"Gud er der ikke flere penge på kontoen? Jamen, jeg har jo ikke brugt nogle!"
Hold øje med, om dushopper af de forkerte årsager.
"Gud er der ikke flere penge på kontoen? Jamen, jeg har jo ikke brugt nogle!" Dén følelse har jeg stået med mere end én gang. Og sådan har jeg egentlig altid haft det. Også da jeg var på SU, modtog SU-lån og arbejdede det maksimale af, hvad jeg måtte, og kun skulle tænke på mig selv. Dengang følte jeg aldrig, at jeg havde nogle penge, og den følelse har jeg også stadigvæk - selvom jeg har et fuldtidsjob og deler udgifter og husleje med en mand.
Samtidig lader flere af mine veninder til fint at kunne styre den hårfine balance mellem udgifter og indtægter, uden at de af den grund henslæber deres liv foran et sort/hvid-tv, kun lever af havregrød eller går i deres tøj til det falder fra hinanden.
Derfor har jeg dykket nærmere ned i, hvor det går galt for mig, og hvordan jeg bedre får råd til den nye læderjakke, jeg drømmer om, ferierejsen og lækre middage med (alt for meget) vin.
LÆS OGSÅ: Jo du kan købe dig til lykke
Vi shopper med følelserne
Punkt nummer 1 er derfor at finde ud af, hvorfor nogle af os bruger flere penge, end vi har. Og dét kan psykolog Ane Aakerlund hjælpe med.
Hun mener, at vi kan have en tendens til at shoppe med følelserne, og jo værre du har det, jo mere shopper du. For trøsteshopping minder en hel del om det at trøstespise, hvor det følelsesmæssige aspekt er altafgørende for handlingen.
- Trøsteshopping handler om at kompensere for noget, man mangler følelsesmæssigt. At vi køber en lækker kjole eller en masse makeup, når vi føler et underskud. Og underskuddet kan gælde mange ting, men ofte er det omsorg og opmærksomhed, man mangler, som er grundlaget for at føle sig okay og normal som menneske, siger Ane Aakerlund.
Og så ser hun også en tendens til, at folk, der arbejder rigtig meget, bruger rigtig mange penge, når de har fri, fordi manglen på tid ofte rimer på manglen på nærvær og ro.
- Ved at bruge en masse penge oplever vi, at den her mangelfølelse midlertidigt bliver fyldt ud, siger Ane Aakerlund.
En ny undersøgelse viser desuden, at vi shopper mere på tom mave, ifølge Videnskab.dk.
LÆS OGSÅ: 4 unge kvinder med succes: Her er deres bedste tips til at blive iværksætter
Shopper du efter en skænderi?
Hvis man har opdaget, at man faktisk trøster sig selv ved at købe ting, er man i virkeligheden kommet rigtig langt, siger Ane Aakerlund, fordi man har identificeret, at man reagerer følelsesmæssigt på dén måde, når man føler sig i underskud.
- Næste skridt er så at identificere, hvad det er for en følelse af underskud, man shopper på. Hvad er det, man prøver at fylde ud ved at shoppe? Hvad er det man beroliger i sig selv via det? Generelt er det en mindreværdsfølelse i forhold til andre mennesker. Shopper man f.eks. typisk, når man lige har været oppe at skændes med sin kæreste? Eller shopper man, fordi man gerne vil hævne sig på sin kæreste ved at bruge af fælleskontoen? Eller er man ensom og shopper for at komme ud blandt mennesker og snakke med nogle ekspedienter? Tænk over om du virkelig bliver glad for det, du køber, eller om det er noget andet, det handler om, siger Ane Aakerlund.
Jeg tænker mig om; hvad handler min shoppetrang om? Hvorfor kan jeg blive helt glad ved tanken om at købe alt fra det obligatoriske 7-eleven kit af magasiner, pølsehorn og Palæo-juice til smukke kimonoer og smørbløde Balenciaga-tasker? En del af mig elsker bare smukke ting (og pølsehorn), men en del af mig ved også godt, at det handler om noget andet. Som da jeg havde skændtes med min mand og i mit stille sind glædede mig til at netshoppe Isabel Marant-udsalgstøj senere samme aften. Det var en "trøst" i kampens hede.
Natbussen virkede uoverskuelig
Ane Aakerlund mener altså, at vi har en tendens til at kompensere gennem shoppingen, i stedet for at gøre det, der egentlig er rigtig for os. Og det er et mønster, der starter tidligt i livet.
Men er unge piger måske særligt udsatte i forhold til at udvikle en usund økonomi allerede i ungdomsårene?
