Caroline Fleming havde svært ved at balancere arbejde og privatliv – en særlig person hjalp hende med at finde roen
For Caroline Fleming bygger julen på traditionerne i hendes barndomshjem, Valdemar Slot – før hun skuffede sin far ved at blive model og tv-baronesse og skilt. I dag har hun fundet roen pga. en særlig terapeut og en særlig mand.
Hjemme hos Caroline Fleming startede julen allerede sidst i november.
Her begyndte julemusikken at flyde ud af højtaleren samtidig med, at hun startede planlægning af gaveindkøb til hele familien, og ikke kun dem, der skal under juletræet.
Jagten blev også sat ind på tre gange 24 styk gaver til børnene Alexander, Josephine og Nicholas’ traditionelle julekalendere. I Carolines barndomshjem på Valdemars Slot på Tåsinge blev juletræet fældet d. 22. december og båret ind i de store stuer for at være klar til at blive pyntet lillejuleaften.
Den tradition har Caroline ført videre, ligesom at hun stadig dekorerer peberkagehuse, laver konfekt og viderefører familiens julemiddag med risengrød, gås og appelsindessert.
"Vores jul er meget baseret på traditioner, og jeg glæder mig altid helt vildt. Jeg pynter op i hele huset, og har dekorationer tilbage fra børnene var helt små. Vi laver også stadig vores eget pynt til træet. Juleaften kan jeg godt lide at gå i kirke, men ellers står vi som regel i køkkenet hele dagen og laver mad.
Maden er en stor del af min jul, men også julebordet, som jeg hvert år pynter med det samme nisselandskab midt på bordet. Når vi går til bords har drengene smoking på og pigerne røde kjoler," fortæller Caroline, der også altid har holdt fast i en særlig tradition omkring julegaverne.
De åbnes en ad gangen, uanset hvor mange der er samlet juleaften.
"Det kræver tålmodighed, men det er så hyggeligt."
Julen kommer ovenpå en travl periode for Caroline.
I november udgav hun bogen 'Caroline', som er hendes fortælling om et liv i den danske adel, hvor hun aldrig har følt sig tilpas, fordi hun ikke agerede efter de normer og traditioner, som hendes far, Niels Krabbe Iuel-Brockdorff levede efter og dermed også forventede af Caroline.
Det er også en fortælling om den kun 11-årige Caroline, der mistede sin mor til en kræftsygdom, hun ikke havde forstået omfanget af, fordi ingen fortalte hende, hvordan det virkelig stod til.
Og en fortælling om, hvordan hun derfra og helt ind i sit voksne liv anglede efter sin fars kærlighed, forståelse og accept uden aldrig helt at få den.
Annonse
Og så er det et modsvar på alle de usandheder, som Caroline føler, der er blevet skrevet om hende, særligt de seneste 10 år, hvor hun har været igennem en skilsmisse fra Rory Fleming og en familiær strid omkring barndomshjemmet Valdemars Slot, som i dag er ejet af Carolines lillesøster, Louise Iuel Albinus, også kaldet Duddi.
"Det har været ubeskrivelig svært for mig at sidde som tilskuer år efter år til udstillingen af ting, der var så personlige og private i mit liv.
Det er mig, der er blevet diskuteret. Det er mig, der er blevet skrevet om i så lange perioder. Og når narrativet så er så langt fra min virkelighed, så kommer der et tidspunkt, hvor nok er nok. Det har aldrig været mit ønske, at mit liv skulle udstilles offentligt.
Jeg har absolut sagt ja til at være model og også til at lave en masse tv-arbejde, som jo naturligvis er offentligt, og begge ting har jeg elsket, men jeg havde håbet på en bedre balance mellem mit professionelle liv og mit privatliv.
Der er en grund til, at det hedder privatliv, og jeg synes, at det er misforstået, at bare fordi du laver noget on screen, så er det ensbetydende med, at du også skal udlevere dit privatliv. Det har været svært for mig igennem alle årene," siger Caroline.
Lange fingre
Den seneste store palaver omkring Caroline i pressen startede tilbage i 2021, hvor der udspillede sig en kamp om Valdemars Slot, som Caroline på det tidspunkt ejede i fællesskab med sin søster.
Historierne kredsede om slottets regnskaber, som Caroline blev frarådet af sin advokat at underskrive, hvilket resulterede i en tvangsopløsning af selskabet bag og dermed et salg af slottet, som Carolines søster endte med at købe.
