Fødselskomplikationer: Emil lå i underkropsstilling

Mette ligger på en briks på Næstved Sygehus. I maven rumsterer hendes ufødte søn, Emil, med hovedet oppe under hendes venstre ribben. Det er derfor, de er her, Mette, baby og kæresten, Jacob. Emil ligger nemlig den helt forkerte vej – i hvert fald i forhold til at blive født på den måde, de fleste babyer gør. Derfor vil man prøve, udefra, at dreje ham en halv omgang.

Overlæge Henrik Larsen tager fat om det, han fornemmer er barnets hoved og numse, og drejer ham 180 grader inde i Mettes mave. Det gør vanvittig ondt, og Mette græder, mens hun knuger Jacobs hånd. Hun kæmper for at holde ud, for hun ved, at hvis Emil ikke vender sig, så risikerer hun at gå glip af en naturlig fødsel.

Efter tre forsøg mener Henrik, at nu er den der – men da han griber ud efter skanningsapparatet, svupper det i maven på Mette. Emil vender sig i én bevægelse og ligger atter med hovedet opad.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Det endte med akut kejsersnit

Fra ukompliceret til kompliceret

Mette bliver gravid i marts 2012, og alt forløber uproblematisk; Emil ligger derinde, sund og velskabt, og vokser derudad. Mette er helt forundret over, at det går så nemt. Han har dog numsen ned og hovedet op, har hun fået konstateret ved flere skanninger – og det har han stadig i uge 35. På det tidspunkt har de fleste babyer ellers lagt sig i hovedstilling, parat til fødslen. Ikke Emil.

“Jeg havde brugt meget tid på at vænne mig til tanken om fødslen og så efterhånden helt frem til den. Nu lå han pludselig forkert, og alle forestillingerne blev til kaos inde i mit hoved,” fortæller Mette, som mærkede bekymringen overvælde sig.

Når baby ikke vil vende sig ‘rigtigt’, er der – i det etablerede system – tre muligheder: Man kan forsøge at vende barnet ved håndkraft gennem maveskindet, man kan planlægge, at baby skal forløses ved kejsersnit, eller man kan beslutte sig for en såkaldt sædefødsel, hvor baby – modsat normalt – kommer til verden med numsen og ikke hovedet først.

LÆS OGSÅ: Gravid: Nervøs for alt?

Mettes fødselslæge, Henrik Larsen, er en af de få fortalere for sædefødsler i Danmark. De fleste fagpersoner mener, at en sådan fødsel er for risikabel, især for en førstegangsfødende.

“Jeg skulle selvfølgelig have undersøgt mit bækken, så de kunne vurdere, om jeg ville kunne føde naturligt. Men det var tydeligt, hvad Henrik hældte til,” fortæller Mette. “‘Jeg er ikke i tvivl om, at det her kan du godt!’” sagde han til mig.

Tanken om kejsersnit

Mettes graviditet er pludselig gået fra at være sorgløs og nem til at koste hende og Jacob svære hovedbrud. For hvad skal de vælge? De ved ingenting som førstegangsgravide. Er det farligt at gennemgå en sædefødsel? Skal de forsøge at få barnet vendt? Skal de gå direkte til kejsersnit?

“Jeg har al respekt for, at nogle vælger kejsersnit, men jeg ville bare rigtig gerne føde selv,” forklarer Mette. “Jeg læste på et tidspunkt en artikel om en pige, som havde fået kejsersnit og nu følte, at hun ikke var en ‘rigtig’ kvinde. Sådan havde jeg det ikke; jeg ønskede bare en naturlig fødsel som afslutning på det forløb, min graviditet havde været.”

Ligesom fødselslægen er Mettes jordemor, Diana Bjerre, positivt stemt i forhold til en sædefødsel. Blandt familie og venner får Mette og Jacob dog ikke samme opbakning, og der bliver udtrykt alt fra bekymring og skepsis til direkte bestyrtelse over, at de vil løbe den risiko.

“Folk havde kommentarer a la ‘ej, det vælger I ikke, vel?!’ og ‘er det ikke farligt? Tør I godt det?!’ Vi blev mere og mere i tvivl og tænkte, at det da godt kunne være, at vi skulle tage det kejsersnit så.

Stor beslutning på briksen

Tilbage på briksen på Næstved Sygehus og det mislykkede vendingsforsøg. Mette hyperventilerer, Jacob holder i hånden og prøver at trøste, men efter tredje forsøg kan Mette ikke klare mere, og de opgiver. Og så skal der tages en beslutning. Mens lægen taler for en sædefødsel, er det tydeligt, at den tilstedeværende jordemor mener det modsatte. Så det er Mette og Jacobs valg: kejsersnit eller sædefødsel? Afgørelsen skal træffes her og nu.

“Jeg lå på briksen og havde stadig det der slim på maven, man bruger til skanningen. Vi anede ikke, hvad vi skulle vælge, og følte, at vi famlede i blinde,” husker Mette

Henrik, lægen, foreslår, at de sætter en dato for et kejsersnit, inden barnet bliver for stort – men at hvis Mette får veer inden da, så går de efter at gennemføre sædefødslen.

