Mette har PCOS: "Det er hårdt at få at vide, at man ikke fungerer som en ’rigtig’ kvinde"
Omkring hver syvende kvinde i den fødedygtige alder har PCOS. En hormonel forstyrrelse, der kan give gener som uregelmæssig menstruation, overvægt og mandlig hårvækst – og som kan gøre det svært at blive gravid.
Mette Stig-Wolff er 22 år, da hun smider p-pillerne for at blive gravid. Men der sker intet. Pludselig er der 35 dage mellem blødningerne. Så 37. Og 40. Mette og hendes mand David bliver henvist til fertilitetsbehandling efter et år med svingende blødninger. David fejler intet, men en scanning viser, at Mette har mange små ægblærer på æggestokkene. Hun har PCOS. Poly Cystisk Ovarie Syndrom – en hormonel forstyrrelse, der typisk giver uregelmæssige menstruationer og gør det sværere at blive gravid.
LÆS OGSÅ: Kend din fertilitetsbehandling
– Min verden brød sammen. Først kunne jeg ikke fatte det, men så blev jeg frustreret. Det er hårdt at få at vide, at man ikke fungerer som en ‘rigtig’ kvinde. Men jeg begyndte at google det helt vildt for at finde ud af, hvad jeg selv kunne gøre, så jeg følte, jeg havde bare en smule kontrol over det, fortæller Mette.
LÆS OGSÅ: Skab et familieliv, du elsker
Hun har kun PCOS i en mild grad. For at få diagnosen skal man nemlig blot opfylde to ud af tre kriterier: 1) Uregelmæssige menstruationer som Mette. 2) Mange små ægblærer på æggestokkene som Mette. Og 3) En overproduktion af mandlige hormoner.
Kan være arveligt
40-årig om at være ‘gammel’ gravid: “Det er ikke unormalt i vores univers”Mange eller ingen symptomer
Nogle, som Mette, aner ikke, at de har PCOS, før de smider p-pillerne og prøver at blive gravide. Det skyldes, at p-pillerne sætter kvindens eget hormonsystem på pause, så der ikke kommer ægløsning, og mængden af de mandlige hormoner mindskes, forklarer Bjarne Stigsby.
De fleste oplever derfor, at klassiske PCOS-symptomer som uregelmæssige menstruationer og lange cyklusser, øget mandlig hårvækst og uren hud vil forsvinde eller blive mindre på p-piller. Nogle har mange symptomer, andre har stort set ingen, og nogle oplever også træthed, hovedpine, manglende mæthedsfornemmelse og sukkertrang.
– Jeg har ikke problemer med øget hårvækst eller uren hud, men jeg har altid døjet med træthed, humørsvingninger og en sød tand, som jeg har svært ved at styre. Men min vægt er normal, og det har aldrig været et problem, fortæller Mette, der er 180 centimeter høj og vejer 74 kilo.
To ud af tre kvinder med PCOS er overvægtige, og man tager lettere på, når man har PCOS. Det skyldes, at det høje insulinniveau hæmmer forbrændingen af fedt og giver ustabilt svingende blodsukker, som kan udløse en trang til hurtige kulhydrater og især søde sager.
LÆS OGSÅ: Klumme: Har du smittet dit barn med sundhedssyge?
Overvægt er med til at forværre symptomerne, da fedtvævet udskiller stoffer, der nedsætter insulinfølsomheden, så kroppen producerer endnu mere insulin, hvilket forstærker symptomerne. Er man disponeret for PCOS, vil man være det hele livet, men det er mest udtalt i de frugtbare år, hvor der er ‘tændt’ for æggestokkene. Efter overgangsalderen vil for meget insulin i blodet fortsat øge risikoen for de forskellige livsstilssygdomme som sukkersyge og blodpropper.
Kan behandles effektivt
Derfor gælder det om at sænke niveauet af insulin i kroppen, hvilket er en effektiv behandling af PCOS-symptomerne. Det gør man ofte med medicin i form af tabletter, der øger cellernes insulinfølsomhed, så kroppen ikke producerer lige så meget insulin. Det vil mindske mængden af mandlige hormoner i kroppen og kan gøre ægløsningerne mere regelmæssige.
Men også motion og sund kost kan give gode resultater, siger Bjarne Stigsby. Han har udviklet den insulinsænkende KISS-kost, som han har beskrevet i sin bog Spis dig gravid. Ved at skære ned på de simple kulhydrater som hvidt brød, ris og sukker og øge indtaget af proteiner kan man spise sig til et lavere insulinniveau og færre symptomer på PCOS.
LÆS OGSÅ: Sundhed: Danske børn bevæger sig for lidt
– Når vi spiser, påvirkes vores blodsukker, særligt af kulhydrater, og et højt blodsukker kræver meget insulin. Ved at reducere de hurtige kulhydrater og fokusere mere på de langsomme, bliver blodsukkeret ikke påvirket så meget, og kroppen behøver ikke at producere lige så meget insulin, forklarer Bjarne Stigsby og fortsætter:
– Den rette kost kan altså være med til at holde PCOS nede, men det kræver, at man bliver ved med at spise sådan resten af livet og samtidig dyrker motion, som øger muskelcellernes insulinfølsomhed, understreger han.
Efter sin diagnose begyndte Mette Stig-Wolff at researche på PCOS og fandt også selv hurtigt frem til KISS-kost, som hun begyndte at leve strengt efter i en periode.
