Kvinders frihed under angreb i Tyrkiet: ”Ingen beder mændene om at ændre sig”

I marts 2021 går en forfærdelig video viralt på de sociale medier i Tyrkiet. 

Den viser en mand, der sparker sin 24-årige ekskone voldsomt i hovedet, mens hun ligger livløs på jorden. Ved siden af står deres femårige datter og græder. 

Man kan høre, at vidner råber efter manden, men alligevel er der ingen, der for alvor griber ind.

Manden gør det midt på en offentlig gade, hvor alle kan se det, og på mange måder bliver videoen et billede på den frihed, som nogle mænd føler i forhold til kvinder i landet.

Betzy er alenemor med to jobs: Tid og ressourcer er mangelvarer for færøske kvinder

Betzy Ludvig har opfostret sine børn alene, er jurist på fuldtid og kører en forretning ved siden af. Kvinder bliver mere og mere karrieredrevne på Færøerne, men samtidig har de ofte stadig hovedansvaret i hjemmet. Men ligestillingen må gå begge veje - også på hjemmefronten - mener Betzy.

Kort tid efter melder landets præsident Recep Tayyip Erdoğan ud, at Tyrkiet trækker sig fra Europarådets Istanbulkonvention om at bekæmpe vold mod kvinder. 

Det skaber frygt hos mange, for udover den reelle lovgivningsmæssige betydning sender det et klart signal om, hvor regeringen står i kampen om at komme vold mod kvinder til livs, siger Selime Büyükgöze, der arbejder i den feministiske organisation Mor Cati, der forsøger at bekæmpe vold mod kvinder i Tyrkiet.

"Vores egne love var ikke tilstrækkelige, og derfor var regeringen nødt til at lave nye, efter at Istanbulkonventionen blev vedtaget. Det var meget vigtigt i vores arbejde, men jeg mener også, at konventionen er mere end dens praktiske vigtighed. Den betyder meget ideologisk," siger hun.

Om Selime Büyükgöze

• Arbejder i den tyrkiske organisation Mor Cati, der har til formål at bekæmpe vold mod kvinder. 
• Hun bor i Istanbul, der er den største by i Tyrkiet.

Inden Tyrkiet forlod konventionen i 2021, havde aftalen været genstand for stor debat i landet, og særligt befolkningens konservative røster ydede stor modstand.

De mente, at konventionen truede familien, som er meget vigtig i tyrkisk kultur, og i øvrigt også fremmede homoseksualitet, fortæller Selime.

Razan blev giftet væk som 13-årig og fik et barn som 14-årig: ”Traumet følger mig stadig”

Da Razan Haugaard var 13 år gammel, blev hun giftet væk til en mand, der var over dobbelt så gammel som hende selv. Ægteskabet har givet hende traumer, der er svære at hele, og hendes historie bliver snart en virkelighed for langt flere piger i Irak, efter regeringen har sænket den seksuelle lavalder til 9 år.

"De brugte de argumenter til at angribe konventionen, og den offentlige debat begyndte at handle mere om værdierne omkring køn. Derfor blev det et angreb på hele ideen om ligestilling – ikke kun på konventionen. Så det, at vi forlod den, betød mere, end at vi ikke var med. Det var en erklæring fra regeringen om modstand til ligestilling, men også at de ikke var på samme side som os i kampen om vold mod kvinder."

Ulighed skaber vold

"Vold mod kvinder er almindeligt i Tyrkiet. Jeg tror ikke, at tallene er meget anderledes end andre steder i verden, men måden, volden bliver udøvet på, og den støtte, der er tilgængelig, er anderledes, og det gør selvfølgelig en stor forskel i kvindernes liv," fortæller Selime Büyükgöze.

Når hun bruger ordet tror om graden af vold i Tyrkiet, er det, fordi hun reelt ikke kan vide det med sikkerhed.

Sofie Stougaard var lige blevet gift, da hun mødte sit livs kærlighed

Sofie Stougaard har elsket sin mand, Torbjørn Rafn, i 33 år. Deres fælles liv begyndte dog først for 30 år siden, da Sofie først måtte afslutte et andet ægteskab, før hun kunne finde sin vej til ham.

"Der er mangel på data i Tyrkiet i forhold til vold mod kvinder, men vi ved fra gammel research, at omkring 30 procent af kvinder bliver udsat for fysisk vold gennem deres liv. Vi ved også, at psykisk vold er meget almindeligt, men det er ikke muligt at kende omfanget. Vi ser også, at de mekanismer, der skal støtte kvinder mod vold, svigter," siger hun.

Ifølge hende skyldes den manglende støtte til de voldsramte kvinder et problem, der skal findes i landets top.

"Det er ikke en hemmelighed, at vold stammer fra ulighed mellem kønnene, og vi har en regering, der afviser konceptet ligestilling. Når de ikke tror på ligestilling, og de ikke synes, at det er deres ansvar at stoppe volden, så kan de ikke få instanserne til at fungere optimalt."

