Boligindretning: Ikonerne er tilbage. Mød Ferdinand Kramer, Bruno Mathsson og Mathieu Matégot

Nagasaki-stol, 1954 .

Knagerække, 1950.

Kangourou-bord, 1954.

MATHIEU MATÉGOT

Den fransk-ungarske designkunstner, der skabte elegante, legesyge og tidløse møbler, der takket være Gubis relancering igen er til at få fingrene i.

Kontrasterne står i kø, når man skal beskrive den anerkendte Mathieu Matégots design og kunst. For er det design eller kunst? Og hvordan kan noget være både elegant og legesygt grænsende til det lidt komiske? Dramatisk og tidløst?

Skulpturelt og funktionelt?

Det kan det, fordi den fransk-ungarske designer favner så mange facetter og rummer en så broget kulturel fortid.

Mathieu Matégot blev født i en lille landsby i Ungarn i 1910 og uddannet på School of fine Arts and Architecture i Budapest i 1929. I årene efter var han lidt af en kreativ nomade, der bl.a. lavede kulisser for National Theatre i Budapest og rejste i USA og Italien, inden han slog sig ned i Frankrig, hvor han fortsatte med at lave teaterkulisser, dekorerede vinduer for Galerie Lafayette, designede kjoler og gobeliner. Det sidste endte med at blive hans helt store mesterstykke. Men det er ikke mindst multikunstnerens møbler, som i dag vækker begejstring. De har været ret sjældne samlerobjekter, indtil Gubi for nylig relancerede hans berømte trebenede stol Nagasaki, sidebordet Kangourou og hans knagerække, både i den multifarvede version og den helt sorte med kobber i midten.

Enkelt og teatralsk

Matégot begyndte at lave møbler i 1933, men da Anden Verdenskrig brød ud, meldte han sig frivilligt til den franske hær og blev taget til fange af tyskerne. Som krigsfange kom han til at arbejde på en fabrik, hvor han lærte teknikker, der senere gjorde det muligt for ham at lave nogle helt specielle, fine metalplader, der kunne formes næsten som stoffer. Metallerne blev forarbejdet med den teknik, som han kaldte ’ritigulle’, og han blandede dem ofte med andre ydmyge og billige materialer, så resultatet var både praktisk, billigt og alligevel lyste op i indretningen. Der var noget på en gang både enkelt og teatralsk over hans møbler i bl.a. glas, rattan og perforeret metal. Ofte med frække farvepift som et rødt eller gult sæde.

Efter krigen åbnede Mathieu Matégot sit eget værksted i Paris, hvor han skabte håndlavede møbler. Senere flyttede han til Casablanca. På et tidspunkt var han oppe på at producere 200 af hvert design, hvilket på det tidspunkt var et stort

antal og et tydeligt tegn på hans store succes. I løbet af forholdsvis få år, især i 50erne, skabte han flere designklassikere, som i dag står som møbelikoner. Ikke desto mindre endte Mathieu Matégot alligevel med at vende tilbage til gobelinerne igen i begyndelsen af 60erne. Han vandt stor international anerkendelse for tæpperne med de mørke, afdæmpede farver i vilde, kraftfulde mønstre. Mange af dem hænger stadigvæk i prominente bygninger. Ligesom hans dekorative, tidløse og brugbare design står mange steder som ikoniske symboler på grafisk 50er-design.

Designarven

Nagasaki-stolen er en del af designsamlingen på Musée des Arts Décoratifs i Paris, og Copacabana-lænestolen er med i samlingen på Centre Georges Pompidou, som også ligger i Paris. Han har indrettet og dekoreret bygninger som Hotel de France, Guinea, Drugstore Publicis og Maison de l’ORTF i Paris.

Mest kendte design

Den trebenede stol Nagasaki fra 1954 og Copacabana-lænestolen (1955/1956) er begge lavet af stålrør og det perforerede metal, som er så karakteristisk for hans design. I Gubis nye version fås Nagasaki med gult, rødt eller hvidt sæde.

Berlin daybed, 1965.

BRUNO MATHSSON

Den svenske snedkersøn, der gjorde sig fri af fortidens vanetænkning, opfandt sit eget formsprog og blev berømt som funktionalismens mester.

Historien om Bruno Mathssons berømte stol, Græshoppen, er en klassisk fortælling om overset genialitet og siger i det hele taget en hel del om den berømte svenske formgiver. I 1931 blev han bedt om at tegne en stol til venteværelset på Värnamo sygehus, og den unge designer ville skabe en stol med hængende bund med en slags sadelgjord.

Den fjedrende effekt i stolen gav den hurtigt navn efter det hoppende insekt, men personalet kunne overhovedet ikke lide designet, så stolene endte med at stå på et loft. Indtil Bruno Mathsson fik sit gennembrud. Hvilket han gjorde i stor stil. For den unge snedkersøn fra det sydlige Sverige gik hen og blev en af de mest nyskabende møbeldesignere, og i dag kunne de færreste nok drømme om at sætte hans funktionelle, meget ikoniske skandinaviske design op på loftet. Tværtimod er det lige nu helt fremme i søgelyset og bliver betragtet som noget af det hotteste.

Annika bord, 1936.

De frie former

Bruno Mathsson er et godt eksempel på, at man sagtens kan gå i sin fars og bedstefædres fodspor – der var fire generationer af snedkere før Mathsson – og så alligevel ende med at blive en fornyer. Han begyndte i sin fars værksted, hvor han hurtigt fik en stor interesse for møbler og meget tidligt udviklede en særlig teknik, hvor han ved hjælp af varmt vand kunne bøje og lime træ. Men den unge svensker fik ikke kun masser af praktisk erfaring med træet og dets egenskaber i faderens værksted. Han havde også en umættelig trang til at udforske. I løbet af 20- og 30erne begravede hans sig i selvstudier og lånte bøger og tidsskrifter på Röhsska Konstslöjdmuseet i Göteborg. Der blev udvekslet mange bogkasser mellem museet og hans hjem, og som sidegevinst opbyggede han et godt bekendtskab med museumsleder Gustaf Munthe, der fik stor betydning for hans karriere. Både for Bruno Mathsson og for funktionalismen som sådan var den store Stockholm-udstilling i 1930 lidt af en øjenåbner og et gennembrud. Nye, enklere linjer var ved at spire frem, og for Bruno Mathsson resulterede strømningerne på messen i, at han for alvor brød fri af fortidens traditionelle formsprog og overgav sig til sine egne frie former.

Lounge stol.

Gennembruddet

Bruno Mathsson vendte tilbage til idéen med sadelgjorden som sæde, som han havde eksperimenteret med i Græshoppen. Han skabte tre grundstole, som blev kaldt arbejds-, hvile- og liggestol model 36. De blev sammen med hans enkle, berømte klapbord lanceret på en udstilling i 1936 på netop Röhsska Konstslöjdmuseet i Göteborg – på initiativ af museumsleder Gustaf Munthe. Udstillingen blev en stor succes, og Sverige havde fået en ny mesterlig formgiver.

Derefter gik det stærkt. Året efter var han på Paris Expo med sengen Paris, som bare fik hypen til at nå nye højder. I 1939 bestilte Museum of Modern Art i New York hans stole til en tilbygning, og hans møbler var med på verdensudstillingen i New York i 1939. Siden skabte han en stribe smukke møbler, næsten alle med kvindelige navne og stort set alle udødelige klassikere i dag. Han har også designet huse i Sverige, Portugal og USA – ofte med rammer af glas og stål.

Designarven

I 40 år arbejdede Henry Thelander som en slags grå eminence tæt sammen med Bruno Mathsson. Det er i dag Thelanders sønner, der fører arven videre i firmaet Bruno Mathsson International AB.

Mest kendte design

Græshoppen fra 1931 og en stribe andre stole, bl.a. The Eva Chair, Swivel Chair, Mimat og Pernilla.

The ban DayBed, 1925.

FERDINAND KRAMER

Supermodernisten, der i mellemkrigsårene skabte socialt design, som stadig holder hele vejen og står super skarpt. Hans møbler er for nylig relanceret af tyske e15.

