Bedsteforældre har for høje forventninger

Usikker mor: ”Bedsteforældrene har for høje forventninger til, hvad mit barn skal kunne”

Hvornår kravler han? Kan hun ikke snart sidde? Forventningerne kan hurtigt blive overvældende som ny mor. Vi har spurgt brugerne på @voresbørn, hvilke ting I dealer med, når det kommer til jeres børns bedsteforældre. Her er eksperternes svar.

Spørgsmål om høje forventninger fra bedsteforældrene

“Jeg oplever ofte, at både mormor og farmor har lidt for høje forventninger til, hvad et barn på den alder skal kunne.

Hvorfor snakker hun ikke endnu? Hvorfor har hun ikke hår? Er hun ikke lang tid om at lære at gå? Hvorfor kan hun ikke sidde stille ved bordet? Nu må hun da snart stoppe med at bruge ble?”

Eksperterne råder til at sige fra

Maria Holkenfeldt: “Det kan virkelig føles som et pres, når ens mor og svigermor spørger til barnet på en måde, der kan opleves, som om barnet ikke følger med sin udvikling eller de andre børn.

Vi kommer alle til at sammenligne – også selv om vi ikke vil. Det gør bedsteforældre også – og gerne med deres egne unikke børn – altså dig og din kæreste. I kunne alt på din datters alder, eller ...? En anden ting, der også kan ligge bag deres maskerede spørgsmål, er bekymring: Udvikler mit barnebarn sig, som hun skal?

Så måske er det bedste, du kan gøre for dem, når de begynder at remse spørgsmål op, at sige: ‘Jeres barnebarn er helt, som hun skal være – I behøver ikke være bekymrede.’

Og hvis du har mod på det, kan du måske også fortælle, hvordan alle de spørgsmål opleves for dig – måske, som om dig og din kæreste ikke er gode nok forældre, og at jeres datter er bagud med alt (hvis det er sådan, du har det).”

Kathrine Hemmingsen: “Jeg vil begynde med at undersøge, hvad gør det ved mig? Får det mig til at føle mig forkert som forælder? Eller at mit barn er forkert? Det er nærliggende at få tvivl, hvis man får den slags kommentarer.

Der kan man sige: ‘Jeg ved godt, at I ikke mener noget med det, men jeg får følelsen af, at mit barn skal være anderledes, end det er, når I siger sådan.’

Man skal ikke nødvendigvis lade det fare, for så kan det være en dårlig vane, som fortsætter, at de bare må kommentere på alt. Det er OK at sige fra på ens egne og ens børns vegne.”

Om eksperterne

Kathrine Hemmingsen

Har en kandidat i pædagogik og er familie-, par- og psykotereapeut.

Hendes fokus er på relationen til os selv og andre.

Følg hende på Instagram under navnet @familiemakker.

Maria Holkenfeldt

Privatpraktiserende psykoterapeut med ekspertise i relationelle problematikker.

Hun er også medforfatter til bogen 'Guide til bedsteforældre og deres børn'.

Læs mere om hende på igennem.dk.