“Jeg havde termin om mandagen, og kejsersnittet blev planlagt til onsdag. Jeg tror egentlig, at han bevidst lagde det så sent – så chancen for, at jeg undgik det, var større,” smiler hun eftertænksomt.

Henrik støtter Mette og Jacob i beslutningen om at give en naturlig fødsel chancen med peptalks som ‘det kan I godt!’ og ‘jeg er der for jer!’ De får skrevet hans privatnummer i journalen og noteret, at hvis han mod forventning ikke kan være til stede, skal Mette have kejsersnit i stedet.

LÆS OGSÅ: Kejsersnit: Alt, du skal vide FØR fødslen

“Jeg tænkte ‘yes, det er det, vi gør!’ Jeg kunne mærke, at det havde jeg det godt med,” siger Mette, som sammen med sin kæreste bliver sendt på barselsgangen for at tale med en sygeplejerske. “Vi fortalte hende glædesstrålende om vores beslutning om måske at gennemføre sædefødslen – og så sablede hun os ned! Hun mente, at det var en forfærdelig beslutning, og spurgte, om vi ikke ville vores barn det bedste,” fortæller Mette.

“Jeg fik tårer i øjnene og blev simpelthen så ked af det. Da vi kørte derfra, var jeg i tvivl igen. Heldigvis fik Jacob, min faste klippe, overbevist mig om, at vi skulle holde fast. Han gentog Henriks ord og fik mig til at tro på, at vi havde valgt det rigtige.”

Vent på ambulancen!

Efterfølgende kan Mette og Jakob ikke gøre andet end at lade naturen råde. Går fødslen i gang inden datoen for kejsersnittet? Tiden går, og der sker ikke ret meget.

“Jeg havde ingen plukveer, ingen blødninger, ingenting. Det blev lørdag, og det blev søndag. Jeg gik hele tiden og håbede,” husker Mette.

I weekenden før det planlagte kejsersnit indstiller Mette og Jacob sig på, at det nok er sådan, det bliver. Men natten til tirsdag – dagen før operationen – vågner Mette og skal tisse. Og tisse og tisse. Det fosser ud, og selvfølgelig er det vandet, der er gået.

“Klokken var halv fire om natten, og vi tænkte ‘fedt, FEDT!’ Og så tænkte vi: ‘hvad skal vi nu gøre?’” fortæller Mette. “Det gik op for os, at vi ikke havde fået talt om, hvad vi rent praktisk skulle stille op, hvis fødslen gik i gang.”

LÆS OGSÅ: Fødsel: “Min kæreste var omme på den anden side af jorden”

Mette får ringet til jordemor Diana, som konfererer med en bagvagt på hospitalet, og de bliver enige om, at Mette lægger sig ned og venter på en ambulance. Når barnet står i såkaldt underkropstilling, er der risiko for, at navlesnoren ryger ud før barnet, når vandet går. Det må helst ikke ske. På Næstved Sygehus bliver det konstateret, at fødslen ikke er ret fremskreden. Under normale omstændigheder ville Mette blive sendt hjem, men fordi den forestående fødsel er så speciel, får hun lov at blive.

“Vi fik en kæmpe stue! Vi lagde os til at sove, og da vi vågnede om morgenen, havde jeg veer og åbnet mig flere centimeter, så vi kom over på fødestuen.”

Tilskuere til fødslen

Nu er fødslen for alvor i gang! Mette er spændt og ør af lykke over, at hun får lov at føde Emil selv.

“Diana tog imod os og var allerede vild af begejstring. Henrik tog det mere roligt i telefonen fra København; han skulle lige have en croissant og en kop kaffe, så ville han køre,” fortæller Mette. “Derfor blev jeg undersøgt af en anden fødselslæge. Hun var grå i ansigtet af rædsel, fordi hun stod her med ansvaret for en sædefødsel,” fortsætter hun og trækker på smilebåndet ved tanken.

Jordemor Diana har gennem sine seks år i faget heller aldrig tidligere deltaget i en sædefødsel og har aftenen i forvejen øvet sig på de særlige greb, man bruger, når barnet kommer med numsen først. Mette har efterhånden vældig ondt, men gode vepauser. Henrik er ankommet, og hans kollega får farven tilbage i kinderne.

“Det gjorde allerhelvedes ondt, for man må ikke smertelindre under en sædefødsel,” fortæller Mette.

Hun bliver trykket udvendigt på maven, så barnet kommer rigtigt ned i fødselskanalen, og jo længere fødslen skrider frem, desto mere fyldt bliver fødestuen – af folk, som har en reel funktion, og af læger, sygeplejersker, jordemødre og studerende, som vil være vidne til denne sjældne form for fødsel. Til sidst er der så trangt, at Mette dårligt kan høre de beskeder, hun får fra Henrik og Diana.

