Portræt af Mia Strandgaard Flück. Hun står udenfor og i baggrunden ses himlen, grønt græs og noget vildvoksende græs.

Mia var tæt på at få diabetes - så tabte hun 30 kilo

Da den søde kassedame med retrolooket gik til lægen for at få hjælp til at tabe sig, takkede hun nej til medicin. I dag har hun tabt sig 30 kilo ved at indrette sin tallerken på en særlig måde.

Det var en glad Mia Strandgaard Flück, der i 2023 modtog Hjemmets kåring som Danmarks sødeste kassedame. 

Men det var også en kassedame, der vejede 30 kilo mere, end hun gør i dag, for da nålen nåede 101,8 på badevægten, var det nok.

"Jeg var virkelig nået til et punkt. Nu var det nu," husker den 30-årige jyde, som i dag bor på Midtsjælland, er gift med Frank og stadig er en lykkelig medarbejder i Rema 1000 i Gevninge.

Mia gik derfor til sin læge og talte om mulighederne.

"Vi talte om Wegovy, men jeg var bange for bivirkninger, så jeg endte med at tage imod en henvisning til en diætist," siger Mia, som dermed ikke fik hjælp fra en slankesprøjte.

"Nej, jeg ville have nye vaner, for jeg var træt af at være træt og have ondt i skuldre, knæ og ryg. Når jeg var til håndbold, kunne jeg ikke yde nok på banen i forhold til, at jeg kun er 30 år," fortæller Mia, som både træner og spiller håndbold flere gange om ugen.

Tæt på diabetes

Mias diætist lavede en gennemgang af hendes krop, så hun fik målt både muskelmasse, fedtprocent, fedtet om organerne og sin forbrænding.

"Prøverne viste desværre, at jeg lå lunt i svinget til at få en livsstilssygdom som for eksempel diabetes, som vi har i min familie," siger Mia.

"I mange år har min krop fungeret fint, men det gjorde mig virkelig ked af det, at alarmklokkerne allerede ringede. 30 år er altså for tidligt," siger hun.

Derudover var hendes fysiske fremtoning også noget, der lå hende på sinde.

"Jeg havde svært ved at se mig selv i spejlet, for jeg havde nærmest opgivet mig selv," siger Mia, som ellers elsker at iklæde sig retro-tøj og rød læbestift, som kunderne i Rema 1000 kender hende med.

Sammen med diætisten lagde Mia en plan. Hun skulle spise efter det såkaldte T-tallerkens princip. Det betyder, at hun har 25 procent protein som for eksempel kød på tallerkenen, 25 procent kulhydrater som for eksempel pasta, ris eller brød, mens halvdelen af tallerkenen er fyldt op med grøntsager.

Mia Strandgaard Flück smiler stort. Hun har rød læbestift på, håret sat op og en grå træningstrøje på. Hun står med en tallerken, hvor der er tærte, grønne bønner og avokado på.
Grøntsager på tallerkenen har været vejen frem for Mia, og det er slut med usunde snacks om formiddagen, når hun er ved at gå sukkerkold.

"Og om morgenen inden jeg tager på arbejde, spiser jeg skyr eller en bolle. Det kan holde mig mæt hele formiddagen."

Stabilt blodsukker

Faktisk er morgenmad noget helt nyt for Mia, for indtil 2024 rørte hun det ikke.

"Når jeg blev sulten om formiddagen, købte jeg en Marsbar," indrømmer hun.

Mias bedste råd

  • Spis efter T-tallerkenen: 25% kød, 25% pasta eller kartofler eller ris og 50% grøntsager.
  • Spis af en frokosttallerken i stedet for en stor middagstallerken. Når du spiser en fuld frokosttallerken, føler du dig mæt bagefter.
  • Start med én portion, og hvis du stadig er sulten, når du har spist den, så vent lige 20 minutter, inden nu tager den næste. Kroppen skal lige nå at opfange, at den er mæt.
  • Spis frugt i stedet for kage.
  • Gå en tur, hvis du er irritabel eller har lyst til at snacke.

"Så tog jeg måske en salat til frokost, og så spiste jeg kage om eftermiddagen. Sukkertrangen var der hele tiden. Den mærker jeg ikke så meget nu, for når man lærer at have et stabilt blodsukker i hverdagen, er det ikke svært."

Blodsukkeret ligger nemlig helt stabilt hos Mia, når hun blot får tre mættende hovedmåltider om dagen og et mindre antal sunde mellemmåltider.

"Jeg aftalte med diætisten, at jeg stadig gerne må spise en burger engang imellem, og jeg tager også et stykke kage, når jeg er til fødselsdag. Og hvis jeg bliver sulten mellem måltiderne, når jeg er på arbejde, tager jeg bare en sukkerfri sodavand. Jeg er jo ikke rigtig sulten."

Derudover har Mia skruet op for motionen, så hun spiller håndbold to gange om ugen, og hvis der ikke er kamp i weekenden, løber hun en tur i stedet.

"Før blev jeg hurtigt træt både fysisk og psykisk. Jeg er i et helt andet tempo nu, og jeg kan mere end før."

