lille dreng

Det 8. tigerspring: Dit barn er nu 55 uger

Hvad sker der under dit barns ottende tigerspring? Det forklarer sygeplejerske, sundhedsplejerske og lægeeksamineret klinisk kostvejleder Anette Straadt her.

alt.dk logo

Dette tigerspring er en periode med øget selvstændighed, hvor barnet vil meget mere, men stadig har begrænsninger. Det kan føre til frustrationer, men også en masse læring.

Nu begynder dit barn at eksperimentere på egen hånd, forstå rækkefølger, udforske verden og give dem plads til at prøve selv – nye udfordringer tager tid for det lille barn at lære. Og hav tålmodighed.

Husk, at barnet ikke behøver at lykkes – det vigtigste er, at de prøver. Og at du er der som ekstra støtte og altid vil hjælpe dit barn videre. Anerkend deres indsats, og giv dem plads til at udvikle sig i deres eget tempo. 

Børn reagerer forskelligt, og du vil muligvis opleve ekstra frustration i denne periode. Det kan komme til udtryk på forskellige måder, hvor nogle vil have en omklamrende periode og have brug for ekstra omsorg i dette tigerspring.

OBS: Teorien er ikke bekræftet

Vi tager i denne artikel udgangspunkt i teorien om tigerspring. Den stammer fra 1990’erne, hvor 15 mødre deltog i et studie, hvor de noterede udviklingen i deres babyers adfærd.

Teorien blev efterfølgende den gængse metode til beskrive de forskellige faser i babyers udvikling, men i de senere år er billedet blevet nuanceret, og i dag er det alment kendt, at teorien er forsimplet og uvidenskabelig.

Så det skal du have i baghovedet, når du læser artiklen. Lad dig ikke stresse af, at dit barn ikke udvikler sig på præcis samme måde, som det beskrives her, for ingen børn er ens.

Hvad sker der i dette tigerspring?

I dette spring bliver barnet mere selvstændigt og vil gerne gøre ting selv. For eksempel kan barnet forsøge at tage sit tøj på eller hente skoene, fordi det vil ud at lege. Men når det ikke lykkes, kan det føre til stor frustration. Barnet vil også gerne spise selv med ske, men det kan resultere i mere mad på gulvet end i munden.

Det er en øveperiode, hvor barnet eksperimenterer og tester sine færdigheder, og det er godt for selvtillid. Samtidig bliver legen sjovere – nu kan barnet lege rollelege med dukken eller lege, at bilerne kører og styrter sammen. Det er en tid, hvor dit barn vil en masse, men ikke altid kan. Derfor er det vigtigt at give dem plads til at øve sig og håndtere frustrationer.

baby

Hvad er et tigerspring egentlig?

Tigerspring er en betegnelse for de perioder, hvor babyen oplever store mentale udviklingsspring, hvilket ofte betyder en tid med øget uro, gråd og behov for tryghed. Det er en periode, hvor dit barn udvikler sig og oplever mange ting på en helt ny måde, og hvor de forskellige udviklingstrin bringer nye færdigheder med sig.

Børns temperament og personligheder er vidt forskellige, og derfor reagerer de også forskelligt, når verden udfordrer dem. Vi er også meget forskellige som forældre, og det, der sker i vores liv, påvirker også barnet. Så jo mere ro og jo flere kram - jo bedre.

Når dit barn oplever de forskellige udviklingsspring, betyder det, at der sker en mental omstilling i hjernen. Forældrene vil typisk opleve, at baby er mere følsomt, har større behov for nærhed og kan være sværere at trøste. Det kan føles overvældende, men det er en nødvendig proces for babyens udvikling. Ved et spring begynder barnet en form for ny forståelse af verden, hvor han eller hun vil begynde at se og sanse verden på en ny måde, og det kommer til udtryk ved bestemte handlinger.

lille barn

Hvor lang tid varer det 8. tigerspring?

Dette tigerspring sker omkring den 55. uge og varer typisk mellem én og fire uger. Nogle vil sikkert opleve, at tigerspringet er hurtigt overstået, mens andre vil opleve perioden som frustrerende og med ekstra gråd. Igen kommer det meget an på barnet, så sænk skuldrene og tag det, som det kommer.

Dette udviklingsspring varer:

Alt fra en uge og helt op til fire uger.

Hvad lærer barnet i tigerspringet?

En stærkere vilje – dit barn begynder at insistere på at gøre ting selv. Det kan forsøge at bestemme, hvad det vil lege med, hvor det vil gå, eller hvordan det vil spise, hvilket kan føre til øget selvstændighed.

