Louise Troen

Kan en app finde din nye bedste veninde eller din karrieres største chance? Vi har testet den

Hvis du troede, fremtidens datingkultur handler om at finde den store kærlighed, kan du godt tro om igen. Nu kan du også ”business date” og finde nye veninder via apps. ALT for damernes Sine Gerstenberg har, kun en anelse modvilligt, testet konceptet og været på blind date med Louise Troen fra det sociale netværk Bumble.

ALT for damerne har siden januar kørt en søstersindkampagne, hvor vi med hjælp fra et hav af seje kvinder er kommet med bud på, hvordan vi bliver bedre til at bakke hinanden op og spille hinanden gode både privat og på jobbet.

Jeg troede, hun ville være ældre. Måske højere og helt sikkert ikke så smuk. Min blind date. Jeg er født i 1980, mødte min første store kærlighed på Egmont Kollegiet, min anden til en privat nytårsfest på Østerbro, og ham, jeg giftede mig med, mødte jeg i en løbeklub i 2005. Jeg blev gift i 2006. Jeg er håbløst uprøvet. Jeg har aldrig været på Scor.dk, Dating.dk, Tinder eller bare noget så uskyldigt som en blind date.

Men så modtog jeg en invitation. Til en middag for 100 kvinder, der alle sammen havde en mening om noget (tjek), var over 18 (tjek) og gerne ville dele ud af sig selv (hmmm… tjek?). Jeg meldte fra. Logistikken hang ikke sammen. Det var på en tirsdag, jeg skulle lave mad til de små, mens min mand, Anders, skulle til fodbold med vores store søn. Jeg havde ikke tid til en gigantisk date med 100 kvinder. Hvor besnærende det end virkede. Men der blev insisteret fra den anden ende. Jeg skulle møde Louise. Louise Troen, der er Vice President for international marketing og kommunikation hos Bumble, der lyder som endnu en dating-app, men som er blevet til meget mere, siden den blev lanceret tilbage i 2014. Dengang var det den 24-årige grundlægger Whitney Wolfe Herds idé at give kvinder mulighed for at aktivt vælge hvilke mænd, de ville møde, i stedet for den mere rå og hæmningsløse tilgang, som andre datingplatforme tilbød.

Bumble skulle være anderledes: mindre kødmarked og mere respektfuld interaktion, men i dag kan du via app’ens udvidelser også ”date” potentielt nye veninder, sparringspartnere eller forretningsmakkere. Alt det var ikke helt faldet på plads i min forståelse, da jeg endelig accepterede invitationen.

Angsten for den første date

Jeg turde ikke downloade app’en, inden jeg skulle mødes med Louise. Hvad ville min mand eller mine kolleger ikke tænke, hvis de opdagede, at jeg havde installeret en dating-app, og allerede skulle på min første date. Med en pige! Så da jeg møder Louise, der er ung, smuk og meget imødekommende, starter jeg med at krybe til bekendelse. Jeg aner ikke, hvad det er, jeg laver.

– Så er du fuldstændig ligesom jeg var tidligere. Altså inden jeg startede hos Bumble, siger hun med et smil og fortæller videre, at selvom hun ikke har en kæreste, er det hele dating-delen af app’en, der interesserer hende mindst. Det har hun knap nok tid til.

– Men jeg er blevet sådan en ambassadør-tosse, der lever og ånder mit eget brand. Sådan troede jeg aldrig, at jeg ville blive, men det giver altså mening. Og jeg vinder så meget ved at bruge Bumble aktivt i mit professionelle og private liv.

For Bumble har udviklet sig til at blive langt mere end blot værktøj til at finde en kæreste, der er mere interesseret i din IQ end i dit taljemål og bh-størrelse. For med tilføjelserne ”Bumble BFF” (venskabsnetværk) og Bumble Bizz (karrierenetværk), er den amerikanske start-up blevet en international social netværksplatform, der handler om at skabe sammenhænge og værdifællesskaber og sikre, at kvinder i hele verden møder ligesindede, de ikke anede fandtes et par klik væk. Fokus har siden virksomhedens spæde start været at give kvinder modet til at tage det første skridt, og samtidig har de skabt en social platform, der aktivt bekæmper misogyni og cyber-chikane. Så er Bumble i virkeligheden feminisme omsat til praktisk teknologi?

Foto: PR.
Louise Troen
Foto: PR.