Når man plukker i Ferdinand Kramers fortid, dukker ord som Første Verdenskrig og soldat op og giver dystre associationer. Men trods barske vilkår og krise i mellemkrigsårene skabte den tyske arkitekt og designer intelligente og enkle møbler, der den dag i dag fremstår knivskarpe og moderne.

Måske gav netop de grå og knappe omstændigheder det rette modspil og inspiration for designeren, der blev kendt for sine banebrydende møbler i ultrarene linjer og klare, nøje udvalgte farver. Som da han på New York World›s Fair i 1939 sammen med Norman Bel Geddes præsenterede tilgængeligt design til overkommelige priser, den såkaldte ’Knock Down’-serie (gør det selv-møbler). I dag betragtes Ferdinand Kramer som en af de største designere i den tidlige modernisme netop på grund af hans meget socialistiske udgangspunkt. Han var stærkt involveret i at skabe socialt boligbyggeri i årene mellem de to krige.

Karnak-stole. 1925.

Gennemført minimalist

Akkurat som i dag, hvor vi taler om mere bæredygtigt design, bliver Ferdinand Kramers design ofte tillagt værdier som social relevans, holdbart design, høj anvendelighed, intelligent brug af materialer, funktionalitet og elegance. En af hans mest populære og udbredte design er et dørhåndtag, der i dag udelukkende bliver produceret og solgt af Tecnoline.

På messen i Milano i april 2012 blev det tyske ikon også relanceret som e15’s store nyhed med et udvalg af hans mange møbler, som er blevet sat i produktion igen i tæt samarbejde med hans enke.

Møbelproducenten e15 deler Ferdinand Kramers designforståelse og fremhæver den tyske funktionalists evne til stadig i dag at fascinere os med en radikal modernisme og en gennemført minimalisme, som aldrig bliver hverken kluntet eller banal. Han kunne ramme en helt speciel balance mellem dimensioner og proportioner. En rød tråd i Kramers arbejde var fokus på det tekniske og funktionelle, og det er da også sigende, at han opgav sin første læreplads hos Bauhaus efter et par måneder, fordi han ifølge historien ikke var tilfreds med det tekniske niveau. I stedet tog han til München og fik en treårig uddannelse som arkitekt hos Theodor Fischer.

B403 stol, 1927.

Sammenstød med nazisterne

Som helt ung valgte Kramer, der var søn af en berømt hattemager i Frankfurt, at blive soldat. Han kastede sig først over design efter endt tjeneste i Første Verdenskrig – og det var netop efterdønningerne fra krigen, der forhindrede ham i at få byggeopgaver, da han var færdig som arkitekt. Der var ingen penge til byggeri, og i stedet koncentrerede han sig om meget mindre ting og begyndte at designe møbler for Thonet og skabte i den periode også køkkengrej i metal. I 1925 kom der mere gang i byggeriet, og Kramer begyndte at arbejde for arkitekt og byplanlægger Ernst May, som var med til at genopbygge det nye Frankfurt med socialt boligbyggeri. Et samarbejde, der varede i fem år. I slutningen af 30erne tørnede Kramer sammen med nazisterne og endte med at immigrere til USA , hvor han blev amerikansk statsborger i 1945.

Men Kramer var tysker i hjertet og vendte hjem i 1952. Han giftede sig to gange og fik døtre med sin anden hustru, Lore Kramer. Og det var i hjemlandet, at han gav sit store bidrag til arkitekturens verden som leder af byggerilinjen på Johann Wolfgang Goethe universitet i Frankfurt, frem til han gik på pension i 1964.

Designarven

Goethe Universitet i Frankfurt har gemt en del af arven fra Ferdinand Kramer. Foruden midlertidige, store udstillinger kan man i den permanente samling se originale møbler på Museum für Angewandte Kunst i Frankfurt am Main, på Wuppertal, Thonet Museum og Vitra Museum.

Mest kendte design

Hans dørhåndtag, som oprindelig blev brugt i socialt boligbyggeri. Hans superenkle daybed, The Ban, og hans sjove, kulørte sofaborde, bl.a. Calvert og Charlotte, som sammen med stole, borde og knagerække er med i e15’s relancering.