Fashion fix fra sofaen: "Moden er kun blevet en endnu vigtigere del af tv-fortællinger"

Hvis du er i trediverne eller tyverne, begyndte det måske med ”Sex and the City”, og var du ligesom denne skribent barn i 80'erne, skete det måske allerede i 1985, da ”Dollars” tonede frem på tv-skærmen og var indbegrebet af luksus, dekadence og virkeligt vild mode. Selvom du måske ikke kunne forstå alt, hvad karaktererne sagde, så talte kropssprog og modens koder heldigvis helt for sig selv.

Fra Alexis Colbys ekstravagante hatte- og turbanføring over Krystles elfenbensfarvede silkeskjorter og dramatiske vandfaldsudskæringer til Sammy Jos lycraleggings, pandebånd og perlemorsfarvede læbestift.

Jeg kunne se serien uge efter uge for tøjet alene, og den fascination for tv-seriernes fashion frem for deres plot har fulgt mig lige siden. Jeg ville eje Denise Huxtables boho-blærede garderobe i ”Cosby & Co.”, ”Party of Five”-pigernes jeans og velourchokers og selvfølgelig Brenda fra ”Beverly Hills 90210”s blomstrede nederdele tilsat herrevest og Doc Martens.

Da ”Sex and the City” første gang blev vist i 1998, cementerede det, at moden og tv-mediet er blevet gensidigt afhængige størrelser, der udveksler tips og tricks med hinanden – i endnu højere grad end nogen modedokumentar har evnet det. For når moden knyttes til karakterer, dramaturgi og en series plot, bliver den mindre trendfølsom og mere tidsåndsrelevant, og det er værd at kigge nærmere på.

And just like that...

Tøjet spiller også en hovedrolle i efterfølgeren til ”Sex and the City”, hvor stylisten i løbet af 1990'erne fik lov at låne mere og mere eksklusivt designertøj.

Løgne i lækkert tøj

Det er svært at sige, hvilke tv-serier der ikke har haft en modemæssig indflydelse de seneste år. I serier som ”Gossip Girl” og ”Emily in Paris” får tøjet typisk en hovedrolle, fordi plottet er svagt eller repetitivt. Men helt omvendt var det med miniserien ”Big Little Lies”, der ramte skærmen i 2017 og med sæson 2 i 2019 og var ansporet af Nicole Kidman og Reese Witherspoon, der havde købt rettighederne til Liane Moriatys bog af samme navn.

Det var nemlig ikke kun, fordi rollelisten, udover Kidman og Witherspoon, talte store navne som Zoë Kravitz, Laura Dern og Meryl Streep, at serien blev en instant success. Det var også kostumedesigner Alix Friedbergs fortjeneste, fordi tøjet ikke bare var aldeles lækkert, men også bidrog til at definere hver enkel karakters type, udfordringer og udvikling.

Renata (Laura Dern), der er power boss mom par excellence, skruer tiltagende op for statussymbolerne i takt med, at hendes privatliv falder stadigt mere fra hinanden: Alaïa-boucléblazer, en metallisk rød Roland Mouret-kjole med eksalterede skulderpuder og en Birkin Bag fra Hermès udgør hendes uniform.

Madeleine (Reese Witherspoon) flasher en perfekt blow dry, farvekoordinerede cardigansæt og altid tårnhøje Manolos, der skal dække over det faktum, at den ultraemsige curlingmor har et ægteskab, der hænger i laser, og en teenagedatter, der gør oprør.

Celeste (Nicole Kidman) er den æteriske skønhed, der har været offer for hustruvold, og som derfor svøber sig i bløde kashmirlag fra Ralph Lauren, Max Mara og Joseph, der både ligner en blød, beskyttende uniform, men som samtidig dækker de blå mærker, som volden efterlader på hendes krop, mens Jane (Shailene Woodley), der er tilflytterveninden med en tung hemmelighed, går i tøj, der hverken afslører krop eller former.

Og så er der naturligvis Bonnie (Zoë Kravitz) der i sæson 1 er indbegrebet af boho babe med store smykker, svedigt yoga tøj og cool silkekaftans, der signalerer, at hun er ovenpå, selvom hun er slængets outsider, mens hun i sæson to er tynget af skyld. Glæden har derfor også forladt hendes garderobe, der nu primært består af oversized strik, slidte T-shirts, jeans, der hænger på hofterne og store solbriller, hun kan gemme sig bag; hun er ikke flashy længere – men ikke desto mindre uendeligt lækker.

Big Little Lies

Helt kuk kuk og åh så hot på Hawaii

I 2021 var det en anden serie, der fik enorm opmærksomhed. ”The White Lotus” er nemlig ikke bare en sort komedie, der tegner et skælmsk og skarpt portræt af de ultrarige ”one percenters”, der besøger et luksusresort på Hawaii. Det var også et mesterværk ud i at demonstrere seriens vigtigste pointer igennem tøj, der talte helt for sig selv.