LÆS OGSÅ: Din fødsel – set med fars øjne

Henrik sender tilskuerne ud, så der kan fokuseres på hendes opgave med at presse Emil til verden. Det sker i en bølge af presseveer.

“Det sværeste var at presse hans numse ud, som jo var den, der kom først og skulle bane vejen,” fortæller Mette. “Derefter kom armene og kroppen, som ligesom bare gled med ud, ved at jeg pressede en smule,” fortsætter hun. “Det allerhårdeste var, da kroppen var ude, og babys hoved blev trukket ned i mit bækken. Diana måtte ikke lirke eller trække; jeg skulle presse ham ud selv.”

Grædende mor

Emil er kommet til verden. Selv om fødslen, trods de omvendte forhold, er forløbet ukompliceret, har han slugt fostervand og er stresset og lidt kold. Mette får ham flygtigt op, men så skal han på neonatal, og Jacob forsvinder med deres nyfødte dreng.

“Det var faktisk det hårdeste ved hele fødslen, husker Mette og bliver blank i øjnene: at blive adskilt, så kort tid efter at han var kommet til verden.”

Men helt mirakuløst retter lille Emil sig selv på vej til neonatal, så Jacob får lov at vende om, og Mette får sin dreng i armene. Nu er alt, som det skal være. Dianas vagt er slut, men hun kommer og siger tak for oplevelsen. Det samme gør narkoselægen og Henrik. I det hele taget bliver Mette mødt af sygeplejersker og andet personale, der benovede udbryder ‘nå, det er dig med sædefødslen?!’ Der er tydelig respekt om den mission, hun har fuldført.

“Jeg havde det som en viking, der havde været ude på det største togt. Det var et mega kick!”

LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Kan man føde uden smerte?

Mette er nærmest høj på fødehormon og stolthed over at have født Emil på trods af de dystre udsigter og kan ikke sove. Midt om natten sidder hun i opholdsstuen med sit barn, og her møder hun en anden nybagt mor med en lille pige.

“Hun var lidt nedtrykt, og da jeg fortalte om min fødsel, begyndte hun at græde. Hendes barn havde også ligget i underkropstilling, men ingen havde sagt til hende, at man kan føde alligevel, og hun havde derfor fået et kejsersnit. Lige der gik det op for mig, hvor heldig jeg var. Og lige der besluttede jeg, at jeg bare måtte fortælle min historie!”

Der skal være et valg

I dag nærmer Emil sig sin etårsfødselsdag. Mette er stadig taknemmelig over, at hun og Jacob dengang fik overbevist sig selv om, at hun måtte føde deres barn selv. Jo, sgu! De fleste i omgangskredsen synes, hun er sej, men hun får stadig en del kommentarer a la ‘tænk, at du turde!’

“Årh, hvor ville jeg være ked af at være gået glip af det kick,” siger Mette, men understreger, at hun ikke er modstander af kejsersnit – hun er bare fortaler for, at man som gravid skal have et oplyst valg. “Det er ærgerligt, at det er afgørende for dit valg, om du møder nogen, der bakker dig op i det. Vores læge, Henrik, sagde bare nøgternt til os ‘det kan I godt!’ Havde vi ikke mødt ham, så tror jeg ikke, at vi havde valgt en sædefødsel.”

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Epidural – NU!”

Ligger dit barn med numsen nedad?

■ I sidste del af graviditeten har de fleste børn vendt sig med hovedet nedad, men hos tre-fire procent er det ikke tilfældet. Din læge eller jordemoder vil normalt kunne afgøre, om barnet ligger i sæde/underkropsstilling, men er der tvivl, bliver du skannet.

■ Har dit barn ikke vendt sig omkring uge 35, bliver du tilbudt et vendingsforsøg, hvor en fødselslæge prøver at dreje dit barn udefra. Efter uge 37 er det kun cirka et ud af ti børn, der selv vender sig selv.

■ Til et vendingsforsøg får du en indsprøjtning, som får livmoren til at slappe af. Medicinen kan give let hjertebanken hos dig, men påvirker ikke baby. Mange mærker næsten ikke, at barnet bliver vendt, mens det for andre er så ubehageligt, at man må stoppe. I sjældne tilfælde opstår der komplikationer, så man må lave et akut kejsersnit. Hos godt halvdelen lykkes det at vende barnet, så det bliver liggende.

■ Mislykkes vendingen, skal du sammen med fødselslægen beslutte, om barnet skal fødes ved kejsersnit eller vaginalt. Der er risici ved begge dele, men alvorlige komplikationer er sjældne. Vil du føde vaginalt, bliver dit bækken undersøgt i forhold til, hvor gode chancer du har for at gennemføre en sædefødsel.

■ Langt de fleste planlagte sædefødsler forløber uden alvorlige komplikationer, men cirka halvdelen ender med et akut kejsersnit.

Kilde: Hvidovre Hospital.

LÆS OGSÅ: 3 par: Vores fødsel!