Men det er også i den kollektive bevidsthed, at problemerne lurer under overfladen. Tyrkiet er et konservativt land – i hvert fald regeringsmagten – og derfor er mere traditionelle kønsroller også udbredt i landet. Det skaber den ulighed, der fører til vold, mener Selime.

"Mænd udøver vold mod kvinder, fordi de ikke synes, de er lige. De tror, at de kan udøve volden. Og grunden til, at de tror det, er uligheden mellem kønnene. De tror, at de har retten til at kontrollere en kvinde, og at de kan gøre, hvad de vil med kvinders arbejdskraft, krop og seksualitet, som hvis de ejede dem. Så længe de har den indstilling, er det uundgåeligt, at det ender i vold."

Kvindens rolle

Mange steder i verden ser vi, at kvinders rettigheder går tilbage. For eksempel i USA, hvor kvinder kæmper for retten til deres egne kroppe, eller i Iran, hvor de kæmper for retten til selv at vælge deres påklædning. 

Min datter har spoleret vores fælles ferieplaner

En læser er ked af, at hendes datter ikke længere vil med på ferie. Hvad kan hun stille op? Det får hun svar på i denne brevkasse.

Det er konkrete ting, der indskrænker kvindernes umiddelbare frihed. Men det er ikke så let at pege på problemet i Tyrkiet, fortæller Nilgün Erdem.

"Det er subtilt. Det ligger under overfladen. Kvinder er ikke pålagt at gå med tørklæde som i Iran, men der er nogle andre mekanismer, der gør, at kvinder bliver kontrolleret. Det gemmer sig i familien," siger hun.

Nilgün er dansk-kurder med rødder i Tyrkiet. Hun stammer fra en landsby, der ligger omkring 100 km syd for landets hovedstad, Ankara. 

Her så hun allerede som barn den rolle, der forventes af kvinder.

"Jeg oplevede, at kvinderne har to liv. De har et liv i Ankara om vinteren, når mændene arbejder, og så har de et liv om sommeren i landsbyen, hvor de skal bage brød, vaske op og være i gang hele tiden, mens mændene holder fri," fortæller hun.

Om Nilgün Erdem, 37 år

• Forfatter, folkeskolelærer og pædagogisk antropolog. 
• Bor i Albertslund lige udenfor København. 
• Hun er fra en kurdisk familie med rødder i Tyrkiet.

Da Nilgün besøgte landsbyen som 14-årig, blev mændenes privilegier for alvor tydelige for hende.

"Jeg skrev en masse sedler i hånden, hvor der stod: ”Landsbyens kvinder, gør modstand”, som jeg delte ud sammen med min søster. Kvinderne grinte, for de kendte ikke andet. Det var deres virkelighed. De var konstant i gang, mens mændene tog på café og spillede spil, og så kom de hjem, spiste mad og så fjernsyn."

I Kenya kan et hygiejnebind ændre livet for en kvinde

Det kan være dyrt for kenyanske kvinder at få fat i helt basale nødvendigheder, men i et af Mombasas slumkvarterer er der gang i en udvikling, der kan være med til gøre kvinder uafhængige af de mænd, der udnytter deres magt til at udnytte kvinderne seksuelt.

Det var ikke kun som barn, at Nilgün så de traditionelle kønsroller i det tyrkiske samfund. De hersker også, når hun ser mod landet i dag.

"Regeringens politik hviler meget på religiøse værdier og argumentationer om, at kvinden er mandens ager, at hun er en del af hans jord, som skal dyrkes – i overført betydning, at hun skal være husmor og sætte børn i verden," siger hun.

Tyrkiet har ikke nogen officiel statsreligion, men ud af landets cirka 85 millioner indbyggere vurderes det, at omkring 99% er muslimer. 

Ifølge Nilgün er det dog ikke religionen, der er noget galt med.

"Det handler om en meget gammeldags måde at se verden på, hvor man gør kvinden til mandens ejendel. Den mentalitet får man ind med modermælken. Du får den ind allerede første gang, du erfarer, hvordan far taler til mor," siger hun.

Mentaliteten ses også i omskæringsfesten for en dreng, der lyder en smule voldsomt i vestlige ører, men som Nilgün beskriver som en prinsefest.

Det kom totalt bag på Caroline Stage, da hun blev forelsket i en kvinde

Det var en vild og voldsom forelskelse, da Caroline Stage fandt sammen med kæresten Rikke Holm. I dag undrer hun sig over, at hun ikke havde fundet ud af, at hun var til kvinder, noget før.

"Det er en konge, der bliver fejret. Jeg har set så mange piger sidde med deres rottehaler og tænke, hvorfor får han lov til det? Det påvirkede også mig, da jeg var barn. Allerede der bliver der bygget et narrativ om, at drengen er en lille konge. Til bryllupper får mændene også mad først, hvorfor gør de det? Og så kan der tysses på kvinder? Det er bare nogle af de ting, som man ikke sætter spørgsmålstegn ved," forklarer hun.