– Det er ikke sådan, vi har defineret os selv. Missionen var i udgangspunktet at bringe gode mennesker sammen. Vi skaber en platform med nogle tydelige regler for, hvordan vi opfører os over for hinanden, taler til hinanden og opsøger kontakt, forklarer Louise. Ikke alvorstungt eller smart-i-en-fart-sælgende. Nøgternt. For hun arbejder for en virksomhed, hvis kongstanke er, at hvis kvinder skal interagere, opsøge nye relationer og søge mere værdifuldt nærvær, end en uforpligtende date eller et hurtigt knald kan tilbyde, så skal de først og fremmest føle sig trygge.

– Allerede inden du får kontakt til en potentiel ny veninde, forretningspartner eller kæreste, ved du, at dem, du møder, er progressivt tænkende mennesker, der ikke tolererer udskamning, grov tale eller dick pics. Vi monitorerer, at alle holder den gode tone – og mænd kan aldrig kontakte dig først. Du vælger dem til. Det siger jo noget om de mænd, der bevæger sig ind i det her univers, at de foretrækker kvinder, der tager det første skridt.

Men hvorfor vil den amerikanske virksomhed ikke tage feminist-prædikatet på, når det er en af tidens hotteste moderne æresmarkører?

– Feminisme er stadig en ekstremt kompleks term, siger Louise Troen, der er halvt engelsk og halvt dansk og derfor ved, at de fleste danske kvinder og mænd ikke frygter at tage f-ordet i brug.

– Vi er ikke apolitiske, men vores mission er ikke politisk. Vi vil være den instans, der ruster kvinder til at gå efter det, som de vil have. Og vi vil give dem muligheden for ikke bare at tage det første skridt, men også at møde mænd og kvinder, der synes, det er en fordel og ikke et problem, når kvinder tør gå forrest, siger Louise Troen.

Mændene skal med på holdet

Det er tydeligt, at hun ikke prøver at ”sælge” en idé til mig. Hun taler for en sag, kvinder i hele verden fortsat bør italesætte, kæmpe for og skubbe i den rigtige retning.

– Det har været kvindens lod siden … ja, siden altid … at være sød, stille og afventende. Mændene skulle ikke bare være lederne på arbejdspladsen, men i alle livets arenaer. Der har simpelthen været en kortslutning i vores oplevelse af ligeværd. Det, som vi gør hos Bumble, er enkelt. Lad kvinder gå forrest, så de kan opleve, hvordan det føles. Hvis du aldrig har haft mulighed for at tage initiativet, ved du heller ikke, hvilken effekt det har. Den er selvforstærkende, siger Louise, der selv har opdaget, at de kvinder, hun siden har ansat, alle er blevet hyret, fordi de turde være proaktive og kontakte hende – uden om den traditionelle ansættelsesproces. Hvis begrebet feminisme stadig kan problematiseres, så burde ønsket om ligestilling mellem kønnene være indiskutabelt, og den kommer først, når kvinder får adgang til de netværksmuligheder, der traditionelt har været forbeholdt mænd.

– Men vi vil ikke skabe et fællesskab, der ekskluderer mænd. Tværtimod. Vi vil have mændene med på vores hold, slår Louise fast.

Om det sociale netværk Bumble

Bumble Bizz

BUMBLE blev lanceret i Danmark i marts i år og er en social networking-app, der fokuserer på at give kvinder større kontrol og initiativ og tilskynder til kvalitet og respektfuld dialog fra starten, uanset om du dater, søger venner eller udvider dit professionelle netværk.

Bumble startede som en dating-app i 2014, hvor kvinderne valgte mændene – ikke omvendt. Med ankomsten af ”Bumble BFF” og ”Bumble Bizz” er Bumble i dag blevet en social netværksplatform, der skal give kvinder modet til at tage det første skridt, både når det gælder dating og networking. Det er stadig kvinden, der skal tage første kontakt, når kontakten er imellem en mand og en kvinde.

I dag er adgang til god kaffe på ethvert gadehjørne, en sund frokostordning til medarbejderne og motion som en del af børns hverdag helt indlysende tiltag, men vi kan være tilbøjelige til at glemme, at det en gang var progressive idéer. På samme måde virker det helt naturligt, at kvinder skal have mulighed for at vælge frem for at blive valgt – også når det kommer til datingverden og netværksgrupper. Men det har været en kamp.

– Da Bumble startede, blev der grinet i krogene. Ingen af techfyrene i Silicon Valley troede på vores idé. Men de blev heldigvis klogere. Vores grundlægger har fra dag et haft et mål: at sætte en stopper for internettets udbredte misogyni. Og derfor skabte hun en platform, der ekskluderer alle dem, der ikke respekterer kvinder og accepterer dem som ligeværdige individer. I dag er der 47 millioner brugere i 150 lande. Så når folk siger, at sociale medier skaber ensomhed, må jeg bare konstatere, at vi har bevist, at det modsatte er muligt. Vi har skabt et socialt netværk baseret på respekt og venlighed.