For eksempel med den snotforkælede investment banker Shane, der aldrig har klippet navlestrengen til sin mor og konsekvent går klædt i shorts, der er lidt for korte, og skjorter der er lidt for stramme, blot for at understrege, at han fortsat er en forvokset baby. Også resten af rollerne er (tåkrummende) velklædte.

White Lotus

Der tegnes et skælmsk portræt af de ultrarige amerikanere, der holder luksusferie på Hawaii., og deres udvikling eller mangel på samme afspejler sig i deres tøj.

Kostumedesigner Alex Bovaird rejste nemlig til de destinationer, hvor eliten i USA holder ferie (såsom The Pink Sands på Bahamas) og noterede sig, hvordan de gik klædt. Det, hun bemærkede, var, at mens de alle havde de samme luksustasker fra Goyard, Louis Vuitton og Chanel, så skilte de sig ud med silkekaftaner og sommerkjoler fra designere, der hørte til på andre über-luksuriøse destinationer fra andre rejser.

Med andre ord: ultrakostbare, men unikke ferieoutfits, der illustrerede, at shopping er noget, man rejser efter. Stylisten har siden fortalt til Vogue, at vil man demonstrere den form for rigdom, er det ikke ”nok” med simple logoer. Tværtimod skal serien være fyldt med koder til det modeinteresserede publikum, der kan afkode, når en kaftan ikke bare er en kaftan fra H&M, men er fra en elitær designers resortkollektion.

Teenagepigerne i serien er på overfladen de mest ”almindeligt” klædte karakterer iført afklippede denimshorts og T-shirts med aktivistiske slogans, men som handlingen skrider frem, distancerer de sig fra hinanden, når den ene overtager sin mors faible for flæsebesatte og fashionable sommerkjoler, mens den anden holder fast i sit anti-fashion, intellektuelle collegelook.

Når djævlen ikke har overtøj

”Succession” er familiedramaet – en moderne version af Shakespeares ”King Lear” – hvor det er umuligt at afgøre, hvem vi skal holde med. Samtlige karakterer er nemlig ualmindeligt usympatiske på hver deres ekstremt underholdende måde. Opgaven for kostumedesigner Michelle Matland var her at vise, hvordan en milliardærfamilie klæder sig. Det helt centrale ved deres garderobe er, at den til forveksling ligner noget, som du og jeg har råd til. En brun T-shirt, et gråt jakkesæt, en baseballkasket uden logo.

Men sagen er, at det har vi ikke. Den underspillede luksus er seriens signaturstil, og den er så raffineret, at den har gjort ”Succession” til genstand for Instagram-konti som @successionfits og @successionfashion og lange essays i New York Times, Vanity Fair og The New Yorker.

Succession

For sagen er den, at man ikke bare skal kende til stilhistorie for at kunne klæde en familie i denne kaliber på. Man skal også have kendskab til deres kulturelle koder og deres sans for etikette. I en familie, hvor man taler lige så lidt om følelser, som man gør om penge, må intet larme – slet ikke tøjet. Så selvom et jakkesæt koster 20.000 USD, en simpel T-shirt mere end 500 USD og en kashmirtrøje på den forkerte side af 5000 USD, så må de uindviede ikke kunne se det.

Derudover er det en familie, der har ”folk” til alt. De bevæger sig ingen steder, uden at det er med en privatchauffør eller et privatfly. Af den grund har de aldrig brug for at tage praktiske hensyn med deres tøj – eller for at eje noget så prosaisk som overtøj. De er hævet over logoer, trends og modeluner. De vil kun have tøj, der er så dyrt, at du kun kan se det, hvis du ved det.

De unge sætter dagsordenen

I den helt anden ende af spektret ligger den dystopiske ”Euphoria” om generation Z's voldsomme møder med SoMe-mobning, misbrug, cancel culture, seksuelle grænser (og manglen på samme), men også med identitetspolitik, venskab, loyalitet og fashion. De farvestrålende crop tops, de ultrakorte skørter, plateausko i pvc, gelenegle med glimmer og makeuplooks med Swarovski-krystaller er en vigtig del i hver enkelt karakters dannelsesrejse og fortæller mindst lige så meget om popkulturens forelskelse i teenageårenes på engang magiske og barske rutsjebanetur ind i voksenlivet.

Euphoria

Hver karakter har ikke alene fået tildelt en garderobe, der matcher deres livsvilkår: Rue der har mistet sin far og derfor går i hans oversized hættetrøjer og baggy pants, Jules der er transkvinde, og som eksperimenterer med feminine miniskørter, og den intrigante alfahun Maddy, der er evigt udfordrende i minitoppe og med negle, der er lige så sylespidse som hendes albuer.