144 pakker smør

Mias diætist vejer hende stadig en gang imellem, og når snakken falder på, hvor meget Mia har tabt, regner hun i smørpakker à 200 gram.

"Jeg har faktisk tabt 144 pakker smør nu, siger Mia. De første ni uger gik det hurtigt, og jeg tabte 12 kilo. Nu går det lidt langsommere, men jeg taber mig stadig."

I dag mangler Mia tre kilo fra at nå sit mål og vejer 70 kilo. Nu kan hun passe tøj i størrelse medium igen, og hun er faktisk ligeglad med, om hun kommer i mål.

"Jeg er jo ikke noget siv, men jeg føler mig godt tilpas."

"Folk siger, at det må have været svært, men det var det faktisk ikke," siger Mia, som har tabt de næsten 30 kilo på mindre end et halvt år.

"Det var dejligt, at jeg ikke behøvede Wegovy. Jeg kunne selv."

6 gode råd fra diætisten

  1. Prioritér din søvn (syv-otte timer per nat).
  2. Sørg for at få tre daglige hovedmåltider.
  3. Lyt til din krops signaler – spis, når du er sulten, og stop, når du er tilpas mæt.
  4. Spis masser af grønt (både rå, dampet, stegt, bagt og syltet).
  5. Vælg umættet fedt (eksempelvis nødder, raps-/olivenolie, avocado og fede fisk).
  6. Prioritér nydelsesfuld bevægelse.

Diætisten: Sådan gør du som Mia

Når Lone Rosenkilde får klienter i sin diætist-klinik, som ønsker hjælp til vægttab, kan hun groft sagt dele dem op i to grupper. Der er dem, som trænger til at få skruet lidt ned for kalorieindtaget, sove bedre og dyrke mere motion, og så er der den anden gruppe, som har været på slankekure så mange gange i livet, at de nærmest er blevet slankeforstyrrede.

"Men det er vigtigt for begge grupper at mærke i kroppen, hvornår de er sultne og mætte. Derudover handler det om at skabe et stabilt måltidsmønster, hvor man ikke springer måltider over, men spiser tre hovedmåltider om dagen plus et antal sunde mellemmåltider, hvis man har brug for det," forklarer Lone Rosenkilde.

Hun anbefaler, at et mellemmåltid består af for eksempel knækbrød med pålæg, frugt eller en håndfuld nødder og mandler. Så får du fibre og lidt sødme fra frugt, og det giver benzin på tanken, når du er lækkersulten.

"Har du lyst til sødt, så indtag det i moderate mængder og nyd det i stedet for at tænke på det som noget forbudt."

Derudover handler det ofte om at få mere grønt på tallerkenen. Præcis som Mia har gjort.

"Hvis du deler din tallerken op i et T med 25% kød, fisk eller bælgfrugter, 25% kartofler, pasta eller ris og 50% grøntsager, så kommer du rigtig langt. Og du må koge, stege, bage grøntsagerne eller spise dem rå, som du vil," lover hun.

Kål er er særligt god at få på tallerkenen, men for nogle er det en lidt for bitter omgang. Det findes der dog råd for.

"Den bitre smag kræver lidt tilvænning, men prøv en kålsalat med olie/eddike-dressing, ristede nødder, frø eller bær på toppen. Der skal kræses for kålen, så det smager lækkert, og man får lyst til at spise det en anden gang."

Derudover anbefaler hun, at man kigger på sine daglige vaner og ser, om de nu også er så vigtige for livskvaliteten, eller om de netop bare er en vane.

"Hvis du er vant til at drikke vin hver dag, kan du måske skære lidt ned eller nøjes med at drikke i weekenden. Hvis du er vant til at putte smør på brødet, kan du overveje, om det nogle gange kan undværes, eller om du kan pynte med mayonnaise i stedet, som er meget sundere. 

Vi skal jo gerne væk fra det mættede fedt fra dyreriget og over i planterigets umættede fedtsyrer, som vi får fra blandt andet planteolie og fede fisk," forklarer Lone Rosenkilde, som dog understreger, at kroppen skal have lidt fedt for at kunne fungere.

"Netop denne type umættet fedt er vigtig for at regulere blodsukker og holde mætheden," tilføjer hun.

Når middagstallerknen og vanerne er talt igennem, skal man også kigge på sin motion.

"Bevægelse skal være en nydelse, ikke en sur pligt. Så hvis du hader at løbe, er det ikke det, du skal vælge. Du kan også gå en halv time hver dag eller bruge et fitnesscenter, hvis du bedre kan lide det. Det vigtige er, at det bliver en succes at bevæge sig og ikke et nederlag at give op."

Lone Rosenkilde har en sidste kæphest, når det kommer til gode nye vaner: Søvnen.

"Det er alfa og omega at sove godt om natten, hvis man skal spise sundt og dyrke motion dagen efter. Voksne skal helst sove syv-otte timer hver nat, og bare én nat med fire timer kan få dit sulthormon til at stige næste dag, så du tyr til søde sager for at holde dig kørende med et hurtigt energiboost."

Lone Rosenkilde er autoriseret klinisk diætist og certificeret madmentor med stor erfaring i at hjælpe klienter med overvægt og forstyrret spisning til at opnå et naturligt forhold til mad og krop.