"Alle de her historier er ikke nogen, jeg har haft lyst til eller behov for at dele med offentligheden, hvis ikke de var blevet udstillet så offentligt.
Det er en storm, der bare er forsat igennem flere år, og en storm, som jeg ikke følte, at jeg kunne påvirke eller gøre noget ved. Hvis jeg valgte at sige noget, ville det bare igen blive en offentlig debat, og jeg har slet ikke lyst til at indgå i en debat, for det her er overhovedet ikke en debat.
Det er et virkeligt liv, og det er ægte oplevelser, og at de så bliver berettet så forkert, er en af årsagerne til, at jeg valgte at skrive min bog.
Der har været så mange voldsomme anklager omkring mig og min person, så for at bevare min værdighed og min respekt for mig selv, og også for mine børns skyld, var det nødvendigt at fortælle min version af historien.
Jeg besluttede, at jeg en gang for alle ville dele, hvordan det har været for mig, og hvorfor jeg har taget nogle af de meget store beslutninger, som jeg har," siger Caroline.
En af beslutningerne er, at Caroline valgte ikke at underskrive det regnskab, der blev præsenteret efter det første år, hvor hun og søsteren Louise Iuel Albinus havde delt ejerskab på slottet, men hvor Louise Iuel Albinus stod for driften.
Annonse
"Jeg er blevet udstillet som ansvarlig, så har jeg været nødt til at forklare, at der var en årsag til, at jeg ikke underskrev det regnskab.
Jeg blev rådet af min advokat til ikke at gøre det, fordi der var noget i det, der muligvis var ulovligt. Samtidig er jeg også nødt til at forklare, at jeg ikke har lange fingre," siger Caroline og hentyder til de mange historier om et maleri af en tidligere slægtning, som ved en fejl blev taget med af flyttefolkene, da indboet fra Valdemars Slot skulle på auktion.
Forhistorien er, at indboet blev testamenteret til Carolines ældste søn Alexander, og at det i forbindelse med salget af slottet blev sat på auktion til stor fortrydelse for Carolines søster.
Caroline gør det klart, at hun ville ønske, at situationen kunne have været løst på en anden måde, og at familien havde fået forkøbsret til tingene, så de ikke skulle på auktion, men at Fleming-familien styrede det kapitel.
Hun måtte også selv købe de ting, hun gerne ville have.
"Jeg har ikke været nede på Valdemars Slot og tage et maleri. Virkeligheden er, at det er et maleri, der tilhører min søn, fordi han fik det sammen med alt det andet inventar.
Det blev besluttet på vegne af Alexander og altså ikke af mig. Maleriet er en del af det historiske indbo, som ifølge en gammel servitut ikke må forlade slottet, og det var heller aldrig intentionen, at det skulle det, men konklusionen blev, at jeg havde haft for lange fingre, og det er jo så langt ude.
Og det er endnu mere langt ude, at jeg flere gange gik ud i pressen og fortalte, at det ikke var sandt, men det var de ligeglade med, for det andet var en meget bedre historie," siger Caroline.
Miseren omkring Valdemars Slot er ikke første gang, at Caroline føler, at hun slår i en dyne, når det gælder historier om hende i pressen.
Da hun blev skilt fra Rory Fleming, lød det, at hun skulle have fået fire milliarder kroner i forbindelse med skilsmissen, og trods det at hun har modsagt det flere gange, er det stadig den historie, hun oftest bliver mødt med.
"Det har været rigtig svært for mig, at der er historier, som pressen har vidst ikke var sande, men som de skrev alligevel. Derfor har det været vigtigt for mig at skrive min historie. Nu får folk den en gang for alle, og så kan de gøre med den, hvad de vil."
Annonse
Adel forpligter
Sagen om Valdemars Slot har fyldt meget i pressen, men det er ikke det, der fylder mest i Carolines bog.
Det gør forholdet til hendes far, Niels Krabbe luel-Brockdorff. Caroline starter bogen med sætningen ”Noblesse oblige”. Adel forpligter.
Netop den sætning har gennemsyret hendes barndom, ungdom og voksenliv på den måde, at pligten går forud for alt, også omsorg for hinanden og kærlige følelser generationer imellem.
