"Jeg blev fattig som en kirkerotte, og mit liv blev lidt mindre igen"

0-10 år (1959-1969): Et hjem med flygel

"Jeg blev født ind i et meget kærligt, men også forholdsvis pænt og borgerligt hjem, hvor scenekunsten – især musikken – var i centrum. Vi boede fire mennesker på 64 kvadratmeter, men der var plads til et flygel! Det siger ikke så lidt om prioriteterne. Min far var i fuld gang med at folde sin karriere som entertainer ud og kom blæsende ind ad døren fuld af energi og sjove historier, mens min mor, der arbejdede som regnskabsassistent, var hende, der holdt sammen om hjemmet. Han var den eksotiske, mens hun blev den skrappe."

"Selv om hun var glad for at være både kone og mor, tror jeg, at hun følte, at tiden og omstændighederne dikterede, at hun skulle være det på en bestemt måde. I virkeligheden var hun ikke skrap, men et meget socialt begavet og sjovt menneske med en vidunderlig, perlende latter. Senere, da både min søster, Pia, og jeg havde kastet os fuldt ind i skuespillet, følte hun sig ofte marginaliseret ved spisebordet, og sent i livet begyndte hun at læse teatervidenskab for at få en mere ligeværdig rolle i det fællesskab, vi naturligt indgik i med vores far. Det nød hun meget. Jeg ser hende med et andet blik i dag, end jeg gjorde som barn – og i dag kan jeg også se, at den rolle, hun påtog sig, senere til dels blev min egen."

10-20 år (1969-1979): Nej tak til børnebordet

"Min søster og jeg lærte at synge tostemmigt og fange et publikums opmærksomhed som en naturlig del af vores opdragelse. Men hvor hun hurtigt blev klar over, at hun skulle være skuespiller, havde jeg slet ikke de ambitioner. Jeg var et meget kommunikerende barn med en overdimensioneret retfærdighedssans. Jeg ville ikke sidde ved børnebordet og ikke finde mig i uretfærdighed – hverken i familien, i skolen eller i det omgivende samfund. Som ung klippede jeg mit hår kort og gik med små briller og partisantørklæde. Og så diskuterede jeg alt fra den hjemlige kvindekamp til militærkuppet i Chile med alle, der var klar på en politisk debat. Jeg ville redde verden. Og troede naivt på, at jeg kunne."

"Da jeg begyndte på Det Fri Gymnasium og blev omgivet af dygtige og dybt engagerede lærere, blev jeg klar over, at jeg ikke var den rabiate fritænker, jeg gik og troede, jeg var, men bare en lille, borgerlig pige, der havde kørt på fripas. Jeg klappede kaje og satte mig på forundringsbænken og forstod, at det er én ting at snakke, men noget andet at handle."

"Den aktivistiske side af mig blev på sin vis vakt i min barndom og udviklede sig i min ungdom. Men den fandt først sin endelige form langt senere i mit voksenliv, da jeg opdagede, hvordan jeg kunne bruge teatret på en aktivistisk måde. Og det var min far, der ledte mig på sporet af teatret, da han foreslog, at jeg skulle blive skuespiller. Jeg ville politik og samfund. Jeg ville rejse med Tvind! Men han havde sans for, hvem jeg i virkeligheden var. ”Husk nu, at du er et musisk menneske”, sagde han."

20-30 år (1979-1989): Grim og sjov – smuk og alvorlig

"Jeg kom ikke ind på skuespilskolen i første hug. De var ikke interesserede i den her lille korthårede og vrede partisantørklæde-klædte kvinde. Men da jeg vendte tilbage året efter på høje hæle og med et blødere og meget feminint udtryk, kom jeg ind. Jeg var ret rædselsfuld. Jeg kom jo fra et hjem med flygel og fra et ungdomsliv, hvor alt blev analyseret. Og så var jeg superforfængelig."

