6 designere fortæller om kærligheden til mor

David Andersen, 32 år

Designer af dame- og herremærke i eget navn, har kreeret haute couture-kjoler til bl.a. kronprinsesse Mary og scenetøj til Alphabeat.

“Jeg elskede som barn at sidde på kanten af badekarret og se på min mor, der redte sit meget lange sorte hår. Hun var det smukkeste, mine barneøjne havde set. Min mor har også altid været en pæn dame, der gik op i at være velplejet og velklædt, og det smittede af på mine tre søskende og mig. Vi gik på en katolsk privatskole i Odense, og vi havde skoletøj og skiftede til lege-tøj, når vi kom hjem. Det var ikke, fordi min mor var snobbet, at hun gik op i, vi så pæne ud – hun kunne bare godt lide, at tingene var i orden og velorganiserede.

Vi børn er heller ikke blevet opdraget ens, fordi min mor var god til at se, at vi var meget forskellige. Jeg gik fx til dans og ballet, og mine storebrødre gik til fodbold og kørte knallert. Jeg har fået lov til at dyrke en feminin side, hvor jeg syede kjoler af plasticposer, og min mor lærte mig at tegne. Da jeg var 10 år, lavede jeg mit første firma, hvor jeg tegnede jule- og bordkort, som jeg solgte til mine forældres venner – det var den måde, jeg tjente penge på som barn. Hun har uden tvivl haft stor betydning for, hvilken karriere jeg har valgt i dag, ved at støtte mig i min kreativitet.

Jeg har et meget specielt forhold til min mor, for da jeg var syv år, blev hun meget syg, og på et tidspunkt troede lægerne ikke, at hun ville overleve. Det var en hård og lang periode, hvor jeg var bange for, at der skete hende noget. Hun vandt kampen og blev rask, men lige siden har jeg været meget omsorgsfuld over for min mor og kan slet ikke have, hvis hun bliver syg eller slår sig, så sidder jeg straks i toget på vej hjem. Hendes styrke og det, at hun kan kæmpe igen, inspirerer mig i mit arbejde. Designbranchen er hård, og vejen til succes er fyldt med forhindringer, men jeg har lært, at jeg ikke skal lade mig slå ud over dårlige tider eller kritik.”

Anne-Dorthe Larsen, 34 år

Designer af mærkerne Nué Notes og Lovechild 1979 og indehaver af butikkerne Nué og Another Nué.

“I min barndom havde min mor de fineste 70’er-sko med kanvas, kork og kilehæl. Jeg tænker stadig på dem, men jeg fik – desværre – overtalt hende i de glade 90’ere til at smide dem ud. Min mor var ellers fantastisk til at lade mig låne sit tøj, og jeg brugte hendes skjorter som kjole med et elastikbælte i taljen – jeg husker stadig den fineste stribede skjorte, som er magen til den, Céline har lavet nu. I en tidlig alder kunne jeg også passe hendes sko, hvilket gjorde, at jeg nok var den eneste, der kunne gå med høje hæle, da vi skulle konfirmeres. Min mor var som ung meget minimalistisk og drenget i sin stil. En simpel trenchcoat kunne løfte hele hendes look, og det lever jeg selv meget efter.

Det er nok mest min farmor, som har haft betydning for mit valg af karriere. Hun syede, broderede og var i det hele taget kreativ, og det har jeg arvet fra hende. Men min mor har støttet mig og har altid sagt, at jeg kunne blive lige, hvad jeg ville. Og når jeg syntes, noget var hårdt, har hun lyttet til mig og opfordret mig til at kæmpe videre. Hun siger altid ting som “jamen, sådan er det nok bare, det er der jo ikke så meget at gøre ved,” når jeg er træt af at have arbejdet fra tidlig morgen til sen aften 14 dage i træk. Og jeg tænker, at hun nok har ret, for man må tage sit slæb for at nyde sin sejr.

I min barndom er jeg blevet opdraget med frihed under ansvar. Var der noget, jeg gerne ville have, skulle jeg selv arbejde for det, og det tror jeg er sundt. Intet her i livet kommer gratis til dig. Det gælder også kærlighed. Du skal behandle andre ordentligt for at gøre dig fortjent til kærlighed. Det gjorde, at jeg ankom til København en smule naiv, men som den sødeste jyske pige, der var klar til at hjælpe andre uden nødvendigvis at få noget igen. I’m sorry, men det har min branche hurtigt spoleret. Her synes jeg tit, at man bliver udnyttet for at være hjælpsom. Men jeg klager ikke, for det har også bragt mig hertil, hvor jeg er i dag.”

