Retro hoteller

Retro hoteller

60er designho tel / SORRENTO

Private strande, liggestole på klipper langt ude i vandet, skønne tagterrasser og en fantastisk beliggenhed. Hotel Parco dei Principi Sorente var verdens første designhotel. Det blev bygget i 60erne af arkitekten Gio Ponti og står i dag som et moderne mesterværk med dets stringente linjer og leg med farver, der er iscenesat – bogstavelig talt – midt imellem himmel og hav. Hotellet ligger tæt på et af de mest populære turistmål langs Sorrento-kysten i Italien, tæt på Capri og Ischia-øerne og omgivet af den mest fantastiske natur med høje palmer, gamle træer og botaniske haver. Stedet emmer af magi, og skulle du være fristet, så er der hele 96 forskellige Gio Ponti-værelser at vælge imellem, saltvandspool, restauranter i vandkanten og alt, hvad du kan drømme om inden for wellness, som her er inspireret af de fire naturlige grundelementer, luft, vand, ild og jord. Parco dei Principi Sorente, Via Rota 44, Sorrento, www.royalgroup.it/parcodeiprincipi

Motel vintage / CALIFORNIEN

Scenografi a la tv-serien ‘Mad Men’ møder amerikansk diner-style på det super cool Ace Hotel Palm Springs, som er placeret midt i den californiske ørken og tæt på seværdigheder som Joshua Tree og andet moderne ørkenarkitektur. Hotellet er bygget på fundamentet af Howard Johnsons hotel fra 1965 og er hotel og swim-club i ét.

Og her er virkelig alle muligheder for at få hede 60er-drømme opfyldt. Området omkring poolen er fyldt med cosy hængekøjer, den oprindelige Denny’s Restaurant er omdannet til Kings Highway, og den tilstødende bar, The Amigo Room, sørger for svedige drinks. I Feel Good Spa kan du få en udendørs hot stone massage, en natural botanical facial – eller du kan vælge bare at hænge ud på det stjernespækkede dæk, som en del af hotellets værelser vender ud til. Nogle har adgang til privat terrasse, ildsted eller have, mens du i andre værelser finder gamle plader og smukke vintagemøbler – alt sammen i ægte retro style. I det hele taget hersker der en form for luksuriøs ørkencampingstemning, som kan opleves til både små og store budgetter. Ace Hotel Palm Springs, 701 E. Palm Canyon Dr., Palm Springs, Californien www.acehotel.com/palmsprings

Old school stylish / New York

Vinrøde fløjlsvægge, tunge silkegardiner og en nedtonet belysning i flere af rummene er nogle af de ting, der kendetegner Manhattans nye, hotte The NoMad Hotel, hvis navn ikke refererer til den moderne rejsende, som man først tror, men er en forkortelse af det omkringliggende nabolag – North of Madison Square Park. The NoMad Hotel er den franske interiørdesigner Jacques Garcias første hotel i New York. Han er manden bag verdenskendte hoteller som Hôtel Costes i Paris og La Mamounia i Marrakech og er kendt for sin helt unikke stil, der mikser franske referencer fra det 17. og det 18. århundrede med mere moderne strømninger. En stil, der også er inspireret af hans egen ungdom i Paris.

Og det er vitterlig som at træde ind i en tidslomme, når man går ind ad døren til The NoMad. De 168 værelser er delt op i fem hovedkategorier og har vidt forskellig udsigt og interiør. De fleste med en fantastisk blanding af customised kunst på væggene, smukke lædermøbler med patina, mahogiborde, marmordetaljer, smukke håndlavede tæpper og nogle også med badekar på løvefødder. Det er svært ikke at føle sig forkælet. The NoMad Hotel, 1170 Broadway & 28th Street, www.thenomadhotel.com