"Nok fordi jeg først sent havde fundet min femininitet og for alt i verden ikke ville af med den igen. Jeg ville ikke være grim, jeg ville ikke være sjov. Jeg ville være smuk og klog og alvorlig. Og jeg forstod først til sidst, at det smukke kan stå i vejen for skuespillet, og at du først bliver god, når du tør lægge forfængeligheden fra dig. Det var også først til sidst, jeg forstod, at jeg faktisk havde nemt ved at være sjov. Og at det var dét – og min lille statur – der fik mig til at skille mig ud."

"Og så – netop som jeg blev færdig på skolen – mødte jeg min søns far. Det var stor forelskelse og blev til stor kærlighed. I det hele taget blev alt pludseligt meget stort. Han havde en stor personlighed og en stor omgangskreds, og vi rykkede ind i en kæmpestor herskabslejlighed på Gammel Kongevej. Der var i den grad plads til et flygel, men der var på en eller anden måde også for meget plads til mig. Jeg kan huske, at jeg rullede mig sammen på parketgulvet under det enorme instrument for at kunne overskue al den plads og højde til loftet."

"Jeg fik pagehår, gik i tøj med kæmpe skulderpuder og lignede den perfekte hustru, da vores søn, August, kom til verden, men jeg havde lidt mistet blikket for, hvem jeg var, og hvem jeg ville være. Jeg var ikke engang fyldt 30, da jeg mærkede det, som jeg senere forstod, at min mor måske også havde mærket: En følelse af at være fanget af omstændigheder og forventninger, som jeg måske selv havde været med til at skabe, men som jeg egentlig ikke befandt mig særligt godt i."

30-40 år (1989-1999): Fattig kirkerotte finder sin stil

"Vi blev skilt tre år senere. Og det var et frit svæv. Forfærdeligt og ulykkeligt, men også spændende, fordi alt pludselig åbnede sig og føltes muligt. Der er noget befriende i det øjeblik, hvor alt kan ske. Også selv om du står midt i det mest smertefulde, du nogensinde har oplevet. Men du kan ikke blive i det svæv, når du er mor til en lille dreng. Og da først vi kom ud på den anden side – og var i live – begyndte en ny tilværelse."

"Jeg havde på det tidspunkt etableret mig som et up and coming-navn og havde godt fat i humorteatret og revyerne. Men jeg kunne ikke forfølge det spor. Jeg havde ikke det overskud, den scene kræver. Jeg kunne ikke få folk til at grine eller trække i netstrømper og smile med en rød rose mellem tænderne med min integritet i behold. Det betød, at jeg sagde nej til meget. Så jeg blev fattig som en kirkerotte, og mit liv blev lidt mindre igen."

"August og jeg blev meget forbundne. Det var en lille tosomhed på få kvadratmeter og for få midler. Men selv om jeg først og fremmest var mor i den tid, var det også der, jeg begyndte at finde mig selv. Jeg var stadig ung, men havde allerede taget mange roller på mig. På scenen, men også i mit private liv. Komplet med kostumer og det hele: Partisantørklæde, høje hæle, skulderpuder. Nu begyndte jeg at finde mine egne farver og min egen stil. Og for første gang definerede jeg min egen identitet som kvinde, mor og kunstner."

40-50 år (1999-2009): Slut på en ørkenvandring

"Jeg tror, at jeg i mange år formodede, at der var en logik i min branche. At der var nogen eller noget, der sørgede for at bringe talenter frem og skabe fremdrift. Men efter flere år hvor jeg havde arbejdet mindre som skuespiller og mere som instruktør og underviser på amatørteatre, forstod jeg, at jeg måtte være min egen motor, hvis jeg skulle sætte skub i min skuespilkarriere igen. Og så skrev jeg kabareten Klædt på til skindet, som jeg optrådte med på Café Liva. Det handlede selvfølgelig om, at jeg var nødt til at komme tilbage på scenen. Men det var også en meget personlig forestilling om mine holdninger til identitet og danskhed og blev på den måde en forløber for det politiske teater, jeg senere kom til at lave."

