Agatha Friis Boligreportage Eurowoman

"Vi lavede en regel, da vi købte sommerhuset: at prioritere brugt og udvælge nøje"

Når den lille trækfærge krydser Østerløbet i Isefjorden, falder der ro over Agatha Friis, 48, for på Orø er der tid til at se planterne gro. Hun har startet slow fashion-mærket Studio.ven og bruger sit sommerhus som kreativt fristed.

Hvad er det her for et sted?

"Orø er en ø på 14 kvadratkilometer i Isefjord, lige ved Holbæk. Der er omkring 900 fastboende og ca. 1.200 sommerhuse, så det er et hyggeligt lille lokalsamfund, hvor alle er meget hjælpsomme. Det er en dejlig kontrast til København."

Hvorfor valgte I at købe sommerhus på Orø?

"Vi opdagede Orø, fordi vi er kommet i en venindes sommerhus på øen. Vi vidste, hvor på Orø vi gerne ville købe hus, så da det her (fra 1967, red.) kom til salg, slog vi til. Her er en afslappet atmosfære, som er vigtig for os."

For at komme i bad og på toilettet må man lige et smut udenfor.
Agatha Friis.jpg
For at komme i bad og på toilettet må man lige et smut udenfor.

Hvad faldt I for?

"Husets unikke charme, og at grunden var passende stor og privat. Vi var enige om, at vi ikke ønskede os en firkantet og trimmet grund, men en lidt vildere naturgrund, hvor vi har privatliv og et fristed."

Hvordan er det at være på en lille ø?

"Når du tager trækfærgen fra Hammer Bakke, det tager fem minutter, falder der ro over kroppen. Der er ikke andre muligheder end at være til stede i nuet. Og så elsker jeg, at alle hilser på hinanden. Det savner jeg altid, når jeg tager tilbage til byen."

Hvad kan et sommerhus?

"Vi kommer helt ned i gear og ser på planterne gro. Vi har begge rejst meget inden corona og havde brug for et sted, hvor vi kunne finde ro. Her mærker vi årstidernes og vejrets skiften langt mere end midt i byen."

Hvad er det bedste ved lige netop jeres?

"At naturen er lige udenfor døren. At jeg kan gøre det rent på 30 minutter. At det er enkelt og en smule primitivt. Og at vi har mulighed for at komme hertil på en time."

I januar startede Agatha slow fashion-mærket Studio.ven, som hun også finder ro til at arbejde på i sommerhuset.
Her kan man både arbejde og slappe af. Bordet er et arvestykke fra svigerforældrene, og stolene er fundet på loppemarked på øen.
Agatha Friis 6.jpg
I januar startede Agatha slow fashion-mærket Studio.ven, som hun også finder ro til at arbejde på i sommerhuset.
Agatha Friis 5.jpg
Her kan man både arbejde og slappe af. Bordet er et arvestykke fra svigerforældrene, og stolene er fundet på loppemarked på øen.

Hvad har du gjort dig af tanker om indretningen?

"Vi lavede en regel, da vi købte sommerhuset: at prioritere brugt og udvælge nøje. Mange har en tendens til at tage deres gamle udtjente møbler med op i sommerhuset, så det ender med at blive overfyldt. Det er vigtigt for mig, at der er forskel på, hvordan der ser ud her og derhjemme."

Hvordan adskiller indretningen af jeres sommerhus sig fra indretningen af jeres hjem?

"Sommerhuset er enkelt og simpelt, og det giver en enorm ro. Her er savsmuldstapet, hvilket jeg ikke normalt kan holde ud at se på, men det er blevet en del af huset nu. Her er langt færre ting indenfor og langt flere ting udenfor. Den simple indretning opvejes dog af mængden af haveredskaber."

Er der noget, I drømmer om at anskaffe jer hertil?

"Et drivhus."

Er der et renoveringsprojekt på vej?

"Terrassen bliver bygget om denne sommer. Egentligt burde vi vel lave nyt bad og køkken, men det er ikke højt på prioriteringslisten."

Hvad er det første, du gør, når du kommer herover?

"Hopper i mine Birkenstocks og går mine runder og ser, hvad der er sket i haven siden sidst."

Hvordan ser en sommerdag herovre ud?

"Vi står op, når vi vågner, og drikker morgenkaffe på terrassen. Dagen går med badeture, afslapning i haven og god mad."

Solopgang. Vinduet skulle egentlig udskiftes, men heldigvis besluttede familien sig for at beholde det. Sengetæppe fra Hay.
Livet på Orø går langsomt – lige som det skal, når man er i sommerhus.
Agatha Friis 4.jpg
Solopgang. Vinduet skulle egentlig udskiftes, men heldigvis besluttede familien sig for at beholde det. Sengetæppe fra Hay.
Agatha Friis 2.jpg
Livet på Orø går langsomt – lige som det skal, når man er i sommerhus.

Hvad laver I, når det regner?

"Putter os indenfor eller tager en regnjakke på og går ud. I sommerhuset har vejret ikke helt samme betydning som i byen. Vi ser flere muligheder i udeliv i al slags vejr, hygge under parasollen, fisketur og gåtur i regnvejr. Uanset vejret er Orø mit batteri, hvor jeg finder ro til at arbejde. Jeg kan både tænke og skabe og finder balance i naturen, langsommelighed og en superhurtig internetforbindelse."

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse i området?

"Vores have. Jeg er blevet meget overrasket over, hvor glad jeg er blevet for havearbejde. Jeg er stadig nybegynder, men nyder det overraskende meget. Processen i at så, vente, vente, vente og så høste, er skøn, og jeg planter gerne alt for mange blomster."

Får du ofte gæster heroppe?

"Ja. Selve sommerhuset er ikke så stort, men heldigvis har vi et anneks, hvor der er plads til gæster. Er det godt vejr, er alle velkomne, men det kniber lidt med pladsen, hvis det regner."

Minnie og Holly tager den også med ro.
Agatha Friis 7.jpg
Minnie og Holly tager den også med ro.

Hvad serverer du for dem?

"Kaffe og kage eller en kold øl. Ellers er der venlig selvbetjening."

Hvad sætter du på anlægget?

"Cornelis Vreeswijk er et hit."

Hvad skal du læse denne sommer?

"Lige nu læser jeg Det blå lys – En roman om Marie Curie af Stig Dalager og glæder mig til at læse Kvinde set fra ryggen af Jesper Wung Sung."

Hvad er den perfekte sommerdrink?

"Kold hvidvin er og bliver min favorit."

Agatha foran det lille anneks i kjole fra Studio.ven.
Agatha Friis 1.jpg
Agatha foran det lille anneks i kjole fra Studio.ven.

Agathas tips til Orø

  • Den gamle købmandsbutik er blevet overtaget af familien Bing, der også driver Kontikibar og Færgen Ellen i København. De har skabt et samlingspunkt på øen, som byder på naturvine, lækker mad og hjemmebag.
    Bings.dk
  • Kroen, som er blevet restaureret for nylig, er også et besøg værd.
    Oroekro.dk
  • Og så er der ved at blive etableret en tennisklub, som vi selv glæder os til at bruge.