- Ja, mange unge piger er i endnu højere grad end voksne kvinder afhængige af den accept og den omsorg, som de oplever, når de er sammen med veninder. Det er livsnødvendigt for de unge piger at føle sig som en del af en gruppe og at have en bedste veninde. Det handler i bund og grund om at føle, at man hører til, er vigtig for nogen, at man bliver elsket, er normal og ligner de andre.
Og det med at ligne de andre er et vigtigt aspekt, når man skal forstå, hvorfor unge mennesker, der ikke tjener særligt meget, stadig føler sig presset til at gå i dyre mærker og at have de seneste gadgets. For nogles vedkommende bliver det en selvfølge, fordi vi med samfundets stigende velstand og det pres forældrene føler for, at deres børn ikke sakke bagud, ender med at købe alt, alt for meget. Eurowomans blogger Lilja skrev for nylig om fænomenet med den sigende bemærkning: "Hvordan fuck kan en 9-årig have en computer til 12.000 kroner?"
- I nogle grupper af unge kan man blive udstødt, hvis man ikke har nogle bestemte ting, eller man kan være bange for at blive udstødt, siger Ane Aakerlund.
15 råd til bedre økonomi (så du kan købe, hvad du virkelig ønsker dig)
Jeg burde nok have taget hånd om mig selv langt tidligere og have fået nogle sundere pengevaner. Men bedre sent end aldrig, for jeg har altså også nydt at male byen rød med logo bæltetaske fra Gucci på hoften og pastelgule, absurd høje, Prada-stilletter på fødderne. Derfor kontakter jeg Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea og til efteråret udgiver en økonomibog på Gyldendal målrettet kvinder. Her er, hvad hun råder mig:
1: Hold især øje med hvad du bruger af penge på tøj, skønhedsprodukter, take away og to go-kaffe. De poster er de helt store pengeslugere.
2: Sørg for at lave en opsparing, hvor du f.eks. sparer 300 kr. op hver måned. Det vil gøre dig langt mindre sårbar økonomisk, når der kommer en uforudset udgift til f.eks. tandlæge.
3: Lad være med at "sjatbruge" af dine penge hele tiden – hvis du gør det, vil du aldrig opleve økonomisk frihed.
4: Respekter dig selv og din svaghed for underholdning og adspredelse og styr din økonomi bedre ved at bruge de nemme løsninger.
5: Du skal have et budget over dine faste udgifter, hvor du også sætter tal på dine "løbende" udgifter til mad, tøj, fornøjelser, rejser osv. Du skal selv sætte tal på, hvor meget eller hvor lidt du vil bruge hver måned på de forskellige poster.
6: Overhold de aftaler du laver med dig selv. Når du har opbrugt dit "gå-i-byen-budget", kan du ikke gå mere i byen dén måned.
7: Husk, at man sagtens kan have en måned, hvor man ikke køber tøj, og hvor frisøren er forbudt område.
8: Benyt dig af "saldo sms", som de fleste banker tilbyder, som er en daglig sms fra din bank med din kontostatus. På den måde kan du holde øje med din "kassebeholdning" og blive advaret, når der er ved at være lavvande på kontoen.
9: Benyt dig af en opsparingsordning, f.eks. SparOp eller lav selv en fast overførsel til en opsparingskonto hver måned. Husk lidt er bedre end ingenting.
10: Benyt dig af en budget-app, f.eks. Lommebudget fra raadtilpenge.dk, der gør det lidt sjovere at holde regnskab.
11: Køb en gammeldags kinabog og før regnskab i hånden.
12: Begynd at følg med i din økonomi på skat.dk, din netbank og pensionsinfo.dk.
13: Når du har fundet en "opskrift", der virker for dig og som rent faktisk gør, at du har lidt økonomisk overskud på kontoen sidst på måneden, kan du gentage metoden den efterfølgende måned.
14: Tænk i billigere alternativer; kan du f.eks. købe noget af dit tøj brugt?
15: Lad dit dankort blive hjemme nogle dage, så du har dage, hvor du slet ingen penge bruger.
Jeg har fluks været ude at shoppe en klassisk lædernotesbog fra Moleskine, som jeg vil føre budget i. Ja, den var alt for dyr, og ja, jeg havde en dårlig undskyldning for at shoppe, men nu har jeg større motivation for at holde regnskab, hver gang jeg køber take away-kaffe, net-shopper eller lige falder over et item, som ekspedienten insitererer på, at der kun er én tilbage af. Og med mit nye budget kan jeg lave en post, der hedder: "Opsparing til læderjakke". Det er jo vigtigt at omgive sig med smukke ting...
Om eksperterne:
Psykolog Ane Aakerlund, www.psykolog-aakerlund.dk.
LÆS OGSÅ: Test: Har du styr på din økonomi?
LÆS OGSÅ: 8 tegn på at han er manden, du skal have børn med
LÆS OGSÅ: 4 typiske former for angst: Det skal du være opmærksom på