Julie Sandlau, 36 år

Smykkedesigner med mærke i eget navn. Hendes smykker er blevet båret af både kronprinsesse Mary, Oprah Winfrey og Beyoncé.

“Min mor og hendes søster havde en tøjbutik i 80’erne, der hed Søstrene, og min kusine og jeg tilbragte meget af vores barndom derinde. I skolen blev jeg kaldt for ‘hende den topmoderne’ – det var den tid, hvor Inwear var det hotteste, og jeg havde tit de sidste nye tendenser på – for det meste dog syet af forretningens syerske.

Sammen med min mor lavede jeg øreringe og hårspænder, som vi solgte, og når der var modemesse to gange om året, fik min kusine og jeg altid lov til at komme med til trendshowet i Bella Centret. Min mor og hendes søster planlagde flere uger i forvejen, hvad vi alle fire skulle have på. Jeg husker især nogle mohairstrikkede trøjer i koboltblå og med hvide knapper på skuldrene. Min mor og hendes søster havde også engang flettede pandebånd og store øreringe på – det var jo i 80’erne.

Jeg er enebarn og har altid haft en stor plads i hendes hjerte – hun vil uden tvivl brække sin højre arm for mig. Siden jeg var lille, har min mor lært mig, at det var vigtigt, at jeg som voksen kunne klare mig selv, og at jeg ikke skulle være afhængig af en mand. Jeg tror, det skyldes, at mine forældre blev skilt, og hun pludselig stod som enlig mor, så for hende betød det meget, at jeg fik en akademisk uddannelse. Derfor var hun heller ikke glad, da jeg fortalte, at jeg stoppede på jura efter tre år og hellere ville sidde hjemme i stuen og lave perler. Den skulle hun lige sluge.

I dag arbejder min mor to dage om ugen inde i min butik, og hun er vores topsælger uden sammenligning – uanset hvilken dag hun er på arbejde, er hun den, der sælger mest, og det gør hun, fordi hun brænder for det 100 %. Min mor bor også på den anden side af gaden. Hun har en fast mormordag om onsdagen, hvor hun laver saft, tager mine børn med til dans og hygger med dem. Jeg føler mig meget heldig over at have så branddygtig, omsorgsfuld, handlekraftig og kærlig en mor.”

Silas Adler, 25 år

Designer bag mærket Soulland, der bliver forhandlet i modebutikker verden over fra New York til København og Paris til Tokyo.

“I slutningen af 80’erne, da jeg var fem år, gik min mor på Designskolen Kolding, og der blev jeg introduceret til det at gå op i tøj. Min gudfar var dengang punker, og det syntes jeg var det sejeste, så det ville jeg også være. Vi klippede hul i mine cowboybukser, og hun fik skræddersyet en læderjakke til mig med rødt for. Lige siden har jeg altid gået op i, hvad jeg havde på.

Min mor har også selv altid gået meget op i mode. Hun ejer både Prada og Comme des Garçons, men hun har også en 3-lags tyk jakke i Goretex, som hun ville kunne bestige Mount Everest i, og en rygsæk, der minder om et cykelbuds – for hende skal kvaliteten og funktionaliteten være i top.

Min mor har altid respekteret de ting, jeg ville. Jeg har stået på skateboard siden 2. klasse, og når vi var ude at rejse, var der altid en skateboardbane i nærheden til mig og museer til hende. Hun har vist mig rigtig meget nutidig kunst og design, der har lært mig, hvordan former og farver interagerer, og som jeg drager stor nytte af i dag som designer.

Jeg er enebarn og er vokset op alene med min mor, der altid har været lidt rodløs. Hun arvede sit job som bestyrer af en svensk familiefond, men det har ikke været nok for hende. Hun har fx gået på både arkitektskole, designskole og læst på CBS, og hun har ikke afsluttet nogen af delene. Det er en egenskab, som jeg har valgt ikke at tage med fra min mor. Hvis jeg går i gang med noget, gør jeg det færdig, for jeg vil hellere synke sammen med skibet end at rykke rundt fra job til job. En ting, som min mor til gengæld har lært mig, gælder økonomi. Da jeg startede som designer, gik det meget ud på at have det sjovt. Men hun har ofte hjulpet mig med firmaets regnskaber, og i dag har jeg et større fokus på, at økonomien skal hænge sammen – ja, faktisk synes jeg, at det er lidt fedt at nørde med tal.”