Finmotoriske færdigheder – dit barn kan samle små ting op og begynde at stable genstande. Dette hjælper barnet med at forbedre sin hånd-øje-koordination og øger forståelsen for, hvordan ting fungerer sammen.

Motorisk udvikling – dit barn forsøger måske at tage tøj på selv. Det kan begynde at øve sig i at tage sokker eller en hue på, hvilket understøtter barnets evne til at klare sig selv i hverdagen.

Forståelse for social leg – den lille tumling kan lege rollelege, hvor det eksempelvis giver en dukke mad. Gennem leg lærer barnet at vise omsorg, putte dukken, empati og hvordan forskellige handlinger påvirker andre.

Mere selvstændighed – dit barn kan forsøge at gå en bestemt vej eller pege på, hvad det vil have. Det er tegn på en begyndende forståelse for selvbestemmelse og evnen til at tage initiativ i sin egen verden.

Typiske tegn i dette spring:

Øget frustration – baby kan blive frustreret over nye færdigheder, som endnu ikke mestres fuldt ud. Dette kan føre til pludselige grådudbrud og utålmodighed.

Urolig søvn – mange babyer sover lettere, vågner oftere eller har svært ved at falde til ro, da hjernen arbejder på højtryk for at bearbejde de nye indtryk.

Raserianfald – barnet kan reagere kraftigt, hvis noget ikke lykkes eller ikke går, som det ønsker. Dette kan ses ved pludselig gråd, kasten med ting eller at barnet vender sig væk.

Øget behov for nærhed – barnet søger oftere trøst, vil gerne bæres eller holdes tæt og kan virke ekstra klyngende.

Begyndende tilknytning til tøjbamser eller sutteklude – barnet kan begynde at finde tryghed i en bestemt bamse, sutteklud eller et andet blødt objekt, som det vil holde fast i under søvn eller uro.

Mere udtalt vilje – barnet viser tydeligere præferencer, insisterer på bestemte ting og kan blive frustreret, hvis det ikke får sin vilje. Det kan for eksempel nægte at slippe en genstand eller insistere på at udføre en handling selv.

baby
Barnet kan blive rasende og dreje hovedet fra dig, når det er på tværs.

Ting, du kan lave i ottende tigerspring

Lad barnet prøve selv – giv dit barn mulighed for at forsøge selv, fx at tage tøj på eller spise med hænderne. Det styrker barnets motorik og selvstændighed.

Vær til stede i barnets frustrationerne – barnet kan blive frustreret over nye færdigheder, der ikke altid lykkes. Anerkend barnets følelser og sæt ord på dem: "Ja, det er svært! Men du prøver, og det er rigtig godt."

Leg med dit barn – brug legetøj, musik, rytmik, dans og andre former for bevægelse og lyd. Dette stimulerer sanserne og hjælper med at forankre de nye færdigheder, der udvikles.

Brug dyb vejrtrækning – både for at hjælpe barnet med at regulere følelser og for at give forældrene ro. Når du selv er rolig, smitter det af på dit barn.

Anerkend indsatsen frem for resultatet – ros din lille tumling for at prøve, ikke kun for at lykkes. Barnet lærer gennem gentagelse og eksperimenter, og anerkendelse af processen er vigtigt. Og på den måde forstår barnet sine handlinger.

Hav tålmodighed i dette tigerspring – dette er en vigtig fase i barnets selvstændighedsudvikling. Nogle dage vil barnet være nysgerrig og energisk, andre dage har det måske brug for ekstra tryghed og hvile.

barn leger

Teorien om tigerspring

Teorien om de 10 tigerspring blev udviklet af de hollandske forskere, parret Frans Plooij og Hetty van de Rijt og er beskrevet i bogen Vidunderlige Uger fra 2018, som efterhånden er mere kendt som en app. Teorien er ikke videnskabeligt bevist, men forældres erfaringer viser, at den alligevel kan hjælpe med at forstå barnets udvikling. Når dit barn er bare 5 uger, begynder der at ske store forandringer i den lille hjerne, og denne teori forklarer, hvordan babyer gennemgår mentale udviklingsspring, hvor de bliver mere urolige, men samtidig tilegner sig nye evner.

Ved at kende til tigerspringene kan du som forælder bedre navigere i dit barns udvikling og være forberedt på de forandringer, der kommer og blive lidt klogere på, hvordan dit barn kan opleve verden. At forstå, hvorfor baby reagerer på bestemte måder, kan gøre det lettere at håndtere perioder med uro og gråd, fordi du ved, at det er en naturlig del af udviklingen. Husk at børn altid udvikler sig i sit eget tempo.

