"Du skal ikke være en superhelt for at starte en virksomhed"
Hvad kan få flere af os til at springe ud i et spændende arbejdsliv som iværksætter med masser af frihed og selvbestemmelse? Måske et heppekor som Ladies First og flere ”almindelige” forbilleder? Du får det hele lige her.
60 kvinder i alle aldre er mødt op til iværksættersalon hos Ladies First i det højloftede lokale på Aarhus Havn, hvor Kaospilot-uddannelsen til dagligt holder til. En massiv lydkulisse af snak og grin fylder rummet op. Ding, ding, ding lyder det:
– Vi måler vores succes i, hvor lang tid det tager at få folk til at stoppe med at snakke, siger aftenens moderator Maria Leerbeck, mens hun slår på en triangel for at få ro i lokalet.
Ladies First er Danmarks største netværk for iværksættere og karrierekvinder, der søger
inspiration blandt ligesindede. Det har eksisteret siden 2012 og har mere end 12.000 medlemmer.
– Folk søger sparring og et anerkendende miljø. Ladies First er et sted, man kan gå hen, hvis man trænger til et skulderklap, et skub i ryggen eller et spark i røven, fortæller Maria.
I Danmark er kun hver fjerde iværksætter kvinde. Det viser tal fra Erhvervsstyrelsen. Og den udvikling har stået stille de sidste tre år. Der er flere årsager til, at få kvinder kaster sig ud i iværksætteri. Men den primære årsag, mener Maria, er perfektion:
– Man er nødt til at lære folk, at det er sundt at fejle, og at det ikke er farligt. Der er ikke noget sejt ved at være perfekt.
En anden årsag, mener hun, kan tilskrives den unuancerede måde, iværksætteren ofte fremstilles på i medierne:
– Der er mange, der tænker: Jeg vil ikke arbejde 80 timer om ugen, jeg vil ikke tjene millioner af kroner. Jeg vil bare gerne bestemme over mit eget arbejdsliv, siger Maria.
Det sidste var også en af grundene til, at hun selv blev selvstændig. Maria lancerede i juni 2018 Forlaget Fortæl, der udgiver erindringsbøger online, sammen med veninden Mette Høyer Eriksen. En drøm, der blev født og sat i verden samtidig med hendes barn nummer to. Og det var ifølge hende rigtig god timing, fordi man som selvstændig bestemmer over sin egen tid, og det er en stor fordel, når man har børn.
I lokalet roterer de mange deltagere imellem oplæg af tre kvinder med hver sin virksomhed. Flere falder i snak over kaffen, inden næste oplæg starter.
Heppekor i stedet for løvens hule
Aftenens moderator er begejstret for DR1’s programserie Løvens Hule, hvor nystartede iværksættere skal pitche deres ideer for et panel af potentielle investorer. Men det er nødvendigt at nuancere billedet af, hvad iværksætteri er. Især hvis flere kvinder skal kunne se sig selv i det.
– Der er ikke ret mange kvinder eller mænd, der har lyst til at blive spist af løver. Det bliver fremstillet sådan, at iværksætteri skal gøre ondt, før det kan gøre godt. Og så har man en idé om, at man ikke er rigtig iværksætter, før man har boet to år i en kælder og levet af havregrød. Og bagefter ruller millionerne ind, og så kan man købe en Lamborghini og leve af renterne resten af sit liv. Det bliver bare så karikeret, lyder det fra Maria.
Derfor præsenterer Ladies First kvindelige rollemodeller i øjenhøjde, til deres arrangementer, som deltagerne i netværket kan relatere til:
– Man er nødt til at kunne se, at det kan lade sig gøre at være et helt almindeligt menneske og starte en virksomhed op. Det er ikke kun superheltene, vi skal se, forklarer hun.
Tre modige kvinder fra salen melder sig på banen med et kort pitch.
De klappes op på scenen og ned igen af det heppekor, som Ladies First
deltagerne udgør.
Der er gnist og gåpåmod i de mange øjne i lokalet. I en sofa sidder to kvinder fordybet i samtale. Den ene er Louise Marie Pedersen:
– Jeg har lige siddet og haft en virkelig god, spirituel samtale, fortæller hun, der er jobsøgende og planlægger at starte egen virksomhed som selvstændig antropolog. Det er hendes debut i netværket:
– Men jeg vil gerne til flere af de her arrangementer, fordi det giver sindssygt god mening. Folk kommer, fordi de gerne vil ”empower” andre kvinder. Vi skal ikke kæmpe mod hinanden. Vi skal hjælpe hinanden til at vokse, siger hun.