Sophie Bille Brahe, 31 år

Smykkedesigner af mærke i eget navn. Derudover er hun berømt for sine fantastiske showpieces til Stine Goyas catwalkshows.

“Min mor kan jeg bedst beskrive som en løvinde – hun er en utrolig sej kvinde, der fik sin karriere som oversygeplejerske på Rigshospitalet til at hænge sammen med at have mand og to børn, fordi hun var dygtig til at være nærværende, når hun var på arbejde, og når hun var hjemme.

Hun er som Pippi Langstrømpe: Der er ikke noget, som hun ikke kan, og hvis der er nogen, der siger, at det kan hun ikke, vil det være en fremdrift til, at hun gør det. Jeg lærte fx allerede som lille at spise østers, fordi “det gør rigtige kvinder”.

Mine største modeminder om min mor er fra alle de aftener, hvor jeg kiggede på, at hun sminkede og gjorde sig klar til at gå ud – det var meget fascinerende at se, hvilke farver og stykker tøj hun satte sammen. Hun brugte også altid parfumen Coco Chanel. Den duft vækker minder hos mig, og jeg bruger den faktisk selv i dag. Jeg har uden tvivl fået min kærlighed til tøj og smykker ind med modermælken, fordi min mor har to søstre. De var det sejeste trekløver, der gik totalt op i mode, og de har alle gået i alt fra røde og grønne Versace-bukser til møtrik-øreringene fra Moschino.

Når det gælder min karriere, har min mor altid fortalt mig, at det var vigtigt, at jeg selv fandt mit talent, men jeg kunne have valgt lige, hvad jeg ville, og hun ville støtte mig 100 %. Hun bruger også mine smykker, og det er jeg meget stolt af.

Hun har uden tvivl givet mig en sans for at være kreativ. Jeg fik fx lov til at male på væggene i kælderen – malerier, som stadig eksisterer i mit barndomshjem. Vi gik også tit en aftentur i haven, hvor vi sagde godnat til den lukkede valmue og edderkoppen i spindet – det gav mig en fin poetisk tilgang til det visuelle og til, hvordan man oplever farver og former, som jeg bruger i mit arbejde i dag.”

Peter Jensen, 40 år

Designer, der har fejret 11-års jubilæum for sit mærke i eget navn, som bliver skabt fra basen i London.

“Jeg er vokset op i Løgstør i 70’erne og 80’erne. Min mor kunne godt være skrap, men jeg har tit tænkt på, at det må have været hårdt for hende. Hun arbejdede, men det var også hende, der stod for det huslige – min far lavede fx aldrig mad. Jeg havde mange pligter som at skrælle kartofler og støvsuge, og blev det ikke gjort, trak hun i lommepengene. I dag er jeg utrolig glad for den opvækst, hvor jeg havde et ansvar for at være med til at få det til at køre derhjemme. Når jeg ser på, hvordan mødre i dag går efter deres børn for at rydde op, er det da ikke mærkeligt, at børn opfører sig som enevældige konger. Min opdragelse har givet mig en respekt for andre mennesker, det gælder både de mennesker, som jeg møder i toget, men også via mit arbejde. Det er meget vigtigt i mit job at kunne møde mennesker på alle niveauer og behandle dem ordentligt.

Min mor har haft stor indflydelse på, at jeg er designer i dag. I mit barndomsværelse stod min mors symaskine nemlig, og jeg var allerede som barn meget fascineret af den maskine, alle knapperne, og hvad den kunne, og min mor lærte mig derfor at sy. Jeg kommer også ud af en familie, hvor vi var meget gør-det-selv i både tøj og hjemmestrik. Når mine forældre holdt private fester for deres venner, syede min mor et nyt outfit til hver gang. Jeg husker tydeligt, at hun en aften havde syet en heldragt i denim med printede blomster, kassebukser og halterneck, og hvor festen gik derudad med høje plateausko, spiritus og cigaretter.

Min egen påklædning blev i 8. klasse mere outreret, end Løgstør ellers var vant til. Jeg farvede mit hår og gik rundt i hjemmesyede korte kjoler, og selv om det ikke altid var velset i Løgstør, har min mor altid været åben over for, hvad jeg ville, og støttet mig – et godt stykke hen ad vejen. Jeg har fået lov til at leve mine særheder ud, og det har skabt noget kreativt inde i mig, som har gjort mig til den designer, jeg er i dag.”

Læs også: L.O.C en libertiner på live-tv »