Men også som en rettesnor for, hvad man taler om og særligt ikke taler om. Hvad man gør og særligt ikke gør. Et eksempel på det sidste er, da Caroline som ung valgte at rejse til udlandet for at udleve sin drøm om at arbejde som model.
Det blev der ikke set på med milde øjne af hendes far. Modelkarrieren var ikke passende for en med hendes baggrund, for i familien tog man til USA og studerede på universitet.
Afsted tog hun dog, men hele tiden splittet mellem egne drømme og faderens forventninger. En så svær balancegang, at Caroline endte med at få spiseforstyrrelsen bulimi. Hun overspiste, til hun fik det dårligt og lindrede det ved at kaste op, indtil hun en dag bad om hjælp hos en af sin mors gamle veninder, der fik hende indlagt på en klinik i England.
Familien besøgte Caroline på klinikken, men siden blev der ikke talt om det.
"Spiseforstyrrelsen blev et stort tabu. Vi kunne absolut ikke tale om det, da jeg blev syg, og det var ganske forfærdeligt. Det er kun fordi, jeg fik den rigtige hjælp, at jeg kunne komme mig over det," siger Caroline, der ikke er i tvivl om, hvorfor hun udviklede bulimi.
"Hvis man lever et liv, hvor der foregår mange voldsomme ting, og man ikke har nogen at tale med det om, så kan det ende ud i nogle forfærdelige ting som f.eks. en spiseforstyrrelse. Der var så mange ting, som vi ikke talte om hjemme hos mig. Tingene blev fejet ind under gulvtæppet," siger Caroline.
En af de gange, Carolines far dog højlydt udtrykte sin mening, var, da hun fortalte, at hun ville skilles fra Rory Fleming.
En mand, som hendes far holdt af, og som kunne tilbyde Caroline et privilegeret liv med et chalet i Schweiz, hus i London, et kontokort til husholdningen og et til lommepenge, og rejser over hele verden.
Hvordan i alverden kunne hun ønske sig mere? Men Caroline stod fast og søgte skilsmisse, for set med hendes øjne var parret inderst inde dybt forskellige, og særligt fødslen af Alexander i 2004 forandrede ægteskabet.
Hvor Caroline ville være hjemme med sine børn og passe dem selv, dyrkede Rory i høj grad stadig det sociale liv og så en fremtid for børnene på kostskole.
"Jeg havde et langt ægteskab med Rory, og vi havde over fire år sammen, før vi overhovedet blev forældre. Vi havde rigtig mange ting tilfælles, men dengang var jeg på en måde lagt på is.
Jeg var lidt som en robot, der ikke havde særlig mange følelsesmæssige krav og behov, men det fik jeg, da jeg blev mor. Hvis ikke vi havde fået børn, var vi sikkert heller aldrig blevet skilt, men så var jeg heller aldrig vågnet op. Så havde jeg aldrig nogensinde fundet mig selv, som jeg har nu."
Selvvalgt familie
Caroline beskriver i sin bog, at hun havde en følelse af, at storken havde dumpet hende ned i den forkerte familie.
Så forskellig har hun gennem livet følt sig fra de andre. Og hun har følt sig fravalgt en række gange, som hun stadig ikke forstår begrundelsen for.
Som efter skilsmissen fra Rory, hvor familien blev ved med at ses med ham, mens Caroline led under skilsmissen. Og som da Carolines far lå for døden i Tyskland, men hun fik et opkald så sent på aftenen, at hun først kunne nå et fly den næste morgen fra London.
Blot for at nå frem og opdage, at hun ikke nåede at sige farvel, fordi resten af familien havde valgt at slukke respiratoren lige efter midnat dagen inden.
"Det har været rigtig, rigtig svært, og jeg har været rigtig, rigtig ked af det. Det er meget svært, når man oplever, at man bliver fravalgt af nogle årsager, der stadig er ubegribelige for mig.
Men det er jo fordi, jeg er så anderledes. Men dybest inde har jeg altid haft et håb og en drøm om, at kærligheden ville vinde til sidst. Jeg håbede, at hvis jeg bare blev ved med at øse lidt mere kærlighed i relationerne, så ville der komme et tidspunkt, hvor det ville vende, men det gjorde det ikke.
Og det kommer det heller aldrig til. Og det er derfor, at jeg kan skrive min bog, fordi jeg ved, at lige meget, hvor meget kærlighed, jeg prøver at øse, og lige meget hvor meget rummelighed, jeg prøver at finde i mit væsen, så er det ikke muligt for mig at få mit ønske opfyldt," siger Caroline, der nu har sluttet fred med at drømmen om et forhold til familien er endegyldigt tabt på gulvet.