Vejen væk fra det evindelige ekkokammer

Men hvorfor har vi overhovedet brug for hjælp til at netværke? Når jeg kigger rundt på min flok af veninder og kolleger, har jeg udelukkende oplevet en stor lyst og vilje til at hjælpe hinanden frem. Er det ikke nok?

– Hvis du kigger rundt på dem, du hjælper, og dem, der hjælper dig, så er I nok alle sammen cirka lige gamle og omtrent på samme uddannelsesniveau. I tilhører måske også samme etnicitet og åndelige overbevisning, gætter Louise.

Og gætter rigtigt. For selvom jeg bryster mig af at være både åben og inkluderende og altid har haft venner med andre ud-dannelser, seksuelle præferencer og livretter end mig selv, så har jeg ingen nære venner eller kolleger, der er radikalt anderledes end mig selv, når det gælder trosretning eller opvækst.

– Det, vi kan ændre med vores app, er fokus. Ved at åbne for en kontakt og samtale på tværs af etnicitet og kulturforskelle, kan vi være med til at nedbryde fordomme. Og hjælpe hinanden ud af de ekkokamre, hvor vores holdninger aldrig bliver udfordret. Vi giver minoritetsgrupper en stemme, og vi giver de mindre etablerede kvinder en stemme. App’en er gratis og tilgængelig for alle – det er ikke en elitær institution. Vi åbner bare ballet, samtalen, den næste dør. Men alle er velkomne til festen, siger Louise.

Bumble Louise Troen
Foto: PR.

Og selvom vi som danske kvinder føler, at vi er både stærke og selvstændige, er vi ikke i mål endnu. For selvom vi måske er bedre til at opsøge nye kærester og tage en udfordring, bliver vi alt for ofte i vores komfortzone. Min date med Louise er ved at være forbi, og mens hun skal op på sit hotelværelse og klæde om til cocktailkjole og stiletter, så skal jeg hjem og hoppe i yogabuksen, hættetrøjen og forklædet og sætte mad på bordet, læse lektier, børste tænder og putte mine børn. Sammen med min mand, der er mindst lige så meget ”på”, når det kommer til familieliv og hverdagspligter.

– Danske kvinder er ekstremt gode til at opsøge dates – og til at vælge mænd. Der bakker jeg jer op. Men I er stadig ikke gode til at tage jeres plads på ledergangene eller turde springe ud i et udfordrende job. I arbejder langt flere timer end mænd, men det er ofte i service- og sociale fag. Det er ikke jer, der leder en stor tech-virksomhed eller bliver seniorpartner i en privat konsulentvirksomhed, siger Louise.

Nej, for vi vil jo også gerne have tid til vores unger, vores vasketøj, vores hverdagsliv og en aften i selskab med en bog og et glas rødvin, indvender jeg.

LÆS OGSÅ: "Du skal ikke være en superhelt for at starte en virksomhed"

– Fortæl du bare dig selv det, siger Louise, idet vi tager afsked.

– Men jeg er nu ret sikker på, at du også ville finde tid til alle de ting, selvom du fik et job med mere ansvar og prestige. Danske kvinder har en en tendens til artigt at blive i den cirkel, de allerede befinder sig i. Men hvad hvis du bare gjorde din cirkel lidt større, lukkede nogle flere kvinder ind, lod andre kvinder inspirere dig, til at søge nye muligheder i livet. Tænk hvis du endnu ikke har mødt din nye bedste veninde eller dit livs største chance?

Kender du en kvinde som

– altid glæder sig over andre kvinders succes?

– er god til at anbefale andre kvinder til jobs?

– er guld værd på en dårlig dag?

– baner vej for kvinder ved at skabe nye netværk?

Så skriv til os på alt@alt.dk og fortæl os, hvorfor netop denne kvinde har fortjent en særlig hyldest, inden 30. september.

Send gerne billeder med – både af hende og af dig selv.

Vi bringer nomineringerne løbende i bladet og på ALT.dk.

Vinderen af SØSTERSINDPRISEN bliver kåret af en jury bestående af sangerinde Fallulah, forfatter Katrine Engberg, sociolog Emilia van Hauen og redaktionschef Rikke Dal Støttrup.

Vinderpræmien

Vinderen af ALT for damernes SØSTERSINDPRIS modtager et rejsegavekort på 10.000 kr. sponsoreret af Atlantis Rejser, der bl.a. arrangerer rejser til Egypten, Bali, Thailand, Seychellerne og Maldiverne.

Ja, hvad nu hvis? Jeg overvejer allerede, hvem jeg skal på blind date med næste gang.