke dygtig nok.
I stedet for at blive ked af det smøgede Vibeke ærmerne op. Hun gik til rektor og bad om at få lov til at gå et år om. Hun endte med at bruge to år på sprog-, kunst- og kulturlinjen.
"Jeg havde også præstationsangst. Hvad nu, hvis jeg prøvede, og det ikke lykkedes?"
Men Vibekes drøm om at blive god til matematik var ikke slukket, selv om hun traf et andet valg i gymnasiet. I 2001 valgte hun at læse matematik på universitetet!
Vibeke måtte starte helt forfra med den grundlæggende matematik. Hun kæmpede sig igennem brøker, gangetabeller og ligninger. Alt det, hun ikke havde lært i skolen.
Da Vibeke blev spurgt, om hun ville undervise studerende i matematik i sin fritid, sagde hun ja. Først og fremmest for at tjene lidt penge ved siden af studierne.
Snart underviste hun 40 timer om ugen og hjalp elever med matematikangst på vej. Hun gav sine elever det, hun selv havde savnet i skolen. At blive set og forstået.
Fra fiasko til succes
I årenes løb har Vibeke taget flere uddannelser. Hun har også startet ”House of Math”, en teknologivirksomhed, som vil lære alle at knække koden til at lære matematik.
Hun opdagede, at hun kunne leve af sine matematikkundskaber og alt det, hun havde lært gennem sin egen rejse fra fiasko til matematikstudier. Sådan blev pigen, som lærerne havde opgivet, en succesfuld iværksætter.
For første gang i sit liv har Vibeke hørt sin mor fortælle historien i detaljer om dengang, hun var en hjertesyg baby.
"Vi har aldrig rigtig talt om det."
Hverken Vibeke eller hendes mor Anniken er optaget af at grave i fortiden eller bekymre sig om fremtiden.
"Vi er til stede her og nu i alt, hvad vi gør," siger Vibeke.
Når de mødes, laver de gerne noget kreativt eller praktisk sammen. Mor hjælper Vibeke i hendes lejlighed. Senest har de snedkereret en ny sengegavl. De kan også begge lide at sy. Anniken viser gerne den folkedragt, hun har syet til datteren, frem. Vibeke bærer den med stolthed.
"Mor er en rollemodel for mig. Hun har været min inspiration i livet. Og hun har altid troet på mig."
Det mener Vibeke er noget af det bedste, man kan give sine børn. At man tror på dem og stiller krav til dem om at gennemføre.
"Jeg er meget stolt af dig, Vibeke," siger Anniken og giver sin datter et stort knus.
