Najiba driver hemmelige skoler for piger i Afghanistan: ”Det er deres vej til frihed”

Når katten er ude, danser musene på bordet. 

Sådan er det også i Afghanistan, hvor Najiba Akbari i al hemmelighed arrangerer undervisning for piger, når Taliban ikke ser med. 

Frustrationen tog overhånd for Tine Gøtzsche - og hun valgte at straffe sit strikketøj

Tine Gøtzsche kan blive enormt frustreret, når hun strikker, og for nylig traf hun et valg for sit strikketøj, som hun kom til at fortryde.

Hun har grundlagt Afghan Daanish Foundation, som i samarbejde med organisationen PenPath arbejder for at sikre pigers uddannelse – trods Talibans forbud, der for snart fire år siden gjorde skolegang ulovligt for dem.

Retten til uddannelse er blot én af en lang række friheder, som kvinder ikke længere har i Afghanistan.

"Det, der foregår lige nu, er ekstremt rystende. Ud over den enorme diskrimination mod kvindekønnet, så er der også meget stor fattigdom, man skal forholde sig til, når man kigger på udviklingen i landet. 

Lige nu er der en kæmpestor humanitær krise, som går ud over alle i landet, men i særdeleshed kvinderne og deres ret til at leve frit. 

Taliban har formået at skabe et decideret fængsel for kvinder, selv når de befinder sig i deres eget hjem. Der er f.eks. restriktioner for, hvilken udsigt de må have fra deres hjem, så de kan risikere at få vinduerne dækket til. 

De må ikke opholde sig i parker eller besøge skønhedssaloner. De må ikke bevæge sig udenfor døren uden en mandlig ledsager eller tale i offentligheden, og de må hverken studere eller arbejde. Det er så grotesk, at det ikke er til at holde ud."

Hendes egen mor er analfabet

Najiba Akbari boede selv de første år af sit liv i Afghanistan – faktisk blev hun født, da Taliban overtog regeringsmagten første gang i 1996 – men flygtede med sin familie til Danmark, da hun var seks år gammel.

"Min far er feminist, og en af de største grunde til, at han satte sit liv på spil for at komme til Danmark, var, at hans seks døtre skulle få mulighed for at gå i skole og leve et frit liv. 

Både han og min mor insisterede på, at vi piger skulle have de samme muligheder som vores brødre, og den fremtid var ikke realistisk i Afghanistan."

Najiba og hendes søstre er vokset op med en mor, som aldrig har haft adgang til regelmæssig skolegang og derfor ikke kan hverken læse eller skrive på sit eget modersmål. Hver gang moren har forsøgt at få undervisning i Afghanistan, er det blevet forhindret – blandt andet, da hun som syvårig så sin skole brænde ned.

"Min mor er en af de klogeste og mest begavede kvinder, jeg kender, og jeg har ofte tænkt over, hvad hun kunne have udrettet, hvis hun havde fået muligheden for at gå i skole.

Jeg har på nærmeste hold set, hvor svært det har været for hende at begå sig som analfabet. Selv de mindste ting – som at læse sin e-Boks eller skrive en mail – er umulige for hende, og det skaber enorme begrænsninger. 

Alligevel er hun utrolig livsklog og kunne have opnået så meget mere, hvis bare hun havde fået lov at gå i skole og lært at læse og skrive."

Netop af den grund valgte Najiba Akbari at starte Afghan Daanish Foundation. En undervisningsorganisation, som lige nu har cirka 40 lærere, der gennem de seneste år har undervist mere end 5.000 piger i det skjulte.

"Jeg vil gerne give de afghanske piger muligheden for at uddanne sig, så de ikke skal opleve de samme udfordringer som min mor. Men det er blevet meget sværere at drive de her skoler, og vi har været nødt til at stoppe undervisningen flere steder.

Vores lokale samarbejdspartner har været fængslet af Taliban i syv måneder, hvor han blev tortureret, og flere af vores lærere frygter også at blive opdaget og straffet. 

Det er altså ikke ufarligt, det vi laver, men det er en risiko, som vi er nødt til og villige til at tage."

Bærer rundt på en skyldfølelse

Da nyheden om Talibans overtagelse af magten i 2021 nåede sendefladerne, sad Najiba med sine forældre hjemme i Ry nær Aarhus.

"Vi græd alle sammen og var helt knuste. Vi har alle tre levet under Talibans første styre, så vi vidste godt, hvad det ville betyde. Dengang så vi kvinder blive henrettet på åben gade, og hvis deres burka var for kort, og man kunne se deres bukseben, så blev de straffet med piskeslag.

Jeg bærer rundt på en slags skyldfølelse, fordi jeg har frihed her i Danmark, og deres basale rettigheder bliver revet fra dem. Det er hårdt, for der er ingen forskel på mig og kvinderne i Afghanistan. 

