Sådan indrettede boligredaktøren sin hjemmearbejdsplads
Hvad gør man, når hjemmekontoret pludselig bliver et sted, man skal opholde sig hver dag? Og hvordan indretter man sig med en hjemmearbejdsplads, når man ikke lige har et ledigt rum til det derhjemme? Det giver boligekspert Nicola Kragh Riis nogle rigtig gode bud på her.
En stor opslagstavle, en dejlig håndlavet stol, godt lys og et kreaskab tæt på til alle mine dimser og rod. Plus et ekstra bord til symaskinen og de kreative projekter.
Det er nok drømmen af et hjemmekontor for mig.
Da hjemmearbejde blev virkeligheden sidste år, var jeg nødt til at få indrettet et hjemmekontor på meget lidt plads og for meget få midler. Det genkender du med stor sandsynlighed?
Og hvad rækker man så ud efter, når der hverken er råd eller plads til et decideret rum til arbejde?
For mit vedkommende fandt jeg en marmorplade i Den blå avis, som passede ind i en lille karnap, som vi ikke har kunne indrette optimalt. Et par bukke fra Ikea, og så var der et arbejdsbord med dejligt dagslys.
Jeg ryddede ud i mine rejsebøger (dem får vi jo nok ikke brug for lige foreløbig), som var i et skab ved siden af karnappen. Der er plads til en lille smule rod, dog ikke symaskinen, som stadig står i kælderen.
Heldigvis havde jeg en vintagelampe i messing til overs og en ældre lidt knirkende stol, og så blev opslagstavlen nedprioriteret frem for dagslys.
Jeg måtte skifte stolen til en ny efter et par ugers knirkeri, men en ny stol blev så julegaven til mig selv.
Sidder du lige som mig også og arbejder hjemmefra lige nu, så har jeg samlet mine 5 gode tip til, hvordan du får det bedste ud af dit hjemmekontor lige her.
Hjemmearbejde er blevet mere normalt end nogensinde, og alle har bevist, at vi kan arbejde ekstremt tjekket, når vi arbejder hjemme – nogen endda mere effektivt end bag hævesænkebordet.