En læser fortæller: Landsbysladderen var tæt på at knække mig

Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.

Efter min skilsmisse fik jeg lyst til at sadle om. Derfor flyttede jeg fra en mellemstor provinsby til en lille landsby nær Vesterhavet.

Jeg forelskede mig i de stråtækte huse, naturen, det simple liv og muligheden for at kunne udfolde mig kunstnerisk. Jeg havde nemlig i mange år malet, mest på hobbybasis, men nu, hvor jeg kom til at bo billigere, så jeg frem til at dedikere mere tid til at male.

Læs også

En læser fortæller: Jeg fik nok af min sløve mand

Måske kunne jeg endda sælge nogle malerier til de turister, der besøgte byen i højsæsonen? Selvom jeg lige havde rundet de 50 år, følte jeg mig klar til at tage hul på et nyt kapitel i mit liv. Jeg arbejdede som freelanceoversætter hjemmefra, min eksmand og jeg havde aldrig fået børn, så der var intet, der bandt mig til en bestemt del af landet.

Det blev dog langt fra så rosenrødt, som jeg havde forestillet mig. Flytningen gik dog godt, det samme gjorde de første måneder i landsbyen. Folk virkede venligere og mere åbne, end jeg havde regnet med. Jeg blev inviteret med i foreninger, til fællesspisning, musikarrangementer og sågar til roning. Nogle lokale så da lidt skævt til mig, måske fordi jeg var tilflytter, måske fordi jeg kom som enlig kvinde uden børn.

Allerede et par uger efter flytningen stak jeg hovedet inden for hos den lokale galerist og kunstmaler, Niels. Dels lavede han nogle fantastiske naturmalerier, dels havde jeg flere gange hørt hans navn omtalt i kunstnerkredse. Jeg var derfor spændt på at møde ham og forventede halvt om halvt at støde ind i en egocentrisk kunstnersjæl.

Jeg blev derfor ret forbløffet over at møde en helt igennem nede på jorden jysk mand og far til tre med fuldskæg, et humoristisk glimt i øjet og træsko med lige dele jord og malerpletter. Han inviterede mig straks på kaffe og var meget interesseret i at høre om mine egne billeder. Han spurgte mig også til råds om et maleri, han selv arbejdede på. Først var jeg lidt tilbageholdende med at give min mening til kende, men han pressede på og virkede oprigtig interesseret i at høre, hvad jeg havde at sige.

"Hvor er jeg glad for, du er flyttet hertil. Du aner ikke, hvor jeg har savnet én at udveksle idéer og tanker med. Du må endelig kigge forbi igen. Måske vil du også udstille et par malerier i galleriet?" sagde han, da jeg skulle til at gå.

Jeg gik glad hjem. Mit nye liv skulle nok blive helt godt. Jeg havde allerede nu sået kimen til det første venskab.

Ugerne gik, og Niels og jeg sås en del. Jeg mødte hurtigt hans børn og hans søde kone, Lise, der var leder på en nærliggende efterskole og meget vellidt i lokalsamfundet. Lise sagde, at jeg altid måtte kigge forbi til aftensmad. Hun lavede alligevel rigeligt, for hun vidste aldrig, hvor mange teenagebørn, der sad med omkring bordet. Jeg tog glad imod tilbuddet og kiggede jævnligt forbi til mad, ligesom jeg også inviterede dem hjem forbi mit lille hus. Det var nu engang hyggeligere at have nogle at spise sammen med.

Selvom Lise var fantastisk, havde jeg mest tilfælles med Niels. Ikke bare delte vi samme hobby, vi fandt også hurtigt ud af, at vi delte samme sorte humor og lette livssyn. Når jeg tænker tilbage på de første måneder i byen, kan jeg se, at jeg måske var lidt naiv. For jeg så slet ikke den storm, der havde kurs lige imod mig.

Læs også

"Min mand levede et dobbeltliv"

Det var Lise, der første gang fortalte, at folk i byen var begyndt at tale om mig og Niels. Hun nævnte det en dag, vi tre var alene i galleriet. Niels og jeg var blevet set handle ind sammen i Brugsen. Det var i nogens øjne slemt nok. Men hvad værre var, havde en kvinde fra byen spottet Niels’ blå Saab i den øde plantage sent om aftenen – med mig på passagersædet. Det var samme kvinde, der havde stoppet Lise foran forsamlingshuset for at fortælle hende det.

"Men Lise, du ved da godt, der absolut ikke er noget imellem Niels og mig," sagde jeg forskrækket.

Lise svarede, at det var hun udmærket godt klar over. Vi fik talt det igennem og blev til sidst enige om, at vi ikke ville ligge under for andre menneskers ubehagelige snagen i, hvordan vi levede vores liv.

Niels og jeg fortsatte derfor vores venskab. Vi gik ture sammen og kørte rundt i landet til forskellige udstillinger. Jeg har altid haft mange venner af det modsatte køn og følte mig på ingen måde tiltrukket af ham. Det samme gjaldt for Niels. Han var da glad for at have fået sig en ”kollega”, men han lagde aldrig skjul på, hvor højt han satte sin kone, og det forstod jeg godt, at han gjorde.

