Ditte Ylva Olsen: "Jeg vil have en at dele hele livet med"
Det meste af Ditte Ylva Olsens liv har været som et eventyr i overhalingsbanen, men i 40’erne er der kommet en længsel efter alt det, som andre gjorde i 30’erne.
0-10 år (1977-1987)
At falde i søvn til nullermænd
"Jeg er den ældste barn af unge forældre, og jeg er født i et kollektiv i slutningen af 1970’erne. Min mor læste psykologi, og min far uddannede sig til klassisk guitarist. Jeg kan ikke huske selve kollektivet i Aarhus, men senere flyttede vi til et landsted uden for Næstved, hvor jeg kan huske stemningen af, at de mødtes med deres venner og jammede.
Vi havde ikke faste sengetider, men fik bare lov at være med og falde om af træthed på gulvet. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg lå på gulvet og kiggede på nullermændene under sofaen. Jeg kan også huske, at de sang en smuk sang fra den chilenske revolution, som min far kunne på sin guitar. Det hele var meget politisk, socialistisk og intellektuelt.
Min mor dyrkede biodynamiske grøntsager i haven og syede selv tøj til os børn, og det var meget lilla og velour med kantbånd på. Vi gik ikke i institution, så jeg gik hjemme i haven som barn med mine forældre, til jeg var seks år. Jeg kan faktisk huske den sidste dag, inden jeg skulle starte i skole, hvor jeg sad i haven med katten og tænkte på, at nu var det sidste dag i friheden.
Annonse
Dengang var det kompetente barn den fremherskende pædagogik, så man skulle bare gå i seng, når man var træt, og beskæftige sig med det, der interesserede en. Men det var ikke helt dumt, for jeg kunne læse bogstaver og noder, inden jeg kom i skole og bruge både hammer og sav. På mit værelse havde jeg Greenpeace-plakater på væggene, og jeg husker især den, hvor man ser en hvals hale mod fuldmånen. Jeg husker også tydeligt Tjernobyl-katastrofen, og hvordan jeg sad og stirrede på radioen i køkkenet, da de fortalte det.
I dagevis vidste vi ikke, om skyen ville komme over til os. Folk var vildt bange, og jeg var nok især, fordi jeg allerede som fireårig havde været med i en demonstration for miljøet. Nogle gange kan jeg godt tænkte, at vi skulle have lyttet mere til bekymringerne fra dengang, for jeg tror, vi er ved at udrydde os selv som race, når man for eksempel hører, at hver tredje mand i landet har nedsat sædkvalitet."
10-20 år (1987-1997)
Drømmen om en dunjakke
"Jeg tror, jeg drømte meget om de spidse støvler, jeg ikke måtte få. Jeg ville gerne have dem, fordi de stod godt til de lyserøde busker, den lyseblå dunjakke og permanentkrøllerne, jeg heller ikke måtte få. Jeg ville også gerne have bumser og bøjle ligesom de store piger, ha-ha. Det var en materialistisk tid, hvor man barberede sine ben og drømte om mærketøj. Jeg ville gerne ligne alle de andre, og min mor var ikke et forbillede, når det kom til tøj og hårfjerning.
Jeg gik til springgymnastik, kor, badminton, ridning, klaver og spillede på euphonium – den minder lidt om en lille tuba – i et brassband. Min far arbejdede på musikskolen, og der havde jeg det super sjovt. Jeg drømte om at være almindelig, for jeg kan godt huske følelsen af ikke at være som de andre børn. Vi vidste jo, hvem Søren Kierkegaard var og kunne spille musik og male, mens andre børn blev kørt i skole i en traktor. Jeg vidste også, at folk der lugtede af hvidløg, var ens venner, for det gjorde mine forældres venner altid.
Som 13-årig og igen som 16-årig blev jeg storesøster, og jeg tror, det var lidt hårdt for mig, at der kom babyer i mine teenageår, selv om det også var skønt at få søskende. Jeg begyndte i hvert fald at ryge i smug og havde meget fravær i folkeskolen. Typisk kedsomhedsopførsel.
Annonse
Jeg blev heller ikke helt færdig med gymnasiet, for jeg gik ud i 2.g og tog til London. Det var med bussen til Esbjerg og færgen til England med 500 kroner på lommen. Jeg ville gerne derover og spille musik, men jeg endte med bo et år på et hostel, arbejde som eneste hvide menneske i en 7-eleven og leve sammen med de andre unge af daggammelt brød med smør på. Dengang kunne man få sendt penge hjemmefra med Western Union og ringe modtager betaler. Nogle gange gik jeg og de andre unge ud og kiggede på mølædte huse med spånplader for vinduerne, men det havde vi jo ikke engang råd til. Det lyder som en løgnehistorie, når jeg fortæller det, men den er god nok.
På et tidspunkt fik jeg en kæreste fra Marokko, og vi kørte derned i bil. Jo nærmere vi kom Marokko, desto mere skulle jeg tie stille, fordi jeg var kvinde. Vi besøgte også hans fætre ude i ørkenen, og der blev han ret kontrollerende. Jeg måtte ikke solbade i bikini eller ryge smøger. Så tog jeg hjem til Danmark og tog en HF."
20-30 år (1997-2007)
Vordingborg, Japan, Hollywood
Annonse
"Historien gentog sig, for jeg blev aldrig helt færdig med HF. Jeg tror, det er de første seks år hjemme i mine forældres have, der stadig sidder i mig, for jeg har det svært, når nogen skal bestemme, hvor jeg skal være hvornår. Jeg tog på Rødkilde Højskole og på en teaterskole i Vordingborg, Cantabile 2, hvor jeg lærte at skabe mit eget materiale, der blev jeg færdig som 26-årig.
Jeg rejste meget i de år, og det skyldtes nok, at jeg var fagligt frustreret. Jeg havde jo taget en lang uddannelse i Vordingborg, men jeg fik ikke de fede job, og jeg kom i tvivl, om jeg overhovedet var dygtig nok. Samtidig var jeg i et ret træls parforhold, som jeg havde brug for at komme væk fra, og så fik jeg legat til at tage til Japan og lære om japansk dans, hvor man for eksempel skal danse som en støvpartikel eller en bølge i havet.
Det var ligesom, da jeg tog til England: Jeg havde kun penge til få uger men endte med at blive der i lang tid. Jeg arbejdede som værtinde på en bar, hvor man lokkede rige forretningsmænd til at købe mere og mere champagne, og for ikke at blive for fuld kastede man selv champagnen over skulderen, mens man lo af deres vittigheder.
Jeg havde regnet med at vende hjem til Danmark, men jeg tog i stedet videre til Los Angeles. Den by er jo på størrelse med Sjælland, og da jeg landede, anede jeg ikke, at der var områder, hvor man ikke måtte komme, fordi man risikerede at blive skudt. Jeg bosatte mig på Hollywood Boulevard, og første gang jeg skulle til casting, tænkte jeg, at det var tids nok at gå hjemme fra en time før. Jeg gik og gik, til jeg pludselig stod i bjergene og endte med at blive kørt til castingen af nogle vejarbejdere.
Jeg kom tre-fire timer for sent og havde fået solstik undervejs. Jeg var i Los Angeles et års tid og tudede, da jeg skulle hjem. Men jeg var taget af sted for at finde en kæreste, nogle penge og mig selv, og det lykkedes alt sammen undervejs."
30-40 år (2007-2017)
Kloakvand fra Bellahøj
"Da jeg landede i Danmark som 30-årig, startede jeg mit eget teater, Teater Fantast, sammen med min veninde Stine, og min nye kæreste startede en økologisk suppe- og cocktailbar. Det var lige inden finanskrisen, så man kunne lægge sit lån om og få penge nok ud til at starte en cocktailbar og et teater.
Ingen af os havde et rigtigt job, men vi hjalp hinanden med baren og teatret og havde det skide sjovt. Vi gik også meget til barnedåb og bryllup hos vores venner, men vi var slet ikke selv nået dertil. Jeg er meget til børn, fordi jeg er vokset op med mine små søskende, men jeg kunne bare ikke se mig selv med et barn midt i den fest, der var omkring cocktailbaren.
Vi gik fra hinanden i 2011 samtidig med den voldsomme oversvømmelse i København. Vi boede ved Søerne, og alt vand fra Bellahøj skyllede ned over os, og det var ikke bare vand, det var kloakvand, som ødelagde alt; fotos, postkort, bøger, breve, dagbøger. Alt. Det var meget sorgfuldt.
Man har jo mere, end man tror, så vi endte med at få en masse penge af forsikringsselskabet, og så satte jeg mig en måned på en græsk ø og tænkte mig om. Min far prøvede faktisk at redde mine dagbøger ved at skylle dem med Rodalon, men jeg har endnu ikke haft modet til at kigge i dem, om de er reddet.
Det var også i 30’erne, at jeg fik en rolle i tv-serien Dicte og var med i Vild med dans."
40- år (2017-)
En at lege med
"Jeg har haft flere parforhold – både korte og lange – men det, som folk tænkte på i 30’erne med hus, børn og familie, kom sent til mig. De sidste 10-15 år er gået som en vejrtrækning. Der skete så mange ting i min karriere i 30’erne, og jeg havde det godt med at danse argentinsk tango, dyrke yoga, få tv-roller og se mine venner, og jeg var nok 40, da jeg pludselig tænkte: ”Fuck, jeg skal have en kæreste og nogle børn”.
Men jeg er faktisk lige gået fra min kæreste, Jon, efter at vi har boet sammen i to år. Da vi mødtes, havde han været alenefar til to små børn, mens jeg havde stået på den røde løber eller dyrket yoga på toppen af et bjerg, og vi havde derfor meget forskellige udgangspunkter for to liv, der skulle passe sammen, og det gjorde det svært.
Jeg kommer fra et meget velfungerende familieliv, så for mig er det ikke nok at være kærester. Jeg vil have en at dele hele livet med og ikke kun ses hver anden uge. Det må ikke bare være et lyststyret teenage-forhold. Alt det, som andre gjorde i 30’erne, vil jeg gerne nu, men det kræver jo, at jeg har en at lege med."