"Nu har jeg lavet min egen familie, og jeg har lavet en forlængelse af den i en livsvalgt familie.
Jeg har valgt brødre og søstre, og jeg har adopteret nogle forældre, som jeg elsker så utrolig højt.
Da jeg tog beslutningen om at blive skilt fra Rory, var jeg overbevist om, at jeg ville blive skilt fra 99,9 procent af de mennesker, jeg nogensinde havde mødt, og det var jeg klar til, fordi jeg var så ked af det i mit ægteskab, og fordi der manglede det, der er allervigtigst for mig, nemlig kærlighed og nærvær.
Men det var så utrolig lindrende for mig, at det måske kun var 98 procent af de mennesker, jeg havde mødt, der faldt fra, og de to procent, der er tilbage, de er af en så høj kaliber af kærlighed, loyalitet og trofasthed, og det er takket være dem, at jeg er kommet igennem de her ting i mit liv," siger Caroline, der dog tilføjer et men:
"Der er ingen tvivl om, at jeg har oplevet nogle ting, som jeg aldrig nogensinde kommer til at forstå. For eksempel hvorfor man ikke ventede på mig, da min far lå for døden i Tyskland.
I sådan en situation må man vente på alle. Det er noget af det mest smertefulde, jeg nogensinde har oplevet."
Det rigtige match
I dag føler Caroline, at hun har fundet en ro. Det skyldes blandt andet mødet med familieterapeuten Caroline Dolby, som med Carolines egne ord var den første, der formåede at pille alle lagene af og komme ind til hendes inderste kerne.
Hun har talt med Caroline i timevis og formået at trænge igennem det panser, hun havde bygget op som beskyttelse mod sorg og svigt.
"Jeg er så taknemmelig for, at jeg har mødt hende. Jeg ville ikke have stået på mine ben i dag, hvis ikke det var for hende.
Da hun så mig, sagde hun, at jeg var et åbent blødende sår lappet sammen med kattetarme, og at hun ville tage hvert enkelt sting ud og erstatte kattetarmene med en tynd lyserød silketråd.
Ét sting ad gangen. Og det gjorde hun. Hun fik skabt et sted, hvor jeg på den mest trygge måde kunne dele mine største sorger, og hun kunne føre mig igennem dem. Jeg har lært, at der, hvor man har sin dybe sorg, skal man lade lyset komme ind.
Og det lys får jeg i høj grad fra mine børn, fra mine venner og fra den vidunderlige mand, jeg har mødt."
Den vidunderlige mand hedder Frederik Kølle og er læge og plastikkirurg.
Sidste år havde Caroline bøjet et ribben, og en weekend havde hun så ondt, at hun fik lov til at blive scannet af sin lægeveninde på en privat plastikkirurgklinik.
Lægen på klinikken havde ikke selv mulighed for at hjælpe, men da Caroline senere ringede ham op for at takke for hjælpen, fandt de ud af, at de begge to skulle på efterårsferie i Dubai og endda med det samme fly.
"Jeg har langt om længe ikke engageret mig i endnu et mismatch. Jeg ved nu, at det eneste match for mig er ét, hvor jeg kan være ét hundrede procent autentisk. Ét hvor jeg kan leve på den måde, mit hjerte taler til mig, og det kan jeg med Frederik.
Han er uden tvivl det sødeste menneske, jeg har mødt. Jeg har aldrig prøvet at være i et forhold med en, der elsker og accepterer mig ét hundrede procent for den, jeg er.
Det gør Frederik, og det vil jeg kalde et match made in heaven," siger Caroline og sætter lidt flere ord på mødet.
"Det skete jo, da jeg havde besluttet mig for, at jeg slet ikke havde behov for en mand i mit liv mere. Jeg havde alt, hvad jeg kunne ønske mig, og jeg var lykkelig, men så stod han der pludselig.
Som en gave sendt fra himlen. Jeg kunne hurtigt mærke en medfølelse og en forståelse, som jeg aldrig er blevet mødt med før, og Frederik havde det på samme møde, så det har virkelig eckværet magisk for os at møde hinanden."