Det kan være en hjælpende hånd til at forstå dit barns udvikling, men det er vigtigt at huske, at der kan være andet på spil, hvis dit barn oplever uro eller gråd. Stol derfor på din mavefornemmelse som forældre og reager, hvis du fornemmer mere. For der kan være mange årsager, der ikke blot handler om et tigerspring. Kontakt læge eller sundhedsplejerske, hvis dit barn ikke trives. 

barn leger

De 10 tigerspring: Babys udvikling

Gennem de første leveår gennemgår baby 10 vigtige tigerspring, hvor hjernen udvikler sig markant og alle de nye indtryk sætter sine spor. Hvert spring bringer nye færdigheder og forståelser af verden, men kan også medføre perioder med øget uro og behov for tryghed.

1. Sansningernes verden (5 uger)

I det første tigerspring bliver babys sanser skærpet. Synet udvikler sig, og baby begynder at kunne skelne farver og følge bevægelser. Baby lytter mere opmærksomt og kan begynde at reagere med sit første smil.

2. Mønstrenes verden (8 uger)

Her opdager baby sin stemme og sine hænder og fødder. Baby kan begynde at lave små eksperimenter med sin krop, såsom at skubbe til ting eller lave lyde for at teste sin stemme.

3. Glidende overgange (12 uger)

I det tredje tigerspring forstår din baby nu mere nuancerede forandringer i omgivelserne, såsom tonefald i stemmer og bevægelsesmønstre. Lyd- og følelsesstimuli som rangler eller knitrende legetøj bliver ekstra spændende, men kan også virke skræmmende.

4. Begivenhedernes verden (19 uger)

I dette fjerde tigerspring begynder baby at forbinde enkle handlinger med resultater. Gentagne lege bliver fascinerende, og baby kan begynde at trille fra mave til ryg.

5. Sammenhængenes verden (26 uger)

Barnet forstår afstande og begynder at eksperimentere med at putte ting ned i beholdere og tage dem op igen. Interaktionen med bamser og kæledyr bliver mere meningsfuld her i det femte tigerspring.

6. Kategoriernes verden (37 uger)

Her opdeles verden i kategorier – hvad kan spises, hvad laver lyd osv. I det sjette tigerspring her bliver alting grundigt undersøgt, smagt på og vendt og drejet. Dit barn vil begynde at opbygge sit ordforråd.

baby

7. Rækkefølgernes verden (46 uger)

Dit barn begynder at forstå, hvordan ting hænger sammen og at der er en bestemt rækkefølge. I stedet for at skille ting ad forsøger babyen nu at samle dem. Der peges på genstande og er nysgerrig efter deres navne. Ønsket om at spise selv vokser her i det syvende tigerspring.

8. Programmernes verden (55 uger)

Nu udvikler dit barn forståelsen af handling og konsekvens. Selvstændigheden vokser i det ottende tigerspring, og rutiner bliver vigtige. Der kan blive frustration, hvis noget ikke foregår i den rækkefølge, de forventer, og nogle børn tager her i det ottende tigerspring deres første skridt.

9. Princippernes verden (64 uger)

Her begynder dit barn ofte at kunne gå uden støtte og forstår nu regler og konsekvenser her i dette niende tigerspring. Dette kan føre til uenigheder, da barnet har sine egne idéer om, hvordan ting skal gøres.

10. Systemernes verden (75 uger)

Det sidste tigerspring markerer begyndelsen på en tidlig forståelse af samvittighed og social tilhørsforhold. Dit barn lærer, at alle i familien har forskellige roller, og barnet begynder for alvor at forstå sine omgivelser.

barn leger
Barnet begynder både mentalt og fysisk at få rutiner.

Om eksperten

Anette Straadt er sygeplejerske, sundhedsplejerske og lægeeksamineret klinisk kostvejleder med over 20 års erfaring i børns sundhed. 

Hun har specialiseret sig i naturlig sundhed og skabt uddannelsen til Børnesundhedsvejleder. Hendes interesse for naturlig sundhed opstod, da hendes søn som baby havde sundhedsmæssige udfordringer, der blev markant forbedret gennem kost og livsstil.

Siden 2007 har hun fordybet sig i forskning og ny viden inden for børns sundhed. 

Som forfatter, foredragsholder og underviser deler hun sin viden om, hvordan forældre kan styrke deres børns sundhed naturligt. Hun er også stifter af Æblebørn hvor hun vejleder familier i holistiske sundhedsløsninger.