Todelt billede. Til venstre ses journalist Sara Kirstine Hald ved Bachalpsee i Schweiz. Til højre ses to cyklister, der cykler med bjerge i baggrunden og blomster i forgrunden.

Stor vandreguide til Schweiz: De bedste ruter og gode oplevelser

Hvis du som så mange andre danskere elsker at vandre og drømmer om at tage traveturen til nye højder, lokker Schweiz med masser af imponerende bjergtinder og ren alpeidyl. Vi har besøgt vandre-hotspottet Grindelwald – her er vores guide til ruter og oplevelser.

ALT for damerne logo

ALT for damerne var inviteret til Grindelwald af Grindelwald Tourism og Jungfrau Railways.

Vandring har nået en hidtil uset popularitets-tinde. Vi snører vandrestøvlerne som aldrig før og kombinerer eventyr, bevægelse og tid i naturen, når kilometer efter kilometer bliver tilbagelagt på det stigende antal danske vandreruter. 

Men hvad gør man, når man har travet Danmark tynd og har mod på højere udfordringer end Himmelbjerget? Så kan du for eksempel søge mod Alperne. 

Grindelwald ligger i de bernske alper i Schweiz og har godt 4.000 indbyggere. Selvom byen ikke er stor i dén forstand, gør den stort indtryk og er et sandt eldorado for outdoorentusiaster i alle afskygninger. 

Udsigt i byen Grindelwald i Schweiz. I baggrunden ses bjerget Wetterhorn. I forgrunden ses huser beklædt med træ.
Grindelwald er omringet af bjerge. Her ses Wetterhorn, som er 3.692 meter højt.

Samtidig er det en by, der bugner af fancy hoteller, luksuriøse spaoplevelser og ekstravagante gastronomiske eventyr. Vil du kombinere din vandreferie med komfort og selvforkælelse, er Grindelwald altså et godt bud på din næste destination.

Hvis vi lige skal sætte scenen, er Grindelwald en lille, charmerende by omgivet af alper. Uanset, hvor du kigger hen, lander blikket på et bjerg, som strækker sig flere tusinde meter op i den klare luft. Byens huse er beklædt med træ med dekorative udskæringer, og de mange altankasser bugner af blomster. 

Soundtracket til det hele er den sagte klang af koklokker, som er allestedsnærværende. Klokkerne sidder om halsen på de mange malkekøer, der bor i byen – på nær i sommermånederne, hvor de græsser i bjergene.

Sådan kommer du dertil

Det kan anbefales at tage toget til Grindelwald, for togruterne i Schweiz er spektakulære, og det samme gælder i særligt det sydlige Tyskland. En togtur fra Danmark til Grindelwald tager cirka 16 timer – eller cirka 19 timer, hvis du tager nattog ned igennem Tyskland.

 Kører du i bil fra Danmark, tager turen omkring 15 timer. Alternativt kan du flyve til Basel, Zürich eller Geneva, hvorfra du har 3-4 timers transporttid til Grindelwald.

Nemt og ligetil

Det er tydeligt, at Grindelwald er en by, der i høj grad lever af turisme. Der er pænt, rent og ordentligt, og alt er lettilgængeligt. Bl.a. kan du tage gondoler til mange af de omkringliggende bjergtoppe. Gondolturene byder på bjergtagende udsigter, så de er ikke bare genveje, men også oplevelser i sig selv.

De mange gondoler gør, at du nemt kan komme op i højden og nå længere omkring uden at bruge alle dine kræfter – og på trods af eventuelle skader eller gangbesvær.

Vandreruterne omkring Grindelwald er tydeligt afmærkede, og en app som Switzerland Mobility giver dig et kort over alle de officielle ruter i området. Som altid er det en god idé at holde sig til disse, så du hverken bringer dig selv i fare, risikerer at skade floraen i området eller pludselig befinder dig på en privat mark omringet af malkekøer.

Fordi Grindelwald er en særdeles turistvenlig by, ER der mange turister. Du må således forvente at se et Instagram-photoshoot eller to på de bjergtoppe, man kan tage gondoler til. Bevæger du dig væk fra gondolstationerne og ud på vandreruterne, kan du imidlertid godt få lov til at gå i fred og ro.

Ko iført 'krone' af blomster til det såkaldte 'alpabzug' i Grindelwald.
I bjergene omkring Grindelwald kan du se og høre græssende køer hele sommeren. Til efteråret hentes de ned til byen under et festligt optog kaldet Alpabzug.

Gode apps

• SBB Mobile er uundværlig til offentlig transport. Her kan du planlægge rejser med både bus, tog og gondoler. Du kan også købe billetter til dine ture i appen. 

• Switzerland Mobility er en kort-app, der kan give dig overblik over bl.a. vandre-, cykel- og langrendsruter. Du kan skifte imellem en sommer- og en vinterversion og vælge de aktiviteter, du er interesseret i.

En bjergtagende bjergsø

Besøger du Grindelwald, er det næsten ikke til at komme udenom en tur til First, som ligger 2.168 meter over havets overflade og er et af de steder, du kan tage en gondol til. På toppen er der en udsigtsplatform, hvorfra du kan tage landskabet ind i 360 grader. Langs bjergvæggen kan du gå på First Cliff Walk og få et sug i maven.

Ved First er der en række forskellige aktiviteter. Du kan for eksempel prøve svævebanen First Glider, som er udformet som en rovfugl og kan nå op på over 80 km/t, mens den flyver dig igennem det betagende landskab. Foretrækker du at have lidt mere jordforbindelse, kan du tage en tur ned ad bjerget på en ”trottibike”, som er en blanding mellem en cykel og et løbehjul.

Foruden at byde på adrenalinfremkaldende aktiviteter er First udgangspunkt for massevis af vandreture. Fra bjergtoppen kan du blandt andet gå blomsteruten Blumenweg, som er knap otte kilometer lang. 

Frokost på Berggasthaus Waldspitz på
Blumenweg-ruten. I forgrunden ses tallerkner med mad, i baggrunden et vindue med et rødt gardin.
Du kan holde frokostpause ved Berggasthaus Waldspitz på Blumenweg-ruten.

Denne rute er særligt oplagt for dig, der gerne vil udforske alpernes blomster og urter, for undervejs er cirka 60 forskellige planter markeret med skilte. Blumenweg er lettilgængelig og kan klares af de fleste i nogenlunde fysisk form, men tag vandrestøvler på, og medbring eventuelt vandrestave, da man går en del nedad.

Begiver du dig ud på denne vandrerute fra First, vil du efter en lille times tid nå frem til den billedskønne bjergsø Bachalpsee. På en stille dag kan du nyde en panoramisk genspejling af bjergene i vandet, og kigger du ud over søen, kigger du samtidig på de to højeste bjerge i de bernske alper, Schreckhorn og Finstaarhorn. 

Selv hvis du ikke vil gå hele Blumenweg, er Bachalpsee et besøg værd. Den lille times gåtur til søen foregår på grusvej og kan klares i almindelige sneakers og med eksempelvis klapvogn. Medbring eventuelt frokost eller eftermiddagskaffe, og nyd den ved søen, inden turen går videre eller tilbage til gondolstationen.

Bachalpsee ligger en lille times gåtur på grusvej fra gondolstationen First.

Rutemarkeringer i Schweiz

Vandreruterne i Schweiz er inddelt i tre forskellige kategorier: 

• Gule ruter – ofte vist som en gul diamant på skilte – er for alle. Det er nærmere gåture end deciderede vandreture, så de kan gås i sneakers og af hele familien. Nogle af dem kan klares med f.eks. klapvogn eller i kørestol. 

• Rød-hvide ruter er mere udfordrende ruter, der f.eks. kan byde på signifikante stigninger. Her er det en god idé med gode vandresko eller -støvler. Vandrestave kan også være en fordel – især, hvis ruten går meget nedad eller du har skavanker. 

• Blå-hvide ruter er teknisk svære ruter, som kan kræve specielt gear eller færdigheder. Særligt hvis der er sne, skal man være påpasselig med disse alpine ruter.

Maleriske udsigter

Männlichen er en anden alpetop, der kan nås med gondol fra Grindelwald, og hvorfra du kan begive dig ud på diverse både gå- og vandreture. Tag for eksempel panorama-ruten, som er 4,5 kilometer lang og går fra Männlichen-gondolstationen til Kleine Scheidegg.

Ruten byder på det ene maleriske syn efter det andet. Hver gang, stien drejer, bliver du mødt af en ny udsigt; en gletsjer i det fjerne, en snedækket bjergtop, der glimter i solen, eller en imponerende bjergdal. I sommerperioden kan du møde græssende køer.

Fra gondolstationen kan du også gå Royal Walk, som er en grussti, der fører det sidste stykke fra gondolbanen til toppen af Männlichen. Turen tager en halv times tid hver vej, kan gås af alle og kræver ikke nogen særlige færdigheder eller udstyr. 

Bjergene Eiger, Mönch og Jungfrau i Grindelwald. Her ses de i solnedgangen.
De mange bjerge indbyder til bl.a. vandring, trailrunning, mountainbiking og bjergklatring. I vintermånederne er der masser af skiaktivitet i området.

Turen er børnevenlig, og langs ruten er der sågar en række poster, hvor børn kan lære lidt om området. Der er desuden bord-/bænkesæt på strækningen, så der er gode muligheder for at slå sig ned og tage det hele ind.

Fra Männlichen-toppen i 2.342 meters højde er der panoramaudsigt over de omkringliggende bjerge og bjergsøer. Kig for eksempel mod Thun-søen eller Lauterbrunnen-dalen. Sidstnævnte har inspireret en række store personligheder, herunder forfatter J.R.R. Tolkien, som brugte dalen som model for Kløvedal i ”Ringenes Herre”. 

Vil du gå i forfatterens fodspor, er der naturligvis også rig mulighed for at drage på vandreture i Lauterbrunnen-området, som kan nås på en times tid med offentlig transport fra Grindelwald.

Bo & spis

• Der er tre campingpladser i byen, hvor der både er mulighed for at bo i campingvogn/autocamper, hytter og telt. En campingplads kan fås for et par hundrede kroner pr. nat, og en teltplads fås ned til 80 kr. 

Derudover betaler man et lille beløb pr. gæst, eventuelle biler eller motorcykler samt elektricitet. 

• Hotel Belvedere har store værelser og suiter samt flere muligheder for at få stillet sulten. I Restaurant Belvedere kan du nyde en middag med panoramaudsigt over alperne, og er vejret til det, kan du også spise på den velplacerede terrasse. 

Udenfor kan du året rundt nyde den schweiziske specialitet fondue i en hyggelig, gammel gondol. Hotellet rummer også restauranten 1910 – Gourmet by Hausers, som fik en Michelin-stjerne i 2023. 

• Hotel Fiescherblick med tilhørende restaurant ligger lige over for Grindelwalds idylliske kirke og drives af brødrene Matthias og Lars Michel, som er femte generation af hotelejere på stedet – og en fjerdedel danske. 

Lars Michel er tidligere restaurantmanager på den to-stjernede Michelin-restaurant Koks på Færøerne, men er nu vendt tilbage til Schweiz og familieforetagendet. 

Maden på Fiescherblick er tilberedt med lokale, sæsonbestemte råvarer, og holdet bag tager gerne selv ud for at samle svampe og urter til menuen. Hotellet har 19 værelser i nordisk indretning. 

• Hotel Kirchbühl er et familieejet hotel, der, foruden forskellige typer værelser såsom familieværelser, har en række ferielejligheder, hvor der er mulighed for at bo en større gruppe eller familie. 

På Hotel Kirchbühl er der ligeledes diverse spisesteder. Nyd eksempelvis en middag i gourmetrestauranten La Marmite, eller besøg Hilty Stübli, som byder på klassisk østrigsk og alpininspireret mad til overkommelige priser.

Længste gjetsjer i alperne

Klippesadlen Jungfraujoch er et UNESCO-naturområde og et af Grindewald-egnens helt store trækplastre. Ikke mindst, fordi Jungfraujoch huser Europas højest beliggende togstation, hvilket giver en unik mulighed for at komme op i højden uanset kondition og helbred.

For at nå toppen af Jungfraujoch tager du en gondol fra Grindelwald til Eiger-gletsjer, hvor du skifter til tog. Hele turen tager omkring 45 minutter og er en meget særlig oplevelse. Billetterne koster fra 800 kroner pr. person, så sæt en hel dag af for at få maksimalt ud af det.

Udsigt over bjergene i Grindelwald-området. Her ses høje tinder - på den ene står der en person. Himlen er klar, blå i baggrunden.
Grindelwald byder på ruter for alle – både rookies og erfarne vandretyper.

Fra Jungfraujoch har du udsyn over den længste gletsjer i alperne, Aletsch-glestjeren, som er omkring 23 kilometer lang. Derudover kan du nyde udsigten over de omkringliggende bjergtoppe, som når omkring 4.000 meter op i luften. Selv befinder du dig i 3.454 meters højde, hvilket betyder, at der er snegaranti, og at luften er lidt tynd. Du kan således opleve lettere at blive forpustet eller at blive en smule svimmel.

Jungfraujoch er udgangspunkt for en række vandreruter langs bjergtoppene. Da der er tale om alpine ruter, kræver mange af dem både udstyr og erfaring, men er du en garvet vandrer, er de værd at overveje. Ellers kan du naturligvis også ”bare” gå lidt rundt på bjergsadlen og nyde omgivelserne og den frostklare luft. Der er også spisesteder og et ispalads med isskulpturer på toppen.

Vil du vandre fra Jungfraujoch, kan du for eksempel tage turen til Mönchsjochhütte, som er en bjerghytte beliggende 3.650 meter over havets overflade. Der er omkring to kilometer fra Jungfraujoch til hytten. Fremkommeligheden afhænger i høj grad af vejret, så sørg for, at du er ordentligt forberedt. 

Billede fra ispaladset på Jungfraujoch. Her ses en person, der går igennem en tunnel af is.
Ved Jungfraujoch ligger Ice Palace, hvor du kan se imponerende isskulpturer.

Hvis du vil nyde en nat i bjergene, er der mulighed for at overnatte i Mönchsjochhütte. Igen skal du være opmærksom på, at luften er tynd, og at det kan påvirke kroppen – og nattesøvnen. 

Har du ikke mod på at sove i bjergene, kan du altid gå tilbage til Jungfraujoch og tage retur til Grindelwald. Kan du omvendt slet ikke få nok af vilde bjergeventyr, er der også længere ruter fra Jungfraujoch, ligesom der er mulighed for at tage på decideret bjergklatring i området.

Uanset dit ambitions- og erfaringsniveau, er der utallige gode vandremuligheder i Grindelwald. Der er smukke ruter langt oppe i bjergene, som kan gås i sneakers og med klapvogn. I modsatte boldgade er der alpine ruter, der kræver specialudstyr og professionel træning. 

På hviledage kan du fra Grindelwald by fordybe dig i bjerglandskabet på afstand og suge stemningen og den friske alpeluft til dig – alt imens du lytter til koklokkerne i det fjerne.

Gjetsjerslugt i udkanten af Grindelwald. Her ses to personer, der går på en gangbro langs klippevæggen - ved siden af dem løber der en flod.
Gletsjeren i udkanten af byen er desværre smeltet væk, men den smukke slugt er stadig en vandretur værd.

Andre aktiviteter i Grindelwald

Udover de mange vandreruter i Grindelwald er der et væld af mountainbikespor, hvis du foretrækker at opleve landskabet på hjul. 

Derudover kan du prøve paragliding, ziplining og bjergklatring i alpebyen, som desuden har Europas største indendørs reb-klatrebane. Du kan også tage en tur ned fra bjergtoppen First i en særlig vogn, der minder om en mooncar eller prøve den 736 meter lange slæde-rutsjebane. 

Gå også på opdagelse i gletsjerslugten, som ligger lige i udkanten af byen, og se, hvordan landskabet er blevet formet af is.