"Jeg havde skrevet så mange kronikker, som aldrig blev optaget, men fandt ud af, at jeg på scenen kan give udtryk for det, jeg mener. At sætte egne projekter i gang og producere dem selv blev min vej ind i skuespillet igen, og da August for alvor flyttede hjemmefra – til New York for at forfølge sin karriere som pianist – var det også, som om den ørkenvandring, jeg rent kærlighedsmæssigt havde været på, sluttede. Jeg mødte Michael, kort før jeg fyldte 50. Han boede godt nok i Aalborg. Og jeg skulle i hvert fald ikke indlade mig på et langdistanceforhold. Troede jeg."

50-60 år (2009-2019): Kærlighed og tab

"Der er 416 kilometer mellem os, hvis vi kører over Fyn. Men vi har håndteret den afstand i over et årti nu. Og det, der begyndte som en sommer-fling, er blevet et meningsfyldt og meget unikt forhold. Vi bor hver for sig, men er sammen. Så meget, at vi nogle gange helt glemmer at bruge tid med vores fælles omgangskreds, fordi vi har det så godt i vores tosomhed. Det er absolut ikke problemfrit og stadig kilde til en slags evig diskussion, hvor og hvornår vi skal flytte sammen."

"Men det er først og fremmest godt – jeg er mig selv i en relation til en mand for første gang i mit liv. Arbejdsmæssigt har det været et springbræt for mig. Man bliver lidt mere modig, når man har ro på bagsmækken. Det var i de år, jeg søsatte mit samfundskritiske teater, Projekt Glemmebogen, med forestillinger om politiske emner som Helle Thorning-Schmidts skattesag, salget af DONG og senest forvaltningen af offentlighedsloven."

"Og det var det årti, jeg sprang ud i at spille en mand. Som Joseph Goebbels i forestillingen Hitler on the Roof. Og senere som både mandlige og kvindelige karakterer i forestillingen JOB – et enkelt menneske, hvor jeg spiller alle roller. Det er selvfølgelig særligt for mig at spille jødiske roller, fordi jødedommen er en historie og et sæt traditioner, jeg er født ind i. Men den jødiske fortælling er samtidig evig aktuel for os allesammen, fordi den handler om mennesker på flugt. Om immigration og om at finde og skabe et hjem og en plads i verden. Den historie er lige så vigtig i dag som nogensinde."

"Mine forældre døde med ganske kort tids mellemrum i 2015. Og selv om de var gamle og havde levet fulde og hele liv, så slog deres død mig fuldstændig ud af kurs. Det var chokerende, og jeg løb rundt som hovedløs høne. Man skal redefinere sin rolle, når man mister sine forældre. De tektoniske plader rykker sig, og man føler sig lidt som en robåd uden årer, der har mistet sin bådebro. For nu er man pludselig den ældste generation, og så skal man finde ud af at være sin egen – og alle andres – bådebro."

60 år- (2019-): En form for status

"I forbindelse med at jeg fyldte 60 år, gjorde jeg en form for status. Hvor mange år har jeg tilbage i mig? Og hvad skal jeg nå? Det lyder måske lidt morbidt, men som skuespiller strækker ens kalender sig langt ud i fremtiden – jeg ved, hvad jeg skal i 2023 og 2024, forestillingerne er allerede booket. Så på den måde bliver overblikket over livets længde også lidt mere konkret. Og jeg vil gerne have det bedste ud af det. Være sammen med dem, jeg elsker, selvfølgelig."

"Men også beskæftige mig med det, jeg finder vigtigt og meningsfuldt. Mit hjerte banker lige voldsomt for humorteatret som for dramaet. Så længe det er godt og har noget på hjerte, er jeg på. Men det er klart, at mine egne projekter er helt grundlæggende for mit drive. Det er indignationen, der driver den del af min karriere frem – den her overdimensionerede retfærdighedssans, som jeg fik i fødselsgave, og som ikke har vokset sig mindre, men bare har fundet en form, der er helt min egen."