Siv og Stefan Isaak

Siv og Stefan har været gift i 60 år: ”Hvis et ægteskab kan holde i syv år, kan det holde i evigheder”

Ægteparret Siv og Stefan Isaak mener, at gensidig respekt er stikordet til et langt og godt ægteskab.

Hun ser da meget godt ud, tænkte Stefan, første gang han så Siv.

De var til ungdomsfest på Moltkes Palæ i København.

Siv var næsten lige flyttet fra Gøteborg til København og var taget med sine veninder til fest, mens Stefan var taget alene afsted. Egentlig gad han ikke at deltage i festen, men endte alligevel med at komme.

Det er 61 år siden, at de første gang mødte hinanden, dansede en dans og aldrig slap hinanden igen.

I år kan Siv og Stefan Isaak fejre diamantbryllup og et 60 år langt samliv med tre børn, 11 børnebørn og 10 oldebørn.

Men hvordan holder man hinanden ud – og hvordan holder man ikke mindst liv i kærligheden, når statistikkerne tilsiger, at det næsten bør være en umulighed?

”Det gør man heller ikke altid,” griner Siv Isaak og tilføjer:

”Kærlighed kan være svært. Der er ups and downs. Nogle gange elsker man hinanden meget højt, nogle gange hader man hinanden, ik?”

”Jo, man holder hinanden ud, fordi der er en samhørighed, som vokser sig fast. Det kan godt være, man bliver skideirriteret på ens ægtefælle, men det har aldrig været sådan, at en af os har sagt: Nu vil jeg skilles. Det er der ikke tale om. Der er tale om, at den samhørighed er så fast, at selv hvis man er voldsomt uenig, er det noget, man ved går over, og så fortsætter livet, som det plejer,” siger Stefan.

Respektér hinanden

Stefan var i starten af 20’erne og værnepligtig i militæret, da han mødte den dengang kun 19-årige Siv.

Han havde haft lidt ”veninder” før Siv og levede et ganske almindeligt liv for en ung mand i 50’ernes København.

Siv havde også haft kærester i Sverige, men det var alligevel noget andet for dem begge denne gang.

”Med mig sagde det klik,” siger Siv.

De griner.

”Ja, det er muligt. Det gjorde det nok. Vi syntes, at vi passede godt sammen,” fortæller Stefan.

Siv og Stefan ung 1 crop.jpg

Begge mener de, at gensidig respekt er afgørende for, at et ægteskab holder. Uenighed er fint, og indimellem må man også bøje sig for hinanden, men respekten må aldrig glemmes.

”Uenighed, gå sure i seng, ikke sige godmorgen, det har vi selvfølgelig prøvet, men tingene ordner sig altid i løbet af 24 timer. Det vigtigste er, at man har en relativ harmonisk tilværelsen med de næste generationer og har det godt med sine børn. At der ikke er større familiestridigheder. Det kræver, at den ældste generation har et normalt og respektfuldt samliv og har haft det gennem alle årene,” siger Stefan.

Siv tilføjer: ”Ja, det er vigtigt, at man respekterer hinanden. At man er der for hinanden.”

Tager intet for givet

Selvom Siv og Stefan til marts kan fejre diamantbryllup, føles det ikke lige så stort som dengang, de fejrede kobberbryllup. Efter 12,5 års ægteskab havde de bevist – overfor hinanden og andre – at de kunne ”hænge sammen”.

”Man siger, at hvis et ægteskab kan holde i syv år, så kan det holde i evigheder,” siger Siv.

”Men vi har da aldrig haft en syv årskrise?”

”Nej, det har vi ikke, men det er det, man siger.”

Næste gang hedder det krondiamantbryllup. Det er 65 år, men det har hverken Siv eller Stefan tænkt så meget over. 

Siv og Stef ung 2 crop.jpg

”Jeg tager ikke noget for givet mere. Det gør jeg ikke. Man må tage dagen, som den kommer og få det bedste ud af det,” siger Siv.

”Nu må vi se, om Stefan husker diamantbryllupsdagen, for han har glemt vores bryllupsdag de sidste fire år.”