Fastelavnsboller med flødeskum

Fastelavnsboller med flødeskum

Boller op boller ned... Boller vil jeg have! Få her vores bedste opskrift på den lækre, traditionelle bolle med flødeskum. Fordelen ved denne dej er, at den kan laves flere dage forud og ligge parat i køleskabet i en kraftig plastpose. Nemmere og bedre bliver det ikke.

Ca. 20 stk. fastelavnsboller

Total:1 time

Ingredienser

  • 4 æg
  • 125 g mel
  • 125 g smør
  • 2½ dl mælk eller vand
  • 100 g pyntebær
  • Kagecreme (koldrørt) af 4 dl mælk,
  • flødeskum af ca. 4 dl piskefløde,
  • ekstra pyntebær eller andet, f.eks. chokoladekringler eller kiwiskiver,
  • Lidt flormelis til toppen

Sådan laver du fastelavnsboller med flødeskum

  1. Pisk æggene sammen, og mål melet op.
  2. Kog smør og væske op, tag gryden fra varmen, og hæld alt melet i på en gang. Rør med en grydeske, til dejen har samlet sig og slipper gryden.
  3. Lad den køle lidt af.
  4. Pisk æggemassen i lidt ad gangen. Stop, når dejen er blød, men ikke flydende.
  5. Hak pyntebærrene groft, og vend dem i dejen.
  6. Læg bagepapir på en bradepande og lav herpå 20-25 boller ved hjælp af to skeer eller en sprøjtepose med stor tylle.
  7. Bag kagerne ved 190 gr. i ca. 25 min. Tag en enkelt af bollerne ud af ovnen, og vent nogle minutter. Hvis den falder sammen, skal bollerne bage endnu 5 min., men holder den formen, er de alle færdige og kan tages ud til afkøling.
  8. Flæk bollerne, og læg en god teskefuld kagecreme på hver af bundene. Sprøjt flødeskum ud over cremen, og læg kagerne sammen. Sigt lidt flormelis ud over kagerne. Pynt med en flødeskumstop og et pyntebær, og server straks.

Fyld til fastelavnsboller

  1. Æblefyld: Skær 2-3 syrlige æbler i tern, drys med 2-3 spsk. sukker, og lad dem mørne i mikroovnen. Køl af inden brug.
  2. Marcipanfyld: 50 g marcipan plukkes i stykker og blandes med 50 g sukker. Massen røres jævn med lidt æggehvide.
  3. Kagecreme: Nemmest og mest sikkert med hensyn til salmonella er det at bruge pulver til koldrørt creme.
  4. Flødefyld: Flødeskum naturel eller smagt til med kakao og flormelis eller (til de voksne) med portvin.

Bliv inspireret af vores mange lækre opskrifter på fastelavnsboller her:

Fastelavnsbollens historie

Oprindelsen på den søde bolle stammer nemlig fra en fastelavnsskik, hvor man markerede, at fasten skulle starte - og at det snart var forbudt at spise hvedebrød i 40 dage.

Dengang fejrede man den sidste aften før fasten med en bolle lavet på hvedemelsdej med rosenvand. Det er den originale opskrift på fastelavnsboller.

Efter mange hundrede år blev hvededejen i fastelavnsbollerne ændret til en mere luftig wienerbrødsdej - nærmere bestemt i 1909. Men det først var i 1950’erne, vi fandt ud af, at fastelavnsbollerne kunne flækkes og fyldes med både creme og piskefløde.

Faktisk er fastelavnsbollerne med creme og fløde noget, som vores svenske naboer inspirerede os til efter anden verdenskrig. Her begyndte de svenske ismejerier nemlig at skyde frem, og de hjalp med til at sikre, at vi kunne få frisk fløde rundt om i Danmark.

Skal dine fastelavnsboller stamme fra den semi-gamle opskrift? Så skal du skæve til svenskernes flødeskum og lægge en dansk wienerbrødsdej omkring. Du kan også holde opskriften inden for landets grænser, men så bør flødeskummet og cremen erstattes af sød marmelade.

Bliv inspireret af vores mange lækre opskrifter på fastelavnsboller her: