En læser fortæller: Min mand blev afstumpet, da han fik penge og magt
Da Kim besluttede sig for at starte sit eget adovkatfirma, skete der noget med ham. Fra at være en nærværende mand og far, blev han mere og mere optaget af penge og magt. Hvor meget, Kim havde forandret sig, stod klart, da vi en aften fik hans to kompagnoner til middag. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Kim og jeg mødte hinanden, mens vi gik på jurastudiet. Det var kærlighed ved første blik, så vi flyttede sammen efter et år og fik vores første barn, Mille, næsten samtidig med, at vi blev færdige på universitetet.
Kim fortsatte som advokatfuldmægtig, der er en form for ’praktik’, som skal gennemføres hen over tre år, for at man senere kan blive advokat. Imens gik jeg på barsel.
Da jeg et år senere kunne begynde min karriere, indså jeg hurtigt, at jeg ikke ville kunne følge med Kim. Med en lille en derhjemme og en travl mand, der arbejdede hårdt og mange timer hver dag for at kravle op ad stigen, var det ikke realistisk. I stedet fik jeg job i et stort firmas juridiske afdeling, og for at få det hele til at hænge sammen derhjemme, nøjedes jeg med 25 timer.
Årene gik. Kim blev advokat, mens jeg holdt fast i mit deltidsjob, når jeg da ikke lige var på barsel. Vi fik nemlig to børn mere ret kort efter hinanden, og nu vidste jeg i hvert fald med sikkerhed, at jeg aldrig blev advokat.
Det var okay. Jeg var faktisk taknemmelig over at være så privilegeret, at jeg kunne nøjes med deltid. Det var godt for børnene, for familielivet og for mig. Jeg var ikke ked af, at livet var faldet anderledes ud, end jeg havde tænkt det, da jeg startede på min uddannelse.
Vores yngste var lige startet i vuggestue, og jeg skulle tilbage på job efter min sidste barsel, da Kim åbnede eget advokatkontor sammen med to andre. Vi holdt en middag for de to og deres koner, som jeg ikke kendte specielt godt endnu.
Det var sommer, vi grillede ude og nød den lyse aften. Der røg helt sikkert også mere vin ned, end godt var, så stemningen var løftet. Vores tre advokat-mænd var således også kommet i det hjørne, hvor de sad og talte lovlig højt om alle de penge, de skulle til at tjene i deres nye firma. De var dumme at høre på, og jeg fik en dårlig smag i munden, for det lignede ikke Kim at være så optaget af penge. Han var normalt mere optaget af selve arbejdet. At vinde sagerne for sine klienter havde altid været hans største drivkraft. Nu sad han så her og bralrede løs med sine to nye kompagnoner, og på et tidspunkt faldt så den bemærkning, jeg aldrig kommer til at glemme.
"Så bliver der også råd til nye bryster til dig, min skat," sagde Kim nemlig og lo højt.
Hørte jeg rigtigt? Sad min mand virkelig og sagde det? Det blev sagt med et grin og skulle måske lyde som en joke. Jeg kunne nu overhovedet ikke se det morsomme i det, og da hans to kumpaner grinede med, rejste jeg mig op og gik. Jeg kom ind i huset og fortsatte ud i køkkenet, hvor jeg længe stod som lammet, før jeg sansede at drikke et glas koldt vand. Nye bryster til mig? Var det det, Kim gik og drømte om? Betød det mere for ham at kunne fremvise en kone med en struttende barm, end at jeg havde født og ammet hans tre børn? Hvornår var han blevet så dum og overfladisk? Jeg var rasende, men mest af alt rystet.
Kim kunne kun svagt huske, at han havde sagt det, da han var blevet ædru dagen efter, og han forsøgte at slå det hen. Jeg skulle ikke tage det så højtideligt, han mente jo ikke noget med det, og siden hvornår havde jeg mistet min humoristiske sans? Det var, som om han ikke fattede, hvor dybt han havde såret mig, og det gjorde det kun endnu værre. Jeg kunne absolut ikke se det sjove i, at min mand gjorde grin med mit udseende. Og det var heller ikke nogen bagatel, at han ikke syntes, jeg var god nok, som jeg var.
Det var svært at komme videre herfra, men jeg forsøgte at lægge det bag mig, indeni gnavede ormen dog fortsat. Siden Kim havde sagt det, måtte det jo på en eller anden måde betyde noget for ham. Hvis han havde fundet mig sexet som før, vi fik børn, ville det jo aldrig være faldet ham ind at sige sådan noget. Jeg begyndte at få det dårligt med at vise mig nøgen for Kim, og jeg begyndte også at føle mig hæmmet i vores sexliv. Ubevidst trak jeg mig fra ham, mens jeg gik rundt og var ked af det. Det sagte kunne desværre ikke gøres usagt, og jo mere, jeg prøvede at glemme det, des mere fyldte det indeni.