Karaktererne har også fået hver sin farvekode, der understreger deres personlige fortælling. Den depressive Rue har fået kastanjefarven, den giftige Maddy er lilla, den intellektuelle Lexi er grøn, og den usikre Cassie er klædt i babypink, når hun svæver på en lyserød sky, og lyseblå, når hun er ulykkeligt forelsket.

Moden fylder endnu mere

Men hvorfor er kostumedesigneren blevet så vigtig i nutidens tv-fortællinger, og hvorfor kan vi ind imellem bedre huske Carries strutskørt eller Jules’ lyserøde eyeliner end hele episodens handling?

"Moden har altid været vigtig i tv. Tænk ”Dollars”, ”Beverly Hills” og ”Melrose Place”. Der var moden også en ekstremt stor del af fortællingen," siger Chris Pedersen, der er modeekspert, tv-vært og redaktør på Børsen Weekend.

Han fortsætter:

"Men jeg tror, at den er blevet endnu vigtigere nu. Både fordi vi alle nu tænker som stylister, når vi klæder os på til sociale medier, men også fordi vi er blevet stærkere til at læse tøj som en selvfortælling og en karakteropbygger. Det var via ”Sex and the City”, modebranchen opdagede, at tv-serier var et godt sted at blive eksponeret."

"Stylisten bag, Patricia Fields, kunne slet ikke låne designertøj i seriens begyndelse, men som sæsonerne skrider frem, ender hun med at kunne låne ting direkte fra catwalken. Og derfor ender Carrie i en haute couture-Valentino-kjole i slutningen af opfølgeren ”And Just Like That”"

Det er netop tv-seriernes ændrede kulturelle status de seneste år, der har gjort moden til en ny magtfaktor.

"Tv-serierne har fået en status i vores tidsånd, der ikke er matchet tidligere. Tv-seriernes guldalder startede i sluthalvfemserne, og den gjorde, at alle de største talenter søger dem," forklarer Iben Albinus, der selv er manuskriptforfatter og forfatter til bestselleren ”Damaskus”, der også skal laves til en tv-serie.

"Det er blevet høj-status at medvirke i tv-serier. ”Mad Men”, ”Sopranos” og ”Sex and the City” gav tv-formatet en cool-faktor, det ikke havde tidligere. Nu ser vi, at tv-serierne fortæller historier på helt nye måder, for der er en større risikovillighed her end i filmbranchen. Det er nemlig blevet sværere at tjene penge på film end på serier, hvor du allerede har dine abonnenter og ikke skal ud at sælge biografbilletter."

"Det gør også, at der bliver plads til at lave mere nichede og vilde ting som ”White Lotus”, der er en krimi-komedie, men også en satirisk kommentar til det amerikanske samfunds store sociale ulighed."

Iben Albinus, der selv har skrevet bøger om både ”Mad Men” og ”Sex and the City”, mener desuden, at designere og brands opsøger serierne – og deres skuespillere – fordi de repræsenterer en ny form for autencitet: 

"Fordi vi følger karaktererne over tid, så knytter vi bånd til dem, som om vi kender dem i virkeligheden. Modsat en toptjekket souschef på Vogue, it-girls og influencers, så er de her mennesker omgærdet af autenticitet, fordi de ikke lever af at blive klædt på. Vi føler, at de, eller deres karakter, vælger deres tøj selv," forklarer hun.

"Vi påvirkes på et ubevidst plan, fordi vi får adgang til karaktererne, som var vi sammen med dem. Vi får VIPadgang til ”the one percent” og er fluen på væggen, der opfanger og inspireres af det, de siger, gør og af måden, de klæder sig på."

Chris Pedersen supplerer:

"Moden er blevet en vigtig del af moderne tv-serier, og det giver jo ganske god mening, simpelthen fordi kostumer er en ekstremt vigtig komponent i opbygningen af en karakter. Det har altid været tilfældet, men måske er det blevet endnu vigtigere nu, hvor flere og flere af os er så ekstremt veloplyste i forhold til mode og design. Men hvor moden tidligere især skulle illustrere, hvordan de unge, rige og smarte levede, har den fået en anden dybde nu."

"I forhold til ”Euphoria” giver moden særligt mening, fordi serien handler om helt unge mennesker, der naturligt interesserer sig ekstremt meget for tøj og stil, og som eksperimenterer med samme," uddyber han og fortsætter:

"Jeg tror, skuespillerne i tv-serier har overtaget supermodellernes plads, fordi vi identificerer os meget kraftigere med dramaet i en serie end med personen på en catwalk. Når en serie rammer plet, bliver karaktererne nærmest vores venner, eller folk vi kan genkende noget af os selv i. Supermodellerne var fra en anden tid, hvor vi dyrkede eliten og det uopnåelige. Nu vil vi gerne tro på, at det uopnåelige er opnåeligt."