LÆS OGSÅ: Hjælp dine børn til at blive gode søskende
– Jeg blev mere frisk og vågen i kroppen, og mine humørsvingninger forsvandt. Samtidig var jeg i fertilitetsbehandling, så jeg ved ikke, om kosten havde indflydelse på mine ægløsninger. Men min krop har altid skreget efter hvidt brød og sukker, det har bare gjort mig træt og uoplagt, fortæller Mette.
Ulla Breth Knudsen, professor, overlæge og lægelig leder af Fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital understreger, at det ikke er videnskabeligt bevist, at KISS-kost øger sandsynligheden for graviditet hos kvinder med PCOS.
– Det vigtigste for en kvinde med PCOS er, at hun taber sig, hvis hun er overvægtig. Hvis man taber sig ved at spise efter de principper, så er det fint. Men der er endnu ikke klinisk kontrollerede forsøg, der kan bevise, at man slipper for sine symptomer, eller at flere bliver gravide ved at spise sådan, slår hun fast.
Bjarne Stigsby mener dog, at der er rigeligt med beviser. Han har sammen med Arne Astrup, der er professor i ernæring, lavet et klinisk kontrolleret forsøg med 60 kvinder med PCOS, der viste, at de kvinder, som spiste færre kulhydrater, tabte sig mere og sænkede deres insulinniveau. Og et forhøjet insulinniveau er netop med til at gøre det svært at blive gravid.
– Det er jo ikke vægttabet som sådan, der mindsker PCOS, det er de ændrede spisevaner. Ikke alle kvinder med PCOS er overvægtige, men de har alle gavn af KISS-kost. Når nu vi ved, at for højt insulin er årsag til PCOS, er det jo også logisk, at hvis man sænker insulin, vil man få mindre PCOS, siger Bjarne Stigsby.
Sværere at blive gravid
Den rette kost, motion og vægttab er dog ikke altid nok, når man vil være gravid. I Bjarne Stigsbys klinik bliver 62 ud af 100 babyer til uden hormonbehandling eller insemination, men de sidste kræver fertilitetsbehandling. Også Mette Stig-Wolff måtte igennem hormonbehandling og insemination, før hun for to år siden blev mor til Caroline.
LÆS OGSÅ: Video: Dit barns udvikling – når dit barn er 1 år
På Fertilitetsklinikken på Aarhus Universitetshospital oplever de, at kvinder med mild PCOS og et normalt BMI som Mette kan være heldige at blive gravide af sig selv. Men mange af de overvægtige har ikke ægløsning hver måned og derfor har de brug for behandling, fortæller overlæge Ulla Breth Knudsen.
– Hvis kvinden er overvægtig, prøver vi at motivere til vægttab, da det kan gøre vejen til graviditet nemmere. Vi vil også forsøge at stimulere ægløsningen med hormoner, men hvis det ikke fører til graviditet, går vi videre til insemination og til sidst IVF – reagensglasbehandling, siger hun.
Næsten alle ender med at blive gravide, fortæller både Ulla Breth Knudsen og Bjarne Stigsby. Når man har PCOS og bliver gravid, vil man blive fulgt ekstra under graviditeten, da der er øget risiko for at udvikle graviditetssukkersyge.
– Jeg var til glukosebelastning to gange i graviditeten, hvor de målte mit blodsukker. Heldigvis fik jeg ikke sukkersyge, men jeg fødte en stor pige på 4.500 gram, som jo netop kan være et tegn på sukkersyge, så jeg kan ikke lade være med at tænke over, om jeg er lige så heldig denne gang, fortæller Mette.
Hun er nemlig gravid igen i 17. uge efter et enkelt forsøg med insemination, og hun slipper heller ikke for ekstra undersøgelser denne gang.
Læs mere om fertilitet
-
De 5 mest hyppige tegn på abort
-
7 ting, jeg gerne ville have vidst, før jeg gik i gang med fertilitetsbehandling
-
Kend din fertilitetsbehandling
-
Alenemor med donorbørn: "For mig er det en rigtig god løsning"
-
Bliv hurtigt gravid med nummer to
-
Spis dig til en bedre fertilitet
-
Web-tv: Er det snart vores tur? (1:3): ”Hvad, hvis det ikke lykkes?”
-
Web-tv: Er det snart vores tur? (2:3): Scanning, ægudtagning og baby shower
-
Web-tv: Er det snart vores tur? (3:3): Jeg kan ikke dele min gravide venindes glæde
-
Mette har PCOS: "Det er hårdt at få at vide, at man ikke fungerer som en ’rigtig’ kvinde"
-
Fertilitet: Børn skal lære, hvor svært det er at få børn
-
Ufrivillig barnløs: "Jeg følte mig ikke som en rigtig kvinde"
– Men det bliver fantastisk at kunne gøre Caroline til storesøster. Engang troede jeg slet ikke, jeg ville kunne få børn. Nu håber jeg på mindst fire!
Få mere info om PCO/S her:
PCO-foreningen: Pcoinfo.dk
PCO-forum: Pcoforum.dk
Sundfo.dk – rundt om PCOS
Pcoliv.dk: Blog om livet med PCOS
LÆS OGSÅ: Fertilitet: Børn skal lære, hvor svært det er at få børn
LÆS OGSÅ: 7 ting, jeg gerne ville have vidst, før jeg gik i gang med fertilitetsbehandling
LÆS OGSÅ: Louisa Lorangs 4 lækre gravid-opskrifter
LÆS OGSÅ: Cecilie Hother om PCO: "Det har været et kæmpe tabu for mig"