Nemme fastelavnsboller

Nemme fastelavnsboller

Fastelavnsbollerne er bagt af en forenklet briochedej, og de er både nemme at lave og superlækre. Du kan fylde fastelavnsbollerne med enten syltetøj, kagecreme, æble eller marcipan. Mums!

12-14 stk.

Total:1 time 30 minutter

Arbejdstid:1 time 20 minutter

Ingredienser

  • 25 g gær
  • 3 spsk. lunkent vand
  • 200 g smør
  • 3 æg
  • ca. 350 g mel.
  • 1 sammenpisket æg til pensling
  • ca. 1 spsk. syltetøj, kagecreme, kogte æbletern eller marcipanfyld (som i boller med marcipanfyld) pr. bolle
  • glasur

Sådan bager du nemme fastelavnsboller:

  1. Opløs gæren i vandet. Saml alle ingredienserne til dejen i dejskålen, og ælt dejen sammen med håndmikseren. Lad den hæve ca. 45 min
  2. Drys lidt mel ud på bordet, vend dejen ud, og sigt også lidt mel over dejen.
  3. Klap den til 2 cm’s tykkelse, og glat forsigtigt med kagerullen.
  4. Stik dejen ud i cirkler (8 cm i diam.), og læg dem på pladen.
  5. Ælt resten af dejen ganske let sammen, og klap den ud, og lav resten af bollerne.
  6. Læg dem på bagepladen, dæk med en omvendt bradepande, og lad dem hæve en halv times tid et lunt sted.
  7. Tryk en fordybning i midten af hver af bollerne, og læg lidt fyld i fordybningen.
  8. Lad bollerne efterhæve ca. 15 min., pensl med æg, og bag bollerne ved 250 gr. i ca. 10 min.
  9. Pynt evt. med en stribe farvet glasur eller nemmere: smeltet chokolade.

Fyld til fastelavnsboller

  • Æblefyld: Skær 2-3 syrlige æbler i tern, drys med 2-3 spsk. sukker, og lad dem mørne i mikroovnen. Køl af inden brug.
  • Marcipanfyld: 50 g marcipan plukkes i stykker og blandes med 50 g sukker. Massen røres jævn med lidt æggehvide.
  • Kagecreme: Nemmest og mest sikkert med hensyn til salmonella er det at bruge pulver til koldrørt creme.
  • Flødefyld: Flødeskum naturel eller smagt til med kakao og flormelis eller (til de voksne) med portvin.

Bliv inspireret af vores mange lækre opskrifter på fastelavnsboller her:

Fastelavnsbollens historie

Oprindelsen på den søde bolle stammer nemlig fra en fastelavnsskik, hvor man markerede, at fasten skulle starte - og at det snart var forbudt at spise hvedebrød i 40 dage.

Dengang fejrede man den sidste aften før fasten med en bolle lavet på hvedemelsdej med rosenvand. Det er den originale opskrift på fastelavnsboller.

Efter mange hundrede år blev hvededejen i fastelavnsbollerne ændret til en mere luftig wienerbrødsdej - nærmere bestemt i 1909. Men det først var i 1950’erne, vi fandt ud af, at fastelavnsbollerne kunne flækkes og fyldes med både creme og piskefløde.

Faktisk er fastelavnsbollerne med creme og fløde noget, som vores svenske naboer inspirerede os til efter anden verdenskrig. Her begyndte de svenske ismejerier nemlig at skyde frem, og de hjalp med til at sikre, at vi kunne få frisk fløde rundt om i Danmark.

Skal dine fastelavnsboller stamme fra den semi-gamle opskrift? Så skal du skæve til svenskernes flødeskum og lægge en dansk wienerbrødsdej omkring. Du kan også holde opskriften inden for landets grænser, men så bør flødeskummet og cremen erstattes af sød marmelade.

Bliv inspireret af vores mange lækre opskrifter på fastelavnsboller her: