Kenneth M. Christensen om tabet af sin bedste ven: "Det er et spørgsmål, jeg bliver ved at vende"
Da skuespiller Kenneth M. Christensen mistede sin bedste ven, fik han et nyt perspektiv på sit liv, der handler om at være mere til stede og gøre de ting, der gør ham og familien glad, selv om det ikke er planlagt. En af de uplanlagte ting, han aldrig gør igen, gjorde til gengæld hans søn meget lykkelig.
Hvornår er du helt dig selv?
"Det er faktisk et virkelig svært spørgsmål. Jeg synes egentlig, at jeg både er det, når jeg er på arbejde og hjemme i privaten. Men hvornår er man egentlig helt sig selv? For mig handler det nok om, at man har en ro indeni, og det kan jeg nogle gange godt slås lidt med. Eksempelvis når kaos hersker, og det ene barn græder, og det andet vil have mad, så kan jeg godt spørge mig selv, hvor er jeg henne i det her – sandheden er nok bare, at jeg ikke er mig selv, men bare er til rådighed for dem, jeg elsker."
Hvad er det for en ro, du mangler?
"Det er faktisk noget, som jeg hele tiden forsøger at finde ud af. Især her de senere år, efter at jeg har fået børn, og der har været corona. Der har jeg virkelig forsøgt at finde ud af, hvad mine værdier i livet er, og hvad jeg virkelig gerne vil. Jeg har haft sådan nogle lidt større eksistentielle tanker. Man tænker måske, at det at få fri en fredag kunne være lykken – men hvad vil man så bruge den dag på? Hvad gør mig glad? Hvis jeg virkelig skulle gøre noget fantastisk for mig selv lige nu, hvad skulle det så være? Det er et spørgsmål, som jeg bliver ved med at vende tilbage til."
Hvad giver det dig, at du bliver ved med at vende tilbage til de tanker?
"Det er jo en konstant evaluering. Nogle gange skal jeg lære at skubbe tankerne til side og bare sige til mig selv, at jeg skal gå på arbejde, være sammen med min familie og sørge for, at de er glade. For man kan ikke hele tiden navigere efter det. Men andre gange kan de være med til, at jeg handler lidt anderledes, fordi jeg er bevidst om de her ting."
Hvad har du gjort anderledes?
"Jeg er i højere grad begyndt at vælge ting, som gør mig glad, for jeg har oplevet nogle ting her i livet, som har sat streg under, at det er vigtigt, at man gør det. For nogle år siden mistede jeg pludselig min bedste ven, som ikke vidste, at han havde en hjertefejl, og det gjorde, at jeg lige pludselig fik et andet perspektiv på, hvordan jeg levede mit liv. Jeg begyndte at vælge at gøre de ting, som gjorde mig glad, og ikke nødvendigvis fokusere på, hvad andre tænkte om de valg. Jeg forsøger at være mere til stede og leve mere dag-til-dag og ikke være så planlæggende. Sådan at hvis det er en kedelig onsdag, så beslutter jeg mig for at gøre noget, så det ikke er en kedelig onsdag længere."
"Min familie og jeg gør nogle lidt abrupte ting for ikke at ryge ind i den der trædemølle, som et almindeligt familieliv godt kan være. Vi forsøger at bryde ud af det på en eller anden måde, for man ved aldrig, hvor lang tid man har. Derfor drømmer vi også om at rejse mere, men så kom corona lige og satte en stopper for det i noget tid. Jeg vil meget gerne vise mine børn mere af verden, forskellige kulturer og samfund, smage og dufte."
"Vi skulle have været i Thailand, men vi kunne ikke komme afsted, fordi vi næsten lige havde haft den kære sygdom, så vi kunne ikke fremvise negative tests. I stedet kom vi til Egypten på all inclusive. Det var hyggeligt, dejligt og en skøn oplevelse. For mine børn. Ej, også for mig, fordi mine børn nød det. Men jeg behøver ikke gøre det igen. En af grundene til, at jeg godt kan lide at rejse, er, at jeg godt kan lide at opleve verden og ikke en resortboble. Men min søn var meget glad, han spurgte, om vi kunne flytte derned."
Hvor længe er det siden, du mistede din gode ven?
"Det er syv år siden, og det minder mig stadig om, at man skal gribe tiden an på en anden måde. Hvis man prøver at forestille sig, at man kun har 10 år tilbage at leve i, ville man så prøve at opnå nogle andre ting? Det er ikke, fordi man skal have travlt, men man skal bare sætte pris på tiden og nogle gange huske at gøre noget ekstra. Hvad er det fede i livet? Er det at arbejde hele tiden? Eller er det noget andet?"
Har det også betydet noget for tilgangen til dit arbejde?
"Ja, det har det bestemt. Jeg har sagt nej til en del jobs – også i situationer, hvor jeg ikke har vidst, om der ville komme et andet jobtilbud. Men jeg har ikke lyst til at sætte mig et sted, hvor jeg laver noget, som ikke rigtigt interesserer mig. Det er meget selektivt og måske lidt luksuriøst, at jeg har den mulighed fra tid til anden, men jeg tror, at det er det bedste for alle. Lige meget hvilken produktion det er, så får de også den bedste version af en skuespiller, hvis den person virkelig gerne vil lave det, mens det bliver lidt halvhjertet, hvis den person bare gør det for at fylde kalenderen ud. Man skal have sig selv med, ellers forsvinder magien."