Patriarkatets højborg

Den Danske Ordbog beskriver et patriarkat som en samfundsmæssig organisation, hvor magtudøvelsen ligger hos faren som familiens overhoved. 

Det kan også være et mandsdomineret samfund, der henvises til som patriarkatet, og det lever i bedste velgående i Tyrkiet, fortæller Nilgün Erdem.

"En tyrkisk mand kan vise en moderne side udadtil, men når han går hjem til sin kone, så kan han godt blive en anden. Ikke at han er voldelig, men han har de patriarkalske strukturer og de forventninger, der er til kønsrollerne," siger hun.

Nilgün mener, at mændene falder så nemt ind i de traditionelle roller, fordi de kan se, at andre mænd gør det samme.

"Der er et usynligt bjerg af mænd, der læner sig op ad hinanden, som er større end nogen juridisk instans, større end nogen skole- eller uddannelsesinstitution. Det er patriarkatets højborg, og den er usynlig. Den ligger under overfladen," siger hun.

Najiba driver hemmelige skoler for piger i Afghanistan: ”Det er deres vej til frihed”

I Afghanistan er der grænser for, hvad en kvinde må have udsigt til fra sit eget hjem. Og hun risikerer piskeslag for at gå på gaden uden at være fuldt tildækket og i følge med en mand. Najiba Akbari er overbevist om, at nøglen til at bryde ud af det mentale og fysiske fængsel, som afghanske kvinder lever i, er uddannelse, og derfor har hun startet en undergrundsbevægelse af undervisere.

Fundamentet i bjerget er så stærkt, at det heller ikke ryster, når vold mod kvinder diskuteres. For selvom mændene er en del af problemet, når de udøver volden, forsøger man at finde årsagen andetsteds.

"Når der er sager om vold mod kvinder i Tyrkiet, så taler man mest om, hvad kvinderne kunne have gjort, som om mændene slet ikke findes? Som om det er vores ansvar, at vi bliver dræbt. Det er vores ansvar, at vi bliver udsat for vold," siger Nilgün.

"Det er et vilkår. Der er ikke nogen, der beder mændene om at ændre sig. Der bliver talt om volden, men på en måde hvor man prøver at finde en løsning kvinder imellem. Man tør ikke at sige mand, man tør ikke at sige patriarkat. Der er nogle ord, der ikke bliver brugt."

Og det syn på forholdet mellem mand og kvinde findes ikke kun i religion eller kultur.

"Det er, fordi der er nogen, der har givet dem den frihed. En parallel til Danmark er, at jo mere politikerne tør tale på en bestemt måde om en minoritetsgruppe, jo mere legitimt bliver det selv at tale sådan," fortæller Nilgün.

I 2014 udtalte den daværende vicepremierminister Bülent Arinç for eksempel, at en kvinde ikke bør grine i offentligheden.

Derfor går denne gruppe veninder 8 km hver mandag aften

Hver mandag aften mødes en gruppe kvinder for at gå otte kilometer sammen – uanset om det regner, sner eller blæser. De gør det for at få motion og gode snakke. For tiden flyver, når man er i godt selskab.

"Det er med til at forstærke det syn på kvinder og den frihed, som manden føler i forhold til kvinden," siger hun.

Et vigtigt alternativ

Da Tyrkiet trak sig fra Istanbulkonventionen, lød det, at landet stadig ville kæmpe for at sikre kvinders sikkerhed og retfærdighed. 

Men Selime Büyükgöze fra organisationen Mor Cati har ikke set konkrete eksempler på, at regeringen har gjort noget for at hjælpe kvinderne.

"Jeg er faktisk ikke sikker på, hvordan de prøver at komme volden til livs. Det virker til, at de holder møder og laver ny lovgivning, men de dykker aldrig ned i problemerne og de mekanismer, der skaber volden. Det er som at forsøge at løse et problem uden helt at forstå det," fortæller hun.

Og det efterlader hende modløs.

"Jeg kan ikke se fremgang lige nu. Det er ikke, fordi regeringen er grunden til volden, men vi kan ikke rykke fremad i det her politiske klima. Jeg er ikke håbefuld, for hvis vi skal ændre noget, er kvinder nødt til at have deres basale rettigheder."

Alligevel ser hun et lille glimt af noget, der peger i den rigtige retning.

"Kvinder er blevet mere opmærksomme på effekten af patriarkatet i deres liv. Det betyder ikke, at det er et skridt frem mod at blive fri for vold eller patriarkalske normer, men jeg synes, det er værdifuldt, at de er komfortable med feministiske ideer. 

At de ved, at der er et alternativ til den rolle, der er blevet dem pålagt gennem århundreder," afslutter hun.

Køb plakaten og støt kampen

Forsiden af denne uges ALT for damerne er et maleri af kunstneren Kimia Bahari, som har iransk baggrund. 

Vi har ud fra maleriet skabt en plakat, og hvis du kunne tænke sig at få et eksemplar og samtidig bakke op om arbejdet for kvinders vilkår ude i verden, kan du se mere hos disse to organisationer.

Sex og Samfund eller PlanBørnefonden