Leg med børn: ”Den her ting giver mig dårlig samvittighed som mor”

KLUMME: Min toårige datter rykker rundt på de små møbler, der indgår i legen med hendes stofkanin. Jeg sidder ved siden af hende på gulvet og ifører hendes lille bitte babykanin en flyverdragt. For femte gang. Da vi har leget i ti minutter, orker jeg ikke mere. Det er simpelthen for kedeligt! Min datter protesterer højlydt, da jeg giver anledning til at rejse mig. ”Neeeej mor – vi leger!” siger hun med en insisteren, kun en toårig kan mestre.

Kan du sige dårlig samvittighed?

Jeg er ikke verdensmester i disciplinen ‘leg med børn’. Selv om jeg udmærket er klar over, at det blandt andet er min tålmodighed, den er gal med, så har jeg alligevel dårlig samvittighed. Min manglende lyst til at lege er måske det punkt ved moderskabet, der giver mig allermest dårlig samvittighed. For det er det, jeg er dårligst til. Min krop bliver rastløs, når jeg skal helt ned i gear og samtidig befinde mig på børnenes niveau. Der går ikke mange minutter, før mine tanker vandrer af sted, og jeg tænker på de tallerkener i køkkenet, der skal stilles i opvaskemaskinen i stedet for at overveje, hvad stofkaninen skal have på til teselskab.

Hvorfor kan jeg ikke bare nyde at lege med mine børn og koncentrere mig fuldkommen om dét? Det lykkedes indimellem. Men jeg synes, det er svært og kedeligt. Jeg bliver formentlig sendt direkte i morhelvede for at indrømme det.

Til gengæld nyder jeg virkelig at være fysisk til stede med mine børn, når jeg for eksempel lægger noget vasketøj sammen på spisebordet, mens min datter samler et puslespil, og min søn leger med sin kran på gulvet. Jeg elsker at have dem tæt på mig, og det bliver prioriteret meget højt i mit liv. Men jeg leger altså ikke vildt meget med dem.

Leg med børn = gab, snork, zzzz

Når jeg leger med mine børn, begynder jeg ofte at gabe – sådan helt instinktivt. Som om det at gå helt ned i gear, minder min krop om, hvor træt den er. Jeg oplever ofte også, hvordan jeg nærmest er ved at falde i søvn, når jeg læser højt for ungerne om eftermiddagen. Hvordan min stemme bliver helt monoton i sin talestrøm i stedet for at læse med forskellige stemmer til de forskellige karakterer og differentiere intensitet og styrke.

For mig er det bare nemmere at være i gang med praktiske ting som at give dem et bad, lave mad til dem, rydde op efter dem, gå i biografen eller teatret med dem eller tage dem med hjem til nogle venner. Det holder mig i gang, jeg mærker ikke trætheden – og så synes jeg bare det er sjovere end at lege med stofkaniner.

Kontrasten mellem at ordne, fikse og klare – og at sætte mig ned og lege stille og roligt, bliver simpelthen for stor. Så når min søn spørger: ”Mor, skal vi ikke lege butik?”, har jeg svært ved at skjule mit manglende engagement. Det giver mig dårlig samvittighed. For hvis der er noget, børn elsker, så er det, når mor og far gider lege – det er i hvert fald min opfattelse. Jeg har faktisk masser af tid til at lege med mine børn. Alligevel kan jeg ikke ligeså ofte, som jeg teoretisk set burde, for jeg gider ikke. Jeg er bare ikke særlig god til det. Til gengæld er jeg vild med at lave så mange andre ting med dem – og er det egentlig ikke ok?