Annonse
Det var nu ikke kun mig, der forandrede mig, for kompagniskabet med de to andre kom med en pris. Pralerierne, da de sad og drak sig fulde hjemme i vores have, havde ikke været tomme ord. Penge betød mere og mere, og der begyndte hurtigt at tegne sig et mønster. Hvor Kim som advokat altid havde været på ’den lille mands’ side, begyndte han at tage nogle helt andre klienter ind.
Nu var det store selskaber og ellers virkelig pengestærke privatpersoner, han førte sager for. I starten følte han sig presset ind i det af sine kompagnoner. Det var i hvert fald, hvad han sagde, men jeg ved nu ikke, om jeg troede på det. Der gik i hvert fald forbløffende kort tid, før han så ud til at trives som en fisk i vandet blandt mangemillionærer og multinationale selskaber.
Det betød også, at vores sociale liv ændrede sig. Før havde vi tit lavet spontane sammenskudsgilder med nogle af naboerne på vejen, taget i sommerhus med mine søskende, eller havde set vennerne, når lejlighed bød sig og uden at det krævede de store falbelader.
Nu gik vi til fine middagsselskaber i høje hæle og til cocktailparties, hvor jeg ikke anede, hvad jeg skulle tale med folk om. For det sagde mig virkelig ingenting. At cirkle rundt med en glas i hånden og snakke med fremmede mennesker om ingen verdens ting var slet ikke min kop te. Jeg gjorde det kun, fordi jeg følte mig tvunget til det, og hver gang havde jeg et helvede med mig selv, når jeg skulle vælge det rigtige tøj. Tøj, der ikke afslørede mine hængebryster.
For Kims sårende bemærkning bed endnu, og den usikkerhed, det havde afstedkommet, fulgte med ud i selskabslivet. Der er nogen kvinder, der altid ser ud, som om de lige er trådt ud af et modeblad. Jeg havde aldrig været en af dem, og det havde heller ikke gjort mig noget dengang, jeg stadig havde selvtilliden i behold. Nu var det dræbende, især blandt de mennesker, vi nu omgikkes. For det virkede ikke, som om nogen dybest set var interesseret i at lære hinanden at kende. Det hele kørte på overfladen.
Jeg kunne slet ikke være i det. Jeg havde det som en fisk på land i de sammenhænge, så når jeg overhovedet kunne slippe afsted med det, fandt jeg en undskyldning for at blive hjemme.
Der gik et par år på den måde. Kim og jeg drev længere og længere fra hinanden. Jeg var jo selv jurist, og jeg huskede, hvordan vi i vores unge dage havde været fulde af idealisme og havde haft et brændende ønske om at bruge vores gode uddannelser til at gøre verden bedre. Når jeg prøvede at minde Kim om det, vrængede han ansigt og sagde, at man jo ikke kunne betale regninger med frelste holdninger. Jeg kunne ikke længere kende den mand, jeg havde elsket så højt engang.
Så til sidst gik jeg fra Kim. Han fik et chok, han blev vred, og han blev såret. Jeg er helt sikker på, at han også følte det som et stort tab af prestige. For at kunne fremvise et lykkeligt familieliv hørte med til billedet af at være en succesfuld advokat, så en skilsmisse gav et grimt hak i den glatte facade. Det kunne jeg ikke gøre noget ved. Jeg var færdig med den forlorne verden, jeg havde været en del af i de sidste fem-seks år. Jeg kunne ikke længere trække vejret i den.
Jeg flyttede derfor med børnene til et skønt, gammelt hus fuld af charme. Vi fik kat, og senere også høns. Jeg lavede en stor køkkenhave, gik lidt op i tid på mit job og fik stille og roligt etableret en helt anden slags liv, som jeg ærligt var meget mere glad for, end jeg havde været for de sidste år med Kim. Børnene kom også til at trives.
Jeg havde været bange for, at de ville savne de mange udenlandsrejser og al den luksus, vi var vant til, men det gjorde de faktisk ikke. Jeg tog det som et tegn på, at min indsats derhjemme havde været det hele værd. Det var først og fremmest mine værdier, de havde fået med sig, og nærvær var stadig vigtigere for dem end materielle goder.
Da jeg et par år senere begyndte at arbejde som frivillig i en organisation, der tilbød gratis, juridisk rådgivning, mødte jeg Niels, som var en af bannerførerne i organisationen. Han var også jurist, men i modsætning til Kim og hans kompagnoner, en af de gode af slagsen. Niels havde hjertet på rette sted, og udover at vi blev kærester, hjalp han mig også med at genfinde ungdommens tro på, at vi kunne flytte noget, der betød en masse for andre.
Niels og jeg bor sammen i dag. Han elsker mig, han elsker mine unger, og så elsker han i øvrigt også mine bryster. Ja, hele resten af min krop, præcis som den er. Sammen med ham har jeg fået selvtilliden tilbage, for jeg ved, at jeg er dejlig med strækmærker og appelsinhud og det hele. For som Niels siger, er det blot smukke tegn på, at jeg lever mit liv og har brugt mig selv til at sætte varige spor i sandet.
Ring eller skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
