Min svigermor er dybt manipulerende
Jeg oplever min svigermor som dybt manipulerende. Hun tager sig virkelig godt af sin elskede søn, men over for mig er hun iskold og skeptisk, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om manipulerende svigermor
Min svigermor er manipulerende. Hun beder min mand om ting bag min ryg.
Det kan f.eks. være, når hun har brug for hjælp i sit hus.
Min mand ved godt, at det er noget, der skal ordnes imellem hende og ham, og derfor inddrager han aldrig mig. Når vi så indimellem ses, så kommer min svigermor dog ofte til at tale over sig og røber derved, at han har været hjemme hos hende. Det vækker en vrede i mig, som jeg ikke bryder mig om. Jeg ved dog godt, det er noget der sker i mig, og jeg arbejder virkelig på at komme ud af den følelse, for den er forfærdelig at være i.
Ligeledes udspørger min svigermor vores børn om os, når de er på besøg hos hende. Hun borer i, hvordan vi egentlig har det, især min mand, for hun forguder sin søn og er konstant bekymret for ham.
Vi har også inviteret til fødselsdag og her oplevet, at min svigermors bror har ringet og takket for invitationen på trods af, at vi aldrig har inviteret ham. Min svigermor har således inviteret en gæst med til en fødselsdag hos os, uden at hun har spurgt os. Da vi var ude at rejse her i sommers, skulle min hun passe huset. Da vi kom hjem, havde hun rodet alt vores vasketøj igennem og kun taget min mands tøj med sig hjem for at vaske og stryge det.
Jeg kunne komme med mange flere eksempler. Så hvad stiller vi dog op med hende?
Vibeke Dorph råder til at sænke skuldrene
Nu forstår jeg ikke, hvorfor du kan have så meget imod, at din mand hjælper sin gamle mor i en sådan grad, at det skal holdes skjult overfor dig? Du billiger vel, at han gør det, det vidner kun om, at han er et kærligt og omsorgsfuldt menneske. Gode og fine dyder, som du sikkert selv nyder godt af og sætter pris på. Derfor glæder jeg mig også over, at du selv ærgrer dig over din adfærd, for den gør helt rigtigt intet godt for hverken dig eller din familie.
Jeg kan nemlig ikke lade være med at tænke, at den noget besidderiske og kontrollerende adfærd overfor din mand og svigermor, spiller en rolle i det dårlige forhold mellem jer. Et forhold, der er endt ud i, at du og din svigermor bruger en masse tåbelig tid på at chikanere hinanden. Der skal to mennesker til at strides, og det er kun den stærke, der kan beslutte sig for, at nok må være nok. I mine øjne, er du den stærke her, for din svigermor er en ældre dame, og det er dig, der er gift med hendes søn.
Derfor ville jeg også sænke skuldrene, hvis jeg var dig. I stedet for at se din svigermor som en fjende, så se hende, som det hun er; et ældre menneske, der sikkert føler sig udenfor i familien og derfor tyer til unoder, sådan som mennesker, der føler sig kuede ofte gør det.
Vil du have fred, så lad i stedet din mand hjælpe sin mor, som det passer ham. Lad også være med at lade dig irritere og bær i stedet over med din svigermor. For når hun opdager, at du ikke er hendes konkurrent, men i stedet vil hende det godt, så stopper hun også sine små julelege. Så søg fred og giv slip på din vrede, så vil hun gøre det samme.