Den eneste forskel på os er det sted, vi bor."

Som bekendt havde Taliban også magten i Afghanistan fra 1996 til 2001. 

Men efter terrorangrebet på World Trade Center i New York i 2001 besluttede NATO, med USA i spidsen, at gå militært ind i Afghanistan for at bekæmpe de islamistiske ekstremister.

Om lidt er ”The Handmaid's Tale” tilbage – især én ting gør den nu endnu mere uhyggelig

Praise be, fantastiske Elisabeth Moss er tilbage i rollen som revolutionære June i sjette og sidste sæson af ”The Handmaid's Tale”.

I de 20 år, hvor NATO havde tropper i landet, blev der investeret milliarder i krigen. Derfor havde Najiba forventet, at en del af de penge ikke blot blev brugt på militære operationer, men også på at modernisere landet og forbedre vilkårene for kvinders uddannelse.

"Da jeg rejste rundt i Afghanistan tilbage i 2019, kunne jeg se, at der ikke var nogen skoler for børn i de små landsbyer. 

Kvinderne gik heller ikke på arbejde, og infrastrukturen var totalt ødelagt, fordi det var krigsområder. Jeg tænkte naivt, at når Vesten havde været til stede i så mange år, ville der være blevet bygget flere skoler, skabt mere ligestilling og demokrati, og kvinders rettigheder ville være forbedret.

Men det jeg så, var slet ikke i nærheden af det, jeg troede."

Da Najiba vendte hjem til Danmark igen, stod det klart for hende, at hun ville være med til at opbygge uddannelsessektoren i Afghanistan, og startede derfor sin hjælpeorganisation. 

Og da NATO afsluttede krigen i 2021, og Taliban hurtigt overtog magten igen, bekræftede det hende kun yderligere i, at kvinders uddannelse var vigtigere end nogensinde.

Undervisning i hemmelige kældre

Najiba Akbari har ofte talt med sin mor om, hvordan det var at være kvinde under Talibans regime. Moren har fortalt historier om et ”undergrunds-Kabul”, hvor kvinder arbejdede i skjul og fik deres mænd og sønner til at sælge deres varer på markederne. 

Det kunne være håndværk som hjemmesyet tøj og pudebetræk eller mad og bagværk.

"Det gav mig ideen og håbet om, at det faktisk er muligt at drive nogle initiativer, som kan leve i det skjulte."

I dag har Najiba kontakt til samarbejdspartnere i alle 34 regioner i Afghanistan. Det er alle sammen mennesker, som er villige til at risikere deres liv for unge pigers skolegang. 

En risiko som mange forældre også er villige til at løbe, når de følger deres døtre til og fra undervisningen.

"Undervisningen foregår oftest i kældre eller privat hos de lærere, der underviser pigerne. Hvis der er fare på færde en dag, så bliver der skrevet rundt til forældrene på WhatsApp, at de ikke skal dukke op, og pigerne er instrueret i, hvordan de pakker undervisningsmaterialet væk med lynets hast, hvis de hører lyde undervejs. 

Pigerne er godt klar over, at det er dybt hemmeligt, det vi har gang i."

Det er meget svingende, hvor ofte der er skole, men Najiba og hendes kollegaer stræber efter tre til fire gange om ugen i et par timer, hvor pigerne modtager undervisning i persisk, pashto, engelsk og matematik.

Støt og få plakaten

Forsiden af denne uges ALT for damerne er et maleri af kunstneren Kimia Bahari, som har iransk baggrund. 

Vi har ud fra maleriet skabt en plakat, og hvis du kunne tænke dig at få et eksemplar og samtidig bakke op om arbejdet for kvinders vilkår ude i verden, kan du gøre det igennem disse to organisationer:

Få plakaten hos Sex og Samfund her

Få plakaten hos Plan Børnefonden her

"Når pigerne lærer noget så basalt som at læse og skrive, får de muligheden for at kommunikere, læse bøger og følge med i nyheder. 

Det giver dem mulighed for at tænke selvstændigt og kritisk om deres eget samfund og situation, og det åbner op for en smule frihed. Når de går i skole og opdager, at de er i stand til at lære, vil der uden tvivl også opstå en form for kreativitet. 

Hvis kvinderne får en uddannelse, tror jeg, at de i fremtiden vil have uanede muligheder for at være med til at genopbygge landet og frigøre sig fra den ekstremistiske skygge, der hænger over Afghanistan. 

Jeg er overbevist om, at nøglen til at bryde ud af det mentale og fysiske fængsel, de lever i, er uddannelse."

