Lakridskonfekt-kage fra Hjemmet

Lakridskonfekt-kage

Lakrids er hot og findes efterhånden ikke kun på slikhylderne. Nu fås det også som både pulver og sirup i langt de fleste supermarkeder.

Og den lækre, sorte sag har jeg set anvendt i så forskellige madvarer som flødeboller, konfekt, smoothies, småkager, is og sågar flæskesteg!

For at være med på moden kastede jeg mig forleden ud i en lakridskonfekt-kage med masser af smør, hvid chokolade, sukker, mandelmel og lakridspulver.

Kagen ser umiddelbart temmelig uskyldig ud, men så snart en bid rammer smagsløgene, må man spærre øjnene op og smage efter en ekstra gang. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg har bagt den afhængighedsskabende lakridskonfekt-kage, og jeg har på fornemmelsen, at min forelskelse i lakrids udvikler sig til livslang kærlighed.

Opskriften er lavet Camilla Biesbjerg, og jeg kan varmt anbefale at prøve den!

Lakridskonfekt-kage

Ca. 10 personer

150 g smør + lidt til formen

150 g hvid chokolade

150 g rørsukker

3 æg

2 spsk. lakridspulver

100 g mandelmel

Drys: 1 spsk. flormelis og 1 spsk. lakridspulver

Tilbehør: evt. blåbær, hindbær og flødeskum

1. Læg bagepapir i bunden af en springform (ca. 24 cm) og smør formen godt.

2. Smelt smør og chokolade langsomt i en gryde ved svag varme. Tag gryden af varmen og lad blandingen køle lidt af.

3. Pisk sukker, æg og lakridspulver luftigt og tilsæt den afkølede chokoladeblanding. Pisk ganske kort.

4. Vend mandelmel i dejen og fordél den i springformen.

5. Bag kagen i ovnen ved 175 grader i ca. 45 min. Den virker ubagt, og det er meningen.

6. Ved servering drysses kagen med en blanding af flormelis og lakridspulver. Servér evt. med blåbær, hindbær og flødeskum.

Tip: Lakridskonfektkagen bliver ekstra lækker, fast og konfektagtig efter 1 døgn i køleskabet.