Frederik Kølle har tre børn ligesom Caroline, og hele flokken var i år sammen på sommerferie, hvilket Caroline beskriver som en af hendes yndlingsferier.
"Det er en dejlig rejse at finde derhen, hvor man kan være en familie sammen, men stadigvæk også opfylde ens egne børns behov. Vi bruger rigtig meget tid sammen, men vi er også gode til at finde balancen i stadig at være der for vores børn.
Frederik er skøn sammen med mine børn, og han har nogle dejlige menneskelige og faderlige kvaliteter, som han opfylder på sådan en fin måde overfor mine børn, og det er jeg så taknemmelig for.
Han kører gerne Nico til fodbold, ligesom at jeg hjælper hans børn, så det er dejligt, at vi kan supplere og være der for hinanden, og det er da absolut vores ønske, at vi med tiden sammensmelter helt."
Fred i himlen
Første skridt er allerede taget i at starte en hverdag sammen. Caroline og Frederik Kølle har netop åbnet klinikken Caolin Clinic sammen, hvor de tilbyder plastikkirurgi og kosmetiske behandlinger samt skønhedsbehandlinger inspireret af behandlinger, Caroline har prøvet i London. Caroline står for det æstetiske udtryk og Frederik Kølle for behandlingerne.
"Frederiks syn på skønhed er meget smukt og meget naturligt, og han er simpelthen så dygtig. Jeg elsker naturlig skønhed, men hvis du som menneske er virkelig ked af noget ved dit udseende, som du kan ændre og dermed få hævet din livskvalitet, kan jeg intet dårligt se ved det."
Caroline kan med tiden godt forestille sig at få opereret sine øjenlåg, og hun benytter sig af det, hun kalder babybotox – Botox i små doser.
"Jeg vil ikke have, at mine rynker skal fjernes, jeg vil bare gerne have, at de skal være lidt mere diskrete. Der er ikke nogen, der ikke elsker at føle, at de ser godt ud, og nu kan vi tilbyde nogle af de her behandlinger, der gør, at man ser sig selv i spejlet og tænker ”wow”," siger Caroline, der er glad for at kunne starte klinikken sammen med Frederik Kølle.
"Når man møder hinanden i anden halvdel af sit liv, så vil man jo gerne bruge så meget tid sammen som muligt, og der er det jo så dejligt, at vi ikke kun kan være sammen på den private front, men i alt, hvad vi gør."
Caroline lægger ikke skjul på, at hun lige nu føler sig lykkelig. Og fredfyldt. Adspurgt om hun også har fundet fred med sin far, den anden mand, der igennem livet har betydet alt for hende, er svaret ja.
Og det skete på en helt særlig måde. Under en behandling i London hos hendes faste akupunktør, Karen, fortæller behandleren pludselig, at hun kan mærke, at Carolines far er i rummet.
"Hun siger, at min far er her. Hun fortæller, at han er meget ked af det, og at han græder som en hjerteknust. Han bliver ved med at spørge til mig og Nicholas," fortæller hun.
"Det er så vigtigt for ham, at du er okay," fortæller Karen.
"Der er måske nogen, der vil tænke, at det er lidt for hokus pokus, men det gav mening for mig, og det har hjulpet mig med at kunne have et forhold til min far i himlen.
Ved hjælp af en masse terapi gik det op for mig, at min fars kærlighed til mig nok ikke har været anderledes hverken i styrke eller form end min kærlighed til mine børn, men at det har været svært for ham at vise sin kærlighed på en anden måde, end han selv har oplevet," siger Caroline og beskriver sin farfar, der også boede på Valdemars Slot, da hun var lille, og det forhold, han havde til hende far.
Når hendes far kom hjem på besøg fra kostskolen Herlufsholm og løb sin far i møde, beskrev han det som at møde en mur af cement. Ingen åbne arme eller gensynskram.
"I hans opdragelse og der, hvor han kom fra, var der nogle meget bestemte krav og forventninger, som han også havde til mig, fordi han selv havde mødt dem.
Men jeg tror, at det gik op for ham, da han døde, og da han kom ind i det rum med Karen, at det havde været en fejltagelse, og jeg tror, at han var rigtig ked af, at vi ikke talte samme kærlighedssprog.
Så jeg har sluttet fred med, at jeg er overbevist om, at hvis han havde vidst det, da han levede, så havde han også kunnet det.
Og hvis han havde kunnet det, så havde han også gjort det."