Det ubehagelige ved sladder er, at det foregår i det skjulte. Du kan derfor ikke forsvare dig, for der er sjældent nogen, der anklager dig direkte. Lidt efter lidt gik det op for mig, at især landsbyens kvinder undgik mig. Ingen hilste længere i Brugsen, og en dag fik jeg en besked i Messenger fra Line, kassereren i Roklubben.

Hun var klar over, at hun havde opfordret mig til at stille op som næstformand, men hun ville gerne trække den opfordring tilbage. Faktisk stod de slet ikke og manglede medlemmer lige nu. Jeg sad som lamslået, da jeg havde læst beskeden, for jeg vidste, det ikke passede. Alle foreninger i området skreg på nye medlemmer.

Byen inviterede også tilflyttere til madklub en gang om måneden. Det havde jeg sat stor pris på, men pludselig modtog jeg ikke invitationen længere. Birgit, der stod for madklubben, undskyldte det med, at hun havde mailproblemer. Men byen var trods alt ikke større, end at hun lige kunne været gået forbi mig eller have ringet og fortalt mig det.

Jeg følte mig efterhånden mere og mere ekskluderet. Det lille samfund, som i begyndelsen havde virket så åbent og imødekommende, frøs mig nu ude. Jeg var ulykkelig og overvejede at flytte tilbage til byen. Men jeg var også vred. Tænk, at blive dømt for noget, man ikke havde gjort eller kunne finde på at gøre, endda uden mulighed for at tage til genmæle.

Feministen i mig rasede også. For ingen talte dårligt om Niels. Det var mig, der gik rygter om som hende, der stjal andre kvinders mænd og var løs på tråden. Kunne en kvinde i år 2023 virkelig ikke være gode venner med en jævnaldrende mand, uden at rygterne svirede?

Jeg sov dårligt om natten, jeg havde ondt i maven og turde nærmest ikke handle ind. Når Niels og jeg mødtes, foregik det næsten i smug, hvilket føltes helt forkert og fordækt. Som om, vi virkelig havde noget kørende.

Niels forsvarede mig, men det fik bare de onde tunger til at tale endnu højere. Sagen pinte også Lise, og da hun en dag inviterede mig hjem forbi, så vi kunne tale sammen alene, frygtede jeg, at hun nu også ville bede mig om at blive væk. Hun og Niels var mine eneste venner, og slog de hånden af mig, ville jeg uden tvivl være nødt til at flytte.

Læs også

En læser fortæller: "Vores venner valgte mig fra"

I stedet gav Lise mig et kæmpe kram og skænkede et stort glas rødvin op til mig, da jeg ankom. Jeg var lige ved at begynde at græde over venligheden. Jeg følte mig fuldstændig tyndhudet.

"Niels fortæller, at du overvejer at flytte. Det vil vi være meget kede af, begge to. Jeg ved, hvor ondsindet sladderen kan være her, og hvor svær den er at stoppe. Nu er det så dig, den går ud over, men jeg har fået en idé…"

Lises idé gik ud på, at vi indrykkede en annonce i den lokale avis, hvor vi annoncerede en fælles fernisering under overskriften: ”Lokal kunstmaler udstiller med sin kusine”. Jeg sad som mundlam. Lise foreslog simpelthen, at vi lod som om, Niels og jeg var i familie!

"Det hopper folk da ikke på," sagde jeg.

Men det mente Lise nu nok, de skulle. Niels var også tilflytter, og ingen kendte noget til hans familie. Jeg kunne sagtens være en fjern kusine, han først fornyelig havde genoptaget kontakten med og fundet en helt særlig fortrolighed med. Deres børn betragtede mig alligevel som et familiemedlem og ville ikke studse over, at jeg blev præsenteret som ”kusine Maiken”.

Hvis den lille løgn blev opdaget, tog Lise gerne ansvaret på sig. Så ville vi sige, at det var for at komme onde tunger til livs: Med løgn skulle løgn bekæmpes, sagde hun og løftede sit glas til skål. Hvis jeg gik med til det, var hun sikker på, Niels også bakkede os op.  

Jeg var skeptisk, men noget inde i mig boblede også. Det her var måske nok en lille løgn, men egentlig følte jeg mig som familie til Niels og Lise, og det ville være vidunderligt at få lukket munden på alle sladdertanterne.

Så vi indrykkede den annonce, velvidende at hele byen læste den lille lokalavis. Effekten udeblev da heller ikke, for stort set alle dukkede op til ferniseringen. Bestemt ikke kun for at se malerierne, de ville mest af alt hilse på hende, der åbenbart ikke var elskerinde, men den lidt fjerne kusine.

I dag tror de fleste i landsbyen på, at Niels og jeg er i familie. Vi, eller hovedsageligt Lise, fik sat en stopper for sladderen. Et par stykker kom sågar og undskyldte til mig efterfølgende. Jeg kan gå i Brugsen med løftet pande, og folk både hilser og taler med mig igen. Samtidig har jeg mødt flere søde mennesker her i byen, der ikke render med sladder. Så alt endte heldigvis godt. Jeg er glad for at bo her og har stadigvæk Niels som min bedste ven – alt det takket være hans vidunderlige kone.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.