Små piger får psykiske mén

Najiba Akbari sætter pris på al den medieopmærksomhed, Afghanistan har fået efter Talibans magtovertagelse, men hun synes til tider, at fokus ligger det forkerte sted. 

Det handler oftest om, hvilke nye restriktioner, der er kommet, men vi hører ikke de personlige historier om, hvordan de påvirker de enkelte kvinder mentalt.

Søren Pilmark om især én sætning, der er vigtig i et parforhold

Skuespilleren er snart aktuel som gamemaster i nyt tv-program. Men vidste du, at han er vild med at trylle, og at han har været gift med Susanne siden 1983? Bliv klogere på Søren Pilmark her, hvor han også kommer med et bud på, hvad der er vigtigt i et ægteskab.

"Flere af de piger, vi underviser, går rundt med selvmordstanker, fordi de ikke ønsker at leve under de forhold, de lever under nu. Vi kender også piger, som allerede har taget deres eget liv. 

Når de ikke må udrette noget, hvad er livet så værd? 

Der er rigtig mange kvinder – og selv helt små piger – der får psykiske mén af det, fordi de føler sig uduelige, når de ikke kan gøre de ting, de drømmer om. Det er virkelig hårdt at være vidne til. 

Det er piger og kvinder, der før troede, de havde en fremtid foran sig, en fremtid de selv kunne være med til at forme, men nu har mange af dem mistet håbet. Og hvis der er noget, de ikke må miste, så er det netop det."

En måde at bevare håbet på er, at kvinderne ved, at resten af verden har øjnene rettet mod dem. At verden ved, hvad der foregår, og at de ikke bliver glemt.

"Vi kan og må ikke gøre andet end at stå sammen lige nu. Vi er alle kvinder, og der er ingen, der er lige, før vi alle er lige.

Vi er mere forbundne, end vi tror, for ligesom naturen er forbundet, er vi mennesker det også. Vi kvinder i Danmark bliver nødt til at råbe op, når kvinderne i Afghanistan får frataget deres stemmer, rettigheder og muligheder."

Najiba Akbari opfordrer til, at hvis du ser en video på Instagram om afghanske kvinder, så del den hellere én gang for meget end bare at scrolle videre.

"Måske kan du få bare fem mennesker i din omgangskreds til at tale videre om pigerne, og så er vi et skridt tættere på, at de ikke skal kæmpe kampen alene. 

Det er kun et lille mindretal i Afghanistan, der faktisk støtter Taliban, men fordi de har våben og er voldelige, er det svært for afghanerne selv at handle. 

99 procent af det, der foregår i Afghanistan, når måske aldrig ud til resten af verden, og derfor bliver vi nødt til at løfte deres stemmer og historier. Sociale medier findes dernede, men de er svære at tilgå, da indholdet bliver censureret, og langt fra alle har adgang til telefoner eller strøm.

Vi må ikke glemme dem. 

De lever den hverdag hver eneste dag, og hvis vi ikke kæmper for dem, så har vi alle tabt."

Nye former for oprør

Afghanske kvinder er reduceret til fødemaskiner og kogekoner, men de mødes i smug og i WhatsApp-grupper, hvor de laver SoMe-indhold og deler både de hårde nyheder og sjove historier.

Tahmina Salik er direktør i organisationen Empowerment For Her, der kæmper for kvinders rettigheder i Afghanistan. Hun bor i Danmark og er i daglig kontakt med afghanske kvinder.

"Jeg har et stort netværk af kvinder, som fortæller mig, hvad der optager dem lige nu. Helt grundlæggende føler de, at de er blevet taget til fange, fordi alle deres rettigheder er taget fra dem. 

De føler, at de er ved at blive udslettet og i stedet reduceret til fødemaskiner og kogekoner. Det er aldeles frygteligt, hvad der foregår – helt generelt for menneskerettighederne i landet, for Talibans magt går også ud over mændene – men pigerne og kvinderne rammes hårdest."

Caroline Stage stod pludselig midt i stor krise: ”Jeg er stadig ikke færdig med at bearbejde det”

Livet går ikke altid som man planlægger, og det ved ingen bedre end Danmarks digitaliseringsminister, for både job og kærlighed kom fuldstændig bag på hende.

Da Taliban overtog magten igen i sommeren 2021, proklamerede de overfor resten af verden, at de ville være mere samarbejdsvillige end tidligere. I forhandlinger med vestlige lande fortalte de, at de ville tillade uddannelse og arbejde til kvinder, og at de generelt ville gøre kvinder mere frie end i deres første regeringsperiode. 

Men den talestrøm troede Tahmina Salik aldrig på.

"Til dags dato griner jeg stadig af, at folk faldt for den fortælling. De er vitterligt terrorister, og deres ideologi er umenneskelig og ondskabsfuld. 

Hvorfor skulle de lige pludselig begynde at tro på menneskerettigheder og kvinders rettigheder nu? I de 20 år, hvor NATO var til stede og bekæmpede dem, stod de stædigt fast på deres værdier. 

De har altid været imod kvinder og insisteret på, at de ikke må være frie."

I starten efter Talibans generobring gik kvinderne på gaden i tusindvis. Men med tiden er det blevet sværere for dem at protestere uden at risikere livet.

"Jeg synes, det er enestående, at de afghanske kvinder ikke har givet op.

De kæmper stadig, men deres oprør har ændret form. De mødes i smug, hvor de forsøger at arbejde og uddanne sig, og sammen udvikler de også SoMe-indhold, der kan deles med resten af verden. Sociale medier spiller en ekstremt vigtig rolle. 

Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er lige nu. Da der kom forbud mod, helt bogstavelig talt, at høre kvinders stemmer, opstod hashtagget #MyVoiceIsNotForbidden, altså at deres stemmer ikke er forbudte. 

Vi må hjælpe med at sprede deres ord, når de har noget på hjerte."

Ikke mere at miste

Tahmina Salik er medlem af flere WhatsApp-grupper, hvor afghanske kvinder skriver sammen og opdaterer hinanden om, hvad der foregår i deres nærområder. 

De deler vigtige og aktuelle informationer, som for eksempel hvor Taliban er i gang med at arrestere folk, eller når en kvinde har begået selvmord – for selvmordsraten er steget markant blandt landets kvinder. 

Men nogle gange mødes de også for at grine. De fortæller vittigheder og læser poesi højt for hinanden som en form for overlevelsesmekanisme og en flugt fra den tunge virkelighed.

Tammi Øst: ”Det var så svært, at jeg ikke magtede at snakke om det”

Man skal kæmpe for kærligheden, for livet og kærligheden hænger uløseligt sammen, siger skuespiller Tammi Øst, der til gengæld selv gik stille med sorgen over sin skilsmisse. Det fortæller hun til ALT for damerne.

"Kvinderne har brug for nogle pusterum, for de fleste er hårdt ramt mentalt. Utroligt mange lider af depression og er selvmordstruede, så det kan hjælpe dem at være sammen med andre kvinder, fortælle sjove historier og drømme sig væk fra virkeligheden, for på den måde at holde håbet oppe. 

Der er ikke præcise tal for kvinders mentale helbred i Afghanistan, men ud fra hvad jeg hører, står det rigtig skidt til. Det er ikke længere en unormal nyhed at høre om en kvinde, der har taget sit eget liv, desværre."

Tahmina Salik har for nylig været i kontakt med en ung kvinde, som var blevet udvalgt af Taliban. 

Hun var meget smuk, og derfor ville de tvinge hende til at gifte sig med en af deres mænd. Da hun nægtede, modtog hun en pakke. 

Indeni var der en afhugget finger med beskeden om, at de havde dræbt hendes onkel, og hvis hun stadig nægtede at gifte sig, ville Taliban komme efter resten af hendes familie.

Det sidste, Tahmina Salik hørte fra kvinden, var, at hun ville forsøge at flygte til Iran med et pengebeløb, Tahmina hjalp hende med at skaffe. 

Siden da har hun ikke givet lyd fra sig, og ingen ved, hvad der er sket med hende.

"Sådan nogle historier er der desværre mange af, men flere og flere trodser alligevel Talibans retningslinjer, og nogle har også organiseret sig i modstandsgrupper. 

Men de kvinder, der ikke retter ind, bliver fængslet, og ofte bliver de tortureret og voldtaget – i nogle tilfælde også slået ihjel. Flere af de kvinderettighedsforkæmpere, der er flygtet til Iran og Pakistan, er for nyligt blevet opdaget, og de risikerer nu at blive sendt tilbage – og det er altså en direkte billet til dødsstraf."

Tahmina Salik rejste selv til Afghanistan i februar 2022 for at deltage i en demonstration, inden det blev alt for farligt at protestere på gaderne. 

Hun mødtes med en stor flok kvinder i en lejlighed, hvor de skulle male bannere, og alle var iklædt smukke, klare farver og sad på fine afghanske tæpper. 

Humøret var højt, og det var tydeligt, hvor meget kvinderne støttede hinanden. På trods af al den modgang, de havde mødt, levede håbet i bedste velgående.

"De afghanske kvinder har nok altid vidst, at de er stærke, men de har på en ny måde opdaget, hvor meget styrke de har, når de står sammen. Og når man allerede har mistet alt, er der jo ikke mere at miste, siger flere af dem. Så kan man lige så godt dø for en sag, man tror på. De afghanske kvinder er så modige og stærke, at der næsten ikke er ord for det."